Vi
vågner af os selv kl. 7:30, veludhvilede og klar til en ny
dag. fra altanen får vi lige et vue udover dalen
inden vi smutter i bad og får rejsestøvet fra i går vasket
af kroppen.
 Efter
morgenbadet tøffer vi ned i restauranten til en, efter
italiensk standard, overdådig buffet. Her er alt hvad
hjertet begærer, eller... Brød, skinke, marmelade, tør toast
og den obligatoriske tærte. Vi nyder den fantastiske udsigt
fra vores bord mens vi spiser.
Efter
morgenmaden går vi en tur rundt i byen for at indsnuse den
lokale atmosfære. Ude i den anden ende af byen ligger en
campingplads som måske har potentiale i fremtiden og vi får
lov at gå en tur rundt og kikke på lokaliteten. Det er en
f in plads med god skygge og den ligger meget fredeligt på en
skråning væk fra byen. Teltpladserne på pladsen er temmelig
bulede men vi mener nok at det er til at leve med. Vi får en
brochure med da vi går. Vores tur rundt i byen kom også til
at omfatte et kik på kirkegården.
Nu var
tiden nået hvor borgen åbner og vi gik derop, vi havde på
den times tid også set alle afkroge af byen, større er den
ikke. På vej tilbage ser vi en turistbus fra San Marino og
undrer os meget. Der må være et eller andet i byen som er
værd at se, men vi må have overset det. Borgen umiddelbart
over vores hotel er meget lille og det kan umuligt være det
de render efter bliver vi enige om.
 Det er
det! Det viser sig at de to - tre småbygninger, som borgen består af, er Michelangelos fødehjem. Det burde vi vel have
sagt os selv når hans navn indgår i bynavnet. På
forunderlig vis er det lykkedes os at fortrænge dette indlysende.
Nu skal det
måske undskyldes med at vi efterhånden har
set så mange byer med museer mm som bærer Michelangelos navn,
så det ikke længere vækker associationer i vores bevidsthed
til denne højt berømmede italiener .
I kælderen
er der indrettet en forevisningssal hvor de viser en film
om Michelangelos liv fra vugge til grav. Der er
hovedtelefoner på
engelsk til os som endnu ikke mestrer det
italienske perfekt, dem har vi stor glæde af. På slottet er
også indrettet et lille museum med
værker
af Michelangelo og mange andre. Vi kan ikke lade helt være
med at more os lidt over en "murbrok" som er udstillet i det
ene hjørne. Da vi går fra
stedet bliver vi enige om at vi nok bliver nød til at læse
lidt om Michelangelo når vi kommer hjem.
Frokosten bliver indtaget på terrassen og består af frugt vi
købte i går mens vi nyder den friske luft og den flotte
udsigt.
Efter
frokost går vi en tur til Lama for at se om det er muligt at
få en kop tår kaffe og evt. et stykke kage. Det er det ikke!
Om søndagen går Italienerne ud og spiser frokost et eller
andet sted. Om sommeren er det i det fri på et af de
uendelig mange rifugier rundt omkring i naturen, om vinteren
er det de mange restauranter der nyder godt af denne
tradition. På vejen tilbage smutter vi lige op i byen for at
se om byens bar har åbent men nej, ikke kaffe her heller...
Vi har
set
et skilt på vejen op til en restaurant som angiveligt ligger
i Alpe Fagetta.
Vi
bliver enige om at starte bilen op og finde ud af om det er
muligt at købe en slat kaffe her. Det viser sig at være et
fint spisested med hotel, beliggende i en fantastisk natur
og med et rifugie ved siden af. Her er stuvende fuldt og en
opløftet
stemning.
Vi snakker med en tjener og får to stykker blommetærte og en
kop espresso serveret i baren.
Efter
kaffen kører vi en tur ud og kikker lidt på de byer som
ligger i nærheden. Vi kører først gennem Pieve Santo Stefano
og ærgre os lidt over at vi ikke holder ind og går en tur,
byen så egentlig ret spændende ud. I Sansepolcro tager vi
revanche og går en god lang tur tur rundt og kikke på livet
og forretningerne.
Sansepolcro
minder lidt om Lucca med sin solide bymur hele vejen rundt,
sikkert en nødvendighed i en nu svunden tid men røvere og
banditter alle vegne (udokumenteret fordom). Byen er meget charmerende med sine
smalle gader og mange smukke bygninger. I en af byens kirker
stikker vi lige hovedet ind og kikker os lidt omkring. Estella udtrykker sin tydelige misbilligelse overfor måden
man sælger syndsforladelse på, med plastiklys påmonteret en
pære fra en juletræskæde.
På vores
tur gennem byen passerer vi Marcelaria Martini hvor der
kører film på et tv om hvorledes man laver den klassiske
toscanske udbenede, krydret og
grillede gris som man sælger
på de fleste markeder i dette område. Vi kunne ikke lade
være med at stå og falde lidt i staver over dette sceneri en
rum tid. Vi har desværre endnu ikke haft lejlighed til at
smage denne specialitet.
 Da
vi når frem til byens torv er der en eller anden happening
under opsejling. Sandsynligvis alle byens ambulancer er samlet på
torvet og holder med de blå blink tændt. Omkring står boder
hvorfra der udleveres balloner mod at man giver en skilling.
Mens vi betragter dette starter hornene på alle ambulancerne
og folk slipper deres balloner som i mellemtiden er blevet
forsynet med et brev??? Nå, vi fatter ikke en lyd af det og
bevæger os videre, overbevist om at vi har overværet endnu
et af italienernes utallige ritualer som vi ikke forstår.
På vejen
tilbage til bilen stikker vi lige hovedet ind på et lille
Albergo for at forhøre os om pris hvis vi en dag skulle
komme forbi. 65€ for et dobbeltværelse uden forplejning.
På
vejen tilbage til Caprese kører vi gennem Anghiari, en by
som ser ud til at være et senere besøg værd. Byen ligger op
af en bjergskråning og har en helt utrolig udsigt over
dalen. Nu er dagen ved at gå på held, dagens sidste
efterårslys begynder at fortage sig og vi vælger at vende
næsen mod Caprese igen.
På
vejen tilbage kan vi ikke undlade at bemærke hvorledes
dagens familiære samvær med vin mm har sat sig sine spor på
den italienske kørselskultur. Det virker næsten som om
trafikken afvikles i slowmotion set i forhold til deres
kørestil på andre tidspunkter. Værst var dog en rød Renault
4 indeholdende en ældre herre med hat som partout ville have
den hvide midterlinie til at bevæge sig midt under sit
køretøj. Vi blev hurtigt overbeviste om at det var en dårlig
ide fortsat at bevæge sig bag denne, da der jo er tale om
snoede bjergveje, og såfremt i fald dette røde køretøj
ville blive ramt af noget tungt forfra kommende, ville kunne
resultere i at vi med stor sandsynlighed ville blive ramt af
fragmenter af varierende størrelse og karakter; så vi
overhalede.
Kl. 20:00
sidder vi igen i hotellets restaurant for at forkæle ganen
med forskelligt fra egnen. Menuen lignedel meget den
vi fik i går, bortset fra at pastaen i dag var ravioli med funghi, Estella valgte et stort stykke oksekød til hovedret
hvor jeg tog scallopine med funghi. Estella fik tiramisu til
dessert hvor jeg valgte kastanier igen og så fik vi vinsanto
til deserten - det var godt. Et fremragende måltid og
Estella følte at hun blev nød til at rose hotellets ejer for
det fremragende køkken.
Det var så
den slappedag, i morgen er vi på farten igen :-)
/Martin
|