|
 Nu
var det så meningen at vi ville have været i Siena og gå
lidt rundt for herefter at tage endnu en overnatning i
Acsiano men vi bliver meget hurtigt enige om at det har vi
ikke lyst til. Hotellet vi bor på ligger uheldigt i forhold
til vejen så der er meget trafikstøj om morgenen og det
orker vi ikke igen i morgen, vi vil have noget ro. Og set i
lyset af at vi har været i Siena i 2005 samt at der er så
mange ting vi gerne vil nå i Garfagnana er vi ikke sene til
at beslutte at de sidste dage kommer til at foregå med
udgangspunkt i "vores" kloster hos Sara og Luca.
"Sydfrugten" pakkes og vi kører snart gennem det
spektakulære landskab mellem Acsiano og Siena med kurs mod
Gallicano.
 Vel
ankommet kl. 13:10 fik vi et værelse og bestilte mad,
Estella fik Canaloni med ragu og jeg en gang tagiatelle med
fungi til forret og vi fik begge en forrel til hovedret.
Efter maden tog vi en slapper indtil banken nede i Gallicano
åbnede efter siestaen.
Vi
mødte op i Banca Toscana og fik hjælp af en meget flink
bankmand. Her fik vi en ny udfordring for at få lov til at
åbne en konto som jo er forudsætningen for at få Telepass
til motorvejen, som tidligere beskrevet. Vi kan godt åbne en
konto, men det forudsætter at vi er registrerede hos de
Italienske myndigheder og har et Italiensk Numero De Codice
Fiscale hvilket svarer nogenlunde til et dansk cpr nummer så
vidt vi kan forstå. Grunden til dette er, ifølge bankmanden,
at de Italienske myndigheder skal kunne følge med i at man
ikke begår ulovligheder. Det er jo nøjagtig de samme regler
som i Danmark hvor man heller ikke kan åbne en konto uden at
man er registreret med cpr nummer. Dette nummer udstedes på
Agencia Della Entrate og et sådant kontor ligger i
Castelnuovo G. I følge den flinke bankmand har kontoret kun
åbent om formiddagen og det tager 2 - 3 dage at få udstedt
et Certificato De Attribuzione Del Numero De Codice Fiscale
som det officielle papir hedder. Vi kører til Castelnouvo G.
alligevel, da vi vil finde to par handsker hvis vi skulle
falde over en håndfuld kastanier på vores vej. Nu vi var i
byen alligevel kunne vi jo lige så godt se om vi kunne finde
det nævnte kontor og til vores store glæde viste det sig at
det også havde åbent tirsdag og torsdag fra 15 - 17. Den
meget flinke dame på kontoret kunne jo godt forstå at vi
ikke sådan kommer forbi hver dag, så hun udstedte vores Certificato De Attribuzione Del Numero De Codice Fiscale med
det samme. Nu er vi så officielt registreret i Italien og i
morgen går vi ned og åbner en konto.
Nu vi
alligevel var i Castelnuovo G. benyttede vi lejligheden til
at stikke hovedet ind i en boghandel og kikke efter den
kogebog, som i dansk oversættelse lige er kommet under navnet
sølvskeen, på Italiensk "IL CUCCHIAIO DÁRGENTO" (vi havde
ikke den fjerneste ide om denne kogebog før den fik dansk
omtale i forbindelse med den danske oversættelse og
udgivelse). Nu er vi jo lidt småtossede og vil helst have
den på originalsproget, så vi købte derfor et eksemplar på
italiensk, en fiks lille sag på 1200 sider. Et par flasker lokal olie fandt vi også
i en fin delikatesseforretning ved siden af boghandleren.
Det er lidt pudsigt, vi husker den forretning som et lidt
lurvet alimentari og ikke som en delikatesse butik, måske
kan vi ikke huske det eller også har de bygget om? Tilbage
på klosteret sætter vi os ned i restauranten, Estella læser
og jeg skriver denne dagbog. Da vi bliver sultne er det nemt
bare at lægge tingene til side og få lidt at spise. Estella
spiser denne gang tagiatelle ai funghi og jeg canelloni til
forret. Hovedretten bestod for begges vedkommende ag roast
beaf med krydderurter, olie, bønner og salat. Desserten
springer vi over. Vi bliver enige med Sara om at vi har
lyst til kastanjer i overmorgen, så det vil hun lave til os.
Efter maden fortæller vi om at vi skal ud til kysten i
morgen og se en masse byer, inspireret af Ries bog. Vi viser
Sara og Luca bogen "Mit Toscana" og fortæller hvorledes
Rie har været olivenbonde i en længere årrække, Sara mener
at hun kan kende Rie på billedet i bogen. Vi får en lang
snak om alt muligt, bla. at Sara og Luca er ved at
restaurere et hus lige i nærheden for at indrette et agro
turismo og vi spurgte hvad der så skulle ske med
klosteret. Det gjorde ondt på Sara kunne man mærke da hun
fortalte at en nu 300 årig tradition med spisested og hotel
er ved at slutte. Biskoppen har besluttet at stedet igen
skal være munkekloster fra år 2010, Sara og Luca rykker ud
allerede næste år, altså i 2008. En æra er ved at slutte og
vi kan kun beklage at dette pragtfulde sted ikke længere må
lade ro til de rejsende der slår slaget forbi denne
fredfyldte plet. Det overraskede os meget da Sara fortalte
at 40.000 gæster stedet hvert år.
/Martin
|
