Sommerferie 2008

28. juni – 11. juli · Polen, Slovakiet og Tjekkiet

← Tilbage til ferieoversigten

Forord

Italien igen? Næææhh, ikke i år. Estella har de senere år arbejdet en del i Ostrava i Tjekkiet og sidste år var hun udstationeret hele 5 uger i træk, Det er det der har givet blod på tanden for at opleve lidt af det gamle Østeuropa. Børnene og jeg har kun været i Prag en forlænget weekend i forbindelse med Estellas ophold men vi synes alle at det er værd at prøve.

Tjekkerne er et meget stolt folkefærd og de har en lang historie, så de har virkelig meget at byde på, hvis vi ellers er i stand til at finde det.

Vi er blevet enige om at starte med at køre til Krakow i Polen, fortsætte til Tatrabjergene, set fra Slovakiet, tage ophold Ostrava indtil søndag den 6. Juli, derefter er det lidt hen i det uvisse, udover at vi skal være hjemme igen fredag den 11. Juli. Vi har lejet en lejlighed i Krakow for to overnatninger og et hotel i Ostrava for tre overnatninger, resten er op til os og vores humør.

Grunden til at vi vælger at starte i Krakow er at vi har et ønske om at se Auschwitz. De der har læst vores tidligere dagbøger fra henholdsvis 2005 og 2006, ved at vi tidligere har oplevet Monte Cassino og Dachau i et beskedent forsøg på at minde vores børn og ikke mindst os selv hvor godt vi i grunden har det i vores del af verden. Samtidig giver det et enestående indtryk af at frihed til at vælge og selv bestemme ikke nødvendigvis er en menneskeret.

Vi vælger at køre om dagen af flere grunde. For det første kender vi ikke vejene og for det andet er turen ikke er længere end at det ikke rigtigt kan betale sig at køre om natten, da vi ellers vil ankomme før en vis herre får sko på.

Som altid, fristes man til at skrive, skal vores katte tilbringe deres ferie væk fra familien i kattepension hos Frans og Dorte i Over Dråby.

Fredag aften afleveres katte, bilen rengøres (den har den forløbne uge været brugt til at køre jord i og det kan ses) og der pakkes så alt er klart til lørdag morgen tidligt til den planlagte nedstigning gennem Europa.

Vær opmærksom på at alle billeder, kort m.m. Er til at "klikke" på så de kommer op i en mere interessant størrelse.

/Martin

↑ Til oversigten

Lørdag den 28. juni

Vækkeuret ringer kl. 04:00 og vi springer ikke ligefrem ud af sengen. Der går lige et øjeblik før det går op for os at det ikke er en almindelig hverdag og vi ikke bare kan blive liggende og høre radioavis et par gange, som vi plejer, før vi står op.

Vi får taget os sammen, spist lidt morgenmad sammen alle fire, samlet de sidste småting og kl. 04:45 triller vi af sted fra hjemmet med næsen mod Polen.

Vi vælger igen denne gang at køre over Storebælt for at undgå de andre ferierende danskere. Der er meget lidt trafik så det tager kun godt tre timer før vi når Hamburg. Vi render ind i lidt trafik da vi følger 1'eren et stykke mod Puttgarden, men vi skal jo mod Berlin og så er der igen næsten mennesketomt. Vi bliver derimod mødt af et massivt regnvejr. Fra Sønderjylland og til midt mellem Hamburg og Berlin, regner det, som vi sjældent har oplevet.

Kort før den polske grænse spiser vi frokost på en lille tysk café, Café Ricter. Da vi når grænsen møder os en vej som vi aldrig havde drømt om (dette er ikke positivt). Mange klager over de danske veje, men her er vi virkelig nervøse for bilen og vores helbred. Her møder os en vej som er så hullet og bulet at det vil være en fordel at køre i et ottehjulet køretøj med fortid i militæret, selv lastbilerne er ved at falde af vejen ved 70 km/t.

Det undrer os i øvrigt at det tilsyneladende er tilladt at sætte boder op langs motorvejen på trods af at der ikke er nogen afkørsler. Der sælges alt fra blåbær til store mængder havenisser, og folk stopper bare op (der er ikke noget krybespor).

På trods af de meget rystede billeder (her kunne kameraets billedstabilisering ikke matche vejens beskaffenhed) kan man godt fornemme at der gror ukrudt midt på motorvejen og boderne langs vejen. Man skal virkelig holde tungen lige i munden her!

Heldigvis bliver vejen bedre efter små 100 km og så kan man køre hvad man må uden risiko for bil eller passagerer. Kl. 18:00, efter 1372 km kører vi ind i Krakow, Estella ringer til Anna som vi har lejet lejligheden af, og kl. 18:15 er vores oppakning båret op og vi skal finde parkering til bilen.

Vi var på forhånd imod at den bare stod på gaden i denne storby, så vi finder en sikker parkering med 24 timers opsyn i 10 minutters gåafstand fra lejligheden, det koster 40 "penge" i døgnet (ca. 92 kr.).

Lejligheden er et helt kapitel for sig selv. Det må have været en herskabslejlighed fra sovjettiden og man har sikkert skulle være medlem af politbureauet for at kunne bo så fornemt og med så fin udsigt som det fremgår af de sidste to billeder: Samt et spytkast fra det gamle by centrum. Prisen for alt denne herlighed er små 600 sloty for 2 overnatninger ~ 1500 kr.

Vi går ned i Krakows gamle bydel og spiser på torvet.

Hestevognene er der mange af og de er hyper moderne med skivebremser og det hele:

Efter maden og en lille tur rundt er vi ved at være godt trætte og trasker tilbage til lejligheden og går til ro. I morgen skal vi være friske til lidt sightseeing.

/Martin

↑ Til oversigten

Søndag den 29. juni

Vi står op kl. 09:00, ikke alle har sovet lige godt. For det første knirker vore seng meget voldsomt bare man tænker på at vende sig og så er vi forbavsede over hvor tidligt der kom trafik i Krakows gader, det var ikke engang lyst da det startede. Sengen kunne vi forstå da vi løftede madrassen! Her er ikke noget med en elegant løsning med lamelbund som i DK, her er det tale om en metalrist. Vi har aldrig set noget lignende:

Morgenmaden blev indtaget på torvet kl. 10:30, jeg fik traditionel polsk, resten spiste engelsk morgenmad.

Midt på torvet er der en gammel torvehal med en masse boder der sælger alverdens souvenir, vi går lige en tur igennem men køber ikke noget. Priserne er ellers yderst rimelige men der er ikke lige noget vi står og mangler.

Efter maden gik vi en tur rundt, det var meningen at ville besøge den jødiske del af byen, se det jødiske museum inden vi kørte ud til Auschwitz og Birkenau. Når man går rundt i Krakow møder man mange forskellige gademusikanter, her er nogle få eksempler:

Vi undrede os over hvor mange kirker der er i byen og vi var inde i en enkelt på vores vej. Polakkerne er tilsyneladende meget troende, mange sad og bad og i det hele taget var kirken usædvanligt velbesøgt. Trinnene på billedet til højre vidner også om en vis travlhed:

Vi nåede ned i det jødiske kvarter og her er stadig en rest hegn tilbage fra dengang denne bydel var adskilt fra resten af Krakow. Museet kunne vi ikke komme til at se da der var et arrangement som varede til kl. 17:00, derefter ville der være åbent for offentligheden. På vejen tilbage til bilen gik vi forbi byens borg med den "berømte" drage.

Vi kørte mod Oświęcim valgte at tage Birkenau (Auschwitz II) som ingen af os havde set før. Det er virkeligt skræmmende så stort området er. Mange træbarakker er væk men det er tydeligt at se hvor mange der har været, fundamentet er bibeholdt. Oprindeligt startede man med at opføre huse i mursten men efterhånden kunne man ikke følge med og man fortsatte i træ i stedet for.

I hver barak boede 400. Der er vel ikke så meget mere at sige - vi vil lade billederne tale for sig selv.

Auschwitz så vi bagefter. Denne lejr var den første her i området og det var da den blev for lille at man opførte Auschwitz II (Birkenau) og senere Auschwitz III. Auschwitz har på mange måder været den lejr hvor man "udviklede" alle de bestialske måder at slå folk ihjel på, ikke noget jeg vil komme ind på her, det er så godt dokumenteret at man kan læse om det andetsteds, hvis man skulle have den interesse.

Tilsammen kostede de 4 koncentrationslejre her i området omkring 1 million mennesker livet (nogle steder står der 1½). Umiddelbart ser Auschwitz helt hyggelig ud når man går gennem porten men efterhånden som man kommer rundt og ser de forskellige udstillinger, så går hyggen ligesom af og tilbage står man med en undren over hvordan man kan finde på at behandle andre mennesker sådan, uanset tro, race eller noget helt tredje, det er ganske enkelt ufatteligt.

Til forskel fra alle de ulykkelige skæbner kunne vi heldigvis frit forlade stedet igen.

På vejen tilbage til Krakow kører vi forbi den fabrik Oskar Schindler drev under krigen og som har æren for at omkring 1200 reddede livet. Der er ikke meget at se så vi kørte til det jødiske museum som nu var åbent for offentligheden igen.

Tilbage på parkeringspladsen afleverer vi bilen for natten, godt mætte af dagens oplevelser, beslutter vi at gå på Krakows torv og spise dagens aftensmad i den lune aften. Vi vælger denne gang en restaurant som drives helt og holdent af studerende fra byen. Maden er mere "autentisk" polsk end i går og vi bliver godt mætte.

Da vi gik fra parkeringspladsen havde vi set at der var sat storskærm op til den forestående finale i EM og det kunne Estella godt tænke sig at se. Vi hentede vores campingstole i bilen og satte os til at se bold. Foran os sad et ungt par på to taburetter som viste sig at være danskere på interrail. Vi fik en sludder i pausen om hvor de skulle hen osv.

Vi havde været lidt spændte på hvem polakkerne ville holde med men det var MEGET tydeligt at det IKKE var tyskerne! Set i lyset af dagens oplevelser i Auschwitz så er der vel heller ikke noget at sige til at de kan have et lidt anstrengt forhold til tyskere i al almindelighed (selvom vi nu synes at det er på tide at lægge gammelt nag på hylden).

Midt under kampen kunne en flok tyskere også godt se at deres begejstring for deres hold ikke animerede til udelt begejstring blandt polakkerne, så de valgte at fortrække.

Vi var tilbage i lejligheden kl. 23:00 og gik trætte til ro. I morgen er det flyttedag.

/Martin

↑ Til oversigten

Mandag den 30. juni

Pakke sammen og gøre klar til at forlade lejligheden. Da hele herligheden lå i gangen gik vi ned på det gamle torv en sidste gang og indtog morgenmaden, hvorefter bilen blev hentet, pakket og vi forlod Krakow og satte kurs mod Wieliczka med den meget berømte saltmine.

Saltminen er en meget stor oplevelse. Turen er omkring 2 km lang og man er under jorden i mellem to og tre timer. Hele minen strækker sig over 240 km Der er flere meget store sale i minen og den mest spektakulære indeholder et kapel som to brødre har lavet over en periode på 30 år. Alt her er håndlavet i salt, skulpturer, lysekroner m.m. Det er meget flot lavet.

Nede i minen har de i vid udstrækning benyttet sig af heste som arbejdskraft. For ikke at skulle have dem op og ned hele tiden, så tilbragte de næsten hele deres liv her i mørket, først når de gik på aftægt kom de op, velsagtens for at blive slagtet selvom guiden sagde noget andet. Det virker lidt for utroligt hvis hestene kom op og blev pensioneret og bare fik lov at gå rundt og æde til de døde af sig selv, det er et smukt billede men vel næppe særligt sandsynligt.

På turen rundt så vi også hvordan man i læderspande og med simple pumper, drevet med håndkraft, holdt minen tør. Guiden fortalte om en fatal "læk" de havde haft på et tidspunkt hvor 20.000 liter vand fossede ud i minuttet, det havde man på daværende tidspunkt ikke mange chancer imod.

Minen er en stor oplevelse selvom man går med den fornemmelse at det er for pænt og poleret til at det er helt troværdigt. Alle gange er brede højloftede korridorer og det er svært at forestille sig at det var virkelighed da minen stadig producerede salt.

Mennesker blev ikke regnet for ret meget i 17–1800 tallet og det ville være underligt hvis man her, imodsætning til andre miner fra den tid, skulle have behandlet mennesker og dyr ordentligt. Det er en sød historie, men næppe sandsynlig.

Da vi kom op af jorden var det trukket op til regnvejr og vi satte kurs mod Tatrabjergene. Vi var blevet enige om at blive på den polske side for at undgå at skulle veksle til alt for mange valutaer, men da vi havde ledt efter et hotel et stykke tid blev vi enige om at køre om på den slovakiske side og prøve lykken der.

Der var flere grunde til det; bjergene er fortrinsvis dækket af skov på den polske side så man ikke kan se ret meget, og hoteller og pensionater er meget koncentrerede omkring byen Zakopane.

En ting vi bemærker da vi kører over grænsen til Slovakiet er det pludselige skift i vejens beskaffenhed. Vejene er betydeligt bedre i Slovakiet, nærmest italienske tilstande. Når man ser ulykkesstatistikkerne fra de forskellige lande, så forekommer det mig at Polen ligger relativt højt, det kan vi godt forstå.

Polakkerne kører vældig pænt, men når vejen er af en sådan beskaffenhed at man har mere opmærksomhed på vejbanen end på sine medtrafikanter, så skal det altså gå galt. Ingen tvivl om at bedre belægning ville kunne spare mange ulykker i Polen.

Vi oplever dog kun et enkelt uheld i Polen, det er en lastbil der tilsyneladende er blevet ramt i et sving af en modkørende og derved har lagt sig på siden i grøften. Heldigvis er der en bjergvæg den kan "læne" sig op af, så den ikke vælter helt. Det giver en del forsinkelse inden de får fjernet synderen, så vi kan passere ulykkesstedet.

Vi kører lidt rundt, spørger her og der og ender til sidst på "Hotel Hubert" på en bjergskråning med udsigt over dalen. Her er alt hvad hjertet begærer; ponyer, kaniner, et vortesvin, fasaner, sorte svaner, geder, beach volley bane, indendørs og udendørs tennis, pool i kælderen, fedtnisserum, billard, bordfodbold, bar og meget mere. Vi pakker ud og går ned i hotellets restaurant og får en bid mad. Priserne er yderst rimelige når man tænker på hvor fint hotellet er.

Efter maden spilles der en gang billard inden vi tøffer til køjs og sover som sten.

/Martin

↑ Til oversigten

Tirsdag den 1. juli

Op kl. 7, vække børn kl. 8 og spise morgenmad. I dag går turen til Tatrabjergene for at se om det er muligt at få en travetur på bjerget. Vi kører først en tur til Poprad for at købe lidt drikkelse. Vi finder et MEGA Tesco center hvor vi køber "dansk" vand og almindeligt vand.

En ting, vi lægger mærke til, er at der bygges veje alle vegne, her er virkelig gang i udbygningen af infrastrukturen. I Polen skete stort set intet af den slags og de veje der allerede var der fik lov at forfalde, det er helt utroligt at der er så stor forskel.

Efter en tur rundt ender vi ved en lift som har forbindelse op til den højeste top i Tatrabjergene ved navn Lomnický štít, så vi er ikke sene til at løse billet. Kabinen på det første stykke vækker minder, det er nøjagtig samme type som den vi kører med i Østrig når vi er på skiferie:-).

Fra mellemstationen og til toppen har meget begrænset kapacitet så vi skal vente til kl. 13:10 før vi kan komme helt op. Vi bruger tiden (1½ time) til at gå rundt om en lille sø, spise lidt suppe og få en kop "et eller andet*" i ventetiden.

Kl. 13:10 stiger vi ind i den meget lille kabine sammen med 10–12 andre turister og opstigningen starter. Her skal man ikke lide af højde eller fobier for små rum for vi står som sild i en tønde og der er meget langt ned. Det første stykke kan vi se men så svæver vi op i skyerne og alt bliver hvidt. Desværre kommer vi ikke så højt op at vi når gennem skyerne men er midt i dem.

Det er ikke overvældende meget vi kan se men det er da til at fornemme at vi befinder os på en meget stejl og forrevet top. Stationen her indeholder udover en lille bar, også et observatorium.

Observatoriet er bygget i 1936 og der hænger billeder rundt omkring fra dengang man byggede det. Alene at bygge noget, sådan et sted kræver en del og når man så tænker på den tid det blev gjort i så er det kun endnu mere uforståeligt. Vi befinder os i skyerne en lille time før turen går ned igen.

Den nederste lift er i stykker så vi kan kun komme ned til en mellemstation hvorfra vi må finde alternativ transport. Jeg vælger at gå, Kira og Estella tager en "trehjulet liggecykel" uden pedaler og Jakob tager et løbehjul.

På vejen tilbage til vores Hotel kører vi lige forbi et par gamle hoteller fra sovjettiden hvor Estella var på konference sidste år. Man kan ikke sige andet end at man dengang tog betons kvaliteter til sig, mage til trøstesløse betonkasser skal man lede efter.

Halvvejs tilbage bliver vi stoppet af politiet, de vinker simpelt hen alt ind og vil se kørekort og bilens papirer. Kørekortet siger den flinke betjent ikke noget til, men en registreringsattest har han vist ikke set før; hvad er det spørger han. Jeg får forklaret at det er en dansk registreringsattest og så er han glad og vi kører hjem til hotellet.

Det har i øvrigt været overraskende så meget politi der er alle vegne, både her og i Polen. Der kan være flere forklaringer men på os virker det da betryggende at de er så meget om sig, det må alt andet lige være til gavn for sikkerheden at de er så synlige i gadebilledet.

Tilbage på hotellet bestiller vi den udendørs tennisbane til kl. 17:00 og to ponyer til i morgen kl. 09:00. Ingen af os har spillet tennis før og det er ret morsomt, det er faktisk meget svært og vi hygger os meget med det.

Efter tennis går Estella og ungerne ned i poolen under hotellet og bader mens jeg vælger at skrive lidt dagbog og tage et tiltrængt bad inden aftensmaden.

Under dagbogsskrivningen ringede de fra receptionen, de (hun) havde lavet en fejl med hensyn til ponyer i morgen, de var allerede bookede så jeg gik ned og talte med hende. Først undskyldte hun mange gange, så takkede hun for at jeg kom derned, man var helt flov over denne høflighed. Vi blev enige om at hvis det er muligt så ville hun booke til torsdag kl. 9 i stedet for.

Aftensmaden blev indtaget på en lille restaurant "U Tinkera" som ligger lige ved hotellet (ejet af hotellet). Stedet er opkaldt efter deres heste (ponyer) som er af racen Irsk Tinker, en ret stor pony med kraftige ben og store sort-hvide aftegninger. Stedet er meget hyggeligt med en stor åben grill midt i restauranten hvor kødet bliver tilberedt.

Maden var meget fin og prisen yderst rimelig, fx koster ½ liter øl 11 kr. Vi bestilte bord til i morgen samt 1 kg lam til grillen. De tilbød flere forskellige retter som man skulle bestille dagen før, man kan fx bestille et helt halvt lam hvis man er mange til mad. Vi gik til køjs kl. 10

/Martin

*"et eller andet" dækker over kaffe, te, kakao, caffè latte eller andet drikkeligt.

↑ Til oversigten

Onsdag den 2. juli

Kl. 7 får vi igen øjne og kl. Godt 8 trasker vi ned og får en bid morgenmad. Efter maden går vi ned og ser ponyerne blive sadlet op inden vi kører op til den bjergbane hvor vi kan komme op på bjerget.

Vi starter ud i ca. 1200m højde og går først efter en masse vandfald som er her i denne kløft.

Der er ikke noget så beroligende som vand der løber. Ved frokosttid ender vi ved en hytte med restaurant. Kira og Estella får gullash med dumplings, Jakob noget oste-pasta-et-eller-andet med bacon på toppen og jeg får en gang sauerkraut suppe og en gang kartoffelkugler med skinke og sauerkraut. Jakob kan ikke lide sit og får lidt dumplings af Estella.

Ned af bjerget vælger vi en anden rute og da vi er tilbage ved bilen har vi tilbagelagt omkring 10 km på bjerget og er godt møre i benene. Estella fortæller at der var en storm for et par år siden som raserede en meget stor del af skoven, det er tydeligt at det ikke er gået stille af. Mange steder er de også stadig i gang med at rydde op i væltede træer.

På turen tilbage til vores hotel kører vi lige en tur ned i en lille landsby ved navn Gerlachov tæt ved hotellet bare for at se hvordan sådan en ser ud. Det er en meget hyggelig by med 40–50 huse, en lille kirke og så ellers noget der ligner et russisk kollektiv landbrug. På taget af en længe er der en enorm storkerede med storke, unger og det hele, et sjældent syn i Danmark efterhånden. (red, der er ingen ynglende storke i Danmark i år)

Tilbage på hotellet tager Estella sig en lur, Kira og Jakob går i poolen og undertegnede pusler med dagbogen.

Kl. 20 møder vi op til vores bestilte lam. Maden er fremragende og vi er rigtigt godt mætte da vi forlader "U Tinkera". Tilbage på hotellet spiser vi en is inden vi går til ro, i morgen er det flyttedag.

/Martin

↑ Til oversigten

Torsdag den 3. juli

Sammenpakning, morgenmad og klar til at Kira og Estella kunne hjælpe med ponyerne kl. 08:30. Manden der hentede dem havde taget en tinker og en alm pony. Estella spurgte om de ikke kunne få lov til at ride to tinker i stedet for, men han sagde at Mary kun var for gode ryttere. Estella forklarede at hun havde redet i 15 år og så fik de to tinker ponyer:-)

Det viste sig at manden havde ret, Mary skulle have en rutineret rytter. Idet Estella ramte sadlen steppede hun sidelæns - hun glædede sig til endelig at komme med på tur.:-) Det var tydeligt at de mest blev brugt til trækketure. Men både Kira og Estella gav dem en ordentlig spadseretur. De var godt svedige og trætte efter turen.

Efter rideturen fik de sig lige et bad og betalte inden vi kørte mod Tjekkiet. Det kostede 700 SKK for to heste i en time (ca. 175 kr.)

På vej ud af Slovakiet stødte vi på flere små motorvejsstumper som er under opførelse, vi tænkte ikke nærmere over det andet end vi benyttede dem når de nu var der. Vi var ikke klar over at man skulle have vignette for at køre på disse usammenhængende stumper, men det var der et par flinke betjente i en sort Audi RS4 der så venligt gjorde os opmærksomme på.

Det koster 10X vignettens pris at glemme denne, 2000 SKK (ca. 500 kr.) som vi ikke havde, da vi jo var på vej ud af landet. Flinke som de var fulgte de os til en bankomat så vi kunne hæve den nødvendige valuta. Efterfølgende fulgte de os på vej igen, ad den vej vi ellers ikke måtte køre på uden vignetten, men nu havde vi vel også betalt?

Da de drejede af og vi kørte udenom, hilste vi pænt.

Mellem byerne Martin og Žilina faldt vi lige over en ECCO fabrik med et lille outlet, det kunne vi ikke stå for. Hele familien fik sko til ca. 1/3 af prisen i DK.

Vel inde i Tjekkiet kørte vi ind i Roznov og fik en bid mad. Lige da vi skulle til at forlade stedet landede et par danskere og vi sagde lige hej inden vi kørte.

I Roznov ligger et lille frilandsmuseum som er værd at bruge et par timer på. Udenfor museet stod en gammel Tatra som lige så godt kunne være en del af museet, den måtte vi simpelt hen forevige, nyd dette køretøj, dem er der ikke mange tilbage af i trafikken:

Museet er delt af vejen, på den ene side ligger en del vandmøller som har haft forskellige anvendelser såsom smedje, melfremstilling, klædesfremstilling, savværk m.m. Denne del af museet må man ikke selv traske rundt i da man kan komme galt af sted så vi bliver udstyret med en guide som får den sjældne ære at betjene os på engelsk. Hun er vældig sød og vi har hende helt for os selv og vi hjælper i det omfang vi kan, engelsk er helt klart ikke det de bruger mest her.

På den anden side af vejen ligger en del gamle huse man kan gå rundt i. Der er også flere steder man kan købe forskellige ting såsom slivovic, honninglikør, brød, tærter m.m. Der er også en lille restaurant hvor man kan købe "gammel mad", mad som det var "dengang". Læg mærke til billedet nederst til højre, det er et bistade!

Efter dette kulturelle indslag var det så småt tid til at finde vores bookede hotel. Jiri (udtales jichi), Estellas kollega i Ostrava, har været behjælpelig med bookningen og har fundet et lille hotel på toppen af et bjerg som huser skisportsturister om vinteren. Vi har lidt bøvl med at finde det.

Først kører vimod Ostrava og finder godt nok et skilt til Pustevny som området hedder, kører op af bjerget men er i tvivl da alle veje er afmærkede med al kørsel forbudt. Estella spørger en mand ved en lift om han ved hvor hotellet ligger. Ja, ja; det ligger lige oppe for enden af den lift han står ved, vi kan bare tage den. Hmmm, hvad med vejen vi holder på?

Næ, den er lukket, vi skal hele vejen udenom bjerget for at komme helt op. Han har uden tvivl grinet godt da vi vendte om og kørte de næsten 40 km udenom. Vejen er IKKE lukket kunne vi senere konstatere, selvom der står al indkørsel forbudt, så kører de selv på vejen og det gør vi så også!

hotellet er meget specielt, en træhytte malet på den mest kunstfærdige måde. Man har det lidt som i eventyret "Hans og Grete", her er heksens hus bare ikke lavet af pandekager men lige så indbydende, nu mangler vi bare at en heks dukker op.

Aftensmaden bliver indtaget på restauranten lige ved siden af som hører til. Hver en suppe til forret og et stort fad med forskellig kød plus tilbehør til hovedret. Inc. Øl og vand blev det i omegnen af 250 kr.

Efter maden tager vi et spil tips inden vi går i seng.

/Martin

↑ Til oversigten

Fredag den 4. juli

I dag vågnede vi til et voldsomt regnvejr. Når man kiggede ud havde man næsten ikke lyst til at stå op. Nå, vi har et hårdt program så der er ingen kære mor her, kl. 08:00 sidder vi ved morgenbordet og nyder morgenmaden.

Efter morgenmaden kører vi til Ostrava for at besøge Ropers kontor og laboratorium, som ligger i forbindelse med Ostravas universitet, på samme måde som vi har "CAT" centre i Danmark ( C enter for A vanceret T eknologi) og hilse på Estellas kollegaer og medarbejdere. Vi hilser på Ken og bliver enig med ham om at vi skal ud og spise sammen om aftenen.

Ude i hall'en hænger en mandlig figur på hovedet under trappen, et symbol vi vælger at tolke som "innovation"

Fra kontoret går vi gennem et utal af gange på universitetet inden vi når til laboratoriet. Gangene er udpræget "russiske" af udseende, kedelige med mørke trædøre. Ikke at de adskiller sig meget fra det jeg har set på Forschnungscentrum i Garsching men man har vel sine fordomme:-)

På laboratoriet møder vi først Barbara og en studerende, senere kommer Martina og Marketa efter de har spist frokost. Vi får en hyggelig snak og Martina inviterer os til grill hos hendes forældre sammen med hendes søster og svoger i morgen kl. 16:00, det bliver helt sikkert rigtigt hyggeligt.

Vi får en snak om hvordan vores danske lyder i tjekkernes ører og Martina siger at det lyder lige som når man gurgler hals. Jeg forsøger en forklaring på deres indviklede sprog med at de har en ekstra muskel i halsen for at kunne forme de mærkelige ord, den hopper de ikke på, men vi griner meget.

På vejen tilbage til bilen så vi hvordan vejen er overmalet overalt udenfor den gamle hovedindgang til universitetet, en tradition de studerende har når de er færdige med deres uddannelse.

Efter universitetet kører vi til Ostrava centrum for at kigge lidt på butikker og finde lidt frokost. Vi stikker også lige hovedet ind på museet men de forklarer at det kun er nogle fotosessions der er udstillet og ikke noget historisk om byen, så vi vælger at gå igen. I kælderen under museet ligger en lille Café hvor vi indtager vores frokost.

Da vi kom ud igen var det stort set holdt op med at regne og vi blev enige om at besøge kulminen "Hornickié" i Landek park i udkanten af byen. Da vi kom derud begyndte det så småt at regne igen og der var ingen mennesker, så vi regnede ikke med at vi kunne få en rundvisning, så vi gik bare en runde.

Da vi kom op til minen så det godt nok ud til at der var åbent alligevel og vi smuttede ned og købte billetter. Vi fik først en rundvisning på museet inden vi skulle ned i selve minen. Her i Ostrava er der spor fra mammutjægere som allerede for 20.000 år siden har brugt stenkul til at grille deres kød over, det er det tidligste bevis på brug af kul overhovedet på jorden.

Museet indeholdt også en del modeller som viste de forskellige redskaber som er blevet brugt i forbindelse med minedrift gennem de sidste 200 år.

Da vi gik rundt på udstillingen kunne vi ikke lade være med at grine. Alt stor på Tjekkisk, alle guider talte kun Tjekkisk men en ting forstod vi; denne gule kasse er efter teksten at dømme "et aggregat", vi ved ikke hvilket, men i selve minen så vi "aggregatet" i fuld størrelse:

Nede i minen var der lavet en hel udstilling omkring hvordan man brød kullet fra starten og til den dag man stoppede udvindingen her, det skete i 1992 da kulprisen var faldet så meget at det ikke længere kunne betale sig. Desværre var der nogle kloge hovedet der havde fundet på at minen skulle oversvømmes med vand og støbes til.

Uheldigvis betød denne beslutning at det ikke har været muligt at åbne minen igen da prisen atter steg, da minen er blevet ustabil pga. Vandets indtrængen i de forskellige lag i undergrunden. Hele udstillingen er meget fint lavet og man lades ikke i tvivl om hvor hårdt det har været at være minearbejder i disse kulminer - hverken i gamle dage eller i nutiden.

Udstillingen står i skarp kontrast til det lidt glorificerede billede vi fik i saltminen i Polen i begyndelsen af ugen.

Efter minebesøget havde vi lige 1½ time inden vi skulle møde Ken og Birgit ved deres hus, så vi valgte at køre i Futurum, et storcenter og få klippet børnene. De kom til med det samme, 10 min efter var de begge klippet og vi var lettet for 330 CZK. (ca. 110 kr.)

Ken og Birgit ventede ude foran huset da vi ankom og var ved at trætte deres tre hunde inden vi skulle af sted. Ken kørte foran og vi trillede bare bagefter. Vi fulgtes til restauranten Zámek Zábřeh (Zábřehs slot) hvor Ken havde bestilt bord til os. Da vi steg ud måtte han lige høre hvad det var vi kørte i, han indrømme at have forsøgt at hægte os af på vejen, hvilket vi havde knapt opdaget:-)

Det var et meget hyggeligt sted med rustninger og alt muligt og vi sad på 1. Sal med fritlagte bjælker og hanebånd. Vi fik et overdådigt måltid og er både trætte og mætte da vi skilles efter en rigtig hyggelig aften, og vi 4 kører den lille time det tager at komme tilbage til vores hotel.

Vi hopper i "kassen" omkring kl. 23

/Martin

↑ Til oversigten

Lørdag den 5. juli

Kl. 8:00 bliver vi vækket af Estellas telefon, vi skal have lidt morgenmad. Vi gør store øjne da vi kigger ud, der er et leben med boder, hoppeslot og jeg ved ikke hvad langs vejen. Da vi kom hjem i aftes var her helt tomt omend der boede flere på hotellet end da vi kom. Efter morgenmaden går vi en tur og kigger på alt det de vil sælge og det er ikke småting. Der er også en del madvarer og vi bliver enige om at finde vores frokost blandt disse boder når tiden nærmer sig.

I den anden ende er der en folkevandring op ad bjerget og vi følger efter for at se hvad folk render efter. Vi havde fået at vide i forvejen at "Radegast" skulle stå her et eller andet sted og nu får vi ham så at se i fuld figur. Radegast en en slags hedensk guddom.

Inden frokost tager vi lige et spil tips på hotelværelset før vi går ud og fouragerer. Frokosten kommer til at bestå af to slags pølser, nogle kartoffelpandekager samt noget "friturestegt brød med ost og ketchup".

Efter frokosten tager vi (Estella) en lur inden vi skal besøge Martina og hendes forældre. Tiden løb fra os og lige pludselig havde vi meget travlt med at komme af sted. Martina stod ved lågen og ventede da vi kom. Det var den helt stor velkomst, vi hilste på bedstefar som er 79 år, Martinas forældre, hendes søster og svoger.

Indenfor blev der serveret kaffe og kage og så gik snakken ellers. Der er ikke de steder vi ikke skal besøge før vi forlader Tjekkiet igen. Aftensmaden er traditionel Tjekkisk med stegt kylling, svineknæ, forskellige oste, brød, gulerødder, kålrabi og tomater fra egen have. Vi er godt mætte da vi forlader bordet.

Efter maden går vi en tur rundt i haven og ser på alle deres urtesager inden vi går en tur på en af byens 4 pub´s (der er 1500 indbyggere i Jistebník) for at børnene kan få en is og de voksne en Radegast (også en øl). På vej til pub´en kom vi forbi det lokale brandvæsen som drives af frivillige på samme måde som i Sønderjylland.

De fortalte om hvordan brandvæsenet en gang var mødt op til en brand men havde glemt at fylde tanken på brandbilen, der stod de så og kiggede på bål uden at have noget at slukke med, der havde ikke været brande i byen siden:-)

Det er utroligt hyggeligt og vi kommer til at snakke om alle de omvæltninger Tjekkiet har været ude for siden 2. Verdenskrig. Lige ved pubben ligger 13 Ha jord som familien har fået tilbage efter revolutionen i 1989 hvor kommunismen (og russerne) blev afløst af demokrati efter vestlig model.

Det var meget interessant at høre historien fra folk som vitterlig har oplevet disse perioder i Tjekkiets historie og ikke bare det vi er blevet fodret med i vesten. Som Martinas søster sagde; så var det ikke kun af det onde med kommunismen, faktisk havde det været en tid hvor misundelse ikke havde eksisteret, alle var lige, alle gik i det samme tøj og alle havde et job.

I dag er der omkring 9% arbejdsløse og på trods af dette er det næsten umuligt at finde kvalificeret arbejdskraft.

En af skyggesiderne ved det kommunistiske system var dog den overdrevne kontrol med indbyggerne. De fortalte hvordan en onkel var rejst til USA inden Tjekkiet var blevet lukket af russerne og om hvordan det siden havde være en belastning for familien. De var blevet opsøgt af det "hemmelige" politi som ville læse deres breve fra onkelen og om hvordan onkelens forsvinden havde gjort det vanskeligt for Martinas mor overhovedet at få en uddannelse.

Byen har en fin lille kirke på den ene side af vejen og et kapel for ikke troende på den anden, vi spurgte hvor stor del af befolkningen der var troende og de mente at det lå omkring 10–20%. Vi forklarede at i Danmark er det svært at gøre op fordi stat og kirke ikke er adskilt så mange bliver døbt for at få et navn og bliver på denne måde "meldt ind" i folkekirken, måske ikke fordi de er reelt troende.

Inden vi går tilbage bliver der lige taget diverse familieportrætter:

Tilbage hos Martinas forældre bliver vi budt på mere kage vi ikke kan spise, slivovic, hjemmebrygget calvados m.m. Mens børnene spiller spil på gulvet med Martina.

Martinas søster og svoger er ved at være blødt op og vi snakker om alt muligt og umuligt. Vi får også en forklaring på Radegast som vi besøgte tidligere på dagen. Radegast er en slags gud for bjergområdet heromkring som beskytter mennesker, træer og dyr. Denne type guder har man overalt i Tjekkiet, en for hvert område.

Vi fik også spurgt om det leben med boder og mennesker vi havde oplevet i formiddag er en tilbagevendende weekendbegivenhed eller noget der kun sker en gang om året, forklaringen er at man fejrer de to mænd der har giver Tjekkerne deres sprog, den ene om lørdagen og den anden om søndagen denne weekend. Vi kan altså forvente et tilsvarende leben i morgen:-)

Da ungerne er ved at være trætte siger vi pænt farvel. En meget stor tak til Martina, hendes forældre og hendes søster og svoger for en rigtig dejlig aften, vi håber snart at vi ses igen.

Da vi kører hjem er vi igen mætte af gode oplevelser og vi vil heller ikke i aften have svært ved at falde i søvn.

/Martin

↑ Til oversigten

Søndag den 6. juli

Kl. 7 får jeg øjne, solen skinner og det er et helt vidunderligt vejr, Estella bliver vækket af mit klimperi på tastaturet for at forevige oplevelserne.

Efter morgenmaden kører vi til Štramberk for at finde ud af historien omkring de "Stramberkske ører" der sælges alle vegne. Først besøger vi det gamle borgtårn og køber en pose "ører" men historien finder vi ikke. På vej op til tårnet lægger vi især mærke til en facade på torvet, læg mærke til vinduerne med skodder og taget bagved, hvem mon bor i væggen?

På vej ned falder vi over en blandemaskine i en have som vi aldrig har set magen til, nyd den, jeg er sikker på at den er et unikum:

Da vi er nede igen går vi ind på det lokale museum. Vi spørger til historien om "ørerne" de har den på engelsk til os, ellers står alt på tjekkisk her. Kort fortalt går det ud på at Tartarene under et angreb på kristne i Stramberk i 1241 skar ørene af kristne og sendte dem til deres khan for at bevise hvor mange de havde dræbt.

De kristne havde søgt tilflugt på toppen af det bjerg der nu huser byens tårn og nærmest ved et mirakel, rammer et voldsomt uvejr området. Det lykkedes efterfølgende de kristne at grave hul i en af dæmningerne omkring Tartarenes lejr så den derved blev oversvømmet. Det var her de kristne opdagede poser med ører.

Herefter er det blevet en tradition hvert år at fejre befrielsen ved at bage disse ingefærkager formet som "ører".

Vi får også lige et kig ind i byens kirke selvom den er forsvarligt spærret med et gitter som så mange kirker er det:

Efter Štramberk kører vi til Hranic for at se om vi kan finde en grotte som skulle være interessant. Det lykkedes aldrig, Tjekkerne bruger åbenbart ikke et symbol for grotte og vi aner ikke hvad det hedder på tjekkisk, så vi tøffer tilbage til vores hotel. Frokosten bliver som i går med lidt guf fundet i boderne lige udenfor døren.

Til aften skal vi spise hos "kyllingemanden" men inden tager vi en slapper, spiller lidt trivial og så kører vi ellers. "Kyllingemanden" har selvfølgelig lukket i dag, ikke nødvendigvis hver søndag men i dag....

Vi kører tilbage til vores bjerg og spiser i hotellets restaurant i stedet for.

I morgen er det flyttedag og vi har en plan om at køre til den tjekkiske region Bohemia eller Bøhmen på dansk.

/Martin

↑ Til oversigten

Mandag den 7. juli

Op og pakke sammen, fylde bil og klar til morgenmad kl. 08:00. Vejret er overskyet og trist. Vi havde i går, da vejret var så flot, overvejet at blive på bjerget, men er nu glade for at komme væk.

Kl. 08:30 "trillede vi ned af bjerget", vi var fulde af spænding og forventning til nye oplevelser i et område ingen af os har set før.

Vi landede i en lille by Rožmberk nad Vltavou kl. 15:30 og synes at det var tid til lidt frokost. Vi gik lidt rundt og fandt en lille restaurant i kælderen under Hotel u Martina som var rigtig hyggelig, lige overfor en bygning med påskriften "Karmasutra", røde hjerter i vinduerne og en rød lygte over døren. Den bygning er dømt til at være byens bordel selvom vi ikke har tænkt os at undersøge det nærmere.

Inden vi havde fået vores mad havde vi besluttet at blive her de sidste 4 overnatninger af vores ferie. Vi får to værelser på 1. Sal, ikke langt fra hinanden. Restauranten er rigtig hyggelig:

For at samle appetit til aftensmaden går vi en tur rundt i byen. Det er en lille men meget charmerende by med en stor kirke, en borg på tappen af et bjerg og en flod som snor sig så det er en ren fornøjelse. Floden tiltrækker raftere i et væk og vi går en tur hen til en sliske hvor de skal ned pga. Højdeforskellen på dette sted. En enkelt tager turen i badering.

Slottet har åbent fra kl. 9 til 17, så vi vil prøve at gå derop i morgen og se hvad det er for noget.

På vejen tilbage lægger vi mærke til byens svar på Karlsbroen i Prag, dog ikke så overpyntet:

Tilbage på hotellet spiser vi lige en ekstra gang inden vi skal i seng. Kira vælger, til stor morskab for personalet, et helt svineknæ med kartoffelmos. Mellem retterne drikker vi øl og spiller kort.

Vi går i seng kl. 22:30

/Martin

↑ Til oversigten

Tirsdag den 8. juli

Estella faldt sent i søvn og jeg vågnede tidligt pga. Støj fra vejen. Det her rafting-noget er for tjekkerne lig med fest i den store stil. Lige ude bag slottet ligger en campingplads hvor rafterne overnatter og her er der virkelig gang i den og så går de i byen til sent. Når de skal hjem, så er de nok ikke helt ædru mere og er ikke helt klar over hvor meget de støjer og vi havde været optimistiske at ligge med åbent vindue, det gør vi ikke i aften:-)

Ved morgenmaden talte vi om at besøge slottet, hvile lidt og så køre på indkøb, den plan var alle enige om. Vi startede med at gå op til slottet og få en rundvisning, 350 CZK for en familie. Slottet var meget flot, det var oprindeligt opført i 12XX af en meget indflydelsesrig familie. Slottets indre vidnede om en lang historie med krig, der var bla.

Mange våben og en masse billeder af korsriddere. Det er en fin rundvisning hvor vi ender med at blive låst inde i hall'en fordi rundviseren ikke liiige havde set at ville kigge i gæstebogen på vejen ud. Vi måtte ikke fotografere på slottet, men jeg snød lidt.

Der var i øvrigt en fin udsigt fra slottets tårn:

Efter slottet skulle vi så hvile men vi gik lige en tur forbi campingpladsen og rundt langs floden på vej tilbage. Jeg skal ellers love for at der var gang i den, alle, eller mange i hvert fald, var i gang med at sætte både i vandet og vi blev helt elektriske. Vejret var så flot at vi blev enige om at det var i dag vi skulle sejle på floden.

På hotellets parkeringsplads stod et par unge mennesker (store knægte) og lejede kanoer, gummibåde m.m. Ud til turisterne. Vi forsøgte først at få forklaret ham at vi gerne ville leje og at vi skulle bruge en vandtæt tønde. Umiddelbart kunne han kun Tjekkisk så vi måtte opgive. Estella gik ind i restauranten og fik en af tjenerne til at komme med ud og oversætte.

Det lykkedes at få det hele på plads så vi fik en tønde til vores tørre tøj, redningsveste og en gammel afbleget gummibåd, pris 1000 CZK (ca. 300 kr.) Aftalen var at vi skulle sejle 17 km ned af floden og så skulle vi ringe når vi nåede frem.

Turen var estimeret til at tage 4-5 timer men han regnede med at vi skulle hentes kl. 18:00 på den aftalte campingplads, vi lagde fra land omkring kl. 12.

Vejret var pragtfuldt, høj sol - de første 1000 m, så begyndte det at stå ned i torve. Nå, vores humør var højt og som altid var det bare en byge om end den gav store mængder vand. Efter en halv times tid løjede det af og vi var gennemblødt til skindet. Nu gik det derudaf og vi havde en rigtig god tur, lige som et utal andre på floden, vi fik hilst på rigtigt mange.

1500 m før mål var vi ved at være helt tørre og så åbnede skyerne endnu en gang for den store hane og vi var totalt gennemblødte da vi trådte op på bredden kl. 15. Nu var det så vi bare skulle ringe og det skulle vise sig at være en ny udfordring. Personen der tog røret i den anden kunne ikke en lyd andet end tjekkisk, hmmm prøv det andet nummer. Han kunne en smule tysk - nok til at sige vi skulle ringe til det andet nummer hvorefter han smed røret på?

Estella gik en tur ud for at finde en venlig sjæl som kunne engelsk og samtidig var villig til at ringe. På pladsen var en anden kanoudlejer som forbarmede sig, han kunne både engelsk og sige "Skål for fanden" på dansk (han havde været skilærer og mødt mange danskere).

Han ringede og fik at vide at de ikke ville hente os før kl. 18, det havde vi ikke tålmodighed til, så vi bar båden op til hans bod og han ringede efter en taxi, (der er er gammelt ordsprog der lyder; "hvis ikke Muhammed vil komme til bjerget, så må bjerget komme til Muhammed").

Da vi kom tilbage til hotellet tømte vi tønden for vores nu våde tøj og gik ned for at aflevere den til udlejeren. Han gjorde store øjne, og kunne slet ikke fatte at vi allerede var tilbage. Vi forklarede at båden lå på den aftalte campingplads og at vi havde taget en taxi tilbage til hotellet. Nu løb han så rundt om sig selv lidt og hentede to andre mænd, bla en som kunne tysk.

Han skulle lige vide om båden var intakt osv., de havde stadig Estellas kørekort i pant, men de virkede ikke overbeviste og ville ikke udlevere det før de havde hentet båden. Vi sagde til dem at ville gå ind i restauranten og spise frokost og så kunne de jo bare komme med kørekortet når de havde set at det hele var i orden.

En halv time senere kom de og afleverede kørekortet til den tjener vi havde fået hjælp af da vi lejede båden.

Da vi havde spist ville jeg lige have en lur og gik op på værelset. Da jeg havde hvilet lidt og stod op, så jeg "mennesker" udenfor den bygning vi i går dømte til at være byens bordel og jeg kunne ikke dy mig for at tage et billede eller to:-)

Estella og ungerne var blevet i restauranten og jeg går ned og skriver lidt dagbog og drikke en kop kaffe mens de spiller kort, det er meget hyggeligt, så hyggeligt at det faktisk ender med at vi sidder der til kl. 21:30 og har nået at spise endnu en gang.

Den tjener vi har talt så meget med har "desværre" fri de næste par dage så vi siger pænt farvel inden vi går.

/Martin

↑ Til oversigten

Onsdag den 9. juli

I nat har vi sovet godt og er friske da vi står op, det er rart. Vejret er blandet overskyet. Vi er enige om at vil se slot i dag og kører, efter morgenmaden til Hluboka hvor der ligger et fint renæssanceslot. Som altid må man ikke fotografere inde på slottet, denne gang overholdt jeg det.

Inde på slottet var der jagttrofæer alle vegne fra gulv til loft. Her var alverdens dyr repræsenteret lige fra små falke, over kaniner, hejrer over råvildt i alle størrelser til de grummeste vildsvin. Noget tyder på at man ikke har haft så restriktiv jagtlov som vi har i dag i Danmark.

For dem der har set filmen "Blinkende Lygter" må der være en vis lighed med den måde Mads Mikkelsen og Ole Testrup jager på. Alt hvad der rører på sig bliver skudt når man er på jagt. Vi fik en fin engelsk beskrivelse med rundt så vi havde en chance for at følge med, guiden talte kun tjekkisk, og her beskrev de hvordan man en gang om året inviterede til en 14 dages jagt hvor al aktivitet på slottet ikke handlede om andet, kokken har sikkert været på overarbejde for at finde på retter når han har stået med vildt som man (vi) normalt ikke forbinder med mad.

På vejen op til slottet havde vi mødt en masse mennesker med blomster og fint tøj og vi forventede at der var tale om er bryllup. Da vi kom ud af slottet igen var der helt fyldt op med mennesker alle vegne, mange med en bog og blomster, andre med bannere og andet. Nu kunne vi ikke dy os og gik hen til en og spurgte hvad der foregik. Hende vi spurgte havde både blomster og bog, og hun fortalte at det var afgangsstuderende fra en eller anden kunstskole.

Inden vi forlader byen får vi lige et billede af byens storkerede med storke og det hele.

Nu skal det jo ikke være kultur det hele, så vi besøger lige et indkøbscenter udenfor České Budějovice for at gå en tur og se om de har noget vi mangler. Det har de ikke, så vi nøjes med at bruge toilettet, grine af at man ikke måtte medbringe skydevåben i butikken, og gå igen. Vi kører derefter ind til centrum og går en tur for at se om der skulle være en glasbutik.

Byen er meget fin og vi går lige en tur rundt men der er ikke noget glas til salg, så vi besøger byens turistinformationen og spørger efter det berømte Bohemia krystal glas.

Vi får at vide at det eneste glaspusteri på egnen er et i Milná. Vi tager en gang pizzaslizes på vejen og så kører vimod Milná. På vejen ser vi en af de mindste kirker vi nogen sinde har set med kirkegård og det hele.

På vejen spiser vi en kage kage i Horní Planá ved færgelejet ved søen Vodni Nádraž Lipno

Glaspusteriet i Milná er meget lille og minder og de små "kunstpusterier" vi har i DK som puster unikaer (glas som ikke kan bruges til noget fornuftigt) og det var ikke det vi ledte efter, så vi kører tilbage til hotellet. Undervejs blive stoppet igen i Vyšší Brod og vise bilens papirer og mit kørekort. Det er lidt sjovt. Vi har alle år kun haft en fotokopi af registreringsattesten med, det er første gang vi har haft originalen med og så har vi vist den hele to gange.

Igen i dag indtages restauranten til familiære formål såsom kortspil, dagbog m.m. Jakob fik en andenplads i tips.

Og så går tiden, vi kommer også til aftensmaden inden vi forlader bordet og går i seng.

/Martin

↑ Til oversigten

Torsdag den 10. juli

Sidste feriedag. Det har regnet meget i nat og vi står op til en "verden" der er pladder våd, "igen" fristes man næsten til at sige. Vi har sovet godt, selvom vi havde lidt svært ved at falde i søvn, vi har sikkert lavet for lidt i går eller drukket for meget kaffe for sent på dagen.

Børnene ville gerne ud at bade men da der ikke er andet end svømmehaller her i nærheden, og som vi også har hjemme, bliver vi enige om at køre til Český Krumlov og ose lidt. Vejret er klaret op og ser ud til at blive rigtigt pænt. Český Krumlov er en af de største turistfælder her i området så der må være noget at kigge på.

Vi finder en P-plads lige udenfor bykernen til 15 Tjekkiske kr. Pr. Time og to minutters gang fra byen. Desværre har vi glemt vores kamera på hotellet så de sparsomme billeder vi fik taget er med min telefon og det er den ikke så god til. Byen er fuld af turist forretninger så vi tager en tur rundt for at finde noget Bøhmisk krystal glas.

Efter rundturen går vi ind på byens bryggeri Eggenberg og spiser frokost. Da vi går køber vi 16 øl med, Estella siger at de smager godt.

På vej tilbage til hotellet vil vi lige besøge et supermarked og købe drikkelse og guf til turen hjem i morgen. Vi ser at der er cirkus i byen og synes at det kunne være sjovt at se, så inden vi ser os om har vi købt 4 billetter til forestillingen kl. 18:00 Vi kan lige nå at få et par timers hvil, så vi kører retur til vores hotel.

Kl. 17:00 triller vimod Český Krumlov for at se cirkus. Det er et meget lille cirkus med direktør, hans kone, 7 i manegen og omkring 8 hjælpere. Det er alle tiders forestilling og vi ser heste, ponyer, zebraer, en elefant, kameler, lamaer og bjørne.

Indimellem numrene var der et par klovne der underholdt, det var rigtigt godt. I den ene pause hvor der skulle lægges gulv fiskede den ene klovn forskellige fra publikum og Jakob var den første han tog. Det var ret komisk at de eneste i teltet som ikke fattede en døjt tjekkisk kom på scenen. Da han skulle forklare Jakob hvad han skulle gøre med den kost han havde fået udleveret gik det op for ham at knægten ikke fattede en brik og han brugte tegn i stedet for.

Det sidste nummer var en stor oplevelse. Vi var ikke klar over at bjørne er så adrætte. De startede med at komme ind på cykel og de trådte selv i pedalerne! Senere balancerede den ene på en kugle, gik på line, gik på "hænder" og kørte på motorcykel med direktøren bagpå.

Efter cirkus var vi ved at være godt sultne og kørte tilbage til vores hotel for at få lidt at spise. Vi startede med at sætte os udenfor men fik der et reduceret spisekort, det var vi ikke helt tilfredse med og gik indenfor. Da vi spurgte fik vi at vide at vi godt kunne få det andet spisekort når vi var hotellets gæster, det er da fair...

Vi gik ikke så sent i seng, det er en lang dag i morgen og ferien er slut for denne gang. Vækkeuret er stillet til kl. 06:30, så stor det på sammenpakning.

/Martin

↑ Til oversigten

Fredag den 11. juli

Pakke sammen, fylde bil, spise morgenmad kl. 07:30 som vi havde aftalt med hotellet.

Efter maden får vi betalt og så går det nordpå mod Værløse. Vi vælger at køre den nærmeste vej til Tyskland, gennem Østrig, for at nå de tyske motorveje så hurtigt som muligt. Inden vi forlader Tjekkiet tanker vi lige så vi starter ud på fuld tank, prisen er ikke afgørende, det er ører der skiller priserne.

Vi er spændte på trafikken, der er sikkert mange tyskere som har ferie fra i dag. Vores frygt viser sig at være berettiget og vi møder en del trafik omkring de store byer Nürnberg, Hannover og særligt Hamburg. Da vi når aftensmadstid kører vi af motorvejen ved Christiansfeld og kører ind på Tyrstrup Kro for at få et hurtigt og simpelt måltid mad på vejen.

Da vi går ind i krostuen opdager vi at det nok ikke liiiige er stedet til simpel og hurtig mad:-) Vi falder lidt ved siden af det øvrige selskab som er mødt op i deres stiveste puds hvorimod vi står i shorts og ferie-rejse-turist-kluns, omvendt er vi sultne og nu er vi her jo, så vi spørger om de har et bord til 4.

Det har de, så vi slår os ned med vores rejsekapper, vejstøv og det hele og bestiller et "beskedent måltid" til alle 4. Maden er rigtig fin og vi forlader stedet med fornyet styrke til det sidste stykke hjem til "djævleøen".

På vejen skal Kira lige afleveres i Søborg, GPS-dimsen et andet sted i Søborg og så er der kun et lille stykke vej tilbage før vi kan kaste os i dynerne.

Vi landede i Værløse kl. 23:20 efter 1378 Km. Tømte bilen og hoppede i seng.

Søndag skal vi hente katte og mandag er det igen arbejdsdag, det var den ferie....

/Martin

↑ Til oversigten

Efterskrift

Det har været en interessant rejse i et område som for os har været næsten ukendt. Vi er blevet meget overraskede hvor stor forskel der er på Polen, Slovakiet og Tjekkiet med hensyn til velstand og udvikling. Det har været helt tydeligt at jo længere sydpå vi er nået jo mere fart er der på udviklingen.

I Polen går tingene meget langsomt, byggeri af nye veje er så godt som ikke eksisterende, bilparken er af ældre dato osv. I Slovakiet går det bedre, der er fuld fat på udvikling af infrastrukturen, den generelle levestandard er bedre hvilket ses tydeligt på bilparken.

Tjekkiet er klart det mest velstående land af de tre, her sker der virkeligt noget alle vegne, omvendt er det det land hvor færrest behersker engelsk i tale.

Sommerferien i år var også første gang vi har afprøvet denne form for ferie med at bo på forskellige hoteller undervejs, efter vi i mange år har været på campingtur i sommerferien. Det er meget tvivlsomt at næste år bliver hotelferie igen, vi er alle enige om at det er hyggeligere at campere med vores telt.

Ikke at vi ikke har nydt ferien, men vi slapper af på en anden måde når vi bor i telt, uvist hvorfor, selvom vi blev bedre til det undervejs. Måske er det fordi Estella og jeg begge relaterer hoteller til arbejde da vi begge rejser i vores job, det er så ikke børnenes undskyldning, især Kira udtrykte at hun er mere til telttur, Jakob synes at begge typer er lige gode.

Og så har det været den mest regnfulde ferie vi nogensinde har haft. Overalt hvor vi er kommet har det virket som om de er vant til at det regner hele tiden. Ikke så snart sluserne bliver åbnet, så har alle enten regnfrakker på eller en paraply i hånden, det er helt utroligt. Selvom det har regnet i DK i flere år efterhånden, så er det hver gang en overraskelse for alle danskere.

Troen i de tre lande er overraskende forskellig. I polen virker det som om mange tror, kirkerne er offentlig tilgængelige om dagen, i hvert fald der hvor vi har været. I Slovakiet og Tjekkiet er kirkerne låst af udenfor "normal åbningstid", enten helt eller med en stor gitterlåge så man kun kan kigge ind. Martinas søster gav den forklaring, at de var blevet meget mere troende i Polen end de allerede var da den forrige pave blev valgt og var polsk født.

Slutteligt lidt om vores nye transportmiddel. Bilen har fungeret fint på hele turen, vi nåede at køre 4766 km og brugte 371,23 liter diesel hvilket giver et gennemsnit på 12,84 Km/liter hvilket er 38,4% længere end den gamle under nogenlunde samme kørselsvilkår. Dette skal ses i lyset af at den nye vejer mere, har 35% flere Hk og 100% mere moment. Det er slet ikke så ringe.

En ting vi ikke havde taget med i vores overvejelser inden vi tog af sted, var vejenes beskaffenhed i denne del af Europa. Kira har forholdsvis let til køresyge og vi har gennem årene fundet ud af at det går bedst med en relativ stiv bil, men i Polen især er det slet ikke nogen god ide! Hvis vi hjemmefra havde nyresten, så var der kun grus tilbage da vi forlod Polen!

Men nok det mest positive ved den nye bil er at der overhovedet ikke har været tendens til køresyge i år. Kira har aldrig før kunnet læse kort eller andet uden at hun efter en tid er blevet dårlig, det har der ikke været antydning af i år, til stor glæde for os alle.

Lidt priser:

Lejlighed i Krakow, Polen - lejet gennem http://krakow-apartments.com: 100 € i døgnet

Hotel Hubert i Slovakiet: Tjaa, vi kan ikke finde regningen. Vi betalte ca. 20.000,- SKK for tre dage, omkring 5000,- Dkr incl. Mad, drikke og det hele, vi kan bare ikke få det til at passe med nogle priser på deres hjemmeside. Og vi boede i en suite med 2 værelser og plads til fire?

Hotel Maměnka i Pustevny, Tjekkiet:

Hotel u Martina i Rožmberk nad Vltavou, Tjekkiet: 1250,- CZK pr. Værelse (2–3 personer) morgenmad 80,- CZK pr. Person (ca 380,- pr. Værelse og 24,- for morgenmad)

Betalingsmotorvej ved Krakov: 2 X 6,50 Zloty (ca. 15 kr. Pr gang)

Vignette i Slovakiet: 200,- SKK (ca. 50,- kr. For en uge)

Vignette i Tjekkiet: 220,- CZK (ca. 70,- Dkr for 7 dage)

Diesel pris i Polen: 4,96 Zloty pr. Liter (ca. 11,30 kr.)

Diesel pris i Slovakiet: 44,- SKK (ca. 10,84 Dkr)

Diesel pris i Tjekkiet: 34,50–35,00 CZK (ca. 10,95–11,10 Dkr)

Underholdning:

Auschwitz og Birkenau: Gratis adgang

Lift til toppen af Tatra: 3500 SKK (ca. 875 kr.)

Leje af gummibåd 4-5 timer (17 km): 1000,- CZK (ca. 300 kr.)

Cirkus 2½ timer i Český Krumlov: 1000,- CZK (ca. 300 kr.)

Roznow: 120, CZK for mølleområdet, 100,- CZK for byområdet

Af teknisk udstyr har vi i år lånt en "GPS-tingest", det var ikke nogen succes, vi har aldrig kørt mere forkert end i år. Vi mente hjemmefra at det kunne være en fordel i lande hvor bynavne ikke kan udtales og i øvrigt ligner hinanden meget, det var det ikke. Vores erfaring er at det stadig er godt med et kort hvis man har en god navigatør, det kan GPSen ikke hamle op med. Fidusen er sikkert større hvis man skal køre alene.

↑ Til oversigten