Morgenmaden bliver indtaget
på en bar i San foca og består af kaffe, cappuccino og
chokolade med dertil hørende croissanter mm. Under vores
måltid sidder et par
ældre damer ved siden af os og er ved
at gå til af nysgerrighed. Flere gange vender de sig for at
finde ud af hvad vi er for nogle. Da vi har betalt går Estella
over til dem og fortæller at vi er fra Danmark og de bliver
meget nysgerrige; hvor lang ferie har vi, hvor bor vi osv.
Det er virkelig en lettelse for dem at få de småting
opklaret :-)
Efter morgenhyggen går det
nordpå mod Alberobello. På vejen vil vi lige se om vi kan
komme ned i
Grotta del Trullo i Putignano som var lukket sidst vi var på disse
kanter for 7 år siden.
Grotten
er åben og den flinke mand der viser os rundt, har er ret
godt engelsk,
så vi kan få hele historien fra grotten. Grotten er som den første i Puglia, blevet åbnet for offentligheden
helt tilbage i 1935.
Grotten er ikke ret stor, men den er meget interessant fordi
den ligger kun små 2 meter under jordoverfladen og det er derfor en
gåde hvordan de fine drypsten er dannet, da det er en relativ
tør hule. Nede i bunden af grotten er der et lille kammer
som hedder det gyldne kammer, selvfølgelig pga. farven. Foran
grotten ligger en stalagmit som er knækket af og senere
groet fast i underlaget pga. yderligere aflejringer, denne
sten ligner til forveksling et mandligt kønsorgan :-) Jeg
kunne ikke lade
være
med at sige, at der var den 80 cm ravdildo som Anders
Mattesen taler om i et af sine shows. Dildo er åbenbart også
forståeligt på Italiensk, for vi fik er ordentligt grin fra
guiden, han synes også den lignede men som en pæn katolik
undlod han at sige det højt.
Efter
grotten kørte vi over landet til
Alberobello og fandt et
sted at spise vores frokost. Efter maden gik vi en tur rundt
i byen og nød dennes særprægede byggestil. Sidst vi var her
bandede vi turisterne langt væk, nu er her ingen. Det er
meget sørgeligt at se hvor hårdt ramt
det
sydlige Puglien er af den såkaldte krise som hærger hele
verden. En by som Alberobello var/er 100% afhængig at turistindtægter og så er
det meget trist at opleve hvor sløjt det står til. Vi så en
udenlandsk bil på vores færd rundt i området, for 7 år siden
var det næsten hver anden der var udlænding.
Da vi kørte tilbage, kørte vi gennem Ostuni "den hvide by",
hvor vi i sin tid lærte at udtale bresaola og bueno rigtigt
i en lille forretning i centrum.
På
vejen tilbage oplever vi et uvejr trække op over land, vi
stopper og betragter dette skue med lyn og torden.
Vi er tilbage på campingpladsen omkring kl. 18 og kan næsten
ikke komme ind? Vi må parlamentere længe med ham i porten før
vi får lov at køre ind, på trods af at vi har boet der 5
dage og altid har kunnet køre ind. Nu skal vi pludselig
holde på en plads et stykke væk? Vi fatter ikke en hat af
det, ydermere betaler vi tre € i døgnet for bilen, og så må
den ikke komme ind. Han giver sig da vi fortæller ham at vi
rejser i morgen og ikke kan undvære bilen til at pakke vores
ting i.
Tilbage
ved teltet er situationen kritisk, vi har ikke købt ind til
aftensmad, vi kan ikke køre ud at spise for vi er næsten
løbet tør for diesel, tankstationerne herude på landet har
lukket søndag efter frokost, så vi går på stranden. Nede på
stranden ligger den lille bar hvor vi har købt is og kaffe
flere gange, så vi
spørger om de kan hjælpe med noget at spise. De har panini,
bruscetta, salat mm, så vi beslutter os for at slå os ned
her. Vi ender med at blive mætte og i en let opløftet
stemning af øl og for Estellas vedkommende, et par Mojito,
som mest bestod af rom med ti dråber sodavand på toppen. Vi
forlader stedet og siger pænt farvel med hånden da det jo
er vores sidste besøg her i denne omgang.
Efter
maden tog vi et spil tips før vi besluttede at gå op og se
hvad der er af underholdning i dag. Partyklovnen Marcello
fra i går, er i fuld gang med at få nogle til at danse med
blandet held. Kira og Estella melder sig under fanerne og
han er ikke længe om at bruge "danskerne"
som
reklame. Inden der er gået ret lang tid er der godt fyldt og
der bliver danset til den store guldmedalje, Kira og Estella
må følge med så godt de kan, da de jo ikke kender sangene.
Efter dansen begynder de med karaoke og et par stykker når
at synge inden folk pludselig siver væk. Vi spørger hvad han
havde gjort, nu var det lige så hyggeligt, men han sagde at
det var fordi folk havde børn der skulle i seng.
Marcello og hans
hjælpere
Anita og Roberto havde ikke travlt og vi fik en lang snak
med de tre. Marcello og Anita var fra Bari og Roberto fra
Napoli. Det var meget interessant at høre dem fortælle og de
var også meget interesserede i vores rejser til næsten alle
afkroge af Italien. Da det var blevet sent, udvekslede vi
e-mail adresser og gik til ro, det havde været en fantastisk
aften.
/Martin
Dagens udlændingetal:
10