Sammenpakning, morgenmad og klar til at Kira og Estella
kunne hjælpe med Ponyerne kl. 08:30. Manden der hentede dem
havde taget en tinker og en alm pony. Estella spurgte om de
ikke kunne få lov til at ride to tinker i stedet for, men han
sagde at Mary kun var for gode ryttere. Estella forklarede
at hun havde redet i 15 år og så fik de to tinker ponyer :-)
Det viste
sig at manden havde ret, Mary skulle have en rutineret
rytter. Idet Estella ramte sadlen steppede hun sidelæns -
hun glædede sig til endelig at komme med på tur. :-) Det var
tydeligt at de mest blev brugt til trækketure. Men både Kira
og Estella gav dem en ordentlig spadseretur. De var godt
svedige og trætte efter turen.
Efter
rideturen fik de sig lige et bad og betalte inden vi kørte
mod Tjekkiet. Det kostede 700 SKK for to heste i
en time (ca. 175 Dkr.)
På vej ud
af Slovakiet stødte vi på flere små motorvejsstumper som er
under opførelse, vi tænkte ikke nærmere over det andet end
vi benyttede dem når de nu var der. Vi var ikke klar over
at man skulle have vignette for at køre på disse
usammenhængende stumper, men det var der et par flinke
betjente i en sort Audi RS4 der så venligt gjorde os
opmærksomme på. Det koster 10X vignettens pris at glemme
denne, 2000 SKK (ca. 500 Dkr.) som vi ikke havde, da vi jo var på
vej ud af landet. Flinke som de var fulgte de os til en bankomat så vi kunne hæve den nødvendige valuta.
Efterfølgende fulgte de os på vej igen, ad den vej vi ellers
ikke måtte køre på uden vignetten, men nu havde vi vel også
betalt? Da de drejede af og vi kørte udenom, hilste vi pænt.
Mellem
byerne Martin og ilina faldt vi lige over en ECCO fabrik med et
lille outlet, det kunne vi ikke stå for. Hele familien fik
sko til ca. 1/3 af prisen i DK.
Vel inde i
Tjekkiet kørte vi ind i Roznov og fik en bid mad. Lige da vi
skulle til at forlade stedet landede et par danskere og vi
sagde lige hej inden vi kørte.
I Roznov
ligger et lille frilandsmuseum som er værd at bruge et par
timer på. Udenfor museet stod en gammel Tatra som lige så
godt kunne være en del af museet, den måtte vi simpelt hen
forevige, nyd dette køretøj, dem er der ikke mange tilbage
af i trafikken:
Museet er
delt af vejen, på den ene side ligger en del vandmøller som
har haft forskellige anvendelser såsom smedje,
melfremstilling, klædesfremstilling, savværk mm. Denne del
af museet må man ikke selv traske rundt i da man kan komme
galt af sted så vi bliver udstyret med en guide som får den
sjældne ære at betjene os på engelsk. Hun er vældig sød og
vi har hende helt for os selv og vi hjælper i det omfang vi
kan, engelsk er helt klart ikke det de bruger mest her.
På den
anden side af vejen ligger en del gamle huse man kan gå
rundt i. Der er også flere steder man kan købe forskellige
ting såsom slivovic, honninglikør, brød, tærter mm. Der er
også en lille restaurant hvor man kan købe "gammel mad", mad
som det var "dengang". Læg mærke til billedet nederst til
højre, det er et bistade!
Efter
dette kulturelle indslag var det så småt tid til at finde
vores bookede hotel. Jiri (udtales jichi), Estellas kollega i
Ostrava, har været behjælpelig med bookningen og har fundet
et lille hotel på toppen af et bjerg som huser
skisportsturister om vinteren. Vi har lidt bøvl med at finde
det. Først kører vi mod Ostrava og finder godt nok et skilt
til Pustevny
som området hedder, kører op af bjerget men er
i tvivl da alle veje er afmærkede med al kørsel forbudt.
Estella spørger en mand ved en lift om han ved hvor hotellet
ligger. Ja, ja; det ligger lige oppe for enden af den lift
han står ved, vi kan bare tage den. Hmmm, hvad med vejen vi
holder på? Næ, den er lukket, vi skal hele vejen udenom
bjerget for at komme helt op. Han har uden tvivl grinet godt
da vi vendte om og kørte de næsten 40 km udenom. Vejen er
IKKE lukket kunne vi senere konstatere, selvom der står al
indkørsel forbudt, så kører de selv på vejen og det gør vi
så også!
Hotellet
er meget specielt, en træhytte malet på den mest
kunstfærdige måde. Man har det lidt som i eventyret "Hans og
Grete", her er heksens hus bare ikke lavet af pandekager men
lige så indbydende, nu mangler vi bare at en heks dukker op.
Aftensmaden bliver indtaget på restauranten lige ved siden
af som hører til. Hver en suppe til forret og et stort fad
med forskellig kød plus tilbehør til hovedret. Inc. øl og
vand blev det i omegnen af 250 Dkr.
Efter
maden tager vi et spil tips inden vi går i seng.
/Martin
|