Vi er lige kortvarig vågne klokken 04 og havgusen
er væk, solen skinner og det ser rigtigt godt ud. Estella
tager lige et enkelt billede inden hun lægger sig igen. Vi
overvejer begge at hive i tøjet og køre til nordkap men
kommer fra det igen og døser hen.
Klokken 7 er det ud
af høet, morgenmad og så afsted. Vi er ved
Nordkap klokken 8:15 og alt er lukket. Vi kigger lidt, men
der er kun åbent fra 11 - 01, det betyder at vi kan køre
lige ind uden at betale! Det er altså en god ide at besøge
Nordkap mellem 01 og 11 hvis man vil spare de 235 kr for
voksne og 80 kr for børn. Vi tager en rundtur, tager
billeder, vejret er klart men der er skyer så vi ikke kan se
solen.
Vi beslutter at vende tilbage senere på
dagen og forlader stedet.
Vi tager
turen til Honningvåg for at handle lidt til resten af dagen.
Endnu en
gang får vi grinet af priserne, det er helt
fantastisk. Der er heller ikke mange der handler, og det de
køber fylder næsten intet i en indkøbsvogn. Den danske måde
at handle på med en indkøbsvogn med top har vi slet ikke set
her. Folk går rundt og oser længe før de beslutter sig for
at købe det mest nødvendige.
Vi er
blevet enige om at købe rejer til Estella og jeg, de er til
gengæld meget billige, 15,90 kr pr kg. Vi tager for 18 kr,
køber en citron til 39 kr pr kg samt et brød til 5,50 kr.
Det forstår vi i øvrigt ikke en pind af. De fleste brød
koster 30 - 40 kr men vi finder et friskbagt på 750 gram til
5,50? Et kg. mel koster 16 - 18 kr heroppe, hvad mon det kan
være lavet af - savsmuld?
På vej
tilbage til campingpladsen besøger vi lige de byer der er på
øen, Nordvågen, Kemöyvær og Gjesvær. Fra Gjesvær går i
øvrigt udflugter med båd til et fuglefjeld. Nu interesserer
fugle os ikke ret meget så vi bliver enige om at køre igen
uden at sejle nogen steder.
3 km. fra Gjersvær sker der
noget som får os til at stoppe bilen og holde en lille
højtidelighed, bilen runder 100.000 km efter 2½ år. Vi har
ikke rigtigt
noget at fejre det med så vi nøjes med en tår
vand hver :-) Og der er ikke så meget at sige til de 100.000
andet end bilen bare kører og kører. Vi har ikke udskiftet
andet end olie og filtre og dæk i løbet af de 2½ år der er gået
siden vi hentede den som ny hos forhandleren, end ikke
første sæt bremseklodser er slidt op endnu. Vi glæder os til
at køre mange gange 100.000 i den bil, før den en gang skal
udskiftes.
Lige inden
vi er "hjemme" besøger vi også en same lejr med
souvenir
butik. Priserne her er noget mere reelle end vi så i
Karasjok og de har ikke absurde ting til salg som intet har
med samer at gøre. Vi køber dog ikke noget i denne omgang.
Vi spiser
frokost, spiller osv. Midt på eftermiddagen er vejret bedre
omend stadig skyet og vi bliver enige om at besøge Nordkap
igen.
Nu er vi
jo ikke sådan at vi ikke vil betale for at besøge Nordkap,
så efter frokost kører vi
derop igen og betaler de 550 kr
for at se filmen om Nordkap som vises i besøgscenteret. Det
er
en meget flot film om årstidernes skiften på Magaöya,
omend der mangler nogle facts om området. Der er brugt megen
energi på at optage billeder fra helikopter osv. men hvad
med de folk der bor der, kulturhistorien og livet før og nu?
Vi
går endnu en tur rundt og tager yderligere billeder. Vi er
egentlig lidt skuffede over at der ikke er billettering da
vi gik ind i centeret. Reelt set kunne man komme og campere,
hvad mange i øvrigt gør, og nøjes med at køre ind og ud af
området mellem 01:00 og 11:00, så har man alle oplevelserne
til rådighed kvit og frit.
Da der
ikke kan vrides mere underholdning ud af besøgscenteret
kører vi tilbage til vores hytte.
Vi smider
bilen og går ned i byen. der er rener alle vegne og det
morer vi os meget over.
Vi får en vaffel og en kop kaffe i
julehyggestuen som vi besøgte i går, det er rigtigt
hyggeligt og vi får en lang sludder med hende som passer
forretningen. Hun er født op opvokset i Skarsvåg men er nu
bosat i Oslo. Hun fortæller at sommeren har været
forfærtelig, der har kun været 5 gode dage
med midnatssol indtil nu.
I
skårsvåg får vi også et kig på de kongekrabber som
Nordmændene er så stolte af. de steder vi indtil nu har
besøgt i Norge har været meget stolte af denne kæmpe fra
havet, hvad vi finder lidt sjovt når man tænker på at det er
en invasiv art som intet har at gøre
i Norsk farvand. Hvis vi i Danmark kunne udvise samme
begejstring med dræbersnegle og bjørneklog var det jo ingen
sag :-) Læs mere om kongekrabben
Tilbage på
campingpladsen spiser vi vores rejer og spiller lidt indtil
det bliver tid til at køre ud til Nordkap igen. Vi forlader
campingpladsen klokken 23 og triller mod Nordkap. På vejen
derud møder vi en del der har opgivet for i aften og er på
vej retur, det tegner jo ikke for godt.
Det regner
voldsomt og skyerne lukker effektivt for enhver mulighed for
midnatssol. Udenfor centeret holder 15 - 20 busser og
indenfor sidder i hundredvis af håbefulde mennesker fra det
meste af verden og venter. Skuffelsen over vejret stor malet
i deres ansigter og efterhånden som tiden går og intet
kommer til syne i horisonten, bliver det kun værre. Flere har
medbragt champagne til at fejre deres livs midnatssolsoplevelse,
nu kan de tage med hjem til den egn af verden de kommer
fra og gemme champagnen til en anden lejlighed. Stemningen minder
generelt om den man finder til en begravelse, så vi bliver
enige om at fortrække og lade de stakkels mennesker sørge i
fred.
Da vi lægger os til at sove,
glæder vi os over at vi fik oplevet midnatssolen i Meham og
at det egentlig passer os bedre end Nordkaps noget opkørte
stemning. At sidde på en klippe næsten alene, i fred og ro
og bare nyde solens vandring over himmelen er mere i vores
ånd end champagne og store armbevægelser.
/Martin |