Op kl 7, pakke, spise morgenmad, vi kender
proceduren efterhånden, vi kører klokken 8:23 mod syd på
vestsiden af Andöy. Kort efter afgang bliver vi overhalet af
en Hollansk Honda Gold Wing som vi også fulgtes med på
færgen mellem
Refsnes og
Flesnes for to dage siden.
Landskabet
er meget varieret mens vi kører mod syd, selvom vi ikke kan
få fuldt udbytte pga. skyer og regn. Vi er blevet anbefalet
at køre langs vestkysten på Hinöya fra Austpollen til
Kalfjord og så tage færgen over til
Hanøy i stedet for at
køre af den nye
hovedvej, det skulle
være en meget smuk tur.
Det er en meget smuk tur og vi når færgen klokken 10:53,
næste afgang er klokken 14:00. Vi vælger at køre tilbage
til
hovedvejen som åbnede i 2005.
Da vi
ankommer til Austvågøy forlader vi hovedvejen og kører ud
langs vestkysten. På vores tur langs kysten falder vi over
en plet på vejen med næsten tørvejr og tager en frokost
pause. Vi har stadig sandwitches til overs fra sejlturen i
går, det var jo ikke alle der havde appetit til mad, så vi
får en hurtig mad inden vi fortsætter i regnen.
På kortet
skal der være flere overnatningsmuligheder men vi når ned
til Sandsletta inden der er en campingplads hvor der ser ud
til at være lidt aktivitet. Klokken er kun 13 men Estella og
Jakob er trætte ovenpå sejlturen i går så vi stopper for i
dag. Hytte koster kr. 350,- for en overnatning, tre
personer.
Vi får alt
vores skrammel båret ind i hytten og tager en middagslur.
Efter et par timer tager vi en is og går en tur rundt på
pladsen for at se på lokaliteten. Endnu en gang møder vi en
vi har set før, nemlig en Weltbumler på Hollandske plader. Vi
taler lidt om hvorvidt det kan være den samme som vi så på
Kirkeporten camping ved Nordkap, og det er det. Da de kommer
tilbage fra tur får vi en sludder med damen, hun havde også
lagt mærke til os ved Nordkap. Vi har aldrig tidligere
oplevet en ferie hvor vi er blevet ved med at se de samme
igen og igen som i år, men der er jo heller ikke ret mange
veje i Norge, så det er jo ikke så underligt.
Efter
gåtur slår vi tiden ihjæld med spil og hygge inden vi går op
og spiser i campingpladsens restaurant.
Da vi skal
til at gå kommer en Tysk familie, bestående af to voksne og
to meget små børn, ind på campingpladsen og vi er ved at
tabe kæben af forbavselse. Vi er normalt ikke specielt
fordomsfulde mht. hvad folk slæber med på ferie, folk må
helt selv vurdere hvad de får brug for, men her må være tale
om en total misforståelse. For kort at beskrive køretøjet,
så er der tale om en Toyota Hilux monteret med Jerrycan
bagpå i venstre side, en gasflaske bag til højre, på venstre
side af hardtoppen to "antiskrid" plader (har sikkert et
navn) til at lægge under hjulene i tilfælde
af at man kører
fast. samt en skovl på højre side af hardtoppen. På taget er
der tagbagagebærer i hele bilens længde med to
pakker et
eller andet som vi kun kan gætte på. Umiddelbart virker det
som et meget velassorteret adventurekøretøj, hvilket der kan
være rigtig meget fornuft i - hvis man altså skal til Afrika
eller visse dele af Sydamerika, Norge har asfalt på
vejene!... Umiddelbart ville man forbinde dette
udstyrsstykke med uudforsket land og vi forsøger virkeligt
at finde en fornuftig forklaring, men har simpelthen ikke
fantasi til at forstå dette køretøjs funktionalitet i et
civiliseret land med asfalterede veje. En mulig forklaring
kan være at de har læst en "rejsen går til Nordnorge" fra
60erne, da var en stor del af vejene nordpå stadig grusveje?
Endnu mere komisk virker det næsten at disse overdrevne
friluftmennesker lejer sig ind i en hytte?
Alt imens
Tyskerne pakker ud, sidder vi og spiser vores mad. Estella
og jeg får en forret med røget vågehval med tyttebærhalløj.
Hovedretten er for Jakobs vedkommende burger, Estella og jeg
får dampet torsk med grønsager og kartofler. Til dessert får
Jakob kold rabarbersuppe med vaniljeis, Estella varm
chokolademuffin med bær og jeg får to kopper kaffe.
Indimellem retterne har vi haft rig lejlighed til at
iagttage Tyskernes udpakning, gratis underholdning fra 1.
parket. Maden var fradragende og vi er godt mætte da vi går
tilbage til vores hyttes i det pragtfulde regnvejr.
Opskrift på Bacalao
I morgen
går turen videre udover Lofoten, så må vi håbe at vejret er
mere indbydende.
/Martin |