1. jule dag: Op kl. 7 og gøre sig skiklar.
 Kl 8:45
sidder vi i liften,
der er ikke et øje nogen steder og
vejret er fantastisk. De har præpareret pisterne i nat og
der er derefter faldet 5 cm puddersne, man kan ikke ønske
sig det bedre.
Vi er enige om at
vi skal se den nye
forbindelse der er lavet fra Skiwelt til Westendorf og
begiver os rundt om bjerget for at komme ned til Brixen. Her
tager vi den fine nye kabine til toppen af Westendorf, det
er en fin tur og det er rart at man ikke skal tage andre
lifte undervejs.
Vel på toppen skulle vi lige have et
overblik på kortet og så var Jakob ellers væk! Lad mig sige det på
den måde, det er ikke første gang Jakob er blevet væk, men i
disse store områder kan han altså blive
"rigtig" væk, så vi
synes så absolut ikke det var sjovt. Her er 250 km
præpareret pist at lede på, plus 93 lifte, så vi måtte dele
os. Estella kørte ned af bjerget mod Brixen, mens Kira og jeg
kørte den anden vej. Kira og jeg fandt relativt hurtigt
Jakob, men nu var Estella jo
kørt ned af bjerget på den anden
side, så vi måtte lige en tur i dalen for at fange en lift, så
vi kunne komme over toppen og tilbage til Estella. Nu var
alle turisterne også så småt stået op oven på deres
julestrabadser, så der var ikke til at
være på pisterne i Westendorf, vi var godt glade over at
skulle tilbage til pisterne nord for Hohe Salve i stedet for
dette menageri.
Det var
godt middag da familien endnu var samlet i Brixen og vi blev
enige om at køre halvvejs tilbage til bilen og finde en gang
frokost i en ikke alt for overrendt "alm". Vejret var
skiftet og det var ikke klart mere. I bunden af de
forskellige pister lå nu en tyk tåge og sneen var godt tung,
så da vi havde spist blev vi enige om at vi var trætte og
ville nøjes med en tur over Hohe Salve for at komme tilbage
til bilen ved Itter. På vejen måtte vi lige have en
germknødel
med vaniliesovs og mohr samt en apfelstrudel til
deling. Vi har set mange spise germknødel til frokost, nu
måtte vi vide hvad det var. Germknødel er et dampbagt
hvedebrød, det samme som tjekkerne kalder dumplings, dog i
dette tilfælde varieret med
sveskemos i midten og så
serveret med rigelig vanilesovs og mohr på toppen. Mohr tror
vi er knust birkes med sukker.
Da vi er
nede med liften gik vi lige hen til udlejningsfatter og
fortalte ham at de nye ski Kira fik i går er super, han
bliver overrasket og siger at hun må være en god skiløber,
Kira er stolt på sin egen stille måde :-) Forskellen er at
disse ski er meget stivere og derfor kræver mere arbejde af
skiløberen, der er også kontant afregning hvis du gør noget
forkert, omvendt er de mere stabile og præcise ved høj fart.
Begynderski er tit bløde og omgængelige, næsten
tilgivende overfor løberen, men bliver nemt flaprende og
upræcise ved høj hastighed. Man kan selvfølgelig ikke
generalisere, det kommer meget an på den enkeltes
stil, det er noget man må prøve sig frem med.
Tilbage i
lejligheden tager vi en slapper oven på endnu er pragtfuld
dag i sneen. Aftensmaden laver vi selv, vi har købt
kalvesnitzler. Under aftensmaden begynder det så småt at sne
igen, vi kan ikke helt lade være med at drømme om puddersne
igen i morgen.
Inden
vi skal i seng bliver der lige tid til lidt tips og glühwein.
/Martin |