Fredag den 10. februar 2006
Dagen for afrejse til Østrig.
Først en "almindelig arbejdsdag", så hjem og pakke. Vi havde en aftale om at aflevere kattene på pensionen kl. 17.00 og spise aftensmad hos mine forældre i Roskilde inden turen sydover. Vi havde aftalt med Thomas og Evi Thaler, at vi ville komme lørdag morgen omkring kl. 9.00.
Kl. 20.00 har vi spist og begynder nedstigningen gennem Europa. Forhåbentlig når vi Østrig til aftalt tid. Fernando, min kollega i München, har skrevet, at vejret er helt af H... til i Sydtyskland, og at trafikken er brudt helt sammen.
Aldrig før har vi set så megen trafik om natten gennem Tyskland. Det viser sig at være en stor fordel, at vi er startet hjemmefra på en halv tank benzin. Vi er nemlig "ude af takt" med de andre, der skal tanke, og kan derfor køre direkte ind på tankstationerne. "De andre" holder i kø helt ud på motorvejen for at få brændstof.
Vi var meget spændte på, hvordan det ville være at køre med vores nyerhvervede "cigar" i form af en Thule-tagboks. I papirerne anbefaler de, at man ikke kører over 130 km/t, men vi fandt ud af, at 160 var et godt kompromis mellem benzinforbruget og den tiltagende larm fra arrangementet på taget ved højere hastigheder.
Turen går helt fint indtil Ingolstadt, hvor trafikken "fortætter" til en regulær jernstang. Det er tydeligt, at de fleste har Østrig som mål, og 30 km fra grænsen går det hele i stå. Vi vælger at køre fra motorvejen og fortsætte ad almindelige veje, og kl. 8.44 holder vi uden for familien Thalers dør lidt uden for Oberau.
Vi var meget spændte på, hvad det egentlig var, vi havde lejet. Det eneste, vi vidste, var, at det var en lejlighed på 90 m² hos Thomas og Evi Thaler.
Lørdag den 11. februar 2006
Og Evi, som indtil videre er den eneste, vi har mødt, er smaddersød og imødekommende. Og så er der udsigten – den kan dårligt beskrives, så jeg vil lade billederne tale for sig selv.
Efter morgenmaden er det tid til en lur oven på køreturen, så mens jeg snuer et par timer, tager konen og ungerne en omgang Svendborgspil. Efter luren spiser vi frokost for derefter at køre ud og finde et sted at leje skiudstyr. Vi finder en stor gesjæft i nærheden af Itter, og for 400 € er hele familien veludstyret til livet på pisterne.
På vejen tilbage til lejligheden kigger vi ind hos den lokale Spar-købmand og køber lidt østrigsk øl for at smage, hvad der er. Aftensmaden står på lasagne og smagsprøver af øllet. Vi smagte tre forskellige, og lad mig sige det på denne måde: Lad være med at købe det! De kan ikke lave øl i Østrig. Det smager som en tynd Tuborg (som jo i forvejen er rigelig tynd).
Søndag den 12. februar 2006
Første dag på ski. Vi kører ned til en del af området, som har en del "blå" pister, for at få gang i benene igen efter et års pause fra skiløb. Det er altid lidt akavet i starten, selvom vi hurtigt kommer efter det.
En ting, man dog skal vænne sig til her i Østrig i forhold til Sverige, er, at pisterne hurtigt bliver kørt op på grund af de mange mennesker. Sidst på eftermiddagen ligner det hele pukkelpister. Det kræver en del tilvænning, og jeg tog en ordentlig tur, så skiene lå 100 meter længere oppe end jeg, da jeg omsider stoppede.
Frokosten blev indtaget i det fri, hvorefter vi så småt begyndte at begive os hen imod bilen igen. Alt i alt en god dag med høj sol, som slutter med en gang mørbradgryde til hele familien. Estella bagte rug"dimser" til frokosten i stedet for rugbrød (der er ingen rugbrødsform i lejligheden).
Mandag den 13. februar 2006
Tidligt op og bage boller til morgenmaden. Estella havde slået dejen op i aftes. Estella har lidt vrøvl med maven, men vi forsøger med skiløb alligevel. Heldigvis er der rigtig mange restauranter rundt omkring i landskabet, og jeg tror, Estella besøgte dem alle på vores vej :-)
Sidst på formiddagen så vi, hvordan man kan få en firhjulet knallert til at fungere under de østrigske vinterforhold. Jakob var meget imponeret.
Frokosten blev indtaget i læ ved et hus midt på en pist. Solen varmede dejligt, og maden smagte fremragende efter formiddagens skiløb. Uheldigvis for Estella havde maden en yderst uheldig virkning på hendes i forvejen "urolige" mave, og vi måtte hele eftermiddagen tilrettelægge ruten efter, hvor der var toiletter.
Til aften stod menuen på kylling med grøntsager og derudover ris til ungerne. Estellas tilstand var nu så elendig, at hun end ikke kunne spise og gik i seng uden mad.
Tirsdag den 14. februar 2006
Estella er totalt dehydreret og derfor tappet for energi, så vi bliver enige om, at ungerne og jeg tager formiddagen alene på pisterne for derefter at komme "hjem" og indtage frokosten i lejligheden først på eftermiddagen.
Vi er taget af sted uden nøgle til lejligheden i forvisning om, at vi "bare" skulle ringe til Estella, når vi kom tilbage. Så ville hun komme ned og lukke os ind. Goddag mand, økseskaft! Estella var totalt umulig at komme i kontakt med, og vi var ved at gå til, inden det lykkedes at vække hende ...
Resten af dagen gik med hjemlig hygge, spise slik og spille Tips.
Onsdag den 15. februar 2006
Estella er frisk igen, sådan da. Hun må lige have sig en lur på en af de flade passager, før hun er i stand til at fortsætte.
Frokosten er et kapitel for sig. Vi har glemt at medbringe en kniv at smøre med. Nu har vi jo aldrig været rådvilde, så Camillas sygesikringsbevis viser sig at være eminent til at agere kniv i en snæver vending. Læg mærke til, at det er velegnet både til at smøre leverpostejmadder og skære agurk med.
Det er rart, at vi alle er på ski igen, og vi får stået over 30 km på 7 timer og 20 minutter. Vi er totalt færdige, da dagen er omme.
Torsdag den 16. februar 2006
Vi bliver vækket af en gravemaskine, der kører hos genboen, og undrer os. Et nærmere eftersyn i tågen viser, at han er i gang med at bygge en snemand! Dagens temperatur er i øvrigt steget til 4,5 °C, og det regner. Surt show.
Vi benytter det ringe vejr til at køre en tur rundt om hele skiområdet. Da vi kommer tilbage til Oberau, bliver vi enige om at gå ned i byen og besøge et konditori for at få lidt afveksling.
Dagens vejr er i øvrigt meget fascinerende her i bjergene. Skyerne ser ud til kun at "ville være" i dalen under os.
Fredag den 17. februar 2006
Det har sneet i nat, og temperaturen er lige omkring 0 °C. Alt ser lovende ud, så vi tager ud på pisterne. Vejret er perfekt og udsigten fantastisk. Vi får også et lille indblik i dyrelivet, da vi til stor undren møder en kanin i nærheden af en lift.
Hohe Salve er områdets højeste punkt med sine 1.830 meter, og det er en stor oplevelse at se ud over Østrig herfra.
Til frokost vælger vi i dag at spise på en af de mange restauranter. Det er rigtig rart med noget varmt midt på dagen, og vi fortsætter vores færd rundt i området, varme og mætte.
Vi har på turen indtil nu været forskånet for de store skader, men på vejen ned til bilen efter endt dag slår jeg en kolbøtte med 180 km i timen (næsten) og bukker et par ribben. Sneen nede i dalen er "svampet" og har konsistens som tyk havregrød på grund af den højere temperatur her.
Jeg ramte kun en lille snedynge, som jeg ikke så med vand i øjnene på grund af den voldsomme fart, og så var skiene afmonteret, og jeg fortsatte på r.. og albuer. Dem, der har prøvet at bukke ribben, ved, hvor smertefuldt det er. Ærgerligt, at det skulle ske på den næstsidste dag. (Men man kan lade være med at have sine nøgler i brystlommen, når man skal lege stuntman, som om man var en anden David Owe).
På vejen tilbage til Oberau så vi en flok paraglidere på vej ned. Vi stoppede op og fik en kop varm kaffe, mens vi nød opvisningen.
Den aften lagde vi os til at sove, trætte og med et bredt smil. Det havde været en rigtig god dag.
Lørdag den 18. februar 2006
Sidste feriedag.
Sidst på dagen møder vi en hel sværm pistemaskiner, som skal op og rydde op efter turisternes hærgen.
Pakke sig ud af skitøjet, aflevere udstyr og så nordpå. Vi har en plan om at spise på et hyggeligt Gasthaus i Østrig, inden vi når den tyske grænse. Det lykkes ikke at finde noget interessant, og vi ender med at køre ind i Garching, som jeg kender godt fra mit arbejde på stedet. Her får vi et fremragende italiensk måltid.
Estella og ungerne kravler i soveposerne, og så starter turen hjemover.
Søndag den 19. februar 2006
Turen gennem Tyskland er lidt anstrengende med meget tåge, men uden de store sindsoprivende begivenheder. Vi når til Roskilde efter 8½ time og spiser den traditionelle morgenmad hos mine forældre.
Efter morgenmaden kører vi hjem og læsser af, hvorefter jeg kravler i seng for at få et par timer på øjet, mens Estella og børnene henter vores katte.
I morgen er det igen arbejdsdag, og der er et helt år til næste skiferie ...
Efterskrift
En meget vellykket skiferie. Det er første gang, at de fleste af os har været på ski i Alperne, men absolut ikke den sidste. Endnu en gang var vi forskånet for de store problemer. En gang tynd mave og mine bukkede ribben er det eneste, og det er så absolut til at leve med.
Vi er enige om, at det ikke er sidste gang, vi besøger Evi og Thomas Thaler i Oberau. Faktisk har vi booket lejligheden igen i sommerferien og igen næste år i uge 7.
Som skisportsområde kan området omkring Hohe Salve klart anbefales. Her er pister for enhver smag. Området har 250 km pister fordelt på 108 km blå, 120 km røde samt 22 km sorte. Området er dækket af 93 lifter, hvilket gør det nemt at komme rundt.
På de tidligere skiferier til Sverige har vi forberedt mad hjemmefra for at gøre det nemt, når vi kom trætte hjem efter en dag på ski. Det har selvfølgelig betydet, at vi skulle have alt med hjemmefra med det besvær, det nu gav. I Østrig er prisniveauet dog af en sådan karakter, at det slet ikke kan betale sig. Fremover vil vi købe ind lokalt, og tidsmæssigt er det ikke meget, vi sparer.