Forord
Denne tur kræver lidt forhistorie, så derfor et forord. Som nogle ved, købte vi hesten Layla tilbage i 2008. Hende har vi været fabelagtigt glade for, og vi har fra tid til anden joket med, at vi gerne ville låne hendes mor for at lave en "klon" til fremtidig ridning, når Layla ikke kunne mere. Det ønske er ikke rigtigt blevet til noget, og vi har så småt besluttet, at Layla selv må tage slæbet og blive mor til vores fremtidige ridehest.
I den forbindelse skal man jo bruge en hingst – sådan er naturen nu engang indrettet ;-) I forsøget på at finde den "rigtige hingst" til Layla havde vi været til hingstekåring i Herning, og nu var vi nået til anden runde i udvælgelsen. Denne gang gik turen til Helgstrand Dressage i Uggerhalne i Nordjylland. Vi var enige om, at vi ikke gad køre samme vej to gange.
Så i stedet for at tage hjem gennem Jylland igen valgte vi at køre til Hirtshals, tage færgen til Kristiansand og køre gennem Norge hjem. Ikke nogen stor omvej, når man nu alligevel er i Nordjylland …
Lørdag den 8. april 2017
Vi kørte hjemmefra kl. 08.00 med kurs mod Nordjylland og "sneglehuset" på slæb. Vi ankom kl. 13.02. Estella troede, at det startede kl. 14, men det var altså kl. 13 :-) Hingstene var fine. Vi syntes stadig, at Franklin var en fin hingst, omend han ikke gjorde helt så godt et indtryk som ved hingstefremvisningen i Herning. Derimod var Revolution en stor overraskelse – en rigtig fin hingst.
Kl. 16.00 vendte vi næsen mod nord, gjorde lidt indkøb i Netto i Hirtshals og parkerede derefter på havnen for at indtage vores aftensmåltid: rester fra dagen før. Vi sad med udsigt til det færgeleje, hvor "vores" færge skulle afgå fra, så vi kunne følge med i, hvornår vi skulle begive os over mod check-in på den anden side af havnebassinet.
Color Line var billigst på ruten, så den havde vi valgt. Alt gik fint. Check-in er utrolig nemt: Bilens nummerplade bliver scannet, og så ved de, hvem du er, og hvor du skal hen. Vel om bord forlod vi Danmark på slaget 20.45. Der var god plads på færgen, for vi var ikke ret mange med, så vi kunne sætte os, hvor vi havde lyst.
Vi valgte at sidde bagerst, hvor det vippede mindst. Det blæste en hel del den aften. Ved midnat trillede vi i land i Kristiansand og vendte næsen mod Kanonmuseet vest for byen. På parkeringspladsen blev "sneglehusets" ben foldet ud, og vi gik til ro.
Søndag den 9. april 2017
Kanonmuseet ligger i et fæstningsværk fra Anden Verdenskrig, som har bestået af fire meget store kanoner – verdens næststørste landbaserede, efter hvad vi havde fået oplyst. Desværre er der kun én fungerende tilbage. Vi havde fået den opfattelse, at museet åbnede kl. 10.00, men det var først kl. 12.00. Så vi havde gået området tyndt, taget en masse billeder og talt med en norsk hundelufter, da klokken blev 10.
Nordmanden var vældig snaksalig. Han var vokset op i området og kunne fortælle, hvordan en lokal havde kæmpet for at bevare fortet. Han fortalte også om områdets lange historie, som efter hans udsagn gik helt tilbage til omkring år 1500, hvor der havde været en international havn, som et fort beskyttede. Senere kom den tyske invasionsstyrke og byggede de fire store kanoner, som kunne skyde halvvejs til Danmark.
Meget materiel var blevet ødelagt efter krigen og smidt i vandet bag fortet. Hundelufteren fortalte, hvordan han havde lavet en stor magnet på en pram for derefter at hive stålet op af vandet og sælge det som skrot. Den seneste udvikling var ifølge ham, at kommunen ville bygge 800 boliger på øen. Det var de lokale meget imod, da det ville ødelægge endnu mere af den historie, der knytter sig til området.
Vi stod nu med to timer, til museet åbnede, og overvejede, hvad vi skulle gøre. Men vi blev hurtigt enige om at køre videre langs kysten mod Bergen. Der er ikke så meget at sige om køreturen langs kysten: flot natur og hyggelige byer. Vi fandt en bager og købte lidt brød. Frokosten spiste vi på en kostelig landevejskro, hvor der tilsyneladende var selleri og sennepsfrø i alle retter.
Vi valgte en stor bøf med flødekartofler – med sennepsfrø og selleri – til 210 penge. Da vi ikke kunne forstå, hvorfor der tilsyneladende var selleri og sennepsfrø i alting, spurgte vi servitricen, hvad det gik ud på. Hun forklarede, at det var en service til allergikere: Retterne kunne indeholde spor af de nævnte ingredienser :-) På vores tur langs kysten blev vi overraskede over, hvor mange kirkegæster der var alle vegne.
Kirkernes parkeringspladser var stuvende fulde, og tilsyneladende er det en heldagsforestilling, for vi så først folk forlade kirkerne hen ad kl. 16. Sidst på dagen valgte vi at campere på Egersund Camping, tæt ved elven midt i byen. En overnatning kostede 180 penge på denne tid af året, inklusive strøm.
Mandag den 10. april 2017
Vi vågnede friske og udhvilede kl. 05.50 efter en nat med den beroligende brusen fra elven. Vi tog et bad, spiste morgenmad og pakkede sammen. Kl. 07.00 trillede vi ud på de norske landeveje. Planen for dagen var at nå til Lysebotn i bunden af Lysefjorden og derefter drage mod Prædikestolen for at se på mulighederne for at besigtige denne mytiske sten.
Nu er Norge jo ikke "bare" et land, man kører rundt i efter forgodtbefindende på denne årstid, og vi fik da også vores sag for på turen mod Lysebotn. Hjemmefra havde vi valgt at sætte sommerhjul på bilen, da temperaturen jo som bekendt nærmede sig 20 grader. Så varmt var det endnu ikke blevet i Norge, skulle vi hilse at sige … Turen startede fint, og undervejs kørte vi ind til Frafjord gennem en forholdsvis ny tunnel på 3,8 km.
Vi talte om, hvor afsides denne bygd måtte have været før tunnelen. Det gamle pas over bjerget så noget kringlet ud. Vi ville gerne have kørt over passet på vejen ud fra fjorden, men det er nu lukket og kan kun benyttes af gående og cyklister. Op over passet mod Sirdal bød turen på snestorm, og den endte brat ved Suleskard, hvor sneen umuliggjorde vores videre færd.
Ingen vej frem – eller rettere: Der var kun vejen tilbage at vælge, så den tog vi. Vi kunne nu konstatere, at Lysebotn om muligt er mere isoleret end noget andet, vi har set. I vinterhalvåret er der kun adgang med båd gennem Lysefjorden, og på denne årstid var færgeruten til byen også indstillet :-o Ærgerlige over ikke at have set det, vi gerne ville, kørte vi til Høle og tog færgen over til Oanes – 192 penge, når man er under 10 meter.
Vi så, at der var en lille vej på sydsiden af fjorden, hvorfra det måske ville være muligt at besigtige Prædikestolen fra syd, så den tog vi. Desværre var vejen lukket på grund af fjeldsikring, så vi måtte vende med uforrettet sag. Nu gik turen direkte til parkeringspladsen ved Prædikestolen. Det kostede 200 penge at parkere. Her spiste vi frokost på den nærliggende restaurant: lammepølser med mos til 245 penge pr. portion.
Det var en fremragende pølse med masser af kød i, om end den var til den tørre side. Mosen var lavet af rigtige kartofler og fløde – lige efter vores hoved. På stien til Prædikestolen stod et skilt om, at man frarådede at begive sig derud på grund af vejret, der her bød på stærk blæst og byger. Vi blev enige om at stille "sneglehuset" på campingpladsen og se, hvordan vejret ville være næste morgen.
Hvis det var muligt, ville vi gå turen og slutte af med frokost på samme restaurant – kødkager med tilbehør :-) Camping på Prædikestolen Camping kostede 280 penge for to personer med campingvogn og el. Faciliteterne var fine, dog lidt sparsomme, hvis pladsen var fyldt. Vi var der alene sammen med to tyske fyre i en Ford Galaxy, så det var ikke noget problem.
Resten af dagen gik med at skrive dagbog, spille kort, spise lidt aftensmad og se Danmarkshistorien og Bonderøven på den bærbare via pladsens glimrende wi-fi. Til sidst gik vi til ro kl. 23.00.
Tirsdag den 11. april 2017
Jeg slog øjnene op kl. 06.00. Estella snorkede videre, det bedste hun havde lært, så jeg tog den bærbare under armen og traskede til toilettet for at skrive videre på dagbogen. Over morgenmaden blev vi enige om, at vi ikke var udstyret til fjeldvandringen på de fire kilometer ud til Prædikestolen. Det havde frosset i løbet af natten, og vejret var meget omskifteligt.
Ikke ligefrem ideelt i shorts og uden hue … Vi accepterede, at Prædikestolen måtte vente til en anden gang, og vendte næsen mod Stavanger med "sneglehuset" på slæb. Dagens første færge gik fra Tau til Stavanger – 390 penge. Den anden færge gik fra Mortavika til Årsvågen – 362 penge. Vi havde passeret frokosttid og kunne godt tænke os noget at fylde i maven.
Vi kørte en del rundt i Haugesund uden rigtig at få det til at lykkes. Vi kunne simpelthen ikke komme til at parkere bilen med sneglehuset nogen steder. Til sidst endte vi ved en pølsevogn i et industrikvarter, hvor vi fik hver en hotdog og en rulleburger. Sidstnævnte havde vi ikke set før og måtte prøve. På billedet så det lækkert ud: en lang "ting" i et stykke pølsebrød, garneret med salat m.m.
Virkeligheden var en anden. Rulleburgeren var et pølsebrød med en lang bøf uden smag – en oksepølse uden skind, om man vil – og ikke andet. Salaten var sparet væk, og resultatet så noget kedeligt ud. Hotdoggen bestod ligeledes kun af brød og pølse. Retfærdigvis skal det siges, at der stod ketchup, sennep og noget dressing på disken, som man selv kunne pynte med.
Efter at have fortæret dette pragtmåltid til den fyrstelige sum af 162 penge drog vi videre nordpå. Dagens tredje og sidste færge gik fra Sandvikvåg til Halhjem – 511 penge. Lige efter at vi var ankommet til Hordaland, ringede telefonen. En flink dame ville vide, hvad vores bil foretog sig. Var vi med en færge? Det kunne vi bekræfte, og hun undlod derfor at melde den stjålet.
Det var vi meget taknemmelige for. Bilen er udstyret med GPS-sporing, hvis nogen skulle finde på at liste af med den uden vores velsignelse. Det er billeder fra denne enhed, der er sat ind i dagbogen. Undervejs passerede vi også et utal af betalingsveje, typisk til 14 penge ad gangen. På den sidste færge var vi blevet enige om at finde en campingplads på øgruppen Sotra.
Vi startede med at køre sydpå, da vi kom i land. Opgaven skulle vise sig at være overordentlig vanskelig. På færgen hang et kort, som gav indtryk af, at der var adskillige campingpladser overalt på øerne vest for Bergen, men sådan hang verden åbenbart ikke sammen. På den sydlige ø var der skilt til en campingplads, men det viste sig at være en fastliggerplads uden plads til fremmede – det var i hvert fald det indtryk, vi fik.
På vej nordpå igen valgte vi at køre ind på en Circle K-tank og spørge om vej. Damen på tanken var vældig flink. Hun ringede til venner og bekendte og fortalte til sidst, at der var en plads på den sydlige del af øen og en omkring Fjell, lige nord for hvor vi var. Vi valgte at køre til Fjell. Vi havde mistet troen på den sydlige del af øen, og efter lidt søgen fandt vi den mest fantastiske plads, man kan tænke sig.
Receptionen var lukket – og havde været det længe, efter affaldet foran døren at dømme – men der var et telefonnummer, og vi blev enige om at ringe næste morgen, inden vi kørte på sightseeing. Estella var lidt rådvild med hensyn til, hvor vi kunne lægge os. Pladsen var meget kuperet, og der var meget lidt plads at komme rundt på.
Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at vi skulle ligge på den mest spektakulære plads, og fik sneget bil og "sneglehus" op på kanten af verden med den smukkeste udsigt, man kan tænke sig. Der lå en del campere og campingvogne ved indkørslen til campingpladsen. Til vores held var det kun en enkelt fastligger og en med en Land Cruiser, der havde turdet binde an med at slæbe en campingvogn op på den platform, vi nu lå på, med udsigt direkte mod vest og Atlanterhavet i det fjerne mellem øerne :-) Det var ved at være sent, så vi lavede en hurtig omgang aftensmad bestående af pølser, vi havde med hjemmefra, og klassisk svensk mos fra et brev.
Dertil ketchup fra den lokale Kiwi og en kop te. Da klokken slog 23.00, lå vi under dynen og snorkede om kap.
Onsdag den 12. april 2017
Vi slog øjnene op kl. 06.00 og var klar til at udforske både øen, vi boede på, og Bergen, som vi havde hørt så meget godt om. Formiddagen bød på øhop i bedste forstand, da vi kørte op til toppen af øgruppen for at finde ud af, hvilke seværdigheder der var. Turen bød på boreplatforme, et enormt Gassco-anlæg (Statoil), et sort gasanlæg, en campingplads og et fiskerleje for turister med "fiskerensehus", lejligheder og tyskere :-) Ud over dette fik vi hjernen godt fyldt op med meget smukke naturoplevelser.
Norges kyst er bare helt speciel. Med hensyn til campingpladsen var vi lykkelige for, at vi var endt, hvor vi gjorde, og ikke havde forsøgt os nordpå, da vi ankom dagen før. Pladsen længere mod nord lå langt oppe i øgruppen ved en sø uden udsigt til havet. Det var en fin plads, men med den udsigt, vi havde fået, lå vi "ikke så ringe", som de siger i Jylland.
Efter øhoppet tøffede vi til Bergen. Vi begik en fejl, som vi har begået så ofte før: Vi skyndte os at finde et sted at parkere bilen i stedet for først at køre lidt rundt og finde ud af, hvad vi ville se. Heldigvis er Bergens centrum ikke ret stort, så man kan sagtens nå rundt til fods. Vi parkerede i et af Bergens utallige parkeringshuse og gik rundt i byen.
Byen er meget charmerende med alle de gamle træhuse, som har fået lov at bestå. Det giver en helt speciel atmosfære. Rundt om havnen ligger spisesteder, forretninger og en torvehal, som vi kender det fra København. Frokosten valgte vi at indtage på restaurant Bryggeloftet på havnens østlige kaj. Estella fik en meget flot laksemad, og jeg indtog en portion klassisk bacalao.
Pris: 354 penge. Laksemaden behøver ikke så meget forklaring, men bacalao er en klassisk norsk ret (oprindeligt portugisisk/spansk, men det har nordmændene glemt), som består af klipfisk, kartofler, tomat, chili og oliven. Som man kan se af ingredienslisten, giver det god mening, at den er blevet en norsk ret. Alle ingredienserne er jo nemme at få fat i i Norge ;-) Vi havde besluttet, at vi skulle have pil-selv-rejer til aften, og ledte efter en fiskehandler.
Det lykkedes ikke i første omgang, så vi hentede bilen og kørte lidt rundt. Her faldt vi over torvehallen ved havnen og parkerede bilen igen i en parkeringskælder for at købe et kilo rejer – 250 penge. Det var i øvrigt en ret bemærkelsesværdig fiskehandler med enorme mængder levende hummere, levende jomfruhummere og mange forskellige fisk.
Rejerne var sikkert fra et fiskeskib i Ishavet og adskilte sig nok ikke fra de frosne, man kan købe i Kiwi til 49 penge pr. kilo – bortset fra at de ikke var gået så meget i stykker som dem, der sælges i løs vægt i de norske supermarkeder. Vi fandt også en citron i torvehallen – 10 penge. Den flinke mand med citronerne kunne fortælle os, hvor vi fandt byens bedste brød.
Vi købte derfor brød hos "Godt Brød" i Bergen: 56 penge for et rensdyrbrød og 35 penge stykket for to boller med fyld. Da vi spurgte til fyldet, lyste ekspedienten helt op. "Blåbær med creme," kom det fra hende, mens hun smilede over hele ansigtet. Hendes favorit, sagde hun :-) Tilbage på campingpladsen ringede vi til lejrchefen for at betale, inden vi skulle køre næste morgen.
Han var overordentlig flink og fortalte om alle de ting, de gik og lavede på stedet. To overnatninger kostede 360 penge. Da vi havde været pladsen rundt, kom vi i snak med lejrchefen igen. Han fortalte, at han var lokalpolitiker, og at hans kone arbejdede i kirken. Vi talte lidt om de problemer, de havde med affolkning af yderområder, akkurat som vi ser det i Danmark.
Han fortalte også om problemerne med at skaffe penge fra regeringen til udvikling af infrastrukturen uden for de store byer :-( Til aftensmad pillede vi vores dyrt indkøbte rejer og nød festmåltidet, inden vi hoppede i seng oven på en dag med mange nye indtryk.
Torsdag den 13. april 2017
Op og pakke sammen. I dag begyndte vi så småt hjemturen. Der var ingen trafik overhovedet.
På Hardangervidda fik vi mildest talt et chok. Vi havde diskuteret bilens fodtøj hjemmefra, men var blevet enige om at køre af sted på sommerdæk, da det jo var forår. Her lå der pludselig op til to meter sne, og temperaturen var nede på minus tre grader.
Det gik nu fint. Vi kom ned fra Hardangervidda uden problemer, og i Geilo fik vi kyllingelår, så vi kunne klare eftermiddagens kulturelle udfordringer.
Vi tog turen gennem “Middelalderdalen” med sine fire historiske stavkirker. Vi stoppede troligt ved hver eneste, gik en tur rundt, tog lidt billeder og fortsatte til den næste. Desværre var ingen af kirkerne åbne, så vi kunne komme ind.
Vi fortsatte til Grebbestad, hvor vi forsøgte at få plads på campingpladsen inde i byen, hvor vi havde boet i uge 43 i 2016. Men der var ingen ledige pladser.
Vi spiste på Telegrafen i Grebbestad. Vi begyndte begge med gravad laks. Estella fik søtunge til hovedret, mens jeg valgte kalvepølse.
Efter maden fandt vi en plads på Sövalls Camping, lige vest for byen.
Fredag den 14. april 2017
Fra Grebbestad gik turen hjemad. Ikke noget ophidsende – en enkelt tankning, men ellers gik det bare støt og roligt mod vores hjem i Værløse.
Efterskrift
"Penge" betyder i denne dagbog norske kroner. På rejsetidspunktet svarede én norsk krone til cirka 0,81 danske kroner. Nordmændene er glade for vejbump og rundkørsler. Prisen på benzin og diesel kan variere med op til tre kroner pr. liter, så man skal se sig for. Færger er ikke som i Sverige en del af infrastrukturen på samme måde. Vi skulle betale ved de overfarter, vi benyttede, og de er ikke specielt billige.
Mange steder er det ikke muligt at undgå færger, for der er simpelthen ingen andre veje. Vil man undgå færger, skal man holde sig væk fra kysten og søge ind i landet. Der er også mange små strækninger med betalingsvej.