|
 Morgengry
over Toscana. En ting man bemærker i Italien er deres glæde
ved deres land, deres natur og deres køkken. Vi tager tit
ting for givet i Danmark og får dagligdags "pligter" til at
udvikle sig til noget slemt. Tag fx madlavning; mange føler
det som en sur pligt at stå i køkkenet og lave mad. Hvorfor
ikke vende det til noget positivt og glæde sig over at lave
noget godt
hver dag og så nyde det sammen med dem man holder af? Denne
slående forskel på os i Italienerne kom især til udtryk da
vi sad ved morgenbordet badet i sol og med udsigt over det
smukkeste landskab;
da kom hotelejerens gamle mor hen til os og viste os hvor
smukt der var, det lyste ud af hende at hun værdsatte denne
udsigt og denne sol, selvom hun sandsynligvis har levet med
den hele sit liv! Vi kunne ikke lade være med at blive lidt
rørte over denne glæde ved noget som for dem er dagligdags.
Efter
morgenmaden pakkede vi sammen, betalte og forlod Caprese
Michelangelo og satte kurs mod Arezzo.
Arezzo er
en meget smuk by med alle sine tårne og kirker. Samtidig er
det en by som endnu ikke er totalt ødelagt af turisme. Vi
gik ind i byens domkirke som angiveligt er fra 1511, det var
en stor oplevelse.
  På
vores tur falder vi over en udstilling med bla. en skulptur
i en meget forvreden stilling og vi undrer os over hvad det
går ud på. På en plakat med en meget drabeligt billede står
der noget med San Polo, en lille by lige ved siden af
Caprese. Når vi kommer hjem må vi finde ud af hvad der er
foregået. (I
Arezzo var der en udbredt
frihedskamp mod nazifascisterne. Disse "partisaner" slog den
Nazistiske feldmarschall Albrecht von Kesselring ned med hård hånd
i 1943 - 44, det kostede 534 mennesker livet i massakrer i
Arezzo regionen. red.)
Byen
indeholder også et gammelt romersk amfiteater som vi besøgte
men desværre er det så ødelagt af tidens tand at man skal
vide hvordan et sådant oprindeligt har set ud for at kunne
forestille sig dets tidligere pragt.
Da vi
forlod Arezzo satte vi kursen mod Abbedia San Salvatore. I
vores hoved har vi fået den ide at man kan overnatte her. På
vejen passerer vi Chianciano Terme som i den grad udnytter
de varme kilder her, der er hoteller alle vegne. Måske det
også er værd at bruge lidt tid på en gang i fremtiden.
Vi kører
til Abbedia San Salvatore med endnu et kloster man skulle
kunne få et værelse på. Klosteret ligger midt i hvad der
viste sig at være en større by hvori der lige havde været
afholdt byfest. Vi bliver enige om at det nok ikke er os,
egentlig uden at ulejlige os til at undersøge lokaliteten
yderligere og kørte hen til byens minemuseum for at kikke på
det. Lukket, har åbent fra 9:30 - 13:30 og fra 15:30 - 18:30
og klokken var kun 14.. Nå, det må vi tage sammen med vores
børn på et andet tidspunkt, så vi besluttede os for at finde
noget at spise i stedet for på vejen mod Siena. Vi nåede dog
kun et lille stykke udenfor byen før et skilt med restaurant
fik lokket os ned af en grusvej. Det viste sig at være et
lille hyggeligt sted med kun lokale gæster så vi satte os og
fik et overdådigt måltid.
 Da
vi sad og spiste var der et andet par og de var færdig
nogenlunde samtidig med os. Det der chokerede os var at han
havde og søppet det meste af en flaske vin og to limonchello
og så var det ham som kørte...
Det var vist ikke gået i Danmark.
 Efter
maden besluttede vi at prøve et andet kloster, Abbazia di M.
Oliveto Maggiore som ligger lidt syd for Siena. Det var
temmelig stort og meget flot, grundlagt i det 14 århundrede.
I biblioteket fandtes flere håndskrevne bøger helt tilbage
fra 14 århundrede. Vi gav en skærv til restaureringen, de
trængte tydeligvis til en kærlig hånd. Efter at have trasket
en del rundt fandt vi en klokke som kunne fange munkenes
opmærksomhed, desværre ikke nogen ledige værelser. Hmmm...
hvad så nu. Asciano havde vi spist til aften i tilbage i
2005 på vej til Crotone og mente at kunne huske at der var
et hotel i byen og det lå kun 9 km fra klosteret.
 Vi
fandt hurtigt det lille hotel, Il Pace og fik 1 værelse væk
fra gaden så støjen ikke var for voldsom. 65€ for et
dobbeltværelse uden noget tilbehør i form af mad. Inden det
blev spisetid kunne vi lige når at gå byen rundt 17 gange
(den er meget lille). På vores tur passerede vi en lille
mølle hvor en dansk indregistreret bil prydede indkørslen.
Høflige som vi er sagde vi velbekomme til de to som sad
foran huset og nød en tår rødvin. De blev meget overraskede
og havde ikke lige gennemskuet at vi havde set deres bil. Vi
fik en sludder om hvordan og hvorledes de havde lejet denne
lille perle og så traskede vi videre op for
at spise på en af de restauranter vi havde set på
 vores vej.
Da vi havde bestilt og sad og ventede dukkede de to danskere
op i døren og vi tilbød dem plads ved vores bord. De
præsenterede sig som Jørgen og Gitte. Det blev starten på en
hyggelig aften med en del vin mm. Da vi forlod restauranten
følte vi ikke vi havde talt færdigt så vi gik med hjem til
den lille mølle hvor vi fortsatte med hyggesnak indtil Gitte
og jeg faldt i søvn. Vi var
først hjemme på hotelværelset kl. 02:30.
/Martin
|
