2.
juledag: vækkeuret ringer kl. 6:45 fordi vi skal nå at lave
omelet i dag inden vi skal ud af døren.
Kl. 8:45
sidder vi
igen i liften, vejret er helt klart, det har blæst og
sneet i nat og temperaturen er sunket til -12 grader. Alt i
alt lovende! Vi er dog ikke de eneste der har store
forventninger til dagens skiløb, der holder allerede mange
på parkeringspladsen da vi ankommer og allerede kl. 11 er alt
kaos af mennesker på de mest populære pister.
Frokosten
indtages som vanligt på en af de mange "alms" der ligger
spredt ud over området. Faktisk er der 65 og fælles for dem
er at man spiser rigtigt godt til rimelige penge.
Kl. 14
er vi så småt ved at være møre og begynder at bevæge os mod
vores bil i Itter. Lige inden vi skal med kabinen ned går vi
lige ind og får en kop "et eller andet" og et stykke kage.
Kl. er 16
da vi kører tilbage til vores lejlighed, vi skal lige slappe
lidt af inden vi skal i bad og til Kitzbühl og spise
aftensmad, det er jo vores sidste aften på denne juleferie.
Kitzbühl
skulle vise sig at være en helt speciel oplevelse. Byen er
rigtig hyggelig, men ved nærmere øjesyn gik det op for os at
det nok ikke lige er noget for os. Her er spækket med
modeforretninger, juvelerer og andet dyrt isenkram og
bilerne i byen er alle i den dyre ende af skalaen. Vi finder
os en restaurant som ser hyggelig ud og går ind og får det
sidste bord inden det helt store rykind. her spiser man ikke
mellem 18:00 og 18:30 som i Oberau, men efter
kl. 20:00 og
det er tydeligt at her viser man sig frem. Vi kan ikke helt
lade være med at more os lidt over sceneriet :-)
Vi får
bestilt noget at spise og allerede her begynder det så at gå galt for
vore tjener, som vi senere "døber" Emanuel (efter Fawlty Towers).
Kira bestiller noget reje halløj, Jakob en schnitzel af svin
og Estella og jeg hver en schnitzel af kalv med
persillekartofler.
Da Emanuel
kommer med maden får vi rejer til Kira, svineschnitzel til
Jakob og to børneschnitzler med pommes frites til os voksne?
Vi forklarer ham, at det ikke er hvad vi har bestilt og han
siger at vi bare kan få persillekartofler til? Hmmm, vi er
ikke helt tilfredse, men hvis nu manden ikke kan komme i
tanke om en anden løsning, så er det vel ikke helt skævt. Sybil (Fawltys kone, for at blive i de termer) kommer og
spørger hvad der foregår. Vi forklarer og hun snupper
børneschnitzlerne og siger at vi vil får det rigtige om 10
min. Emanuel render derefter rundt og dukker sig som om han
har fået tæsk?
Efter vi
har spist vil vi gerne have en regning, så vi kan komme
"hjem" til Oberau igen men "Emanuel" kan ikke helt overskue
situationen, så vi må have fat i Sybil endnu en gang.
"Emanuel" får endnu et hak og ser om muligt endnu mere
skræmt ud da han kommer med regningen, Han beder os selv om at
kontrollere at det også er det vi har fået som står på
regningen. Da vi går undskylder "Sybil" mange gange på
Emanuels vegne, det har været en oplevelse at spise i
Kitzbühl :-)
Da vi
kører hjem taler vi om at det er pudsigt at priserne er 1½
gang højere her hvor "de fine" kommer end i Oberau, men maden
er kun ½ så god, komisk. Vi er nu glade for det smørhul vi
har fundet. Selvom der bor en del udlændinge i Oberau, så er
det stadig en lokal Østrigsk by med de kendetegn det nu
fører med sig, her er det ikke ødelagt af turismen.
Vi går til
køjs og ærgrer os lidt over at ferien allerede slutter i
morgen.
/Martin
|