Fridtjof Wedel-Jarlsberg Nansen (10. oktober 1861 - 13. maj
1930) var en norsk polarfarer, opdagelsesrejsende, diplomat
og videnskabsmand.
I 1888 ledede han den første ekspedition der formåede at
krydse indlandsisen i Grønland, hvilket for alvor gjorde ham
verdensberømt.
I 1893 stod han i spidsen for en ekspedition til Nordpolen
med skibet Fram, en rejse der tog over tre år. Sammen med
Hjalmar Johansen nåede Nansen 86° 14 N, det nordligste punkt
noget menneske havde nået på den tid. Under ekspeditionen
oplevede han fænomenet dødvand, hvilket han som den første
som beskrev.
Han var endvidere professor i zoologi og oceanografi ved Det
Kgl. Frederiks Universitet (senere kendt som Universitetet i
Oslo), ambassadør i London 1906-1908 og Folkeforbundets
højkommissær for flygtninge, i hvilken egenskab han udstedte
de såkalte Nansen-pas. Nansen fik Nobels fredspris i 1922.
Kort tid efter hans død i 1930 oprettede Folkeforbundet det
Internationale Nansenkontor for krigsflygtninge (Office
international Nansen pour les réfugiés), også kendt som
Nansenhjælpen. Nansenkontoret tildeltes Nobels fredspris i
1938.
Indholdsfortegnelse [skjul]
1 Privatliv
2 Videnskabsmanden
3 Rejser
3.1 På ski over Grønland (1888)
3.2 Krydsningen af Polarhavet med skibet "Fram" (1893-1896)
3.2.1 På ski mod Nordpolen (1895-1896)
3.3 Gennem Sibirien
4 Bibliografi
5 Eksterne kilder/henvisninger
[redigér] Privatliv
Fridtjof Nansen blev født 10. oktober 1861 på Store Frøen
gård i Vestre Aker lige uden for Oslo. Hans far var en
advokat Baldur Fridtjof Nansen og hans mor, Adelaide Johanne
Isidore Thekla. Moderen var datter af Major og Baron
Christian Frederik Wilhelm Wedel-Jarlsberg. Hun var først
gift med oberst Bolling.
Fridtjof Nansen havde seks halvsøskende og en bror. Han gik
i skole i Oslo og interesserede sig allerede i skoleårene
for naturvidenskab. Efter endt skolegang ønskede han at
blive officer i den norske flåde, men efter råd fra sin far,
begyndte han i stedet at studere zoologi. Han var studerende
på Det Kongelige Frederiks Universitet i Oslo i perioden
1880-1882. Fra 1882 havde han en stilling som konservator
ved Bergen Museum. Her begyndte han at studerende slimålens
nervesystemet, hvilket i 1888 resulterede i en doktorgrad.
Imens han arbejder i Bergen, fik han også chancen for at
være med på et fartøj til Ishavet og Grønland. Det var her
at Nansen fik sine første arktiske erfaringer og her at han
fik tanken om at stå på ski hen over Grønlands indlandsis.
Fridtjof Nansen gift 11. august 1889 med en koncert
sangerinde Eva Sars. Hun døde 9. december 1907. De fik
sammen fem børn. Nansen giftede sig senere igen i 1919 med
Sigrun Munthe.
Fridtjof Nansen døde 13. maj 1930 - 68 år gammel - og blev
begravet 17. maj. Begravelsen var en national begivenhed med
to minutters stilhed og flag på halv stang i hele Norge.
Urnen blev sat ned i haven ved hans hjem Polhøgda på Lysaker
i Bærum.
Fra 1958 er Polhøgda en forskningsstiftelse involveret i
forskning relateret til arbejde gennem Fridtjof Nansen
Instituttet.
[redigér] Videnskabsmanden
Zoolog, oceanograf og Norges første doktorafhandling i
neurobiologi
Nansen uddannede sig indenfor medicin og biologi i Bergen.
Han var konservator ved Bergen Museum fra 1882 til 1887. Her
arbejdede han blandt andet med at sorter havprøver med
planter og dyr fra en nordatlantisk havsekspedition. Under
dette arbejde bestemte Nansen sig for at specialisere sig i
neuroanatomi. Han vil i første række fokuserer på
laverestående hvirveldyr som ledorm, slimål og havkat. Dette
førte til banebrydende arbejde i beskrivelsen av
nervecellers kontaktpunkter (synapser).
I efteråret 1885 ble Nansen færdig med sin første afhandling
”Bidrag til Myzostomernes Anatomi og Histologi”. I 1886
fulgte afhandlingen ”Foreløbig Meddelelse om Undersøgelser
over Centralnervesystemets histologiske bygning hos
Ascidiene samt hos Myxine Glutinosa”, hvilket blev
forarbejdet til hans doktorafhandling ”The structure and
combination of the histological elements of the central
nervous system”. Afhandlingen var et vigtigt bidrag til den
begyndende neurovidenskab og hans bidrag til videnskaben via
dette arbejdet er måske hans største bidrag til
menneskeheden, hvilket måske overrasker eftersom Nansen er
mest kendt som opdagelsesrejsen. Nansen var en af
nøgleskikkelser der var med til at udforme neuron-teorien
samme med Santiago Ramón y Cajal. Det bør i denne sammenhæng
bemærkes at Nobelprisen i medicin 1906 gik til Ramón y Cajal
og Golgi for netop denne teori, og hvor Nansen altså havde
ydet et væsentligt bidrag. Teorien beskriver, hvordan
nerveceller kommunikerer med hinanden og danner neurale
netværk, og denne teori har været grundlæggende i
forståelsen af hvordan hjernen virker.
Nansen blev professor i zoologi i 1897 og havde dette embede
frem til 1908. Han skiftede herefter til et professorat i
oceanografi, og dette embede havde han frem til sin død i
1930. Begge professorater var ved Det Kongelige Frederiks
Universitet (senere kendt som Universitetet i Oslo).
[redigér] Rejser
[redigér] På ski over Grønland (1888)
Nansen ønskede at udforske det indre af Grønland. Tidligere
ekspeditioner, blandt andre Adolf Erik Nordenskiölds
ekspedition, havde forsøgt at gå fra den beboede vestkyst
til den ubeboede østkyst. Nansen bestemte sig i stedet for
at gå fra øst mod vest. Forskellige autoriteter angreb ham
for dette, men han trodset advarslerne. Til at være med på
færden valgte den 26 år gamle Nansen følgende hold af
deltagere Otto Sverdrup (33), Samuel Balto (27), Oluf
Dietrichson (32), Ole Nilsen Ravna (46) og Kristian
Kristiansen (23).
På grund af isforholdene lykkedes det ikke Nansen og hans
mænd at komme i land, da ekspeditionen ankom til Grønlands
østkyst med sælfangerskibet «Jason». De drev i flere døgn på
en isflage sydover langs kysten. Da det endelig lykkedes dem
at komme ind til land, roede og sejlede ekspeditionsholdet i
to små både i tolv døgn nordover langs østkysten. De forlod
Umivik på ski d. 15. august 1888, og de ankom til
Ameralikfjorden på vestkysten d. 29. september 1888. Dette
var den første dokumenterede krydsning af Grønland.
3. oktober ankom de Godthåb (Nuuk), men måtte overvintre der
fordi den sidste båd før vinteren var draget af sted. I
denne periode studerede Nansen inuitterne og lærte meget om
kajakker, roning og overlevelse under ekstreme forhold.
Efter turen skrev han også to bøger – ”På ski over Grønland”
(1890) og ”Eskimoliv” (1891). Nansen mente selv i eftertiden
at det vigtigste med færden var, at den havde dannet
indledningen til den række norske polarfærder af større
rækkevidde, som senere blev udført.
[redigér] Krydsningen af Polarhavet med skibet "Fram"
(1893-1896)
Nansen foran Fram.Nansens idé om at drive med et skib til
Nordpolen blev til, da han i 1884 læste en avisartikel i den
norske avis ”Morgenbladet” af meteorologiprofessor Henrik
Mohn om en transpolar strøm i det arktiske hav. Artiklen
beskrev at der var fundet vraggods ved Grønlandskysten fra
skibet «Jeanette», som var skruet ned af isen nord for De
Nysibiriske Øer i 1881.
Fra 1893 ledede Nansen en ekspedition med det specialbyggede
polarskib ”Fram”. Nansen havde valgt Otto Sverdrup til
kaptajn. De øvrige ekspeditionsdeltagere var Sigurd Scott
Hansen, geofysisk observatør; Henrik Greve Blessing, læge;
Theodor Claudius Jacobsen, styrmand; Anton Amundsen,
førstemaskinist; Adolf Juell, kok; Lars Pettersen,
andenmaskinist; Hjalmar Johansen, fyrbøder og
meteorologiassistent; Peder Leonard Hendriksen,
altmuligmand; Bernhard Nordahl, elektriker og
meteorologiassistent; Ivar Otto Irgens Mogstad,
altmuligmand; og Bernt Bentsen, altmuligmand.
«Fram» forlod Norge fra Vardø 21. juli 1893, sejlede østover
Nordøstpassaten langs nordkysten af Sibirien til 133° 37'
grader øst. 22. september 1893 frøs skibet fast i isen og
blev drevet med over Polarhavet i tre år. Dette var
planlagt. Hensigten var at "Fram" skulle drive med isen over
polpunktet, således at ekspeditionen skulle blive den
første, som kom til Nordpolen. Nansen vidste at det var
fundet træ fra Sibirien på Grønlands østkyst, så alt tydede
på at hele området ved Nordpolen var hav. Ekspeditionen
foretog mange videnskabelige observationer og målinger inden
for meteorologi, magnetisme, oceanografi og astronomi.
[redigér] På ski mod Nordpolen (1895-1896)
Nansens plan om at ”Fram” skulle drive over polpunktet slog
fejl. ”Fram” var ikke kommet langt nok øst, før den frøs
fast i isen nord for Sibirien. Efter to overvintringer i
”Fram” forlod Nansen og Hjalmar Johansen d. 14. marts 1895
skibet for at gå mod Nordpolen på ski og med hundespand, 3
slæder og 27 hunde. Der var -40 grader C på afrejsedagen.
«Fram» var på dette tidspunkt 600 km fra Nordpolen. 7. april
vendte de på 86° 14' nordlig bredde, da de fandt ud af de
ikke ville muligt at nå at gå til Nordpolen og tilbage i
løbet af den korte arktiske sommer. 86° 14' var Nansens egen
måling, senere er dette korrigeret til 86° 04'. Det var det
nordligste punkt hvor der indtil da var registreret at noget
menneske havde været. Tilbageturen blev også fyldt af svære
strabadser, og Nansen og Johansen overvintrede i et
selvbygget vinterkvarter på Frans Josefs land. Hytten var
3,4 m lang og 2 m bred, og var bygget af sten og klædt med
is. Hyttetaget var beklædt med skind fra Hvalros og
yderligere isoleret med sne og is. De overlevede på tran,
spæk fra hvalros og isbjørnkød. Spækket blev også brugt til
brændsel.
Sommeren 1896 fortsatte de delvis over land og delvis i
selvbyggede kajakker. En gang var det lige ved at gå galt.
Begge kajakkerne drev fra land mens de havde en pause på
iskanten. Nansen rakte uret til Johansen, tog nogle af
klæderne af, svømmede ud i isvandet og fik bjærget
kajakkerne. En anden farlig episode indtraf, da en isbjørn
pludselig dukkede op og kastede sig over Johansen. Nansen
havde lagt geværet fra sig og kunne ikke nå det. Johansen
som lå under bjørnen råbte da over til kammeraten: ”Nå må De
skynde Dem, ellers kan det blive for sent”. På Kap Flora,
længere syd på Frans Josef Land, mødte de en britisk
ekspedition under ledelse af Frederick George Jackson.
Nansen havde mødt Jackson fire år tidligere i London. Men
Jackson genkendte ikke denne vildmand, som pludselig stod
der foran ham. Der findes to versioner af, hvad der blev
sagt da Jackson og Nansen tilfældigt mødtes på Kap Flora.
Britens forløsende ord var: ”How do you do?” eller: ”Doctor
Nansen, I presume?”. Nansen og Johansen blev taget med på
det britiske forsyningsskib ”Windward” til Nordnorge, og de
ankom til Vardø 13. juli 1896. Én uge senere ankom "Fram"
under ledelse af Otto Sverdrup til Skjervøy, og de kunne
genforenes i Tromsø. Derefter fulgte en triumffærd langs
hele kysten til Oslo, hvor de ankom d. 9. september. Overalt
blev de fejret som nationalhelte.
[redigér] Gennem Sibirien
Nansen skrev også bogen ”Gjennom Sibir” om færden ned
igennem Jenisej til Krasnojarsk i 1913. Jenisej er det
største flodsystem der flyder ud i det Nordlige Ishav.
Floden er lidt kortere men med 1,5 gange så meget vand som
Mississippi-Missouri.
Fortsat den dag i dag er Nansen en af Krasnojarsk største
helte. Nansens medhjælper, Jonas Lied, grundlagde den gang
et savværk i Lesosibirsk ved Jenisej, som siges at være
verdens største. Lied og Nansen fik også gang i en
handelsrute ned langs Jenisej og rundt om Kola halvøen og
Norskekysten til Europa. En rute som jægerne i Sibirien den
dag i dag drømmer om at genoprette.
[redigér] Bibliografi
Fridtjof Nansen har et stort forfatterskab og heriblandt er
flere videnskabelige værker. Nedenfor findes en oversigt
over de mere kendte værker:
- Paa ski over Grønland. En skildring af Den norske
Grønlands-ekspedition 1888-89. Aschehoug, Kristiania 1890.
704 sider.
- Eskimoliv. Aschehoug, Kristiania 1891. 293 sider.
- Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896.
Aschehoug, Kristiania 1897. 2 bind. [1], [2]
- Norge og foreningen med Sverige. Jacob Dybwads Forlag,
Kristiania 1905. 88 sider.
- Nord i tåkeheimen. Utforskningen av jordens nordlige strøk
i tidlige tider. Jacob Dybwads Forlag, Kristiania 1911. 603
sider.
- Gjennem Sibirien. Jacob Dybwads forlag, Kristiania, 1914.
386 sider.
- Frilufts-liv. Jacob Dybwads Forlag, Kristiania, 1916. 233
sider.
- En ferd til Spitsbergen. Jacob Dybwads Forlag, Kristiania,
1920. 279 sider.
- Rusland og freden. Jacob Dybwads Forlag, Kristiania, 1923.
151 sider
- Blant sel og bjørn. Min første Ishavs-ferd. Jacob Dybwads
Forlag, Kristiania, 1924. 285 sider.
- Gjennem Armenia. Jacob Dybwads Forlag, Oslo, 1927. 247
sider.
- Gjennem Kaukasus til Volga. Jacob Dybwads Forlag, Oslo,
1929. 162 sider.
Samlinger af breve, artikler og taler:
- Nansens røst. Artikler og taler av Fridtjof Nansen.
Redigeret af A. H. Winsnes. 2 bind. Dybwad, Oslo, 1942
- Fridtjof Nansen: Brev 1882-1930, udgivet for Nansenfondet
af Steinar Kjærheim. 5 bind. Universitetsforlaget 1961-1978.
Kilde: http://da.wikipedia.org |