Op kl. 7, vække børn kl. 8 og spise morgenmad. I dag går
turen til Tatra bjergene for at se om det er muligt at få en
travetur på bjerget. Vi kører først en tur til Poprad for at
købe lidt drikkelse. Vi finder et MEGA Tesco center hvor vi
køber "dansk" vand og alm. vand. En ting vi
lægger mærke til ar at der bygges veje alle vegne, her er
virkelig gang i udbygningen af infrastrukturen. I Polen
skete stort set intet af den slags og de veje der allerede
var der fik lov at forfalde, det er helt utroligt at der er
så stor forskel.
Efter en
tur rundt ender vi ved en lift som har forbindelse op til den højeste
top i Tatra bjergene ved navn
Lomnický štít, så vi er ikke sene til at løse billet.
Kabinen på det første stykke vækker minder, det er nøjagtig
samme type som den vi kører med i Østrig når vi er på
skiferie :-). Fra mellemstationen og til toppen har meget
begrænset kapacitet så vi skal vente til kl. 13:10 før vi
kan komme helt op. Vi bruger tiden (1½ time) til at gå rundt
om en lille sø, spise lidt suppe og få en kop "et eller
andet*" i ventetiden.
Kl. 13:10
stiger vi ind i den meget lille kabine sammen med 10 - 12
andre turister og opstigningen starter. Her skal man ikke
lide af højde eller forbier med små rum for vi står som sild
i en tønde og der er meget langt ned. Det første stykke kan
vi se men så svæver vi op i skyerne og alt bliver hvidt.
Desværre kommer vi ikke så højt op at vi når gennem skyerne
men er midt i dem.
Det er
ikke overvældende meget vi kan se men det er da til at
fornemme at vi befinder os på en meget stejl og forrevet
top. Stationen her indeholder udover en lille bar, også et
observatorium.
Observatoriet er bygget i 1936 og der hænger billeder rundt
omkring fra dengang man byggede det. Alene at bygge noget,
sådan et sted kræver en del og når man så tænker på den tid
det blev gjort i så er det kun endnu mere uforståeligt. Vi
befinder os i skyerne en lille time før turen går ned igen.
Den
nederste lift er i stykker så vi kan kun komme ned til en
mellemstation hvorfra vi må finde alternativ transport. Jeg
vælger at gå, Kira og Estella tager en "trehjulet liggecykel"
uden pedaler og Jakob tager et løbehjul.
På vejen
tilbage til vores Hotel kører vi lige forbi et par gamle
Hoteller fra Sovjet tiden hvor Estella var på konference
sidste år. Man kan ikke sige andet end at man dengang tog
betons kvaliteter til sig, mage til trøstesløse betonkasser
skal man lede efter.
Halvvejs
tilbage bliver vi stoppet af politiet, de vinker simpelt hen
alt ind og vil se kørekort og bilens papirer. Kørekortet
siger den flinke betjent ikke noget til, men en
registreringsattest har han vist ikke set før; hvad er det
spørger han. Jeg får forklaret at det er en dansk
registreringsattest og så er han glad og vi kører hjem til
hotellet. Det har i øvrigt været overraskende så meget
politi der er alle vegne, både her og i Polen. Der kan være
flere forklaringer men på os virker det da betryggende at de
er så meget om sig, det må alt andet lige være til gavn for
sikkerheden at de er så synlige i gadebilledet.
Tilbage på Hotellet bestiller vi den
udendørs tennisbane til kl. 17:00 og to ponyer til i morgen
kl. 09:00. Ingen af os har spillet tennis før og det er ret
morsomt, det er faktisk meget svært og vi hygger os meget
med det.
Efter tennis går Estella og ungerne ned i poolen
under hotellet og bader mens jeg vælger at skrive lidt
dagbog og tage et tiltrængt bad inden aftensmaden.
Under dagbogsskrivningen ringede de fra receptionen, de
(hun) havde lavet en fejl mht. ponyer i morgen, de var
allerede bookede så jeg gik ned ag talte med hende. Først
undskyldte hun mange gange, så takkede hun for at jeg kom
derned, man var helt flov over denne høflighed. Vi blev
enige om at hvis det er muligt så ville hun booke til
torsdag kl. 9 i stedet for.
Aftensmaden blev
indtaget på en lille restaurant "U Tinkera" som ligger lige ved hotellet
(ejet af hotellet).
Stedet er opkaldt efter deres heste (ponyer)
som er af racen Irsk Tinker, en ret stor pony med kraftige
ben og store sort-hvide aftegninger. Stedet er meget
hyggeligt med en stor åben grill midt i restauranten hvor
kødet bliver tilberedt. Maden var meget fin og prisen yderst
rimelig, fx koster ½ liter øl 11 Dkr. Vi bestilte bord til i
morgen samt 1 kg lam til grillen. De tilbød flere
forskellige retter som man skulle bestille dagen før, man
kan fx bestille et helt halvt lam hvis man er mange til mad.
Vi gik til køjs kl. 10 /Martin
*"et eller
andet" dækker over kaffe, te, kakao, cafe latte eller andet
drikkeligt.
|