Estellas telefom brummer klokken 07:00 men vi er allerede vågne. Op og spise morgenmad, smøre madpakker og så afsted.

Vi er nogle af de første på hvalsafari centreret og får betalt de kr. 1900,- og er spændte på hvad dagen vil bringe.

Kl 9:30 Det første der sker er at vi bliver tilbudt søsygetabletter, hvilket mange benytter sig af.

Kort efter er der introduktion til dagens tur, det drejer sig om en times guidet tur gennem centerets museum. Der er tre guider, Skandinavisk, Engelsk og Italiensk. Vi tager turen på engelsk for Jakobs skyld, det vil han hellere end på Svensk. Hende der viser rund er Kroat og hun forklarer fantastisk godt hvordan hvaler lever og hvordan de forskellige arter spiser. Dem vi har mulighed for at se ud for Andenes er fortrinvis kaskelot.

Efter gennemgangen er det tid til at finde skibet i havnen, vi skal sejle med M/S Reine som er en ombygget fiskekutter med plads til 80 pasagerer, så mange er vi dog ikke. Klokken 11:00 lægger vi fra kaj og så går det ud mod "Bleik kløften" som er 3000 meter dyp på steder, det er her hvalerne lever og finder deres føde på 1000 - 1800 meter vand. Føden består fortrinsvis af blæksprutter af en type som kan blive op til 15 meter lang, de er dog "kun" 5 meter på disse breddegrader.

Først bliver børnene iklædt redningsvest og så bliver de voksne instrueret i hvorledes man ifører sig en sådan i tilfælde af nødvendigheden af redningsvest. Der er ligeledes overlevelsesdragter ombord hvis tilfældet skulle være ude. Som de siger "redningsvesten er ikke for overlevelse men for at man kan finde folk på havet".

En af guiderne hedder Veronica og er marinebiolog. Hun er normalt bosat i Helsingborg og arbejder på Øresunds akvariet i Helsingør, men har fået jobbet her i sommer som guide på hvalsafari. På vej ud af havnen spørger jeg om der af og til er nogen der bliver søsyge, og hun svarer "altid, bare vent en halv time". Hun får ret, Jakob er en af de første og så skal jeg ellers love for at folk bliver syge, søsygetabletter eller ej. En Italiensk mand ser intet på turen, han sidder bare og råber i en pose i de godt 6 timer turen varer. Andre er mere stille med deres lidelse. Estella når også at få råbt til kong Neptun og fodre fiskene.

Jeg får en længere snak med Veronica om havets livscyklus og menneskets manglende forståelse for den livscyklus der er i havet. Hun fortæller blandt andet at der er en hajart der er 200 år om at blive kønsmoden - 200 år! Man kan selv forestille sig hvad der sker hvis man begynder at drive rovdrift på sådan et dyr. Og for hajers vedkommende er de jo jaget for deres finner som bliver skåret af mens dyret stadig er levende og den sårede haj "nu uden finner" bliver smidt tilbage i havet til en langsommelig død. Og så er der jo den usmagelige måde man fanger hvaler på. Det har været/er meget brugt at fiske en hval kalv levende op på dækket så den kan ligge og skrige efter sin mor, moren forlader ikke sin kalv og så er det jo i sagens natur nemt at slå hende ihjel. Og så er der den usmagelige del af det, kaskelotter slår man ihjel for at få olien i dens meget specielle organ i hovedet, kødet er uspiselig så derfor dumper man bare kroppen når man har taget hvad man vil have.

Jeg spørger til den hvalbøf vi spiste den anden dag og får at vide at det er vågehval vi spiste.

På vejen ud til hvalerne bruger jeg lidt tid på at se om jeg kan fange en af de sjove fugle der flyver rundt om båden med kameraet, det er sværere end man tror. Jeg spørger hvad der er for fugle og Veronica fortæller at de hedder stormfugle på Svensk, hvad de hedder på Dansk er uvist.

Jeg spørger også til nationalitet på de turister der tager på hvalsafari og bliver noget overrasket over at det er Spanoler, Italienere og Tyskere der er flest af, og i nævnte rækkefølge, skandinaver er den gruppe der er færrest af på disse ture.

Allerede på vejen ud møder vi en "mink whale" som svømmer langs båden, senere møder vi to kaskelotter som er kendetegnet ved at deres vandsky/udånding foregår skråt frem til venstre, de bliver dog forstyrret af en anden hvalsafari, kaldet "parasitten", således at hvalen fortrækker inden vi kommer ordentlig ind på den. Veronica, fortæller at båden "parasitten"  er meget forstyrrende på hvalerne og at kaptajnen fatter "hat" of hvalernes meget følsomme natur. Ejeren af whalsafari.no i Andenes kan faktisk takke sig selv for denne pestilens. Han havde oprindelig købt "parasitten", en gammel hjemmeværnsbåd, for 2 millioner og havde solgt den ubeset videre til en konkurrent i Stö for 3 millioner. Selvom det havde været en god forretning, så skal de nu trættes med at han i tide og utide forstyrrer hvalerne så de bliver stressede og forsvinder uden deres karakteristiske "svingen halen i vejret" ritual.

Heldigvis fortrækker han og vi kommer endelig på nært hold af en kaskelot og oplever dens vejrtrækning, udånding og dyk efter føde på meget nært hold. Alle de nogenlunde raske fik set den og der blev klappet da den forsvandt på 1300 meter vand på sin jagt efter føde og skibet blev vendt. Vi var nu så langt fra Andenes at det tog næsten to timer at sejle retur. Veronica fortalte at det var det tætteste de havde været på en kaskelot i flere uger. Vejret var i øvrigt blevet gradvis blevet bedre hele dagen og vi havde det smukkeste solskinsvejr sidst på eftermiddagen.

På tilbagevejen rundede guiderne turen af med at fortælle hvad vi havde set. Da vi kom i land sagde vi pænt farvel til guiderne, det havde været alle tiders tur, omend Jakob og Estella i fremtiden vil nære en hvis modvilje mod de store oceaner fra båd.

Nu kan man hævde at det er dyrt for en tur af denne karakter, men set i lyset af den oplevelse vi har fået med hjem, så er det nærmest en fund. Vi startede vores rejse klokken 9 i morgen og stod på land igen klokken 17:11, havde lært en masse om hvaler og set dem på meget nært hold. Derudover var der te, kaffe og kiks hele turen og da vi returnerede til havn fik vi brød og varm grønsagssuppe på turen. Turen har helt klart været alle pengene værd, og vi kan varmt anbefale den. Vi sender hermed vores varmeste hilsner til vores fremragende guider på turen og ikke mindst til de stakler der måtte kæmpe med søsyge og derfor ikke fik fuldt udbytte.

Med hensyn til søsyge, så skal man tage imod søsygepillerne hvis man er den mindste smugle i tvivl om hvorvidt man har tendens til søsyge/køresyge eller luftsyge, men der er ingen garanti. Både Estella og Jakob spiste søsygepiller men de blev begge søsyge. Og så skal man klæde sig varmt på, vandet er kun 6 - 7 grader varmt så der kan være koldt på søen. Vi var heldige med vejret, det blæste kun 3 m/s og temperaturen var 13,5 grader, man kan være uheldig at det kun er 5 grader i luften og betydelig mere "luftigt". Hvorfor blev folk så søsyge kan man spørge; forklaringen er at der er meget store dønninger så skibet ruller meget selvom der ingen vind er, faktisk rullede M/S Rein indimellem næsten 30 grader til hver side, og det var mere end folk kunne tage.

På vejen tilbage til campingpladsen besøger vi en cafe i Bleik hvor vi hver indtager en kage som en slags kompensation for det manglende maveindhold hos enkelte af familiens medlemmer, den var god.

Mætte af dagens oplevelser tager vi et spil ludo inden vi laver aftensmad, vi skal have en pastaret med overskuddet af kylling fra grillen i går samt lidt tomat for den gode smag.

Aftenen tegner til at blive skyfri så vi kører til Andenes lidt før midnat for at få et glimt af solen. det viser sig at vi får samme oplevelse som ved Tromsvig med at solen går ned bag et skydække langt ude over havet. Det er en flot oplevelse men vi ville nu foretrækker en helt klar himmel, men det blev heller ikke i aften.

Vi går meget trætte i seng med et stort smil på læben, det har været en rigtig god dag.

I morgen er det endnu en gang flyttedag.

/Martin

Tilbage

Mandag den 2.