Pakke sammen og gøre klar til at forlade lejligheden. Da
hele herligheden lå i gangen gik vi ned på det gamle torv en
sidste gang og indtog morgenmaden, hvorefter bilen blev
hentet, pakket og vi forlod Krakow og satte kurs mod
Wieliczka med den meget berømte
saltmine.
Saltminen
er en meget stor oplevelse. Turen er omkring 2 km. lang og
man er under jorden i mellem to og tre timer. Hele minen
strækker sig over 240 km. Der er flere meget store sale i
minen og den mest spektakulære indeholder et kapel som to
brødre har lavet over en periode på 30 år. Alt her er håndlavet
i salt, skulpturer, lysekroner mm. det er meget flot lavet.
Nede i
minen har de i vid udstrækning benyttet sig af heste som
arbejdskraft. For ikke at skulle have dem op og ned hele
tiden, så tilbragte de næsten hele deres liv her i mørket,
først når de gik på aftægt kom de op, velsagtens for at
blive slagtet selvom guiden sagde noget andet. Det virker
lidt for utroligt hvis hestene kom op og blev pensioneret og
bare fik lov at gå rundt og æde til de døde af sig selv, det
er et smukt billede men vel næppe særligt sandsynligt.
På turen
rundt så vi også hvorledes man i læderspande og med simple
pumper, drevet med håndkraft, holdt minen tør. Guiden fortalte
om en fatal "læk" de havde haft på et tidspunkt hvor 20.000
liter vand fossede ud i minuttet, det havde man på daværende
tidspunkt ikke mange chancer imod.
Minen er
en stor oplevelse selvom man går med den fornemmelse at det
er for pænt og poleret til at det er helt troværdigt.
Alle
gange er brede højloftede korridorer og det er svært at
forestille sig at det var virkelighed da minen stadig
producerede salt. Mennesker blev ikke regnet for ret meget i
17 - 1800 tallet og det ville være underligt hvis man her, i
modsætning til andre miner fra den tid, skulle have
behandlet mennesker og dyr ordentligt. Det er en sød
historie, men næppe sandsynlig.
Da vi kom
op af jorden var det trukket op til regnvejr og vi satte
kurs mod
Tatra bjergene. Vi var blevet enige om at blive på
den Polske side for at undgå at skulle veksle til alt for
mange valutaer, men da vi havde ledt efter et hotel et stykke
tid blev vi enige om at køre om på den Slovakiske side og
prøve lykken der. Der var flere grunde til det; bjergene er
fortrinsvis dækket af skov på den Polske side så man ikke
kan se ret meget, og hoteller og pensionater er meget
koncentrerede omkring byen Zakopane.
En ting vi bemærker da vi kører over grænsen til Slovakiet
er det pludselige skift i vejens beskaffenhed.
Vejene
er betydeligt bedre i Slovakiet, nærmest Italienske tilstande.
Når man ser ulykkesstatistikkerne fra de forskellige lande,
så forekommer det mig at Polen ligger relativt højt, det kan
vi godt forstå. Polakkerne kører vældig pænt, men når vejen
er af en sådan beskaffenhed at man har mere opmærksomhed på
vejbanen end på sine medtrafikanter, så skal det
altså gå
galt. Ingen tvivl om at bedre belægning ville kunne spare
mange ulykker i Polen. Vi oplever dog kun et enkelt uheld i
Polen, det er en lastbil der tilsyneladende er blevet ramt i
et sving af en modkørende og derved har lagt sig på siden i
grøften. Heldigvis er der en bjergvæg den kan "læne" sig op
af, så den ikke vælter helt. Det giver en del forsinkelse
inden de får fjernet synderen, så vi kan passere
ulykkesstedet.
Vi kører lidt rundt, spørger her og der og ender til sidst
på "Hotel Hubert" på en bjergskråning med udsigt over dalen.
Her er alt hvad hjertet begærer; ponyer, kaniner, et
vortesvin, fasaner, sorte svaner, geder, beach
volley bane,
indendørs og udendørs tennis, pool i kælderen, fedtnisserum,
billard, bordfodbold, bar og meget mere. Vi
pakker ud og går
ned i Hotellets restaurant og får en bid
mad. Priserne er
yderst rimelige når man tænker på hvor fint Hotellet er.
Efter maden spilles der en gang Billard inden vi tøffer til
køjs og sover som sten.
/Martin |