Sommerferie 2001

Vores første ferie sammen · Italien

← Tilbage til ferieoversigten
En rejse tilbage til begyndelsen. Denne dagbog er fra vores første fælles sommerferie i 2001. Dengang skrev vi om oplevelserne, men tog ikke selv billeder. Derfor får fortællingerne lov til at stå i centrum, suppleret af de originale kortudsnit fra FrontPage-dagbogen.
Sommerferie 2001 · Italien

Forord

Hvorfor lige Italien? Tja, vi havde egentlig ikke nogen særlige referencer før afrejsen. Det, der gjorde udslaget, var vejrudsigten over Sydeuropa. Vi kiggede ganske enkelt på vejrudsigten på tekst-tv torsdag, og det så ud til regn i Frankrig, som ellers var vores førstevalg. Italien lovede godt vejr, så det blev Italien.

Året før havde Camilla og jeg været i Bretagne, og erfaringerne med at køre om natten var så gode, at vi planlagde at køre lørdag sidst på dagen og bruge natten på at komme gennem Tyskland og Østrig.

Første mål for turen blev Trieste, da Estella havde arbejdet sammen med en italiensk pige derfra.

Det var vores første fælles rejse, og vi tænkte ikke på at skrive dagbog undervejs. Derfor er fortællingen rekonstrueret efter hukommelsen og bygget op efter steder frem for som en egentlig dagbog.

↑ Til oversigten
Sommerferie 2001 · Italien

Planlægning og afrejse

Estella og jeg havde på afrejsetidspunktet »kun« kendt hinanden i halvandet år. Estella havde ikke de store erfaringer med camping, og vi havde tre sammenbragte børn på henholdsvis 3½, 6 og 10½ år. Der var med andre ord meget, der skulle prøves af, og vi var alle spændte på, hvordan dette »eksperiment« ville løbe af stablen.

Da vi endnu ikke kendte hinandens behov til bunds, var det noget af et puslespil at få oppakningen til at passe i bagagerummet. Det siger sig selv, at der var nogle hjørner, som man så populært siger, der skulle slibes af.

Parforholdets første udfordring blev overvundet, og vi kørte glade af sted mod Roskilde lørdag morgen. Bilen var min 15 år gamle BMW, som på det tidspunkt havde 235.000 km på bagen.

Planen var at køre fra Roskilde lørdag efter frokost hos mine forældre. Camilla skulle hentes hos sin mor lørdag formiddag. Da klokken blev omkring 14, rullede vi af sted mod Storebæltsbroen.

Køreturen, indtil vi nåede den tyske grænse, var nervepirrende. Bilen skulle have været til syn senest i maj, og vi skulle derfor for alt i verden undgå at blive stoppet af politiet. Så ville de helt sikkert klippe nummerpladerne af på stedet. Grunden til, at vi ikke havde fået bilen synet, var, at den var solgt og skulle omregistreres, så snart vi kom hjem.

Det var lige ved at gå galt i Osted, 10 km fra Roskilde, hvor der var fartkontrol. Estella kørte og havde strammet »snoren« lige i overkanten. Heldigvis nåede vi at få farten ned. Ellers kunne det være endt med Danmarkshistoriens nok korteste sommerferie.

↑ Til oversigten
Sommerferie 2001 · Italien

Caorle

Køreturen gik over al forventning, bortset fra lidt køkørsel omkring Elbtunnelen i Hamborg, og vi landede i Trieste søndag morgen klokken 06.00.

Estella havde ikke Fabianas adresse med, men kendte hendes efternavn og vidste, at hun boede hos sine forældre. Vi kørte til stationen i Trieste og fandt en telefonbog. Der var 10-11 personer med det pågældende efternavn, så der var ikke andet at gøre end at starte fra en ende af.

Den første, Estella fik fat i, var den rigtige. Men Fabiana var rejst til Egypten et par dage før vores ankomst! Det var der ikke noget at gøre ved, så vi måtte finde en campingplads og gøre os det behageligt.

Vi fandt en meget stor campingplads i Caorle, en rigtig turistmagnet med udlejning af telte, campingvogne m.m., især til danskere. Det var absolut ikke det, vi havde drømt om, men en udmærket start i et land, som vi intet vidste om. Her var alt, hvad hjertet kunne begære, med vandland, restauranter, marked og meget mere.

Man skulle bo der i minimum to nætter, så det gjorde vi. De to dage gik med ren afslapning og badning, og vi fik en sludder med andre danskere, som havde »forvildet« sig til Italien.

Selve Caorle virkede på os som én lang række hoteller, barer, restauranter og badedyrshandlere. Vi handlede derfor i campingpladsens supermarked og lod det være ved det.

Efter to dage pakkede vi hele dynen sammen og drog længere sydpå for at se, om det var muligt at finde Italien i en mere »original« udgave.

↑ Til oversigten
Sommerferie 2001 · Italien

Venedig, Cervia og San Marino

Da vi forlod Caorle, vidste vi ikke, hvor vi skulle hen, ud over at vi ville besøge Venedig på vejen. Vi kunne se på kortet, at der sejlede en båd fra et industriområde ved navn Fusina syd for Venedig.

Venedig er en meget speciel by, som man kun kan beundre. Vi fik gået en god, lang tur – så lang, som Jakob på 3½ år kunne holde til – og var enige om, at vi måtte vende tilbage, når han blev større.

Fra Venedig gik turen til Cervia lige nord for Ravenna. Også her var der tale om et turistparadis med diskoteker om aftenen, hotelturister og parasoller på stranden i tusindvis. Faktisk måtte vi dårligt bade uden at have købt en liggestol. Det var frustrerende, når Jakob og Estella under ingen omstændigheder kunne tåle at ligge en hel dag på stranden. Campingpladsen havde heldigvis en pool, som vi benyttede flittigt.

En dag brugte vi på at køre til lilleputstaten San Marino. San Marino ligger på en bjergtop og er et meget fascinerende sted. Her er alt, hvad hjertet kan begære af lædervarer, legetøj, smykker og meget andet – typisk for en stat, der er kendt for sine afgiftsfordele. Vi parkerede neden for bjerget og tog svævebanen op, da byen har meget begrænsede parkeringsmuligheder.

Det var i øvrigt på campingpladsen i Cervia, vi første gang oplevede den »hollandske model«, som vi siden er stødt på så mange gange. Over for os lå en hollandsk familie med alt, hvad man kan forestille sig af udstyr, lige fra cykler til diverse badedyr og et sammenklappeligt køkken.

Hver aften, når der skulle laves mad, hev mutter en færdigret frem, som kun skulle tilsættes vand og koges. Manden sad hver dag og kiggede langt efter os, når vi begyndte at tænde op i grillen og tilberede det ene lækre måltid efter det andet.

Siden har vi på andre campingpladser oplevet hollænderes forkærlighed for pulversupper og dåsemad. Det er utroligt – og i øvrigt meget trist – at man tager til et gourmetland som Italien og så medbringer sin egen »tørkost«. Vi har også set danskere gøre noget tilsvarende, som om man ikke kan købe mad i Italien (eller andre steder for den sags skyld). Hvad tror folk egentlig, de lande lever af?

Da vi skulle pakke sammen efter en regnvejrsnat, kom vi til at snakke lidt med hollænderen, da han så, hvor nemt vi fik pakket vores grej. De boede på den samme plads hele ferien – tre uger – da det tog flere dage at pakke alle deres ting sammen. Det viste sig, at de både havde en trailer og en tagboks for at få plads til det hele.

Her blev det meget tydeligt, hvor stor en fordel det er at begrænse sig, så man har mulighed for at flytte, når man har lyst. Som nævnt var Estella ikke den store campist, da vi startede turen, men hun kom hurtigt efter det.

Jeg foreslog, at vi kørte til Rom, en by, som jeg havde hørt så meget om og gerne ville opleve. »Jamen,« sagde Estella, »det er jo frygtelig langt væk!« Jeg argumenterede med, at 500 km fra eller til ikke gjorde den store forskel, og så vendte vi næsen mod Rom.

↑ Til oversigten
Sommerferie 2001 · Italien

Rom og Lido di Castel Fusano

Vi havde på daværende tidspunkt ikke den store erfaring med »de små veje«, så vi valgte at køre på motorvejen hele vejen til Rom. Motorvejen fra Bologna til Rom er smal, man kører stærkt, og der er afsindig mange lastbiler. En lidt stressende oplevelse, må man sige. Men vi nåede Rom i god behold sidst på eftermiddagen og begyndte at lede efter en campingplads.

Lido di Castel Fusano viste sig at være noget nær ideel. Den lå tæt på Rom, faciliteterne var gode, der var god skygge, og så var der en god strand. Pladsen blev da også benyttet af mange udenlandske turister som udgangspunkt for ture til Rom, herunder en del danskere.

Vi kom til at tale med nogle danskere, som sagde, at man ikke kunne køre bil i Rom. De gav os derefter nogle togbilletter, de ikke fik brug for, da de skulle rejse dagen efter. Vi sagde pænt tak og begyndte at spekulere over, hvorfor man ikke skulle kunne køre bil i Rom. Romerne gør det jo i vid udstrækning?

Dagen efter kørte vi til Rom i bil :-)

Vi startede med at køre ind til Colosseum og fandt hurtigt en parkeringsplads i en lille gade. Her oplevede vi en sjov ting: Inden vi næsten nåede ud af bilen, stod der en parkeringsvagt og ville have et mindre beløb, for at vi kunne parkere der. Vi fandt aldrig ud af, om det var noget organiseret eller selvbestaltet, men vi betalte og var glade for, at der på den måde blev holdt øje med bilen.

Vi opgav at komme ind i Colosseum, da køen strakte sig hele vejen rundt om det imponerende bygningsværk og helt hen til Forum Romanum. I stedet gik vi en lang tur gennem Forum Romanum og hen til Piazza Venezia.

Da vi kom tilbage til bilen, var Jakob færdig som popsanger. Vi blev derfor enige om at køre lidt rundt og se nogle af de andre seværdigheder, så han kunne sove i bilen.

Den Spanske Trappe voldte en del problemer, da mange gader er ensrettede, og andre må man ikke køre på. Det hele løste sig, da vi så en italiener, som trodsede skiltningen og kørte ind ad den gade, vi gerne ville ned ad, på trods af forbuddet. Når de kan, kan vi også!

Vi parkerede i skyggen, så Jakob kunne sove, betalte endnu en parkeringsvagt og tog turen ned og op ad trappen.

Herefter gik turen til Peterskirken, og vi tabte fuldstændig vejret, da vi kørte op mod Peterspladsen. Vi fandt en parkeringsplads 100 meter fra pladsen. Jakob blev vækket, og så bevægede vi os op mod det imponerende bygningsværk.

Vi startede med at tage turen op i kuplen. Jakob gik selv hele vejen op, men sad på mine skuldre på vejen ned. Da vi stod i kuplen og kiggede ned, så alt så småt ud. Når man ikke først har set kirken indvendigt, er det meget svært at forestille sig, hvor store de forskellige ting er, blandt andet alteroverbygningen lige neden under kuplen.

Vi syntes, at den så meget lille ud, og mente, at den var lidt underdimensioneret i forhold til resten. Da vi senere stod nedenfor, blev vi meget forbavsede. Den er jo nærmest på størrelse med Rundetårn i København! Forestil dig, at Rundetårn kan stå i kirken og ligne en nipsgenstand set oppefra kuplen!

Efter Peterskirken spiste vi i en lille sidegade ved Vatikanet. Jakobs alder satte jo en effektiv begrænsning på udfoldelsesmulighederne, så vi blev enige om, at det måtte være seværdigheder nok. Vi besluttede at køre rundt og se nogle af de imponerende bygninger og pladser fra bilen og så vende tilbage, når Jakob var blevet ældre og bedre kunne holde til storbyferie.

Dagen efter kørte vi til Rom igen efter aftensmaden for at se byen med lys på. En fantastisk smuk oplevelse! Rom er altså helt speciel og en by, man ikke kan lade være med at vende tilbage til, når eller hvis man får muligheden.

Planlægningen af feriens videre forløb var så småt begyndt, og vi kiggede lidt på muligheden for at se Pisa og Ferrari i Maranello. Vi havde lånt en tysk campingbog af mine forældre og kiggede efter campingpladser, som gjorde det muligt at se begge dele uden alt for meget kørsel. Vi faldt over en lille plads i Gorfigliano, som så ud til at passe perfekt.

↑ Til oversigten
Sommerferie 2001 · Italien

Gorfigliano og Toscana

Vi blev enige om at køre op langs kysten for at få nogle oplevelser i stedet for kun at se motorvej. Det blev en meget spændende tur langs kysten, og »knasten« Il Telegrafo var en stor oplevelse. Vi forsøgte at komme hele vejen rundt på denne halvø, men mødte en tysker, som sagde, at det var umuligt, så vi vendte om. Vi spiste vores medbragte frokost i havnebyen Porto Ercole.

Da vi nåede lige syd for Livorno, blev vi enige om at tage motorvejen til Lucca, da det var ved at blive sent. Da vi kørte gennem Lucca, blev vi overraskede over denne fæstningsby. Den gamle bydel er helt omkranset af en høj bymur og så fantastisk spændende ud. Helt sikkert noget, vi skulle se nærmere på, når vi fik tid.

Turen fra Lucca til Gorfigliano tager laaaang tid at køre første gang. Her er virkelig snoede veje, så det kan blive til noget. Vi anede ikke på daværende tidspunkt, hvad det var for et område, vi var landet i, men syntes, at der var meget smukt med de høje bjerge og store skove.

Dagen efter ankomsten kørte vi en tur ned til Grotta del Vento for at kigge på drypstenshuler. Der var to forskellige ture, og vi valgte den korte. Det er en meget interessant grotte, hvor store dele er oversvømmet om vinteren og foråret. Vi fik fortalt, at grotten først var blevet opdaget for få år siden.

Da vi kørte ned igen mod Gallicano, kom vi forbi klosteret med restauranten L'Antica Trattoria dell'Eremita oppe midt på en klippeside. Vi fandt vejen derop og blev glædeligt overraskede over, at der var en restaurant. Nu var det jo frokosttid, og vi var godt sultne efter grottebesøget.

Maden var udsøgt, og vi fik en rigtig hyggelig eftermiddag med udsigt over dalen. Mens vi sad og spiste, faldt vi over en bog, hvorpå der stod »Toscana«. Ordet havde vi hørt før, men vi anede ikke, hvad det var, så vi ringede til Estellas »papmor« for at høre, hvad der var med Toscana. Vi fik at vide, at det var et område i Italien, som var kendt for sine kulinariske oplevelser :-)

Uden at vide det var vi landet i et af Italiens mest kendte »madområder«.

Tilbage på campingpladsen var en flok gamle mænd fra byen i gang med at lave en udstilling om marmor til en forestående marmorfestival, som skulle afholdes på stedet. Det var en oplevelse at kigge på deres arbejde.

Jo, planlægning er det halve arbejde, men i dette tilfælde var planlægningen af en karakter, som vi aldrig havde oplevet før. Der blev snakket, drukket vin, snakket noget mere, og først dagen efter begyndte der at ske lidt.

Mens vi stod og overværede dette morsomme indslag, kom campingfatter og tilbød os et glas vin. Vi fik hver et glas hvidvin, og det smagte! Det viste sig, at de havde en type mousserende hvidvin på fad, som de tappede af. Den adskilte sig fra champagne ved at være mere frisk og uden antydning af bitter eftersmag (vi kan rigtig godt lide champagne, skal jeg huske at sige). En herlig drik i varmen.

Om aftenen gik vi ned og købte en kande af denne herlige drik og sad og hyggede os, efter at børnene var lagt i seng. Den aften blev vi enige om, at vi fungerede så godt sammen, at vi lige så godt kunne gifte os.

Da Estella på det tidspunkt var 29 år, blev vi enige om at holde brylluppet dagen før hendes 30-års fødselsdag – tilfældigvis en lørdag – for at undgå at få en masse peberkværne, som vi ikke lige stod og manglede.

At marmor fylder meget i området, ses tydeligt. Alle vegne er der marmor, og det er tydeligt, at de er overordentlig stolte af deres tradition. Der har været brudt marmor i området i over 1.000 år.

I den fjerneste ende af byen var et hold kunstnere i gang med at lave skulpturer i en konkurrence, som afholdes hvert år.

I stedet for at køre uden om bjergene, hver gang vi skulle fra Gorfigliano, fandt vi et lille pas til Vagli og passerede derved det marmorbrud, som har udgjort Gorfiglianos største indtægtskilde gennem tiderne. Vi stoppede en dag og gik en tur for at få syn for sagen.

Det var tydeligt, at marmorbrydning er en farlig »sport«. Der lå flere huse, som havde fået løbske sten i taget og derfor ikke længere var i brug.

Pisa blev også besøgt. Vi kørte over de høje bjerge ud til Carrara og derfra ned til Pisa. Bjergene fra Gorfigliano til Carrara er meget golde med dybe kløfter, og det tager sin tid at køre strækningen. Det var også et stort problem, at vores kort ikke indeholdt alle vejene i området, så der blev gættet en del undervejs.

Det skæve tårn og marmorkirken var klart en tur værd. Desværre var Det Skæve Tårn lukket for turister, da det stadig var under renovering – det skulle rettes op, så det ikke væltede.

Efter Pisa gik turen til Lucca. Som nævnt er Lucca en prægtig fæstningsby, som vi gik en god, lang tur i. Vi var dog lidt skuffede. Der var lidt for meget »turistknas« efter vores smag.

I stedet for at køre til Maranello på en endagstur blev vi enige om at finde en anden campingplads lidt nærmere. Det tager meget lang tid at bevæge sig rundt i disse bjerge.

Det var med vemod, at vi forlod Garfagnana, som området i det nordlige Toscana hedder. Det er helt sikkert et område, vi vil vende tilbage til på et senere tidspunkt.

Som en krølle kan nævnes, at da vi kom hjem og begyndte at studere rejsebøger, blev området nord for Lucca betegnet som ubeboet med høje bjerge med sne på toppen. Vi så ingen sne, og jeg tror personligt, at de mange, som bor i disse bjerge, ville blive meget kede af at få at vide, at området er ubeboet ...

↑ Til oversigten
Sommerferie 2001 · Italien

Maranello, Farini og Bardi

Vi kørte fra Gorfigliano direkte til Maranello for at se Ferrarimuseet. Da vi nåede frem, var det lukket på grund af frokost, så vi kørte ind i byen for at kigge lidt nærmere på Maranello.

Da vi gik rundt midt i byen, blev vi spurgt, om vi ville se Formel 1 i byens Enzo Ferrari-biograf på torvet. Det ville vi da hjertens gerne, men vi måtte lige have frokost først, så vi fik gratis billetter til senere brug.

Vi spiste frokost på en lille café i nærheden og nåede lige tilbage til starten. Det blev en kæmpe oplevelse. Italienerne var klædt i Ferrari-halstørklæder, hatte og trøjer. Og de var helt vilde! Jakob syntes, at det var vildt spændende. Han måtte ud at tisse fem gange under løbet :-)

Efter løbet var museet åbnet igen, og vi fik syn for, hvad Ferrari står for. Det er egentlig lidt pudsigt: Det var endnu ikke lykkedes os at møde et eksemplar af disse prægtige biler på de italienske landeveje.

Efter museet var det tid til at finde en campingplads. Vi havde kig på en på kortet, men da de ville have vores pas, sagde vi nej tak og kørte videre. Vi har generelt den holdning, at det internationale campingpas må være nok! Vi viser selvfølgelig billedlegitimation, hvis det ønskes, men aflevering og opbevaring af vores pas siger vi kategorisk nej til.

I Farini fandt vi en hyggelig plads med pool. De havde vist ikke mange danske turister her. Vi blev hurtigt en attraktion, som italienerne valfartede til på deres aftentur.

De næste dage gik med badning, grillning og små ture rundt i området, herunder til Bardi. Bardi er speciel, fordi der ligger en »rigtig« middelalderborg med spøgelser, torturkamre, fangekælder og det hele. Ungerne var helt vilde, og Kira holdt rigtig godt fast i Estella, da alle billederne af spøgelser dukkede op.

Campingpladsen var meget hyggelig med små »hytter« rundt om fastliggernes campingvogne. Campingfatter havde heste, som han lukkede ud på pladsen om natten for at græsse. På den måde skulle der aldrig slås græs.

Min søster, svoger og deres to børn var på ferie på Korsika og besluttede at slå et slag forbi Farini til aftensmad på vejen hjem. Kuglegrillen blev fyldt til det yderste med bagekartofler og grøntsager, og til sidst blev en masse oksekød grillet.

Vi fik en hyggelig aften som afslutning på en fantastisk ferie. Dagen efter pakkede vi tidligt og drog mod lille Danmark i nord.

↑ Til oversigten
Sommerferie 2001 · Italien

Hjemrejsen

Vi handlede ind til morgenmad i en lille by på vejen ud til motorvejen og spiste morgenmad ud for Gardasøen på en rasteplads ved motorvejen.

Mens vi stod og spiste, kunne vi se, hvordan trafikken tog til med uhørt fart. Vi fik hurtigt afsluttet morgenmaden og kom af sted igen. Min søster kørte først en time efter os, og vi hørte senere, at de holdt i kø hele vejen over Brennerpasset.

Da vi nåede München, brød trafikken helt sammen, og vi blev enige om at forlade motorvejen og kigge lidt på de sydtyske supermarkeder, inden vi drog videre.

Tre timer senere, omkring klokken 15, kørte vi på motorvejen igen mod nord. Trafikken var stadig umulig, og det tog sin tid at komme frem i landskabet.

Dette »show« gider vi ikke en anden gang. Fremover vil vi prøve at planlægge køreturen gennem Tyskland, så den passer med natture. Min søster var i øvrigt stadig bag os, på trods af at vi havde været væk fra motorvejen i tre timer.

↑ Til oversigten
Sommerferie 2001 · Italien

Efterskrift

Vores første ferie sammen må betegnes som en stor succes – og så absolut noget, vi vil gøre igen næste år.

Vi var meget i tvivl om, hvordan det hele ville gå med tre sammenbragte børn og et par voksne, som på daværende tidspunkt ikke kendte hinanden særlig godt. Den ene af os havde desuden ikke tidligere haft erfaring med campinglivet i denne lidt primitive form.

Ud over at have lært hinanden meget bedre at kende var vi som en sidegevinst blevet enige om, at der skulle holdes bryllup.

Da vi kørte hjemmefra, var Italien for Estella meget langt væk, og Rom var totalt uoverskuelig. Nu er Sydeuropa »rykket nærmere«, og der er lige pludselig ingen steder i Europa, vi ikke kan nå i bil. Det giver en meget stor frihed i forbindelse med planlægningen af næste års ferie.

↑ Til oversigten