Det
sidste stykke vej (nr 971) fra nord for Inari til grænsen var
af en noget mere slidt karakter. Der var slidt/trykket
riller i belægningen og det i kombination med kraftig regn
gjorde det til en "spændende" tur. Selvom jeg prøvede ot
holde mig til de høje punkter på vejen, var
akvaplaning alligevel uundgåelig og bilens elektronik blev adskillige
gange sat på hård prøve. Temperaturen faldt til
under 3 grader og bilen advarede om risiko for glatte veje,
hvem sagde sommerferie?
Med risiko
for at komme til at lyde som en gammel idiot med "dengang da
jeg var barn", så har jeg en gang tidligere været heroppe i
finmarken med mine forældre i 1971, ca. 3 måneder før
Estellas fødsel :-) En tur som i øvrigt stoppede meget brat
med sygdom for mit vedkommen og hvor jeg endte med at blive
indlagt uges tid på et lille træsygehus i Muonio.
Det er klart at jeg ikke kan huske meget fra den tur men der
er alligevel slående hvor stor en "erindringsforskydning" er
i løbet af knap 40 år. Jeg kan fx ikke huske noget om at der
skulle være så mange træer i det nordlige Findland, her
"burde" være store sletter med flokke af rensdyr alle vegne,
bopladser for samer osv. Selvfølgelig er samekulturen nok
gået meget retur siden dengang, men mit billede i hovedet
ligner bare overhovedet ikke det landskab vi bliver mødt af
her til morgen, det er en sjov oplevelse. Vejene er også
ændret meget siden den gang. I 1971 var der hovedsagelig
grusveje i det nordlige Finland, sådan er det heldigvis
ikke længere.
Kl
08:30 trillede vi over grænsen til Norge og kørte de sidste
40 km til Kirkenes. Kl præcis 09:13 trillede vi ind i byen i
silende regnvejr, efter 23 timer og 58 min, alt inc. - det
kunne have været meget værre.
Vi havde megen snak om hvilken rute vi
skulle vælge op gennem Scandinavien men endte, som det kan
forstås, med at køre til Stokholm, langs Sveriges kyst til
den finske grænse og så gennem Finland. Denne rute kan på
det kraftigste anbefales. Vejen er rigtig god det meste af
vejen, der er meget lidt trafik og man kan passe sig selv.
Det eneste er at man skal holde et vågent øje med
hastighedsbegrensningerne, prisen på bøder er høje og både
Svenskere og Finnerne har været overordentlig rundhåndede
med fotofælder på strækningen. Vi har hørt fra andre der har
benyttet sig af "indlandsvejen" gennem Sverige, at vejens
kvalitet efter sigende er meget ringe i den nordlige
del og at der er en del trafik på strækningen.
Vi
startede med at finde byens indkøbscenter, de havde p-kælder
og kunne tilbyde morgenmad på en lille cafe. Da maven var
fuld besluttede vi at vi at købe lidt ind. Vi har hjemmefra
hørt at en salat agurk sælges i stykker for op imod 50 kr.
for er halv. Vi bliver meget skuffede da vi konstaterer at
en hel agurk kun koster 10,90 norske kr. Tomater kan også
købes for penge, 40 kr pr. kilo for Norske cherry tomater.
Her stopper festen så også, alt andet er næsten
ubetaleligt!
Kød skal vi således slet ikke have de næste par uger ser det
ud til, nå vi skal nok overleve.
Efter
indkøbsturen skulle finde et sted at overnatte i skumringen
i aften, og ville køre til Grense-Jakobselv, hvor der efter
kortet skal være camping og hytter, det sidste synes vi
lyder overordentlig tiltalende vejret taget i betragtning.
Vejen er ufattelig ringe og det tager 1½ time at køre de 52
km, selvom jeg holder "tøjlen stram" hvor det kan lade sig
gøre og da vi kommer derud er der intet. Camping pist væk
:-( Øv, vende bilen og tage 1½ time retur. Vi holder et
hurtigt familie råd og bliver enige om at Kirkenes ikke
rigtigt er noget at vente på tørvejr i, den har ikke rigtigt
noget at byde på efter vores mening.
Vi bliver
i stedet enige om at prøve lykken på halvøen Varangerhalvöya og se hvad
den kan byde på. Inden vi drager af sted tanker vi lige i
Kirkenes for at være sikker på at vi ikke løber tør på
vejen, vi har ikke rigtigt nogen erfaring med afstanden
mellem tankstationerne på disse kanter endnu.
I byen Vestre-Jakobselv finder vi en
campingplads med hytter og vandrehjem. Hytterne er lejet ud,
så det bliver vandrehjem for 450 kr pr nat, vi tager to til
at begynde med.
Jeg tager
mig en lille tiltrængt lur mens Estella og Jakob gør endnu
et forsøg i indkøbets kunst, vi har glemt vores tandbørster
hjemme og må have en ny hver, 100 kr for tre tandbørster og
den billigste tandkrem. Estella og Jakob finder også
på et simpelt måltid så vi kan overleve til i morgen hvor vi
er mere friske.
Resten af
dagen går med spil, hygge og spisning mens vi venter på at
det skal blive mørkt så vi kan komme i seng :-)
Vejret
resten af dagen bød på en hel del regn, vi håber på bedre
vejr i morgen når vi skal besøge Vardø og Vardøhus fortet
som er beliggende på Norges østligste punkt.
/Martin |