Sommerferie 2005

18. juni – 9. juli · Rejsedagbog og efterskrift

← Tilbage til ferieoversigten

Lørdag den 18. juni 2005

Lørdag morgen starter kl 06:00 da jeg ikke kan sove længere, der er for meget der skal nås inden vi kører sidst på eftermiddagen. Ugen op til ferien har været præget af en del vi skulle, så vi har intet forberedt til afrejsen endnu. Vi får hurtigt slæbt campingudstyret frem, vasket tøj, slået græs mm. Kl. 14 skal vi til Joans (Estellas kollega) 40 års fødselsdag, inden vi har planlagt at køre kl. 18:00. Under fødselsdagen bliver vi opmærksomme på at det ikke er fuldmåne før onsdag den 22. hvorfor vi ikke er længe om at ændre vores planer allerede inden vi næsten er kørt.

Planen er herefter at vi kører til Gorfigliano, som vi kender så godt, og i øvrigt holder utroligt meget af, for at starte ferien med lidt afslapning i den friske bjergluft. Kl. 17:45 vendes næsen mod syd. Turen over Fyn og Jylland går som det plejer. Omkring kl. 20 kører vi ind i Tyskland og så er det bare at trille en sten på speederen og styre. Det havde vi i hvert fald håbet. Tyskland skulle vise sig at være meget anderledes, aldrig før har vi oplevet så meget vejarbejde på en nat, og for at det ikke skal være løgn, så fortsatte det både gennem Schweiz og Italien.

Vi nåede Gorfigliano kl. 11:00 efter at have handlet ind til frokost i et supermarked, som tilfældigvis havde åbent søndag. /Martin

↑ Til oversigten

Søndag den 19. juni 2005

Da vi landede var vi ikke længe om at få lejren op at stå, dvs. jeg tog en slapper mens Estella og ungerne fik teltet på højkant. Da det hele var sat op gik vi i krig med frokosten, som bestod af friskt italiensk brød med tomater, Mozzarella (den rigtige friske af bøffelmælk som ikke kan købes i DK) skinke og bresaola.

Efter maden gik vi en tur til søen, for at se om der var vand i år, den var totalt udtørret da vi sidst var her for 2 år siden. Mens vi stod og kiggede begyndte et rasende spektakel med hujen, bilhorn (viste sig at være havetraktorhorn), hunde der begyndte at gø og en masse motorstøj. Vi var ikke klogere, end vi troede at det var et bryllup, men ovre på den anden side af søen dukkede et besynderligt optog langsomt op, et optog bestående af havetraktorer? 15 "havefræsere med vogn" fyldt med brænde??? Vores umiddelbare tanke var, "hvad sker der for dem".

Vi fandt ikke noget brugbart svar og vi kan ikke komme på en helligdag som fejres på denne måde, hvorfor vi konkluderer, at det måtte være en lokal skik. Umiddelbart virker det måske en smule overdrevet med denne form for glæde, over at man har fundet en smule brænde, når alle bjergsider er fyldt med træer, men der stikker nok noget mere under: -) Da vi kom tilbage til teltet smed vi voksne i skyggen og tog en middagslur.

Aftensmaden skulle indtages i en restaurant Estella og jeg havde spist på for knap 3 år siden. Det tog knap 1½ time at køre derhen (vejene er pænt snoede som det fremgår af billedet til venstre) og så var den lukket, stoppet, pakket væk, solgt osv. ØV. . . Tilbage til Castelnovo G. hvor vi fandt en hyggelig restaurant på torvet. Vi gør som vi plejer, køber tre - fire retter som vi ikke ved hvad er, og så spiser hver enkelt det de kan lide. Den ene ret er med Tatufo, som vi ikke aner hvad er. Det smager løjerligt og det skal virkelig have et ordentligt skud parmesan for at glide ned (det skal retfærdigvis siges at Camilla godt kunne lide det).

Senere finder vi ud af at der er Trøffel, som de i øvrigt er meget stolte af i flere egne at Italien. I denne del af Italien spiser man ikke så sent, vi var næsten de eneste tilbageværende gæster kl. 21:00, det var lidt surt. Tilbage til teltet og så i soveposerne. /Martin

↑ Til oversigten

Mandag den 20. juni 2005

Dagen starter med morgenmad på Campo Catino, et refugie nær passet til Vagli. På vejen op mødte vi en gammel morlil med sine geder, som var ved at afgræsse rabatten langs vejen. Campo Catino er et fantastisk sted med udsigt udover Vagli søen og de to byer Vagli Sopra og Vagli Sotto.

Efter morgenmaden blev der læst et kapitel af Emil fra Lønneberg, vi nåede ikke godnathistorien i går aftes. Efter morgenmaden kørte vi ned til marmorbruddet nær Gorfigliano som vi har besøgt så mange gange før. I bruddet er der virkelig sket noget, aktivitetsniveauet er hævet ganske betragteligt og der er ryddet op i de gamle bygninger som tidligere prægede området. Vi fik hurtigt set nok, da der ustandseligt kom store lastbiler med marmorblokke ned fra bruddet, vi mente ikke at det var forsvarligt at bevæge sig rundt som turist, så vi trak os tilbage igen.

Vi havde aftalt at køre ned til L'Antica Trattoria dell'Eremita (et gammelt kloster med tilhørende hotel) og spise frokost. Vi har været der før og var spændte på om det stadig var Sarah og Lucca der havde stedet. Der gik ikke lang tid før Sarah fik øje på os og kom ud af køkkenet for at få en sludder. Sidst vi besøgte dem for to år siden, havde vi en turistguide med om Danmark som vi forærede dem, Lucca var dengang meget interesseret. Klosteret er lidt specielt da det for det første ligger halvt oppe ad en næsten lodret klippe, men også fordi der er hugget ind i klippen så det kun er meget lidt der rager ud.

Kirken er utrolig smuk og det undrer hvor meget de katolske ofrer på deres kirke. Maden var, som altid, rigtig god og vi var meget mætte da vi sidst på eftermiddagen kørte videre mod Trassilico, en lille by på toppen af et bjerg, kun 8,5 km fra klosteret. Trassilico har helt sin egen plads i vores bevidsthed og vi har talt om at det ville være det ideelle sted at blive gammel når den tid kommer en dag. Trassilico har indtil flere kirker trods byens lille størrelse. Også her er der ofret meget, vi har fx. aldrig besøgt byen uden at der er friske blomster i kirken.

På vejen tilbage til campingpladsen køber vi ind til aftensmad i Castelnuovo G og hos den lokale slagter i Gorfigliano blev der købt bøf. Da vi kom tilbage til campingpladsen var "lejrchefen" på pladsen og han genkendte os med det samme (det er 4. gang vi har boet på pladsen) og vi fik en varm velkomst med en masse fagter og et håndtryk. Turens første grillmad blev tilberedt og indtaget i halvmørke.

Efter aftensmaden er det blevet mørk og vi "genopdager" fænomenet ildfluer (som egentlig er en lille bille) som blinker i natten. Vi farer alle forstyrret rundt og fanger de små sjove insekter, Jakob fanger hele 4 på en gang oppe ved toiletbygningen. /Martin

↑ Til oversigten

Tirsdag den 21. juni 2005

Sammenpakning. Vi er enige om at tage sydover, opsøge Bruno og spise på Donna Luna onsdag aften, hvor det angiveligt er fuldmåne. Vi har ikke travlt så vi pakker ned sidst på formiddagen og forlader pladsen ved frokosttid, for at vende næsen mod Siena. Inden vi kører bruger vi lige et øjeblik på at se den gamle kirke på bjerget som vi har udsigt til fra campingpladsen. Det er efterhånden blevet en tradition at skrive i gæstebogen når vi er her. Det var dog ikke muligt denne gang da kirken er lukket i forbindelse med restaurering. Vi har hørt Siena omtalt mange steder, men har egentlig haft den opfattelse at det var reklamegas.

Området mellem Lucca og Siena er meget kedeligt og vi havde egentlig ikke de store forventninger da vi landede, men vores skepsis blev gjort til skamme. Byen er noget af det mest charmerende man kan forestille sig, med smalle gader i et meget kuperet terræn. Alt går op og ned i den gamle bydel. Selv møblerne ved på gaden foran restauranterne, er tilpasset de skrå gader. Vi går en god lang tur og ser et par af de meget smukke kirker i byen. I den ene er vi inde i et lille kapel og pludseligt ved vi hvor ideen til indgangen til "hemmelighedens kammer" i Harry Potter filmen kommer fra.

Da vi forlader Siena bevæger vi os mod sydøst, gennem et område der til forveksling ligner det vestligste Sicilien, med bløde bakker som er opdyrket til sidste kvadratmeter. Aftensmaden indtages i en lille by ved navn Asciano, en hyggelig by hvor de lokale alle bevæger sig ud i bymidten om aftenen, for at få en sludder om hvad der nu rører sig i og omkring byen. Der er et leben uden lige og det hele kulminerer da en ambulance kommer ned at byens gågade, folk stimler sammen for at se hvad der sker. Vi sidder længe og nyder livet foran den restaurant hvor vi har indtaget vores aftensmad.

Da klokken nærmer sig 23:00 bevæger vi os mod syd, børnene og Estella er lagt i soveposerne. PS: på campingpladsen står noget der bedst kunne betegnes som "liget af en teltvogn". Vi kunne ikke lade være med at forevige dette komiske indfald. "Alpen Kreuzer" har vist krydset sine sidste alper: -) /Martin

↑ Til oversigten

Onsdag den 22. juni 2005

Køreturen er forfærdelig for chaufføren. Motorvejen til Napoli byder ikke på det store, udover 3 flotte spor i begge retninger, men de sidste 500 km motorvej mod Reggio C. bliver et mareridt. De sidste to gange vi kørte turen, havde vi egentlig indtryk af, at arbejdet med vejen skred frem. I år, to år efter sidste tur, var forholdene forværret til det uudholdelige. Problemet er tilsyneladende, at man starter på at forbedre vejen 117 steder på en gang, og ikke får noget lavet færdigt. Resultatet er en vej hvor der er vejarbejde på over 50% af strækningen. Vores frustration kulminerede da vi skulle tanke kl. 03:00 og blev mødt af en tankpasser som ikke ville sælge benzin. .

Alle benzinstandere var overklistret med skilte, som bekendtgjorde strejke pga. de forhold som hersker på motorvejen mellem Salerno og Reggio C. Tankpasseren var nu flink nok, og forklarede, at nu ville de ikke længere finde sig i (være vidner til) det utal af ulykker, køer og meget andet som følge af de mange vejarbejder, hvorfor alle tankstationer på strækningen nægtede at sælge brændstof. Slutteligt viste han på vores kort, hvor vi kunne få benzin ved at tage en afkørsel kort efter. Kl. 06:00 trillede vi hen foran Afrodite Camping som bestyres af Bruno og stor var forundringen over det vi fandt. Alt hang i laser, græsset var brunt, baren halvt faldet sammen osv.

Det ser underligt ud og vi bliver hurtigt enige om, at finde et andet sted. Vi ser på kortet at der er en masse pladser på en halvø lige nedenfor Crotone. Der er godt nok lidt langt til Donna Luna, men så må vi lave vores egen "månefest". Vi finder alle tiders plads, Alfier Camping. Pladsen ligger på 1. parket til havet og fra teltet er der 8 m til vandet. Stranden er "ca. sand" så der er ikke et øje tørt. Estella og jeg rejser teltet, det lykkes faktisk at slå pløkke ned i mellem stenene under den fine overflade, og ungerne slapper af. Jeg tager herefter en lur mens Estella og Jakob drager til byen for at handle frokost og aftensmad.

De vender hjem med to bøffer på tilsammen 1,5 kg! så nu er der nok en ko på en mark der mangler et "hjørne". Turens første badetur bliver gennemført. Det er nogle gange interessant hvad man finder på stranden eller i vandet. I dag var det er 8 armet blæksprutte der var vældig interesseret i vores badning. Det var fantastisk at observere hvordan den kan skifte farve når den bevæger sig rundt. . Estella brød sig dog ikke om at jeg flyttede den sten den gemte sig ved og derfor i stedet søgte tilflugt ved hendes fødder.

Jeg kan ikke beskrive hendes reaktion eller hendes lyde der fremkom da den "befamlede" hendes fødder: -) Aftensmaden blev tilberedt på grillen og det var med nød og næppe, at der blev plads til pølserne på grillen. Da kl. blev godt 21 startede det store show. Månen steg som en stor rød kugle op af havet medens den steg i intensitet, det var utroligt smukt. Vi fik ikke set månen på restaurant "Donna Luna", men vi fik en oplevelse som fuldt ud levede op til vores forventninger. Vi var alle trætte da vi smed os i soveposerne. /Martin

↑ Til oversigten

Torsdag den 23. juni 2005

Dagen i dag skulle bruges til sightseeing i det for os ukendte område vi nu er landet i. Vi har på kortet set byen Santa Severina som vi gør til udflugtens første mål, her vil vi spise morgenmad. På vejen vil vi købe morgenbrødet i Crotone. Op langs kysten har vi set det ene mislykkedes forsøg efter det andet på at lave noget for turisterne. Flere steder er man startet med at opføre store flotte residenser for turisterne, men har tilsyneladende haft man store problemer med at finansiere byggerierne, så de er stoppet allerede inden de overhovedet er nået halvvejs. I Crotone er det anderledes.

Her er et utal af hoteller og der er endog et badeland (på størrelse med Lalandia godt nok, men det er der). En ikke særlig tiltalende by med højhuse overalt, vi får hurtigt handlet og bevæger os ind i landet. Vi når ikke helt til Santa Severina, før vi bliver nødt til at spise, Kira har det med at blive dårlig på bjergvejene når maven er tom. Morgenmaden indtages foran kirken i byen Scandale, ja den hedder faktisk sådan. Mens vi sidder der og hygger os med morgenmaden kom en mand fra baren over for kirken (en skandale i sig selv at placere en bar så tæt på kirken, men der er måske en historisk forklaring på vittigheden om at sidde på baren og tænke på kirken? ) og spurgte om vi ville have øl eller kaffe, han syntes simpelthen, at det var synd for os, at vi sad der uden andet end juice at drikke, flink mand.

Allerede inden vi nåede Santa Severina, kunne vi se at byen var helt speciel, med en stor borg på "toppen". Det var en stor oplevelse at se den velrestaurerede borg. Det havde taget 30 år at få den til at se ud som den gjorde inden den forfaldt. Historien gik helt tilbage til år 458 og efter udstillingen at dømme, har de været nogen "krigsliderlige sataner" dengang. Der var både våbenskjolde, rustninger og mange våben udstillet. Jakob var helt oppe at køre da vi tog derfra.

Efter romerrigets fald har der åbenbart været anarki i landet og alle har kæmpet om magten i de forskellige regioner. Næste punkt på dagsordenen er en stor nationalpark, Sila Piccola som vi vil køre en tur rundt i. Vi finder en fin "hvid vej" på kortet og bevæger os ind i området. Vi har meget dårlige erfaringer med hvide veje (se tidligere ferier i Italien) men her er indtil flere byer undervejs, så det kan ikke være helt skævt. Det går fint i starten, men i 1800 m højde må vi stoppe og vende om, vejen er simpelthen af en sådan beskaffenhed, at det ikke kan lade sig gøre at fortsætte.

Det er noget af en bet, det er aldrig før sket at familien Jessen har måttet give op over for en vej. På vejen ned igen møder vi et vaskeægte negern (et sort egern). Rune T. Kidde har i en af sine tegneserier beskrevet dette dyr, men vi var af den overbevisning at det ikke fandtes, men det bor altså her i Calabrien.

Vi fortsatte rundt om nationalparken på en "gul vej" som var ganske glimrende. Vi stoppede ved søen Ampollino for at spise frokost. Vi følte os hensat til de schweiziske alper med kører der bærer klokker og en masse nåletræer. Det er et fantastisk område. Her fik vi også opklaret et andet problem vi har haft tidligere år i Italien.

Vi har undret os over hvorfor italienerne dytter hele tiden, men forklaringen er relativt enkel. Vi mødte i et sving en bus, som var halvt i vores side af vejen (der var rigeligt plads så han havde ikke behøvet at skære svinget) og hans reaktion på vores tilstedeværelse var at dytte. Vi sad og undrede os lidt, med så gik det op for os, at han tilsyneladende troede, at vi ville forsvinde når han dyttede. Han har så ikke dyttet ordentligt, for vi forsvandt ikke.

Senere så vi dog bl.a. vejskilte, som de havde været mere heldige med at dytte af, her var kun pinden tilbage. Dette fænomen kan også forklare deres skræk for dytterri i byerne, de skilter jo ligefrem med at man ikke må dytte, man er simpelthen bange for at tingene skal forsvinde, hvis man får dyttet for meget. De sidste 40 km rundt om nationalparken er i øvrigt meget interessant hvis man kan lide sving. Vi har aldrig oplevet en vejstrækning kun bestående af sving før, men det er der altså her. På de 40 km oplevede vi kun en gang en stump vej som forbandt svingene som var mere end 50 m lang og alle jublede.

Selv Jakob som ellers er meget søstærk måtte ud og have luft efter den tur. Tilbage på campingpladsen var det tid til aftensmad. Vi var enige om at vi skulle spise på pladsens restaurant. Maden var fremragende og i øvrigt meget billig. /Martin

↑ Til oversigten

Fredag den 24. juni 2005

Afslapning og badning kan bedst beskrive dagen i dag. Estella og jeg tager en indkøbstur inden morgenmaden, så vi kan klare os det meste af dagen, kun kød til aftensmaden mangler at blive indkøbt. Og så er det ellers kun vandet og dase der tæller. Vi forventede egentlig det helt store ryk ind på pladsen da italienerne tit tager på camping i weekenderne, men det blev der ikke noget af, alt er fredeligt. Det eneste vi bliver afbrudt af i dag, er en havfrue som sidder på stenene og klager over at de er varme: -) Sidst på dagen henter Estella og jeg tre højrebskoteletter til grillen hos den lokale slagter i byen Isola di Capo Rizzuto.

Alt bliver tilberedt på grillen i dag, selv Camilla spiser kartoffel i dagens anledning, det er et rigtigt festmåltid. Efter maden venter vi forgæves på at månen skal vise sig men uden held. Det har åbenbart været så anstrengende at være måne de sidste par dage, at den vælger at blive i sengen. . . /Martin

↑ Til oversigten

Lørdag den 25. juni 2005

I dag blev vi vækket af motorstøj. Da jeg kom udenfor teltet kunne jeg se at de var i gang med at "vende" sandet på stranden. Det gør man åbenbart om lørdagen her på egnen, uanset om det trænger eller ej: -) Da der kun er 11 badegæster er det meget begrænset hvor meget svineri der kan være, så det virker noget overflødigt at rense strand, men det tager man altså ikke så tungt, det er lørdag og sandet skal luftes. Det viste sig senere at det var for at skubbe sand ud i vandet for at forbedre sandbunden, så vores små fødder ikke skulle blive ømme af at gå på de sten som ligger ude i vandet.

Vi havde aftalt i går at vi skulle spise morgenmad ved den gamle borg La Castella ved Capo Rizzuto. Vi havde forventet at man kunne komme ind og se borgen, men det viste sig at den var under renovering og først står færdig i 2006, ærgerligt. Selve byen Castella er i øvrigt den helt store turistmagnet med hoteller, barer og souvenirbutikker alle vegne. I byen får vi også endnu en demonstration af det italienske forhold til færdselsregler. Læg mærke til skiltet, vejen er ensrettet, men alle biler (undtagen vores egen) og scootere vender mod kørselsretningen. Vi får spist vores morgenmad og kører tilbage mod campingpladsen.

På vejen slår vi et slag forbi noget, som på skiltet ved vejen kunne tyde på et kloster. Da vi når havet uden at have set noget der kunne se interessant ud, endsige yderligere skilte, vender vi om. Lige før campingpladsen kommer vi forbi et lille marked og en vinbonde med vino locale, så vi får købt ind til frokost og aftensmad.

Resten af dagen går med afslapning, badning, spisning af frugt og så aftensmaden som i dag består af laks til Kira, Jakob, Estella og undertegnede, 550g kalvekotelet til Camilla, med frisk pasta fra en lokalt pasteri samt ratatouille. /Martin

↑ Til oversigten

Søndag den 26. juni 2005

Sammenpakning. Det er med vemod vi tager afsked med campingpladsen ved Capo Colonna, hvem ved om man kan finde noget så smukt igen. Inden vi forlader området helt, køber vi lige ind til resten af dagen. Vi fandt i går et marked med den bedste bresaola vi til dato har fået, så vi køber 300g til frokosten. Vi køber friske ravioli til aftensmaden. samt melon og frugt til eftermiddag. Det slår os endnu en gang hvor fattigt Calabrien er. Alle vegne hvor vi kører ligger forladte byggerier, huse landbrug mm. Det er et utroligt stort spild af ressourcer, at så meget bliver påbegyndt og aldrig lavet færdigt.

Og så er det meget tydeligt at de feriebyer langs kysten op til Taranto er for ferierende Italienere og ikke udlændinge. Det er meget få udlændinge vi har set i dette område, kun et par enkelte tyskere og en enkelt hollænder. Kursen bliver sat mod "sporen" på Italiens østkyst, som vi forrige år bemærkede da vi kørte hjem ad motorvejen fra Bari. Det pudsige er, at Italien er lige så fladt som Lolland omkring Foggia, men selve "sporen" rager over 1000m op og virker på den måde meget voldsom. Vi syntes, at det så så interessant ud at vi vælger at bruge nogle dage på at udforske dette område.

Vi bruger lidt tid på at finde en passende campingplads (Baia dei Campi) som, om muligt, er endnu smukkere end den vi forlod. Vores telt er placeret i første række med udsigt over havet og badestranden, som kun er adskilt fra pladsen af en 10m høj skrænt. Da vi er landet og har tømt bagagerummet måtte vi endnu en gang undre os over hvor vi har bagagen. Bilens bagagerum er på 425 liter men se bunken.

Efter lejren er rejst spiser vi frugt, hvorefter Estella og ungerne tager en badetur. Den friske pasta med tomatsovs smagte alle, og vi var godt mætte da vi besluttede at gå en tur rundt på pladsen for at se, hvor stor den egentlig er. Det er svært at sige hvor mange pladser der er, men pladsen strækker sig ca. 500 m langs kysten og er ca. 125 m bred. Vi fik tilsyneladende den sidste plads med havudsigt, hvor heldig har man lov at være? I den ene ende af pladsen er en restaurant og en lille bar hvor vi køber os en is inden sengetid. /Martin

↑ Til oversigten

Mandag den 27. juni 2005

I dag stod Estella usædvanligt tidligt op, det var stadig mørkt. Grunden er at alt hvad der har en brod, kindbakker eller andet at bide med, bider Estella. Og det kunne så være, hvis der ikke skete mere, men hun slår ud så det er en "ren fornøjelse", store betændte buler/blærer over hele kroppen, hun opgav at tælle dem, da hun nåede til 100. Hun må være meget lækker set med insektøjne, for hun er efterhånden så ædt at hun ikke kan holde det ud længere, derfor startede hun dagen i dag med et langt morgenbad allerede før solen stod op. Estella konstaterede at pladsen vi ligger på, er ideel til at nyde solopgangen, så vi skal tidligt op igen i morgen.

Efter morgenmaden tog jeg et bad sammen med ungerne, mens Estella tog sig en formiddagslur. Estella og jeg kørte kl. 11 ud for at handle ind til resten af dagen i Vieste, som er den nærmeste by. Sikken et gedemarked, det er virkelig et turistcentrum vi er landet i. Vi får besøgt et lille apotek hvor Estella får "noget" mod sine lidelser og vi får derudover købt kød, frugt, grønt og frokost, men vi glemte brød som vi senere måtte indkøbe på campingpladsen. Ellers går dagen med afslapning, læsning, skrive postkort og badning med passende mellemrum.

Da vi spiste frokost ville Jakob have et glas vand. Han tog et glas, hældte vand op og drak det. Bagefter sad han og stirrede ned i glasset hvorefter han udbrød "der er altså for meget natur i det her glas". . I dette tilfælde var natur en masse smådyr det havde fundet på at tage bo i netop det glas Jakob valgte at drikke af: -) Aftensmaden består i dag af bagte kartofler, ristede grøntsager samt kalvekoteletter alt sammen fra grillen.

Da vi går i seng bliver vækkeuret stillet til kl 04:00 og så må vi se om vi kan komme op. /Martin

↑ Til oversigten

Tirsdag den 28. juni 2005

Vækkeuret ringer kl. 04:00, det er ikke den store lyst man har til at springe op og ud for at kigge på solen stå op, men jeg får da taget mig sammen. Kort tid efter kommer Kira af sig selv og til sidst Estella. Vi tager opstilling med hver en stol foran teltet og begynder at vente. Horisonten er allerede temmelig rød, så vi forventer at solen vil komme meget snart, det gør den ikke. Først omkring kl. 5 sker der noget. Fascinationen over naturen rammer os alle tre, og vi får en snak om solsystemer og universet som helhed.

Efter den forestilling smutter vi i seng igen, for at få et par timer inden morgenmaden. Efter morgenmaden bliver vi enige og at udforske halvøen lidt nærmere og kører en tur rundt. Hele området bærer præg af at være et turistparadis når den italienske sommerferie for alvor sætter ind og vi er meget glade for at vi er her så tidligt på sæsonen.

På vejen undres vi igen over at denne knast ligger og rager op når hovedlandet ellers er så fladt i området omkring Foggia. Vi køber ind til frokost i Monte Sant'Angelo. I øvrigt så vi en "rigtig slagter" i Monte Sant'Angelo, her hænger hele koen praktisk i forretningen og drypper på gulvet, lidt barbarisk måske, set med danske øjne.

Vi fortsætter til et af de højeste punkter på halvøen som kan nås i bil, Casa Forestale hvor vi spiser frokost. Efter vi har spist frokost går Estella og ungerne en tur i skoven, mens jeg får tiden til at gå med at sidde helt stille og fotografere et par fugle. Skoven er fuld af bøge og egetræer og skovbunden er meget frodig, en utrolig flot skov som bærer præg af at den får lov at passe sig selv. De må i øvrigt også være lidt krigeriske her på egnen, for lige meget hvor man kører, så er vejskilte skudt i smadder med enten hagl eller riffel, og det er temmelig grov kaliber der bruges.

Et enkelt sted ser vi hvor omsorgsfulde italienerne er, for at man ikke skal køre ind i deres afspærringer i forbindelse med vejarbejde. Det pudsige er, at på billedet ses "kun" fire blå pile, da vi kørte forbi lå yderligere to der var påkørt og derfor ikke var synlige fra den side vi kom: -) På vejen ned fra bjerget er det egentlig kun byen Vico del Gargano som rigtigt gør væsen af sig. Den gamle bydel er meget charmerende og man kunne bruge meget lang tid med et kamera her for at fotografere arkitektur, lys og skygger som dagen går.

Da vi igen når havet, er der turisthalløj i begge retninger, mod hovedlandet er der en "lido" langs to store indsøer med alt hvad hjertet begærer og mod Vieste, er der hoteller og campingpladser hele vejen. Det viser sig at det er lykkedes os at "vælge" et af de fredeligste steder på halvøen at placere vores telt.

På vejen faldt vi desuden over nogle boder, hvor vi købte ind til aftensmaden i morgen, samt frugt til i eftermiddag. Da vi kom tilbage til campingpladsen, spiste vi frugten, hvorefter der skulle bades for at skylle støvet af fra dagens køretur. Jakob badede for første gang uden "badevinger" og har mod på at gøre det igen i morgen, han er ved at være en stor dreng: -) Aftenen slutter med et solidt italiensk måltid på campingpladsens restaurant. Generelt må vi konstatere, at maden på campingpladserne er fantastisk god.

I dag fik vi forskellige pastaretter med blæksprutte, rejer og muslinger, ikke noget der tilnærmelsesvis minder om færdigretter. Hovedretterne var grillet kød af forskellig art og havbrasen, en yderst velsmagende fisk. Alt i alt et meget veltillavet og velsmagende måltid. Vi var alle godt mætte da vi vaklede tilbage til teltet. /Martin

↑ Til oversigten

Onsdag den 29. juni 2005

I dag var der drama fra morgenstunden på stranden. Kort efter vi havde spist morgenmad, lagde en lille pram til ved campingpladsen. Prammen lå meget dybt i vandet, hvilket vi i første omgang ikke tænkte nærmere over. Kort tid efter ankom Guardia Costiera og lagde til ved siden af. To betjente gik i land og der blev noget tumult, ud af buskene kom en masse personer med oppakning. Oppakningen blev samlet i en stor bunke og personerne ført væk af politiet. Mens vi badede prøvede en gummibåd at slippe væk, men uden held. Det kystbevogtningsskib kan betydeligt mere end det ser ud til! Gummibåden blev bragt tilbage til stranden, og de to personer i den blev anholdt.

Senere trak de sidste betjente sig tilbage og kystbevogtningsskibet med den opbragte gummibåd på slæb. Italien har et enormt problem med flygtninge og i dag fik vi så ved selvsyn set, hvordan man forsøger at sætte flygtninge i land i områder hvor der er stor koncentration af turister, for at de kan "sive" ubemærket ind i Italien, det lykkedes så ikke denne gang.

Efter morgenmaden bevæger hele familien sig til Vieste for at få plejet købegenet, som Estella så smukt udtrykker det. Ingen finder dog noget som de vil sætte deres penge i, så vi nøjes med at købe madvarer til resten af dagen. På vejen tilbage får vi øje på en campingplads som har en hel stribe flag fra forskellige lande hængende. Det der sprang i øjnene var, at det tyske og det amerikanske var vendt på hovedet: -) Om det er udtryk for deres holdning til de respektive folkeslag eller almindelig uvidenhed skal jeg lade være usagt.

Resten af dagen går med afslapning, badning, middagslur og at læse bøger. Vi sidder på et tidspunkt og kommer til at kigge på vores nabo som eksperimenterer med at vindsurfe. Det komiske er, at vi nu har set ham arbejde med projektet de sidste tre dage, uden at vi kan se nogen fremskridt overhovedet. Det ligner grangiveligt, at han er bange for at sejle på brættet og derfor bare står der og er glad hvis det lykkes at holde balancen mere end 2 minutter.

Det skal indrømmes, at vi ikke aner en pind om vindsurfing, men jeg har den opfattelse, at når man har lært at stå på brættet så skulle man forsøge at hive sejlet op i vinden, så man får en anelse fremdrift, men det kan selvfølgeligt være at det er et produkt af min uvidenhed: -) Aftensmaden i dag: Bagte kartofler, ratatouille, højreb og pølser fra den lokale slagter. I øvrigt fremragende pølser med rigtigt meget kød. Dertil en flaske billig lokal vin, 1½ liter for 3,05 Euro /Martin

↑ Til oversigten

Torsdag den 30. juni 2005

Jeg har sovet forfærdeligt i nat, det har været hamrende varmt og klamt i luften. Da vi står op er det overskyet og vi overvejer seriøst om vi skal pakke hele dynen sammen og køre ind i landet. Vi besinder os dog og bliver enige om at køre på indkøb, indtil skyerne letter. I Vieste har vi efterhånden fundet ud af hvor "de gode" forretninger ligger, så vi får en del tid til at gå med at shoppe. Camilla finder sig et par "slå om bukser" og alle tre tøser køber nye klipklapperee. Jeg forelsker mig i en espressomaskine i kobber med træhåndtag, manometer, dimser og dingenoter i messing til en pris af 243 Euro, men besinder mig dog.

Hvis man er interesseret i den slags, så må man sige at prisen er meget lav i forhold til et tilsvarende apparat i Danmark. Mad og frugt til resten af dagen bliver også indkøbt. Aftensmaden i dag består af frisk pasta lavet mens vi ventede i forretningen, samt ratatouille samt store "grimme" bøffer af ko.

Tilbage på campingpladsen. Badning, afslapning osv. I morgen pakker vi sammen fra morgenstunden og forlader for denne gang adriaterhavskysten. /Martin

↑ Til oversigten

Fredag den 1. juli 2005

Vækkeuret (telefonen) ringer kl. 07:00 og så er det tid til sammenpakning. Kl. 10:45 forlader vi campingpladsen Baia dei Campi efter at have spist morgenmad og badet. Kursen bliver sat mod Abruzzo Nationalparken inde i landet mellem Rom og Napoli. Vi kører en lille omvej for at få set et par byer på "sporen" som vi ikke nåede på vores rundtur den anden dag. På strækningen mellem S. Giovanni Rotondo og S. Marco In Lamis fandt vi ud af at der må være et eller andet meget interessant, da der var et utal af hoteller på den strækning. Vi kunne se at der var en masse klostre, men havde ikke tid til fordybelse, hvorfor det må være på ønskesedlen til en anden gang.

Byerne omkring Mont Sambuco så også meget spændende ud og må ligeledes på ønskesedlen til en anden gang. Problemet med Italien er, at lige meget hvor man bevæger sig, er der noget der ser interessant ud, man må virkelig beherske sig, hvis man skal nå nogen steder hen. Italien har bare så meget at byde på. På turen op i bjergene mødte vi et syn vi aldrig har set før. I Danmark har vindmøller som regel tre blade. Her i Italien er vingeblade åbenbart dyrere at fremstille end mølletårne og generatorer, for her "strækker" man bladene mest muligt ved kun at montere ét blad pr tårn. Det ser meget tumpet ud, men de snurrer som en drøm, så helt galt kan det ikke være.

Vi havde købt ind til frokost da vi passerede S. Giovanni Rotondo, den "obligatoriske" bresaola og spegepølse. Dertil tomater, agurk samt frisk bøffel mozzarella fra lokalområdet. Frokosten blev indtaget på toppen af Mont Sambuco hvor der tilfældigvis var placeret en masse kommunikationsudstyr. Og lad det være sagt med det samme, det er simpelthen den bedste mozzarella vi nogen sinde har fået, uden sammenligning! Ærgerligt at man ikke kan få denne fantastiske ost i Danmark. Sidst på eftermiddagen finder vi en campingplads (Campeggio Wolf) lige udenfor byen Civitella Alfedena ved Lago Di Barrea som ligger 1000 m. over havet.

Abruzzo Nationalparken adskiller sig fra andre nationalparker i Italien ved at der er en vild bestand af brune bjørne, ulve, los samt gemser. Campingpladsen er meget primitiv men hyggelig. Allerede receptionen vidner om en vis form for primitivitet: -) hvilket vi jo sætter meget pris på. Toiletforholdene skal man heller ikke være for sart til, der er kun "pedaler". Der er et utal af vandreture i området og vi gik en tur op til byens bar: -) som åbenbart har udsalget af vandrekort, for at få et kort over området. Det er faktisk ret komisk, der er en klondikestemning som vi ikke har oplevet andre steder.

Aftensmaden er i dag simpel med frisk pasta og tomatsovse med ost. Efter aftensmaden spiller vi "tips" indtil vi alle er godt trætte og vil i seng. /Martin

↑ Til oversigten

Lørdag den 2. juli 2005

I dag ringede vækkeuret igen tidligt, vi vil gerne til Mont Cassino inden alle turisterne får øjne. På vejen køber vi morgenmad i byen San Donato Val di Comino og fandt et sted langs vejen hvor vi indtog et solidt morgenmåltid. Vi nåede til Mont Cassino kl. 10:30 og blev afvist ved indgangen pga. for lidt påklædning. . . Damn, vi havde glemt alt om den katolske kirkes dress code, som kræver at hverken knæ eller skuldre må være synlige. Vi stod og overvejede lidt, men blev så enige om at vende tilbage mandag med klædedragten i orden. Vi vil så i stedet fokusere lidt på det der var sket omkring Mont Cassino i forbindelse med 2. verdenskrig.

Lad det være sagt med det samme, vi anede strengt taget ikke hvad der var sket, udover at der havde været et "grimt" slag omkring Mont Cassino, uvist af hvilken årsag. Min kære fætter Jens, har på et tidspunkt nævnt at det var en absolut seværdig seværdighed, som man "skal" bruge tid på hvis man er i området. Vi startede med at besøge de engelske allieredes kirkegård lige i udkanten af selve byen Cassino. Det er en fantastisk flot kirkegård hvor intet er overladt til tilfældighederne, selv åkanderne i det sirligt passede vandbassin er nippet i den rigtige facon.

Der hviler 4266 faldne englændere, canadiere, australiere, indere og en enkelt sydafrikaner, under de snorlige rækker af gravsten. Det er en meget flot gestus til de mange der måtte lade livet i forbindelse med en krig, som i vores øjne virker totalt meningsløs. På kirkegården står, at der i alt faldt 47.500 i forbindelse slaget om Mont Cassino. Det er umuligt ikke at blive grebet over dette spild af unge menneskers liv, og jeg havde svært ved at finde ord mens vi gik rundt på pladsen.

Efter denne oplevelse trængte vi til lidt opmuntring og gik en tur på et lokalt marked, for at se om der var noget vi ikke kunne undvære. Kira og Camilla fik købt lidt "nips" og vi voksne kunne ikke stå for en kasse abrikoser til 5 Euro: -) Markedet bestod af 60% skohandlere. Da vi forlod Cassino kørte vi til en lille by Caira, hvor en tilsvarende tysk kirkegård befinder sig. Selve kirkegården er placeret rundt om en høj i byen o g her hviler i alt 20.057 dræbte tyske soldater. Igen er der tale om et meget smukt mindesmærke over de meningsløse liv som blev ofret omkring Mont Cassino. Læg mærke til de mange sten, der ligger 6 tyske soldater for hver sten.

I den tilhørende udstilling stod der, at kirkegården er "et minde om de mange ofre for krigens vold og grusomhed". Meget tydeligere kan det ikke siges, ikke noget med at tage parti, alle de implicerede soldater som civile, uanset side, var ofre. Det er krigen der er grusom, ikke det enkelte individ. Det er en meget smuk betragtning og minder om hvor vigtigt det er at kunne tilgive og vaske tavlen ren, for at kunne komme videre med sit liv.

Senere på dagen erfarede vi hvorledes historien hang sammen. Under krigen var Italien som bekendt allieret med Tyskland da Mussolini åbenbart var "gode venner" med "ham" med tandbørstemustachen. I slutningen af krigen gik de allierede, med England i spidsen, i land i Syditalien og på Sicilien og kæmpede sig op mod Rom. Mont Cassino var den sidste bastion før Rom "faldt" i de allieredes hænder, hvorfor tyskerne kæmpede imod med "næb og klør". For at undgå at kunstskatte, i form af især gamle skrifter, skulle falde i "fjendens" hænder, blev disse effekter transporteret i sikkerhed i Rom.

I begyndelsen havde de allierede forsøgt at skåne Mont Cassino og kæmpede indædt for at indtage stedet uden luftstøtte. Dette mislykkedes dog, og efter mange ugers kamp bumpede man hele bjerget tilbage til stenalderen. Efter krigen er dette prægtige kloster heldigvis blevet genopbygget. Til forskel fra de seværdigheder vi ellers har set i Italien med død og ødelæggelse som har mellem 1000 og 2000 år på bagen, så virker dette betydeligt stærkere, eller tættere på om man vil, da det trods alt "kun" er 60 år siden at disse uhyrligheder fandt sted. Vi glæder os meget til at se stedet på mandag. Vi forlader for denne gang det historiske.

Vi falder over et lille "Alimentari" hvor vi køber ind til frokost, hvorefter vi bliver enige om så småt at tage tilbage til campingpladsen, for at slappe lidt af. På vejen kører vi gennem en meget smuk by med en masse "slotte" ved navn Delmonte Castello, hvor der var de første 6 "castello" i midten af byen, samt en meget fin gammel kirke med kuppel og et par forfaldne tårne. For at komme tilbage skal vi, som i morges, passere et pas der er 1500 m højt. Vejene er brede og med moderate sving, sving som åbenbart appellerer til motorcyklister, for jeg skal love for at de får kørt. På toppen af passet ligger en restaurant som udefra ser lidt primitiv ud.

Vi bliver enige om at indtage frokosten der, og i stedet gemme indkøbene til et beskedent aftensmåltid. Maden er fremragende og vi er meget mætte da vi forlader stedet. Udenfor stor en del af de motorcykler som vi har mødt køre den ene eller anden vej og som motorcyklist (dog midlertidig uden motorcykel) kribler det noget i fingrene, for at være med ude at "lege". En enkelt "knallert" udenfor, kan virkeligt få blikket til at blive sløret og hårene til at rejse sig over hele kroppen, en Ducati 999s.

Og når man kiggede på dækkene på denne prægtige køremaskine, så er der ingen tvivl om at ejeren mente denne cykel dybt alvorligt, den skulle bruges til lige netop det den var lavet til, køre ræs! Nyd de klude, de er brugt lige til kanten. . . .! Gid det var mig. . . . . . . Vel tilbage på campingpladsen smider vi bilen, og går en tur op i byen, hvor der er et utal af små butikker med diverse fra lokalområdet. Byen er meget hyggelig om end noget turistificeret. Camilla finder en ring, kira en lille bjørn, Jakob en lille ræv og Estella fik købt et halstørklæde med indbygget hætte.

Jeg fik en flaske billig rødvin, som jeg har tænkt mig at drikke inden sengetid, sammen med min kære hustru (jeg ved ikke om jeg får lov at låne hendes halsklud til gændgæld). Aftenen afsluttes med en gang "tips", rødvin og en bid mad inden Emil fra Lønneberg udfolder sine skarnsstreger i de italienske bjerge ved nattetide. /Martin

↑ Til oversigten

Søndag den 3. juli 2005

Vækkeuret (telefonen) vækker os igen tidligt, det er ved at blive en dårlig vane, men når man nu gerne vil opleve. Tanken var at vi skulle spise morgenmad inden vi kørte til Rom for at kunne være der når seværdighederne åbner. Vi starter med Peters Kirken og erfarer at rigtigt mange har fået samme ide som os. Derudover er der sikkerhedscheck med metaldetektorer, "gennemlysning" af tasker og det hele, på bedste lufthavnsmaner. Nå, vi vender os til at stå i kø og kommer indenfor i denne fantastiske kirke, som vi i år besøger for tredje gang. Oplevelsen af dette bygningsværk, rammer en lige hårdt hver gang, det er simpelthen fantastisk.

Da vi har kigget os lidt omkring begynder der at ske noget, man er åbenbart i gang med søndagshøjmesse. Ud af et sidekapel kommer messedrenge med r øgelse, præster, kardinaler, biskopper og bagerst paven i egen høje (lave) person. Vi gik derefter op i kuplen for at skue udover Rom. Børnene talte 539 trappetrin før vi stod på toppen af kuplen.

På vejen ned går vi gennem kuplen indvendigt og ser hele højtideligheden fra oven. Da vi kommer udenfor er paven fortrukket til et vindue over det sixtinske kapel hvorfra han messer for de fremmødte på Peterspladsen. Og sikke et fremmøde, pladsen var fuld og hver gang paven havde sagt et eller andet, så klappede og hujede folkemængden, fantastisk. Folk står med bannere som til en rockkoncert, flag og meget andet. Til trods for at vi ikke er katolske, eller kristne for den sag skyld, så kan man ikke lade være med at beundre pavens evne til at samle folk over hele verden i så stort tal.

Man kan vel næsten kalde ham en "universel" åndelig leder når det på den måde går på tværs af stort set alle folkeslag, uanset hudfarve og kultur i øvrigt. Og det sixtinske kapel, som vi gerne ville opleve, er lukket om søndagen. Nå, vi har så en undskyldning for at komme til Rom igen på et senere tidspunkt, vi har ikke tid til at vende tilbage mere i løbet af denne sommerferie. Vi finder en hyggelig lille restaurant hvor vi indtager et solidt frokostmåltid inden vi fortsætter vores opdagelsestogt. Catacumperne synes vi lyder meget spændende og beslutter at det er næste punkt på programmet.

Vi kunne se tre på kortet og valgte den der hedder Saint Callixtus og troede i vores naivitet at det var de tre der fandtes i Rom, vi skulle blive meget klogere. Præsten som fulgte os rundt, fortalte at man har fundet 60! catacumper i Rom. catacumperne er simple gange med hylder udgravet i klippen til at begrave de døde i. Dette var den kristne måde at begrave på, man lægger den døde til hvile for at de skal vente på genopstandelsen og det evige liv. Romerne derimod brændte deres døde.

Præsten fortalte at Romerne selvfølgelig godt viste hvad der foregik da det jo ikke var nemt at skjule alt det materiale man gravede op men at Romerne vendte det blinde øje til selvom det officielt var forbudt at udøve den kristne tro i Romerriget. Den vi besøgte havde været meget betydningsfuld og der der havde været begravet hele 16 paver på et tidspunkt. Saint Callixtus blev grundlagt allerede i det andet århundrede. Gangene er i 4 etager og den nederste ligger 24 meter under terræn og gangene er samlet 20 km lange. I Saint Callixtus alene ligger 500.000 mennesker begravet.

Paverne blev, efter ro merrigets fald, bragt indenfor Roms bymure for at man bedre kunne beskytte dem der. I catacumperne lå også en meget ung kvinde som i kristendommens vorden, kan man næsten sige, havde "valgt" martyrdøden frem for at føje romerne. Hun havde nægtet at tilbede de romerske guder og havde stået fast på at der "kun" er en tro som består at Gud, Jesus og Helligånden (treenigheden), hvorfor man halshuggede hende. Vi undrede os i øvrigt over hvordan det var muligt, at så mange allerede på et så tidligt tidspunkt var kristne, kun 200 år efter Jesus død.

På vejen tilbage slog vi et slag forbi Tivoli for at se Villa Adriana, som efter sigende skulle være det som har fostret ideen til Tivoli i København, som det også fremgår af navnet. Området er meget stort og har været fyldt med små søer, bygninger med bade, teatre og meget mere. Med andre ord et rigtigt afslapningsområde. Det sjove at dette område er grundlagt og opført for over 2000 år siden, dengang vi stadig rendte rundt i primitive skind og slog hinanden oven i hovedet med køller.

Tilbage på campingpladsen stiller vi bilen og går op i byen for at finde noget spiseligt. Byen er meget "død" hvilket vi ikke rigtigt forstår, de byer vi passerede på vejen tilbage fra Rom, var fulde af liv, og her det kniber med at finde en restaurant der har åben. Vi spiser i en meget hyggelig kælderrestaurant, det eneste etablissement, der tilsyneladende havde åbent. Dette område ligner meget Garfagnana, hvor folk er meget stolte af deres egn, deres traditioner og de specialiteter som er særegne for netop dette område. Ham der serverede fortalte et eller andet, som vi ikke forstod helt, om hans far og de lam vi fik serveret.

Området her i dalen havde førhen et meget stort antal får, som mændene drev sydpå om vinteren, for at de kunne overleve. Det har betydet at kvinder og mænd har været så meget adskilt, at de har udviklet hver deres dialekt. Det er vel lidt ligesom hjemme hvor "skurvognsdialekten" også har været forbeholdt mænd: -) Byen er i øvrigt meget hyggelig med lys om natten. /Martin

↑ Til oversigten

Mandag den 4. juli 2005

Tidligt op og kurs mod Mont Cassino for at fuldende missionen fra lørdag, hvor vi jo ikke kom ind på grund af "manglende påklædning". På vejen mødte vi en flok græssende "trækdyr" bestående af mulæsler og en enkelt hest. Vi har tidligere set heste gå og græsse langs vejen tidligt om morgenen, det er åbenbart skik og brug i dette område, at man slipper sine heste og muldyr ud om natten, så de kan søge føde. En enkelt gang har vi set en hest hvor forbene var bundet sammen med en kort snor, så den kun kunne gå. Vi købte ind til morgenmad i byen Cassino og indtog et stående måltid inden vi gik ind på klosteret.

Lad det være sagt med det samme, Mont Cassino er en meget stor oplevelse. Selve bygningsværket er imponerende og der er en masse skulpturer, søjler osv. Og kirken er et kapitel for sig selv. Jeg vil lade billederne tale for sig selv. Som nævnt i forbindelse med lørdag den 2. blev Mont Cassino jævnet med jorden under de allieredes bombardement, i forbindelse med fremrykningen op gennem Italien. Hvor omfattende disse ødelæggelser var fremgår af billedet nedenfor til venstre. Oppe fra gården på Mont Cassino, var der en fremragende udsigt til den Polske militærkirkegård, som vi efterfølgende besøgte, til minde om de faldne polakker fra slaget ved Mont Cassino.

Den polske kirkegård indeholder omkring 1050 faldne. Derudover ligger to generaler som har deltaget i slaget men som er døde af naturlige årsager i 1970 og 1982 samt en polsk biskop. Tænk sig at to generaler 30 - 40 år efter krigen vælger begravelse sammen med de soldater de kæmpede sammen med, det er stort! Den italiensk militærkirkegård ligger 15 kilometer fra selve Cassino by og vi havde lidt bøvl med at finde den, en betjent var vældig flink til at beskrive hvor den ligger. I forbindelse med den kirkegården ligger et lille museum, hvor krigens rædsler er beskrevet i tekst og billeder.

På den italienske kirkegård ligger omkring 1000, det er ikke umiddelbart nævnt med præcis t antal. Da vi forlader den italienske militærkirkegård får vi øje på et negern ( se den 23. juni ) som er helt nedkørt, så vi kan få et billede af dette prægtige væsen på nært hold. Negern er åbenbart udbredt over et større område af Italien end først antaget. Til sidst slutter vi vores historiske rejse for denne gang, ved at besøge den Franske militær kirkegård. Den Franske adskiller sig fra de andre kirkegårde vi har besøgt, ved at der en kristen del og en muslimsk del, begge med et mindesmærke i form at henholdsvis en lille kirke og en lille moske.

På den Franske hviler til sammen i alt omkring 12000 faldne soldater. Det er første gang vi i en ferie på denne måde har "forfulgt" historie fra 2. verdenskrig, det har hidtil "bare" været Romere og Grækere vi er gået i fodsporet af. At 2. verdenskrig fandt sted for "kun" 60 år siden, har gjort at det har været meget "nærmere" og berørt os alle på en helt anden måde end tidligere, selvom det burde være lige meget om noget er sket for 60 eller 2000 år siden. Det har også fået børnene til at stille nogle andre spørgsmål, end vi har oplevet omkring de gamle seværdigheder.

Fx. hvorfor var der en anden verdenskrig, hvorfor kunne Hitler ikke lade være med at tro han skulle styre hele verden? Egentlig er det de samme spørgsmål man kan stille til Romerne, hvorfor ville de styre det "hele"? At folk bliver magtsyge er vi ikke kommet udover, det kan vi med al tydelighed se den dag i dag, vi kan så kun håbe at historien og samhørigheden landene imellem, kan afholde de "stærke" nationer fra at forsøge igen.

Tilbage til nutiden. Overfor den Franske kirkegård ligge en lille forretning som sælger bøffelmozzarella, så vi kan ikke dy os for at gå ind og købe en ordentlig klump til frokosten. Vel tilbage på campingpladsen får vi en bid frokost og så er der ellers dømt afslapning for alle pengene, det har været tre hårde dage med seværdigheder. Sidst på eftermiddagen kører Estella og jeg til Barerra, for at købe det sidste vi mangler til aftensmaden, kød og kartofler. Menuen i dag står på bøffer af ko, (slagteren sagde muuhh for at illustrere hvor kødet kom fra) ratatouille samt bagte kartofler.

Hos slagteren hang i øvrigt et udstoppet negern på vægen side om side med et meget flot "ansigt" (trofæ) af et vildsvin: -) Mens maden er på grillen, går Kira og Camilla en tur for at få varmen. Mens de gik kom de forbi et skilt med en bjørn og kom til at snakke om hvad de skulle gøre, hvis de vitterligt mødte en bjørn. Bedst som de gik der, stod de pludselig ansigt til ansigt med en vaskeægte ulv. Kira konstaterede at der var hegn imellem, så der var ikke noget at være bange for.

Desværre havde Camilla ikke sit kamera med, så vi kan ikke vise et billede af dyret: -( Da vi sad og spiste, sagde Estella lige pludselig, at der stod et dyr lige bag mig (vi spiste i teltet og jeg sad ved døren) og ganske rigtigt, der stod en ræv og snusede til vores opvask som stod i opvaskebaljen lige bag mig. Den var hverken sky eller noget, først da vores nabo begyndte at råbe op og lyse med en lommelygte, fortrak den fra området. I morgen pakker vi sammen og trækker lidt længere nordpå. /Martin

↑ Til oversigten

Tirsdag den 5. juli 2005

Sammenpakning, stoppe i bil og køre kl 9:09. Vi forlader et meget specielt område som vi helt sikkert vil vende tilbage til på et senere tidspunkt. Vi sætter kursen mod Farini, hvor vi for 4 år siden besøgte en campingplads (Campeggio Le Rossane) på vores første tur til Italien. Det var lidt af en tilfældighed at vi fandt denne plads, vi var afvist på en plads syd for Bobbio, da vi ikke ville aflevere vores pas og derfor kørte videre. Den ligger utrolig ugenert, faciliteterne er gode og der er en pøl ungerne kan søppe rundt i hele dagen.

Pladsen er lidt spøjs, den er næsten udelukkende er forbeholdt fastliggere, ikke at fastliggere er noget specielt, men her i Italien har fastligger en lidt anden betydning end i Danmark. Man sætter en campingvogn og så bygger en en hytte udenom. Resultatet er at pladsen er fyldt med små træhytter men en campingvogn indeni, små haver foran, hække, blomster, plankeværk osv. Ret komisk set med danske øjne, men deres lov omkring fritidshuse må være meget anderledes end vores i Danmark.

Turen op til Farini byder ikke på det store udover meget tung trafik fra Rom og op. Motorvejen er smal, snoet og har kun 2 spor i hver retning det meste af vejen til Bologna, en strækning som altid kræver fuld koncentration. Vi landede i Farini sidst på eftermiddagen og fandt pladsen oppe på bjerget. Intet har tilsyneladende ændret sig gennem de sidste 4 år udover en del nye fastliggere. Teltet bliver sat op i umiddelbar nærhed af poolen og vi kører ned i byen for at handle ind til aftensmaden. Det er sjovt at komme tilbage til et sted efter så "mange" år, det er den samme slagter, grønthandler osv.

Og når man så i mange byer ikke reklamerer med at der er forretninger, eller placerer dem væk fra centrum, så kan det være svært. Vi har fundet ud af, at man skal derhen hvor folk bor, der kan alt findes. Det er ikke altid der står noget på døren men "alle" ved jo, at bageren bor henne på hjørnet, eller slagteren bor i kælderen af det og det hus. Bager hedder i øvrigt Panificio, slagter Macelaria, pålægsforretninger Salomeria, grønthandlere Frutta et Vendura og andre daglige fornødenheder hedder Alementari. Alle byer, næsten uanset størrelse har det hele, det kan bare være meget svært at finde, så man må spørge sig frem. Aftensmaden bliver tilberedt, nydt og så er det ellers til køjs. /Martin

Og når man så i mange byer ikke reklamerer med at der er forretninger, eller placerer dem væk fra centrum, så kan det være svært. Vi har fundet ud af, at man skal derhen hvor folk bor, der kan alt findes. Det er ikke altid der står noget på døren men "alle" ved jo, at bageren bor henne på hjørnet, eller slagteren bor i kælderen af det og det hus. Bager hedder i øvrigt Panificio, slagter Macelaria, pålægsforretninger Salomeria, grønthandlere Frutta et Vendura og andre daglige fornødenheder hedder Alementari. Alle byer, næsten uanset størrelse har det hele, det kan bare være meget svært at finde, så man må spørge sig frem.

↑ Til oversigten

Onsdag den 6. juli 2005

Vi sover i dag, til vi ikke kan længere, dvs. kl 8 da temperaturen i teltet på det tidspunkt, har udviklet sig til "ulidelig" pga. solen. Estella og jeg kører den korte tur til byen efter morgenbrød. Efter morgenmaden, imens gjorde ungerne sig klar til at hoppe i poolen, studerede vi alle de brochurer som vi fik på campingpladsen i går da vi landede. Området omkring Parma er stop fyldt med gamle borge og seværdigheder, så det er bare at starte fra en ende af hvis man føler for den slags, vi vil dog forsøge at begrænse os lidt.

Man skulle næsten tro at den tørrede parmaskinke er opfundet for at man skal kunne forskanse sig på sin borg i årevis og overleve af skinke og brød, men sådan hænger det givetvis ikke sammen: -) Efter børnenes badetur, er det tid til køre en tur ud i det grønne. . For 4 år siden besøgte vi Bardi Castle som i den grad lever op til forventningerne til en middelalderborg, ikke noget "fisefornemt" som Kronborg eller Frederiksborg slot, næ, her er der tale en borg på en bjergtop som er beregnet til, at man kan slå alt ihjel som ikke er inviteret. Det er utroligt fascinerende at gå rundt og kigge på hvordan der er tænkt på alle tænkelig angrebsvinkler.

For at komme ind på borgen skal man gennem en labyrint med skydeskår mod en for hvert sving, man føler sig i den grad "velkommen". Og foran porten er der de første ti skydeskår som peger på en. Inde på borgen er der en stor samling af toturinstrumenter våben mm. Derudover er den en stadig voksende udstilling om livet på og omkring Bardi Castle da den var beboet i sin tid. En af de ting som gjorde mest indtryk på ungerne for 4 år siden, var billeder af spøgelser på borgen. "Nogen" havde haft infrarøde kameraer elektronisk måleudstyr og meget andet sat op i 1999 og resultatet var en række billeder af flere spøgelser, som angiveligt skulle hjemsøge stedet.

Kira hævdede dengang, at hun i hvert fald ikke troede på spøgelser, men alligevel var hun ved at mase sin mors hånd da vi gik rundt og så de forskellige billeder. Nu er de udstillede billeder af spøgelser samlet i et enkelt rum, da de andre udstillinger efterhånden er blevet så omfattende at borgen er ved at være fyldt. Det er rart at se den positive udvikling der er sket på stedet, siden vi var der sidst, man gør virkeligt noget ud af at gøre det interessant at se Bardi Castle. Som det fremgår af billedet til venstre, måtte Kira en tur i lænker. Tiden løb og inden vi fik set os om var kl. over 15 og vi havde ikke fået frokost endnu.

Vi forlod stedet og fandt et "hjørne" på vejen med bænke og borde hvor vi indtog vores medbragte mad. Efter maden kørte vi en lille tur rundt for at kigge lidt på området. Vi kom blandt meget tæt forbi Mont Maggiorasca som er 1799 m højt. Til sidst handlede vi ind til aftensmaden i byen Ferriere.

Da vi var tilbage på campingpladsen var det begyndt at regne, så vi kunne ikke finde på andet end at spille et slag "tips". Tips er et meget underholdende spil hvor man starter med 1 kort i første runde, 2 i den næste og så fremdeles indtil de 52 kort ikke rækker længere. Når det maximale antal kort er nået, så tæller man ned til 1 igen og så er spillet overstået. Undervejs skal man gætte hvor mange stik man hver især får, det gør man ved at byde ind med et antal tændstikker, inden man spiller hver runde.

Point får man så, hvis man får det antal stik som man har gættet på, fx. giver 3 stik 13 point og nul giver 10 point, omvendt hvis man ikke får det antal man har gættet, så er det et minus point for hver stik man har under eller over, altså giver et under- eller overstik -1 point.

Aftensmaden er i dag kalvekoteletter med tilbehør. Vi har i dag købt nogle af de tørrede svampe (Puchini) som italienske grønthandlere sælger, for at prøve hvorledes de smager. Vi har adskillige gange prøvet at lave svamperetter med den ringtige "funghi" smag som vi oplever hernede, med det kan simpelthen ikke lade sig gøre med champignon, det smager ikke af "nok". De tørrede svampe har en meget stærk duft og ligner karl johan, men vi er ikke sikre. I dagens ratatouille gav de en helt ny dimension, vi bliver nødt til at have nogle med hjem til madlavningen, det er her den klassiske "funghi" smag gemmer sig i italienske retter.

Lige inden vi går i seng, diskuterer vi lidt hvad vi gør hvis vejret fortsætter på denne måde, vi gider bare ikke regn i flere dage. Vi aftaler at vente til i morgen med at træffe afgørelser i den sag. I nat skal vi drømme om riddere og gamle borge, godnat og sov godt. /Martin

↑ Til oversigten

Torsdag den 7. juli 2005

Overskyet. . . . Hmmm. . . det lover ikke for godt, måske man skulle pakke hele cirkusset sammen og køre hjem? Estella og jeg kører ned i byen for at købe ind til morgenmad og frokost. Vi finder en lille forretning som sælger frisk pasta, som vi bliver enige om skal være vores frokost. De sælger også lasagne, så vi vil lige høre ungerne om det er noget til aften, hvis vi bliver. Og så oplevede vi i går at mit Visa-Dankort var lukket da vi ville hæve kontanter. En opringning til banken afslørede at grænsen på 20.000, - kr. indenfor 30 dage i udlandet, var overskredet, så spærres kortet. Fedt at stå i udlandet med et spærret kort!

Nå, det er ikke første gang vi har været ude for det, så problemet var ikke større end som så. Husk bare altid at have din banks telefonnummer med, hvis du skal feriere i udlandet. Problemet med den type ferie vi holder er, at intet er forudbetalt og vi ikke bruger benzinkort, så alt skal betales efterhånden. Og så er det unægteligt meget svært at afholde 3 ugers sommerferie for 5 personer uden at overstige grænsen på 20.000, - kr, alene benzin og campingpladser er en stor udgift. Vejret ser ud til at klare op, så vi udskyder beslutningen om at rykke teltpæle op til i morgen. Der er marked i Farini og vi bliver enige om at gå en tur og kigge på hvad det er.

Det viser sig at være fire boder, en med ost og pølse, en med isenkram, en med frugt og så en med håndarbejde. Det var noget begrænset, men jeg skal love for at det trækker folk til, hele byen var fuld af liv. Vi købte lidt duge, en til mine forældre og en til Hans Mogens og Grethe, for at se efter huset mens vi er væk. Ungerne ville meget gerne have lasagne, så vi smutter lige forbi og køber et par bakker til aftensmaden, det bliver spændende om det kan tilberedes på en grill. .

Og så ser det ud til at negern forfølger os i år, se den 23. juni og den 4. juli, denne campingplads bruger bruger et lille glad negern med store tænder som symbol: -) Efter indkøbsturen er det tid til en dukkert i poolen inden frokosten skal tilberedes. Efter frokost trækker vejret op til regn. Vi starter med at spille "tips" udenfor men trækker ind i teltet da vi fornemmer at noget er under opsejling. Og jeg skal love for at det regner, en kæmpe byge varer ca. 20 min.

Da vi går ud og kigger på skaderne er de begrænset til en masse svineri fordi dråberne har sprøjtet når de lander i jorden. Vi bliver i teltet og spiller tips lige til kl. 20:30 hvor vi går i gang med tilberedningen af lasagnen. Man kan godt lave lasagne på en grill, det er utroligt hvad man kan bruge en kuglegrill til. Og her er der i hvert fald tale om den "rigtige" italienske smag, som et pap-pizzamærke i DK bryster sig med, da lasagnen simpelthen er produceret lokalt i Farini. Vi går mætte i seng, hører Emil og falder i søvn. /Martin

↑ Til oversigten

Fredag den 8. juli 2005

Estella og jeg bliver vækket kl 02:00 af torden. Estella går ind i Kira og Jakobs kabine og redder Jakob fra "druknedøden", han ligger helt ude under teltdugen og er temmelig våd. Vi kan ikke sove, regnen er så voldsom at vi næsten ikke kan tale sammen og lynene så kraftige at vi bliver blændet.

Efter to timer stilner det lidt af, vi ligger og læser for at få tiden slået ihjel. Omkring kl 05:00 falder vi i søvn igen og sover til kl 08:30. Ud at kigge, vi er ikke hårdt ramt. Lidt småting er våde men ellers er der ikke sket noget. Naboen, en fastligger, er noget hårdere ramt, hans fortelt er simpelthen brækket sammen af presset. Vi bliver hurtigt enige om at vi ikke gider længere og får tørret det der var vådt, hvorefter vi pakker sammen. I nat snakkede vi om det var værd at tage teltet med hjem, vi burde finde et med fast bund i hele teltet.

Da vi går teltet efter i sømmene bliver vi enige om at det skal smides ud inden vi kører, der er simpelthen for meget der skal gøres hvis det skal renoveres til næste sæson. Alle elastikker skal skiftes ud og syninger er begyndt at gå. Efter vores ting er reddet propper vi teltet i skraldebøtterne. Vi checker ud på campingpladsen og "fatter" fortæller at han godt kan huske at vi var der for 4 år siden, det er stort.

Vi kører ud på landevejene kl.12:00 og næsen peger mod nord. Vi er enige om at bruge eftermiddagen på at udforske Schweiz, inden vi for alvor sætter næsen hjemad. Vi får en pragtfuld dag med sne, en gletscher, høje bjerge og smukke søer. Vi finder et lille sted at spise frokost, en lille hyggelig restaurant med værelser på vej til Furkapasset. Den gletscher vi vælger at køre til, er Rhône Gletscheren som er udspringet for Rhône floden som vi besøgte sidste år, i forbindelse med ferieafslutningen i Ardeshe. Der er noget fascinerende ved bjerge, og vi kan næsten ikke få nok. Vi når tre pas inden vi afslutter Schweiz ved søerne Brienzer og Thuner og kører mod Basel.

Da vi kører ind i Tyskland omkring kl. 21 er vi alle mætte af oplevelser for i dag. Aftensmaden bliver indtaget på den første motorvejsgrill i Tyskland, et sted vi har spist adskillige gange efterhånden, da det passer fint med "arrangementet" i morgen tidligt. Kl. 22:00 er Estella og ungerne i soveposerne og vi kører ud i mørket mod lille Danmark i nord. /Martin

↑ Til oversigten

Lørdag den 9. juli 2005

Heldigvis vågner chaufføren og stopper med at trække ud midt i "min" vejbane og vi slipper forbi uden en skramme. Nok rystet, men mere arrig, lastbilerne skaber alt for mange af den type farlige situationer under deres overhalinger, i Tyskland kører folk altså ikke kun 110 kilometer i timen. Vi lander i Roskilde hos mine forældre til morgenmad, det er ved at være tradition når vi kommer hjem. Morgenmaden er udsøgt med pølser, æg og små pandekager, som om vi ikke har fået mad de sidste tre uger: -) Vel tilbage i Værløse, en dag for tidligt. Sikken en ferie, nu kan man roligt tage et par timer på øjet, inden vi skal på job igen mandag morgen. I morgen skal vi hente vore katte, det glæder vi os meget til. /Martin

Heldigvis vågner chaufføren og stopper med at trække ud midt i "min" vejbane og vi slipper forbi uden en skramme. Nok rystet, men mere arrig, lastbilerne skaber alt for mange af den type farlige situationer under deres overhalinger, i Tyskland kører folk altså ikke kun 110 kilometer i timen. Vi lander i Roskilde hos mine forældre til morgenmad, det er ved at være tradition når vi kommer hjem. Morgenmaden er udsøgt med pølser, æg og små pandekager, som om vi ikke har fået mad de sidste tre uger: -) Vel tilbage i Værløse, en dag for tidligt. Sikken en ferie, nu kan man roligt tage et par timer på øjet, inden vi skal på job igen mandag morgen.

↑ Til oversigten

Efterskrift

I år blev ferien en slags "hjem til Italien" efter sidste års lidt skuffende ferie i Portugal og Spanien. Og ferien blev på mange måder en succes. Jeg havde næsten tårer i øjnene om morgenen den 19. da vi landede i Gorfigliano, Gafagana er virkelig så smukt og afslappende med sine høje bjerge og store skove. Italien er et fantastisk land, uanset hvor man kører er der "noget" at se. Hvis man skal se alt hvad der ser spændende ud, så vil man aldrig komme nogen steder, her er oplevelser til adskillige liv.

Vi havde nogle ønsker omkring mål inden vi tog af sted, nogle blev indfriet, andre må vente til næste gang vi kommer forbi. Derudover fik vi en masse helt uventede oplevelser med hjem. Vores måde at rejse på gør, at vi kan glæde os over alt fra små insekter til enorme bygningsværker, hold øjne og ører åbne og verden er fuld af oplevelser. Vi har undret os meget over at det er meget få udenlandske turister vi har set i forhold til tidligere år. Lejrchefen i Farini fortalte at Tyske og Hollandske turister havde svigtet de sidste to år, hvorfor de havde udvidet antallet af fastliggere når der nu alligevel ikke kom rejsende forbi som før i tiden.

Da vi kørte gennem Schweiz på vejen hjem, så vi at campingpladserne var fyldte med hollændere og kom til at tænke på om benzinpriserne er årsagen til at man ikke kører så langt. Med en pris på omkring 10 kr. literen, så er benzinudgiften jo unægtelig en meget stor post, hvis man påtænker at køre 8-10.000 kilometer på en ferie. Jeg har tidligere beskrevet hvorledes italienerne kører og det er nu tid til at komme med en revision. Som beskrevet kørte man meget stærkt på motorvejene i Italien, det gør man ikke mere, der er virkeligt sket meget, siden vi var der sidst for 2 år siden.

Den ændrede trafikmoral kan måske hænge sammen med at politiet er begyndt at køre BMW og at de virkelig stopper mange på motorvejene. Før blev der i vid udstrækning kørt 180 eller mere, nu er man i nærheden af hastighedsgrænsen på de 130 mange steder. På landevejene er det stadig så som så med hastighedsgrænserne, selvom der også her bliver stoppet mange. Jeg har en fornemmelse af, at problemet ligger hos dem der fastsætter grænser de enkelte steder. Når der i forbindelse med et vejarbejde udenfor kørebanen fastsættes en hastighedsgrænse på 10 km/t eller hvis der er fuldt optrukket og 50 km/t på en snorlige bred vej, ja så kan jeg godt forstå at man ikke overholder dette.

Regler i trafikken må i så stor udstrækning som muligt være realistisk, ellers er det meget svært at få folk til at overholde reglerne. Mht. kørsel i Tyskland, så skal man passe meget på hvis man har tænkt sig at udnytte den frie hastighed, som de heldigvis har mange steder. Som nævnt var vi meget tæt på at blive en "plet" på autoværnet pga en lastbil som skiftede bane uden at se sig for. Vi hører senere, at der er røre i Tyskland i øjeblikket, man vil simpelthen gøre det ulovligt for lastbiler at overhale (elefantræs som de kalder det i Tyskland), på de strækninger, hvor der kun er to spor i hver retning pga. sikkerheden.

Det kan jeg kun tilslutte mig. Det virker tyndt at man skal overhale når hastighedsforskellen kun er ganske lille, somme tider varer disse overhalinger med lastbiler adskillige kilometer til gene for al den øvrige trafik. Hele turen blev på 8296 kilometer og vi brugte 870 liter benzin. Bilen nåede på turen at runde 200.000 kilometer, men har opført eksemplarisk hele vejen. Vi er klar til næste ferie, så må vi se hvor den fører os hen? /Martin

↑ Til oversigten