Forord
Italien igen – igen ...
Ja, hvad kan man sige? Italien igen i år. Hvorfor nu det? Som skrevet så mange gange før er Italien et land med usædvanligt meget at byde på, både kulinarisk og kulturelt, ikke mindst i form af alt deres »gamle lort« alle vegne.
Vores sommerferie i år adskiller sig dog fra de foregående ved at være nøje planlagt. Vi starter med at køre direkte til Vieste, nærmere betegnet Baia dei Campi, som vi også besøgte sidste år, og indleder ferien med badning og afslapning. Efter otte-ti dage er det meningen, at vi skal videre til en campingplads mellem Pisa og Rom, møde vores gode venner fra Køge og hygge med dem nogle dage.
Feriens sidste uge skal tilbringes i Østrig, hvor vi har lejet en lejlighed hos familien Thaler – den samme, som vi boede i under vores skiferie i vinter. Sidst, men absolut ikke mindst, skal vi besøge Dachau for at sætte sidste års oplevelser omkring Monte Cassino og Anden Verdenskrigs rædsler lidt i perspektiv.
På grund af feriens »mangel på oplevelser« – en gevinst eller ærgerligt, alt efter øjnene, der ser – vil dagene i dette års feriedagbog være slået sammen til tre temaer, ét for hvert sted, vi besøgte.
/Martin
Vieste
Den 23. juni. Bilen er pakket fra i går, arbejdet er overstået, og nu mangler vi bare at aflevere vores katte hos Dorte og Frans. Så er det ellers derudad!
Nu går det jo sjældent som planlagt, så vi starter en halv time for sent hjemmefra, holder en halv time i kø for at komme over Frederikssundsbroen og kommer derfor først fra kattepensionen kl. 17.30. Det hele ser lyst ud, og vi spiser aftensmad 100 km nord for Hamburg. Syd for Hamburg tanker vi, og alle bliver lagt i soveposerne.
Nu går det derudad. Det vil sige, at der ved Kassel er vejarbejde, og jeg misser en udfletning, så vi pludselig er på vej mod Basel i stedet for München som planlagt. Nå, en lille omvej via motorvejen fra Frankfurt til Würzburg, og så er vi på rette kurs igen.
Ved Nürnberg pakker det hele sammen i kø. Rastepladserne er lukket af parkerede lastbiler med katastrofeblink i indkørslerne, så det koster en times tid at passere Nürnberg. Nå, vi er stadig optimistiske og passerer Brennerpasset uden yderligere forsinkelse.
På grund af den megen trafik gennem Tyskland er jeg ved at være træt, så midtvejs langs Gardasøen overtager Estella rattet på den videre færd. Ved Bologna er den så gal igen. Trafikken står totalt stille, og det tager over tre timer at passere byen. Nu er det Estella, der bliver træt, og jeg overtager derfor igen. Det sidste stræk fra Rimini til Vieste tager Estella, og vi er fremme kl. 19.30 mod kl. 13.00 som forventet ...
Op med kludevillaen, spise på campingpladsens restaurant og på hovedet i seng, trætte efter 2.450 km.
Gargano, som området hedder, er spændende på mange måder. Det er sjovt med en »knast«, som rejser sig næsten lodret op fra sletten omkring Foggia til en højde på over 1.000 meter midt på. Klik på billedet til venstre for at kigge nærmere på halvøen.
Søndag den 25. juni vågner jeg med stærke smerter i højre ben. Seneskedebetændelse i skinnebenet på grund af al den fjedren på speederen hele vejen ... Øv! Nå, nu har jeg jo været soldat engang, og derfra ved jeg, at alle sygdomme uden undtagelse kan (skal) gås eller helst løbes væk. Jeg vælger at gå ...
Nu er det ikke den store »straf« at gå ture på Garganohalvøen. Der er utroligt smukt alle vegne.
Dagene går med små udflugter, indkøb, badning, læsning, spisning og spil. Vores spisevaner har i øvrigt ændret sig radikalt i år. I modsætning til tidligere år, hvor vi har spist meget oksekød, har vi i år spist fisk og skaldyr i lange baner. Når det kommer til »frutti di mare«, er Vieste et veritabelt spisekammer.
På skaldyrsområdet bliver en af favoritterne hurtigt grillede kæmperejer med peperoncini. Med hensyn til fisk er dorade en af de store favoritter. Doraden har et dejligt sejt skind, som gør den yderst velegnet til grillning, da den ikke så let går i stykker, når man vender den.
Sidste år kørte vi forbi byen San Giovanni Rotondo, som så vældig interessant ud. Derfor tager vi en udflugt hertil onsdag den 28. juni. Vi parkerer lige uden for bymuren og går en tur rundt i byen. Det er en meget flot by, og det går efterhånden op for os, at en eller anden pave eller noget må være født her.
Efter yderligere snusen rundt finder vi ud af, at det drejer sig om en Padre Pio, som er født i 1887 og døde den 22. september 1968. Det går ikke på det tidspunkt op for os, at det ikke er en pave, men en »simpel« præst, det drejer sig om. Med al den ståhej omkring denne Pio må han da mindst have været pave!
At Padre Pio er en god forretning, vidner byens over 120 hoteller om. Her kommer pilgrimme fra det meste af verden for at besøge byen, kirken eller hospitalet. Overalt, hvor man går, er der statuer og udsmykning til ære for denne Pio. Først da vi kommer hjem og kigger lidt på nettet, går det op for os, at han er ophøjet til helgen og tilskrives forskellige mirakler af mere eller mindre lødig karakter.
Den 3. juli kører vi ud for at spise. Vi har set en restaurant, Il Corsaro, i Peschici, som ser spændende ud, så vi kører på tværs af halvøen. Da vi kommer ind og sætter os, vil de små have pizza, og det har de selvfølgelig ikke. Ejeren, en lille tyk mand, har en anden restaurant på havnen, og der kan de få pizza.
Da vi kommer derned, gør vi store øjne. Vi kan følge solnedgangen fra bordet, og det hele er i sørøverstil. I den ene ende af restauranten er der en balkon ud over vandet, hvor man kan sidde og spise. Den plads er desværre optaget. Vi bliver mætte, og maden er så udsøgt, at vi bliver enige om at spise der igen i morgen, vores sidste aften på Gargano i år.
Den 4. juli bliver vi enige om at køre en tur til Foggia, nu vi er på egnen. Foggia er i øvrigt en by, som ikke gør meget væsen af sig, og det er faktisk først, når man er helt tæt på, at man opdager den i landskabet, på trods af at den ligger i det fladeste landskab, man kan tænke sig.
Foggia er nu ikke en by efter vores smag, så efter at have kørt en tur rundt i den bliver vi enige om at vende snuden mod »vores« halvø igen. På vejen ser Estella pludselig et elendigt udseende skilt med teksten »MOZ BUFFALA«. Nu er vi ret store tilhængere af bøffelmozzarella og følger naturligvis pilens retning.
Efter et stykke tid står der et endnu ringere skilt, som peger ned ad en grusvej, og for enden dukker en gård op. Vi når frem, netop som de skal til at holde siesta, og når lige at blive lukket ind. Her bliver vi mødt af »mejerifatter«, som går helt over gevind, da han opdager, at vi er fra Danmark. Han hiver ungerne ind i det allerhelligste, hvor osten bliver lavet, og stopper store kugler ost i munden på dem. Det her er guf!
Sidste år købte vi en mozzarella i San Giovanni Rotondo, som vi udråbte til den bedste, vi har smagt. Om den kommer fra dette mejeri, ved vi ikke (San Giovanni Rotondo ligger ikke langt væk), men vi har her fundet noget, som smager lige så godt, hvis ikke bedre. Vi køber rigeligt ind og tager afsked med »ostefatter«.
Inden vi kører, vil vi lige se bøflerne helt tæt på, og mens vi står og kigger, kommer »fatter« hen og vil vise os rundt. Han har et par kalve, som er syge og derfor taget fra de andre. De befinder sig i nogle bure inde i en af bygningerne. Ungerne bliver helt syge, så søde er de (altså kalvene). Senere får vi forevist malkegraven, som i øvrigt er dansk fremstillet. Ja, verden er lille.
Vi forlader farmen for at køre til Rignano Garganico, som ligger helt ud til kanten ned mod Foggiasletten. Vi vil spise vores frokost med udsigt over denne fantastiske naturoplevelse. I byen er der en promenade, hvor vi finder en bænk, stiller vores bord op og spiser frokost. I det fjerne kan man lige ane bjergkæden, som går hele vejen ned gennem Italien. Der er cirka 100 km på tværs af sletten. Foggia kan man ikke se.
Onsdag den 5. juli pakker vi sammen og vender bilen mod nordvest for at køre de 750 km op til Bo og Dorte. På vejen smutter vi lige ind til bøffelfarmen og køber to kilo mozzarella. Denne gang er det »mutter«, der betjener, og hun er ikke mindre euforisk end sin mand. Vi bliver udstyret med ricotta og noget lagret bøffelost, som skulle være særlig velegnet til pasta. Ricottaen fandt vi aldrig rigtig anvendelse for, men den lagrede ost var rigtig god.
Turen går fint, og vi lander på campingpladsen Le Capanne, hvor Bo og Dorte har lejet et mobilhome, sidst på eftermiddagen. Bo og Dorte er på bytur, så vi sætter teltet op og laver aftensmad på grillen.
/Martin
Bibbona
Onsdag den 5. juli. Lad det være sagt med det samme: Le Capanne er ikke en plads, vi ville vælge, medmindre der, som i dette tilfælde, er noget, vi absolut skal på stedet. Det er simpelthen for turistet til vores temperament med vandland, sportsfaciliteter osv.
Allerede da vi skal finde et sted at placere teltet, begynder problemerne. Vi kan kun få en plads lige ved siden af vandlandet, på trods af rigtig mange tomme pladser andre steder. Vi gør opmærksom på, at vi for det første ikke kan få plads til vores telt på de anviste pladser, og at vi ikke ønsker at ligge der på grund af den megen støj fra hovedvejen og motorvejen lige på den anden side af vandlandet.
Der er dog intet at gøre. Det er store pladser, får vi at vide, seks meter brede (vores telt er syv meter), og vi kan tage det eller lade være. Øv! Vi stiller teltet op, og ved at lægge det skråt rager vi kun lidt ind på nabopladserne.
Pladsen er mildest talt ikke særlig charmerende. Over for vores teltplads ligger udlejningstelte, så langt øjet rækker, med en halv meter imellem. De ligner »gammeldags« villatelte, men er udført i noget, der på afstand ligner presenning i røde, gule og blå farver. Pladserne, de ligger på, er ydermere så små, at folk ikke har mulighed for at have en bil holdende og skal sidde halvt ude på vejen, hvis de vælger at spise udenfor. Dette er vist, hvad vi derhjemme ville betegne som en »profitdrevet turistfælde«.
Da vi den første aften sidder og griller ude i det fri, kommer personalet fra pladsen og fortæller, at vi ikke må grille i vores medbragte grill, men skal bruge de til formålet opstillede griller af hensyn til brandsikkerheden. Da vi kigger nærmere på de opsatte faciliteter, forstår vi først ingenting.
Vi sidder midt på en plads, hvor underlaget hovedsageligt er jord, med mindst tre meter til den nærmeste bevoksning, og har en kuglegrill med låg. Og det er farligt! De opstillede arrangementer er åbne ildsteder bygget af mursten, hvor der står en hæk helt op ad bagsiden, og de opstillede »villatelte« ligger klods op ad hækken. Proportionsforvrængning hedder det vist.
Nå, ikke diskutere mere med dem. I morgen griller vi med vores kuglegrill i et af deres arrangementer.
Nu skal det jo ikke være brok det hele, og mens vi spiser, dukker Bo op med en dåsefuld tår øl til at supplere rødvinen. Vi får en hyggelig sludder, indtil det kniber med »æ vaterpas«, og vi triller i seng.
Torsdag den 6. juli. Vi spiser morgenmad sammen, og dem, der har lyst, tager herefter til poolen. Vejret er meget blandet med byger indimellem, og efter frokost bliver vi enige om at besøge Volterra. Denne by er helt unik med alle sine alabastværksteder og gallerier.
Vi falder over en figur, som vi (Estella) simpelthen ikke kan leve uden, så den får hun af sin mand i julegave. Det er i det hele taget hyggeligt at traske rundt i Volterra, for i modsætning til mange andre byer i turistområderne har byen stadig sin charme ved ikke at være for »pæn«.
Fredag den 7. juli. Vi bliver vækket midt om natten af et frygteligt uvejr. Det stormer, tordner og regner til den store guldmedalje. Vores nye telt består sin prøve med glans, og intet er vådt, da vi står op.
Da vi begiver os op for at købe morgenbrød, får vi et chok. Campingpladsen ligner mest af alt et katastrofeområde. Vejene står under vand, og grene, bark og blade fra træerne ligger overalt. Heldigvis bor vi højt, så vi ikke har problemer med at få bilen fri, men mange sidder fast i mudderet og må trækkes fri.
Nu er det sådan, at vi ikke kan tage til Italien uden at slå et smut forbi Sarah og Lucca på det lille kloster, og denne gang er ingen undtagelse. Efter morgenmaden, lidt hygge og indkøb til aftensmaden (som Estella og undertegnede står for) begiver familien Jessen sig – minus Jakob, der hellere vil bade i poolen – til Gallicano for at få frokost og en hyggesnak med Sarah og Lucca.
Lørdag den 8. juli pakker vi sammen. Vi er blevet enige med Bo og Dorte om at følges til Maranello og se Ferrarimuseet, inden de kører hjem, og vi fortsætter til Østrig. Vi har set museet for år tilbage, men Jakob var kun tre år og kan derfor ikke huske det. Så det er tid til at se det igen.
Vi fik en lidt skidt start på Le Capanne, og afrejsen bliver ikke meget bedre! Estella går ind for at betale, og her forlanger de, at vi skal betale ekstra, fordi vi har bredt os ud over vores plads. Det vil Estella naturligvis ikke finde sig i, især ikke når vi gjorde opmærksom på problemet, allerede da vi ankom. Derfor giver hun højlydt sin utilfredshed til kende.
Der er dog intet at gøre, og vi ender med at køre fra stedet i et raseri af astronomiske dimensioner. Det var meningen, at vi skulle have spist morgenmad med Bo og Dorte, men nu vil vi bare væk herfra, og det kan kun gå for langsomt! Vi mødes med Bo og Dorte på en rasteplads små 100 km senere, da vi er kølet lidt ned og har spist lidt morgenmad.
Vi vælger at køre på motorvej til Maranello af hensyn til »lille« Camilla. Hun har det ikke så godt med snoede veje. Turen går forrygende, og vi spiser frokost i Maranello inden museet.
Ferrari er en drengedrøm for mange, og museet er i den grad en oplevelse for drenge i alle aldre. Ungerne er helt oppe at køre. Vi andre gamle nisser er lidt sværere at imponere (næsten da – vores koner har nok en anden mening).
Og der pakkes ikke noget ind her. Man kan virkelig studere detaljer, hvis man har lyst til det. Det er sjovt at se, hvordan Ferrari har eksperimenteret med alverdens eksotiske motorkonstruktioner.
Efter museet er det tid til at skilles. Bo og Dorte skal hjem og lave køkken, og vi skal til Oberau i Østrig (se skiferie 2006). Turen til Østrig går uden de store genvordigheder. Vi oplever dog en underlig ting med bilen.
Hvis vi kører ind og tanker og kører med det samme igen, kan den overhovedet ikke trække. Det oplever vi, da vi tanker oppe på Brennerpasset. Af alle steder er det et af de mindre »fede« steder at mangle trækkraft. Hvis vi derimod holder en halv time eller mere, er der ingen problemer! Dette problem skulle vise sig at blive mere og mere udtalt resten af ferien og først blive løst efter hjemkomsten.
Vi lander hos Eve og Thomas først på aftenen og laver med det samme aftensmad af det, vi har medbragt frisk fra Italien.
/Martin
Oberau
Første dag i Østrig bruger vi på at slappe af, køre en tur, besøge et konditori og sidst, men ikke mindst, finde ud af, hvad vi gerne vil opleve, mens vi er der. Alle forslag bliver skrevet op, og så bliver der stemt på demokratisk vis. Rækkefølgen må komme bagefter.
Mandag den 10. juli 2006 besøger vi skiområdet, som vi også besøgte i vinterferien. Hexenwald hedder området, og der er utallige aktiviteter rundt på bjerget. Det er fascinerende at se hele området badet i sommersol i stedet for en meter sne.
Mens Estella og børnene bliver færdige med at »lege«, bliver vi enige om, at jeg skal gå op til toppen af Hohe Salve, hvor vi skal spise frokost. Estella og børnene vil tage »mariehønen« op. Det bliver en fantastisk dag, og vi er meget trætte, da vi kravler i seng om aftenen.
Tirsdag den 11. juli skal vi se Grossglockner, Østrigs højeste bjerg, som rejser sig 3.798 meter over havet. Det er en stor oplevelse at bevæge sig op ad bjergene. Området er utroligt populært blandt motorcyklister, og det højeste punkt, vi besøger, er totalt fyldt op med dette transportmiddel. 2.579 meter over havet siger vores lille bærbare GPS.
Herfra er der udsigt til Grossglockner, men tæt på er vi ikke, så vi vælger at bevæge os nærmere. I bjergene i Østrig oplever vi et lille væsen, som vi ikke er stødt på før: et murmeldyr. Hvad er det så for en indretning? Det minder om et stort marsvin og lever i huller i jorden som en kanin.
Onsdag den 12. juli tager Estella og børnene ud på en sejltur på nogle store søer i nærheden, og jeg vælger at gå mig en tur i bjergene omkring Oberau. Det bliver til 32 km i varierende højde fra 700 til 1.870 meter over havet. Efter knap fem timer i bjergene er luften gået af ballonen.
Estella har, for at være flink, frosset to halvliters vandflasker, som jeg kan have med på turen. Desværre kan vandet ikke nå at tø, og resultatet er, at kun en halv liter er tøet efter fem timer. Godt råd: Frys aldrig vand, du har tænkt dig at drikke på en gåtur!
Torsdag den 13. juli. Bytur til Innsbruck med besøg i Alpenzoo.
Fredag den 14. juli er hjemrejsedag. Planen er, at vi skal besøge BMW-museet i München og koncentrationslejren i Dachau, inden vi bevæger os nordpå.
Lad det være sagt med det samme: BMW-museet er ikke værd at bruge sin tid på. Til gengæld er de i gang med at bygge et nyt museum, som ser ud til at blive vældig interessant. Det nye museum vil blive bygget sammen med den del af fabrikken, hvor de nye biler kommer ud i en lind strøm.
Dachau er derimod hele turen værd. Efter vores møde med fortiden i form af Monte Cassino og diverse krigskirkegårde sidste år mener vi, at det er passende at se en KZ-lejr i Tyskland og få lidt mere baggrund om den krig, som opstod i kølvandet på Hitlers politik.
Det er en underlig fornemmelse at stå et sted, som har huset mennesker, der ikke blev regnet for andet end gratis arbejdskraft og en laverestående »race«. Der er ikke meget at sige. Jeg vil lade billederne tale for sig selv.
Efter Dachau er det efterhånden tid til at vende næsen mod Danmark. Vi spiser aftensmad på torvet i Ingolstadt på en hyggelig kro eller Biergarten, inden vi for alvor tager hul på køreturen.
Da vi passerer Storebælt, står solen op. Det er utroligt smukt. Vi lander til den efterhånden obligatoriske morgenmad i Roskilde lørdag morgen den 15. juli. Det var den ferie. Nu mangler vi bare at hente kattene i morgen hos Frans og Dorte.
/Martin
Efterskrift
Ferien 2006 kom på mange måder til at adskille sig fra de foregående. Fra aktive ferier, hvor vi så en masse, blev der slappet af i år – så meget, at vi voksne var ved at gå ud af vores gode skind til sidst.
»Heldigvis«, fristes man næsten til at sige, fik jeg en gang seneskedebetændelse i højre ben, så jeg havde en undskyldning for at gå nogle lange ture og få set lidt andet end campingplads og strand.
På det kulinariske område kom der for alvor fisk på bordet i år i stedet for de store bøffer, vi fyldte os med de andre år. Vieste har et fantastisk udbud af frisk fisk, som vi ikke har set magen til andre steder. Vi fik heller ikke kørt så mange kilometer, som vi plejer. 6.000 km blev det til.
Vores problem med, at bilen ikke ville trække, hvis vi kun stoppede den i kort tid, blev gradvist værre, efter at vi kom hjem. Med hjælp fra et andet medlem af BMW-klubben lykkedes det at lokalisere fejlen til positionsføleren på indsugningsknastakslen.
Jeg havde talt med mange, og de fleste mente, at det måtte være luftmængdemåleren. Det var det heldigvis ikke (den koster tre gange så meget som føleren). Det er stadig en gåde, at en positionsføler kan få bilen til at opføre sig sådan, men nu ved vi det til en anden gang.
Det var i øvrigt ikke noget større problem at skifte den. Det tog en halv time en sen fredag aften i lommelygtens skær, og fejlen har ikke vist sig siden.
/Martin