Vi bliver vækket kl. 7  af en telefon der ringer vækning, min telefon som jeg ikke har fået slået fra, det er ikke populært! Vi bliver vækket til en fantastisk udsigt med den opstigende sol over øerne lige ude foran vores telt, det er bare så usigeligt smukt. Da Estella og jeg har fået øjne går vi ned at tager en morgendukkert i det azurblå klare vand, det er helt fantastisk. På stranden møder vi en ældre dame med en golden retriever. Vi hilser og kan ikke lade være med at more os over hunden. Damen smider en grankogle ud i vandet og hunden henter den, ruller sig i stenene og får så mavet sig ned i vandet igen, "så er vi klar til endnu et kast" synes den at sige hver gang. Mange Italienere har et, set med danske øjne, overfladisk forhold til deres dyr. Vi har set mange hunde blive bundet på campingpladser hele dagen når deres ejer er på stranden eller på tur, hende her er anderledes, her er hunden tydeligvis en del af "flokken", det er dejligt at se.

Mens vi går op og handler morgenbrød går Kira ned og morgenbader. inden vi skal spise er der lige en køletaske der skal vaskes, den har efterhånden fået en ram fiskehørm af de fisk og skaldyr den har haft logerende på turen. Jakob tager initiativ til at jeg får morgenkaffe, et træk som kan blødgøre selv det hårdeste hjerte :-) og vi får spist vores morgenbrød.

Dagens program er enkelt; 1: Mozzarella 2: Noget mad til resten af dagen. Vi kører ud fra campingpladsen og vender næsen mod Foggia sletten for at se om den Mozzarella vi husker fra for tre år siden overhovedet eksisterer mere, og om den er så god som vi husker den.

Da vi kører tilbage mod Foggia kan vi ikke lade være med at beundre hvor smuk Gargano tager sig ud her i morgenstunden.

Spændingen øges efterhånden som vi nærmer os. Da vi når vejen ned mod gården er der intet skilt mere og der står i øvrigt at vejen er lukket. Vi kører de 2½ km af vejen der er åbent og ender ved broen over floden som gården grænser op til på den anden side. Broen er lukket for trafik men vi kan se gården, dog ikke umiddelbart nogen aktivitet. Vi må finde en vej udenom og komme en anden vej ind. Da vi nærmer os fra den anden side møder vi et skilt med caseificio og vi begynder at håbe. Da vi kører ind på gården er det tydeligt at her stadig er bøfler og vi smider forventningsfuldt bilen. Da vi går ind møder vi ejeren i døren og han stopper bare op og peger. Jeg siger "si" og vi giver hånden, han kan huske os fra for 3 år siden! Vi får en kongelig behandling, får snakket, spist ost og køber 2 kg frisk Mozzarella til resten af ferien. Inden vi går bestiller vi yderligere 6 kg som vi skal have med hjem til familie og venner. Og smagen; multo bueno!!!

Da vi kører tilbage skal vi lige have et billede af et skilt vi ikke forstod, noget med at biler med ild i og lastbiler med - gult i? skulle køre en anden vej end gennem tunnellerne?

Osten er pakket i styrolitkasse og kan holde sig kold, så vi kører direkte tilbage til Vieste for at handle ind til aften. Frokost kan vi ikke længere spise oven på al osten. Vi vil ind og handle frugt og grønt hos en bestemt grønthandler, den grønthandler som vi handlede en del i for tre år siden, da var datteren gravid og det var lige oppe over. Hun (datteren) havde en fantastisk udstråling og en smittende livsglæde, vi må finde ud hvad der var blevet af hende.

Da vi når Gargano på vejen tilbage rammer vi ind i et voldsomt regnskyl, vi taler om det mon også regner ude ved Vieste, det håber vi ikke, for vores telt er ikke lukket.

På vejen til Vieste blev vi chokerede over den voldsomme brand der havde hærget strækningen mellem vores campingplads og Vieste for to år siden. Hele skoven er væk og der står kun forkullede træer tilbage, det ser forfærdeligt ud. Vi havde læst om branden dengang, men at se ødelæggelserne virker meget stærkt.

Da vi træder ind hos grønthandleren kan vi ikke se "hende", kun mutter og en yngre pige, måske hendes lillesøster? Vi er lige ved at miste modet da hun kommer ind fra baglokalet, og vi er ikke i tvivl. Vi går hen til hende og spørger til hendes barn på ca. tre år, (en pige viser det sig.) Hun bliver helt paf og ligner et stort spørgsmålstegn. Vi får forklaret at vi var her for tre år siden hvor hun var ved at eksplodere. Hun er en stærk pige som tydeligvis kan klare de fleste situationer, men her falder facaden totalt fra hinanden. Hendes ansigt fortalte alt, hun blev så glad at hun næsten fik tårer i øjnene. Her står hun overfor nogle turister som hun tydeligvis ikke kan huske, men som spørger hende om hendes liv, fordi hun har betydning for os. Så blev der snakket, hvor havde vi været i de tre år, vi skulle se billeder, hun hev op i blusen og viste stolt hvor godt hendes maveskind så ud bagefter graviditeten og hun bedyrede at hun ikke ville gøre det igen! Det var så overstrømmende at vi næsten glemte at købe det vi var kommet for :-) Vi snakkede om hvor meget fart der er på her i Vieste og hvordan alt er gået i stå i det sydlige Puglien, om branden osv. Hun er bare så glad og stolt at man har svært ved at slippe hende igen. Vi må tage et billede af hende en anden dag, det skylder vi denne dagbog, hun er bare en ener! Det viste sig i øvrigt at hendes mor godt kunne huske os :-)

Lige inden lukketid (siesta) når vi at købe 3 orade og en bøf til Jakob. Jakob er meget uenig med slagteren i hvilket stykke han har lyst til, men vi får ham overbevist om at slagteren måske ved mere om hvad der er godt til gril end han, en beslutning han senere bliver glad ved :-)

Tilbage på campingpladsen; det har regnet her, der står vandpytter inde i teltet og Estellas bog som lå på en stol er vokset i tykkelsen :-) Det er ikke meget vand her er kommet og der er ikke sket noget med vores andre ting. Eftermiddagen går med afslapning og et spil tips.

Inden vi spiser skal vi lige forbi toilettet, ikke fordi det er specielt interessant, det skal de fleste vel en gang imellem, men Estella havde nævnt at der på vejen derop var noget jeg ville blive meget misundelig på? Hmmm, jeg traskede derop og lige inden toiletbygningen stod der en campingvogn med noget udenfor som de fleste madelskere ville kunne forstå. En dusk basilikum så flot. Vores egen lille kvist ser unægtelig noget fesen ud efter den oplevelse.

Så er det mad tid. Vi starter med at tilberede vores friske pasta med lidt tomat, olie, basilikum og frisk Mozzarella. Det kan ikke beskrives, det smager bare godt. Så kom vi til oraden, ratatui mmmm... Flere måtte melde pas og gå fra borde uden at spise op.

Mens vi sidder og spiser kommer to ældre mænd "tøffende" på en vandcykel. De fisker øjensynligt med en primitiv line som de er ved at hale ind, vi kan ikke umiddelbart se de fanger noget - men det kommer vi til. kort efter de er gået i land går den ene i gang med at slå et eller andet ihjel mod stenene. Det viser sig at være den ene store blæksprutte efter den anden. Vi finder ikke ud af hvor mange de har fanget men han står med en hel pose fuld inden han går op.

I aften er det fuldmåne og den stiger op over klippen til højre for os, i aften er det helt klart.

Senere gik Kira og Jakob ned og spiste en is, der er altid plads til is har Jakob belært os :-)

/Martin

Dagens udlændingetal: 25

Tilbage

Onsdag den 8.