Lørdag den 2. september 2023
Så er det tid til lidt ferie igen. Denne gang går turen til Lucca for foden af bjergene i Garfagnana. I går fløj vi til Pisa, hvor vi lejede en bil og trillede de 30 km til Lucca. Ferien er lidt anderledes denne gang, for vi er af sted med vores gode venner Anne og Ole. Faktisk er det deres ferie, vi har »nasset« os ind på. Vi har dog vores egen lejlighed, så de ikke behøver at glo på os hele tiden :-)
Da vi var landet i Lucca og havde fundet vores respektive lejligheder, som ligger 150 m fra hinanden, traskede vi ned i byen for at finde et »vandhul«. Nogle var dehydrerede efter den lange rejse (to timer i fly) ... Efter indtagelse af væske tog vi en længere rundtur i byen og kiggede på livet. Det er trods alt lørdag aften, så der er liv overalt, og folk er klædt i deres stiveste puds, som det hører sig til her i Italien.
Vores datter Kira har på det kraftigste anbefalet en pastarestaurant, »In Pasta«, som vi måtte prøve. Så den tager vi i dag – så er det overstået ;-) Kira og Morten tilbragte en del tid i Lucca sidste år i forbindelse med Mortens ph.d., så de har en klar mening om, hvor man skal spise, når man er i Lucca :-)
Vi startede med tomat og bøffelmozzarella efterfulgt af bruschetta med lidt forskelligt og til sidst hver vores pastaret. Hertil blev der drukket vin og vand. Et fremragende måltid til en samlet pris af 87 € for fire personer.
På vejen tilbage til vores respektive ly for natten blev der indtaget is inden for bymuren og lidt hvid frizzante fra fad på en restaurant lige over for vores gadedør, uden for bymuren ... Inden vi skiltes fra Anne og Ole og gik til ro, konstaterede Estella: »Sikke en dag!« Hvortil jeg tilføjede: »Ja, vi har både været ude at flyve og alt muligt« ...
Den hvide frizzantevin på fad er en specialitet, som vi stiftede bekendtskab med for 22 år siden i Gorfigliano, 70 km nord for Lucca. Dengang boede vi på en lille campingplads, børnene var små, og en aften, da de var gået i seng, hentede vi en liter af denne perlende drik i pladsens restaurant og nød den foran teltet.
En kande blev til to, vi blev lettere opstemte og dermed letsindige, og sidst på aftenen blev vi enige om, at »det gik sgu da meget godt, det her – skulle vi ikke tage og gifte os?« ... Dem, som kender historien, ved, at sådan gik det. Dagen før Estellas 30-års fødselsdag samme efterår sagde vi ja til hinanden. Vi kunne lige så godt være rationelle og gøre det, inden Estella fyldte år. Vi havde peberkværne nok!
Godnat og sov godt :-)






Søndag den 3. september 2023
I dag er der dømt afslapning. Første feriedag skal bruges til at falde ned mentalt og vænne sig til bare at være uden stress og jag. Alle kender det, ingen efterlever det ... Anne startede dagen med at løbe 5 km rundt på bymuren – så er det ligesom sat på plads.
Lucca er en gammel fæstningsby, og den meget spektakulære bymur hele vejen rundt om den gamle bydel har fået lov at bestå. Det er i modsætning til mange andre steder, hvor kun enkelte byporte er tilbage af de gamle fæstningsværker. Bymuren bliver flittigt brugt til motion :-)
Da alle havde fået øjne og var klar til dagens første måltid, gik vi ind og fandt det første konditori på vejen og slog os ned. Menuen var kaffe, te, juice, croissanter m.m.
Efter morgenmaden tog vi turen rundt på bymuren for at danne os et overblik over, hvad vi kunne forvente at få dagen til at gå med. På bymuren var der marked med blomster, ost, pølser, håndarbejde m.m. Det kostede 10 € pr. næse, så vi valgte at betragte det gennem hegnet.
Da vi var cirka halvvejs rundt, kom vi til en plads, hvor nogen havde valgt at lave en Ferrariudstilling. Det måtte vi lige kigge nærmere på. Ud over en masse gamle biler stod også det nyeste skud på stammen, en SF90. Nydelig bil, men de burde fyre maleren – den var helt mat i lakken.
Ud over Ferrarierne var der også en turistinformation på pladsen. Vi stak hovedet ind for at finde ud af, om der foregik noget i byen, vi helst ikke ville gå glip af. Vi fandt to arrangementer, som vi besluttede at opleve: korsang i en kirke og flamencoguitar på borgmuren – allerede i aften.
Efter rundturen om byen var det efterhånden blevet frokosttid. Vi blev enige om at spise på restauranten lige over for vores gadedør, hvor vi i går havde indtaget dagens sidste væske. Efter frokost afholdes siesta.
Kl. ca. 17.15 mødes vi foran Anne og Oles gadedør og bevæger os mod kirken, hvor koncerten afholdes. Der er to kor, som optræder: et italiensk ungdomskor og et tysk ungdomskor. Det er en stor oplevelse, om end kirkebænkene er en lidelse at sidde på i to timer. Flere i vores lille selskab lider af ømhed i en vis legemsdel, men vi holder ud til det sidste, hvor begge kor sammen synger Coldplays »Viva la Vida«.
Vi er enige om, at »kor i kirke« kan noget, da vi går derfra for at søge lidt føde inden næste koncert på borgmuren. I formiddag havde vi på rundturen om byen indtaget væske på en lille bar. Denne lokalitet blev her til aften vært for et let måltid.
Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle forvente. Det eneste, vi vidste, var, at det var en kvartet – hvis det hedder sådan i flamencokredse. Det viste sig at være tre på guitar og en på percussion. Det var i den grad fire gutter, som kunne ruppe neglene! En fed oplevelse, hvor de bl.a. spillede deres egen nyfortolkning af Ravels »Boléro«, flamencostyle ...
Nu var dagen gået, og mætte af dagens oplevelser søgte vi hver især mod vores sovepladser. I morgen er der atter en dag. Hvad mon den bringer?
Godnat og sov godt ...










Mandag den 4. september 2023
I dag er der dømt køretur. Vi starter på tom mave, så tidligt som det kan lade sig gøre. Vi har en meget lang køretur foran os.
For dem, som ikke ved det, har området nord for Lucca fået en helt speciel plads i Estellas og mit hjerte, siden vi ved et tilfælde landede her i 2001. Første gang, vi kom til Garfagnana, som området hedder, var det, fordi vi på et kort havde set en lille campingplads i Gorfigliano. Da der (tilsyneladende) var nogenlunde lige langt til Parma, Pisa og Maranello, som vi så kunne lave afstikkere til, lå det lige til højrebenet.
Sådan gik det slet ikke. Vi blev meget klogere! Det er meget muligt, at afstandene i luftlinje er små, men hvis man vil benytte asfalt til transport, er historien en ganske anden. Området byder på forholdsvis høje bjerge og en infrastruktur fra omkring år 1000. Om end vejene er blevet asfalteret i årenes løb, er det stadig de samme snoede dyreveksler, som munkene brugte på deres pilgrimsfærd til Rom.
Områdets karakter har den positive virkning på mennesker, at de automatisk kommer ned i gear. Alt går næsten i stå, for sådan er det her: Man kan ikke hurtigt noget som helst. Det tager den tid, det tager ... Og en anden gevinst er, at der er meget få turister i dette område af Norditalien :-)
Nå, tilbage til dagens køretur. Vi starter med at finde en lille bar langs vejen, hvor vi kan få stillet sulten og, for enkelte medlemmers vedkommende, kaffetørsten. Efter morgenmaden kører vi langs den opdæmmede sø ved Vagli Sotto. Dejligt at se, at den er fuld af vand igen. Sidst vi var her, gik vi på bunden af søen til den normalt oversvømmede by.
Vi fortsætter op til et lille refugium ved navn Campocatino. Her har vi siddet og spist morgenmad flere gange med vores børn, mens vi har nydt udsigten over Vagli Sotto i bunden af dalen. Refugiet er ikke så lille mere. Her er skudt en del bygninger op, og der er tilmed lavet en lille restaurant. Vi tager lidt vand og et stykke tærte til ganen, inden vi kører videre til næste punkt på turen: marmorbruddet ved Gorfigliano.
At se et aktivt marmorbrud helt tæt på er en speciel oplevelse, der er meget svær at beskrive. Se på billederne, og forestil jer at stå på kanten af afgrunden og se dem arbejde med tonstunge marmorblokke på de stejle bjergsider. Man skal ikke lide af højdeskræk her ...
Tiden løber fra os, og vi vender næsen mod Gallicano, hvor vi skal spise frokost på et lille agriturismo. På turen kører vi gennem Gorfigliano og forbi campingpladsen, hvor vi, som tidligere beskrevet, blev enige om at blive gift.
Dette lille sted, »Agriturismo Antica Trattoria dell’Eremita« (http://www.eremocalomini.it/index_eng.php), er også et sted, som vi adskillige gange er vendt tilbage til. I starten havde værtsparret Sara og Lucca forpagtet klosteret på stedet og drev et lille hotel med otte værelser. Stedet har en helt speciel atmosfære, og vi har boet her flere gange. Et år tilbragte vi en hel efterårsferie her med vores tre børn.
For omkring 16 år siden fik den lokale biskop en hjerneblødning og mente, at der skulle være kloster igen. Sara og Lucca måtte derfor se sig om efter et andet sted at drive hotel. Resultatet blev, at de købte et stykke jord af kirken umiddelbart øst for det lille kloster og byggede deres eget lille agriturismo med restaurant og otte værelser. Da vi sidst overnattede her for 14 år siden, havde de lige åbnet det nye sted.
Sidste år, i forbindelse med Mortens ophold i Lucca, havde Kira og Morten været oppe at spise på stedet, men de havde ikke set Sara. Derfor havde vi vores bange anelser, da vi landede. Lucca ligner sig selv, lidt mere grå, men lige så sindig som altid. Datteren er derimod blevet voksen og står for maden.
Spisekortet er stort set uændret i de 22 år, der er gået, siden vi var her første gang. Vi tager den grillede forel med stegte kartofler, som vi har spist så mange gange før. Efter maden går Estella og jeg ind for at betale og få en sludder med datteren. Det viser sig desværre, at vores bange anelser holder stik: Sara gik bort for fem år siden. Ære være hendes minde ...
Grunden til, at vi havde et øje på tiden, var, at vi havde købt billetter til en totimers tur i Grotta del Vento kl. 15. Grotta del Vento har en frygtelig lang historie, som jeg ikke vil kede jer med her. Den kan læses på https://grottadelvento.com/.
Vi har besøgt hulerne et par gange før sammen med vores børn og syntes, at vi gerne ville dele oplevelsen med Ole og Anne. Turen på to timer byder på rigtig mange højdemeter (omkring det samme som ned og op ad Møns Klint), og vi er godt møre i benene, da vi igen ser dagslys. En stor oplevelse for nogen. Andre, med jyske gener, mener, at det er spild af penge ;-)
På vejen tilbage til Lucca tager vi lige en afstikker til Trassilico for at se, om noget har ændret sig. Byen ligger på den yderste spids af en bjergkam, og vi jokede i flere år med, at det yderste hus i byen var »vores hus«. Huset lå forladt i flere år, men efter navnet på husnummeret at dømme har det fået nyt liv, nu med engelsk ejer.
Trassilico er ellers ikke en by, der kommer mange turister i, men der er åbenbart kommet nogen forbi, som kunne se mulighederne i stedet og skønheden ved den storslåede udsigt. Efter endt »rundvisning« tager vi en pause i byens beværtning og får lidt væde til halsen. Mere om Trassilico her: https://www.turismo.garfagnana.eu/en/villages-and-fortresses/en-rocca-di-trassilico/.
Tilbage i Lucca er tiden nu så fremskreden, at vi mener, det er ved at være tid til lidt i maven igen. For at projektet ikke skal tage for lang tid, beslutter et stort flertal af forsamlingen, at vi skal indtage føde lige over for vores gadedør. Det ved vi på forhånd virker :-)
Som sagt, så gjort. Med fyldte maver kryber vi hver især tilbage i vores ly for natten. Nogle med helt nye oplevelser, andre med oplevelser fra en lang dag på landevejen ad »memory lane« ...
Godnat og sov godt.

















Tirsdag den 5. september 2023
I dag er det slappedag igen. Estella sover længe, og jeg starter dagen med dagbogen fra i går. Anne og Ole spiser morgenmad for sig selv i dag, så Estella og jeg trasker ned på den nærmeste bar og får stillet sulten. Derefter går vi en tur og kigger på de lokale forretninger.
På turen besøger vi bageren og spørger efter »lievitazione naturale«, og selvfølgelig har de det. Vi vælger et passende brød og to croissanter og begiver os videre til grønthandleren. Her køber vi tomater og bøffelmozzarella til frokosten. Nu mangler vi bare bresaola og hvidløg til den perfekte sandwich. Det finder vi i en lille, fin salumeria, hvorefter vi begiver os tilbage for at »fise den af« og få styr på de ømme kroppe fra gårsdagens fitness i »hullet i jorden« ...
Ole og Anne er taget på byvandring og melder, at de gerne vil spise frokost med os. Estella og jeg bliver enige om, at vi så vil udvide repertoiret lidt, og går ned til fiskehandleren og køber tre forskellige salater: to med blæksprutte og en med sardiner :-)
Frokosten bliver indtaget på vores tagterrasse med udsigt til De Apuanske Alper i baggrunden. Der er fantastisk hyggeligt. Efter maden går vi hver til sit for at slappe af indtil næste punkt på dagsordenen: Puccini-operaarier i en af kirkerne i Lucca :-)
Vi er ved kirken, hvor koncerten skal foregå, kl. 17.57 og køber billetter til 25 € pr. stk. Efter kl. 18 koster de 30 € :-) Inden vi skal ind og sidde, er der lige tid til en is.
Koncerten var en stor oplevelse. Musikken fremføres af Diego Fiorini på flygel og de to sopraner Deborah Vincenti og Josephina Louise Hoogstad. Se videoen af Josephina Louise Hoogstad, og nyd hendes saft og kraft :-)
Efter koncerten skulle vi finde lidt at fylde i den efterhånden tomme mave. Vi gik noget rundt, og flere af de interessante steder, vi kom forbi, var fuldt optaget. Til sidst fandt vi »Osteria Pane e Sale«, hvor vi kunne få bord.
Et meget moderne sted, som i bund og grund ikke er vores foretrukne stil, men stedet fik en chance. Fra starten blev vi lidt irriterede, da tjenerne insisterede på at tale engelsk. At de derudover var inkompetente, gjorde ikke tingene meget bedre. Maden var for så vidt god, men det var lidt træls, at den ikke blev serveret samtidig. Det er helt klart et sted, vi ikke vil besøge igen – til gengæld var det dyrt ...
På vejen tilbage til vores respektive lejligheder tog vi en is til som plaster på såret :-)
Godnat og sov godt.







Onsdag den 6. september 2023
Igen spiser vi morgenmad hver for sig, Estella og jeg på baren lige rundt om hjørnet, hvor vi mødes med Anne og Ole til dagens første punkt: marked i Forte dei Marmi. På vejen hen til bilen ser vi, at der også er marked i Lucca, og tager lige en tur og kigger på varerne.
Disse markeder er et stort tilløbsstykke. Tøj koster næsten ingenting i forhold til butikkerne, og vi har en fornemmelse af, at der bliver solgt virkelig meget ad denne kanal. Jeg får 12 par sokker for 10 €. Da vi er cirka halvvejs gennem markedet, udbryder Ole, at nu gider han ikke kigge mere på det lort, og vi vender om og finder bilen :-)
I Forte dei Marmi finder vi de to markeder. Det ene er et »kludemarked« som i Lucca, det andet et lille fødevaremarked. Det sidste giver vi lidt opmærksomhed ... Vi får købt lidt vindruer til køreturen, og det er det. Så fortsætter vi vores færd op mod marmorbruddene, hvor den berømte Carraramarmor kommer fra.
Det er virkelig fascinerende at se, hvordan man her »fjerner« bjergene klods for klods. Marmorbruddene ved Carrara får bruddet i Gorfigliano til at ligne ren hobby. Her tager man ordentligt fat i tingene :-)
Vi besøger også et gammelt romersk brud, hvorfra romerne hentede marmor til deres byggerier rundt omkring. Fantastisk, at det var muligt for over 2.000 år siden at bryde marmoren her langt oppe i bjergene, transportere blokkene til havet og sejle dem til Rom eller andre steder, hvor de skulle bruges. Romerne boede i murede huse med klinker på gulvene, bad, toilet og rindende vand, og vi boede i lerklinede hytter sammen med vores husdyr ...
Efter marmoroplevelsen kørte vi til Colonnata for at kigge lidt på byen og få frokost. Vi finder en lille beværtning på byens torv og sætter os for at få lidt til maven. Her i Colonnata er der en spise, som er fremherskende: lardo. På spisekortet er lardo repræsenteret i næsten alle retter i større eller mindre grad, så fedtforskrækkelse skal man ikke have her. Så dør man af sult.
Lardo er syltet spæk, som produceres her i Colonnata efter en tusind år gammel opskrift. »Lardo di Colonnata« fremstilles i store marmorkar, hvor spækket krydres med forskellige krydderurter og salt. Derefter skæres det i tynde skiver og spises på brød. Det er ikke alle i vores lille selskab, der er lige begejstrede for denne specialitet, som unægtelig er meget speciel :-)
Efter indtagelse af foder går Anne, Estella og jeg ind i byens kirke for at se lidt på den. Også her er marmor et fremtrædende materialevalg ...
Efter Colonnata går turen tilbage til Lucca, hvor siestaen bliver holdt i hævd. Ole har bestilt bord til kl. 20 på en lille fiskerestaurant i byen, som vi gik forbi i lørdags, da vi var ankommet. Estella og jeg beslutter derfor, at vi vil gå en tur op i et af Luccas tårne og kigge på udsigten.
Det valgte tårn er lidt specielt, da det er det eneste i byen med træer på toppen. I indgangen, ved »betalingsanlægget«, står en planche, der beskriver tårnet. Her står der, at der er 220 trin til toppen, hvis man er engelsktalende, men 230, hvis man er italiensktalende. Man har åbenbart noget med tal her på egnen: først husnumre i går og nu antallet af trin i et tårn.
Nu er vi ikke den bekymrede type, men lige nu kan vi mærke en vis uro med hensyn til vores svigersøn Mortens ph.d., som han ikke har forsvaret endnu. Han arbejdede, som tidligere nævnt, en periode i Lucca sidste år i forbindelse med sit ph.d.-projekt ...
Efter tårnet tager vi en is og sætter os på en overdækket fortovsrestaurant i det berømte romerske amfiteater midt i byen. Nu er tiden så fremskreden, at Ole og Anne så småt er på vej, så dem går vi i møde. Vi kan lige nå turens første Aperol på vejen til fiskerestauranten.
Restauranten er en oplevelse. Der er to menuer, en stor og en lille, til henholdsvis 35 og 25 €. Priserne er alt inklusive: et antal retter, vin, vand, dessert, kaffe og en lille skarp at gå hjem på. Der er ikke noget spisekort, for menuerne ændres hver uge, så man får det, som er ugens »ret«.
Vi taler med værtinden om det, og hun anbefaler, at vi tager to dyre og to billige og deler. Hun tror ikke, vi kan spise fire dyre. Som sagt, så gjort. Nu vil jeg ikke kede jer med en længere opremsning, men vi fik seks retter, startende med suppe, over pasta vongole og sluttende med stegte sardiner og til sidst dessert.
Et overdådigt måltid! Vi er godt proppede alle fire, da vi går derfra. Helt klart det bedste måltid, vi har fået på turen, og så til 120 € for fire personer. Klart fem stjerner herfra. Restauranten hedder L’anciüa og kan varmt anbefales, hvis man kommer på disse kanter.
Efter maden triller vi hver især hjem på køjen. Godnat og sov godt ...





















Torsdag den 7. september 2023
Vi starter dagen med at gå ned på en lokal bar og få hver en croissant, og jeg tager en kop te.
Efter morgenmaden trisser vi ned i byen. Estella har set, at der skulle være nogle kasematter i nærheden af den botaniske have, som man skulle kunne komme ned i. Vi bruger en del tid på projektet, men må til sidst opgive. Det er muligt, at man kan komme ned i dem, men det er åbenbart ikke meningen, at vi skal opleve dem.
Vi beslutter i stedet at gå uden for muren og finde en akvædukt, som angiveligt skulle være at se umiddelbart syd for byen. Det tager ikke lang tid at lokalisere Aqueduct of Nottolini (https://en.wikipedia.org/wiki/Aqueduct_of_Nottolini,_Lucca). Den er det trods alt ikke lykkedes at gemme for os!
Her er der tale om et »vandtårn«, hvor vandet behandles eller filtreres, og en 3,2 km lang akvædukt, der leder vandet dertil. Cisternen (vandtårnet) er under renovering og desværre pakket ind, så man ikke rigtigt får indtryk af, hvor smuk bygningen er.
Efter akvædukten gik vi tilbage til byen og så på den meget store domkirke, Duomo di San Martino. Det koster 3 € pr. næse at komme ind. Da vi er kommet ind, kan vi høre nogen synge. Vi sætter os på en bænk, og jeg hiver kameraet frem og får filmet slutningen.
Vi troede først, at det var noget, der havde med kirken at gøre, men lidt efter lidt gik det op for os, at det var en flok tyskere, som havde stillet sig i en rundkreds og bare havde valgt at synge. De var rigtig gode til det, og da de sluttede, opløste forsamlingen sig i alle retninger, som når noget fordamper. En meget særegen oplevelse.
Domkirken er meget rigt udsmykket. Det ser ikke ud til, at der har manglet midler under opførelsen og udsmykningen, som andre kirker her i byen bærer præg af.
Vi har en frokostaftale kl. 13 i dag med Anne og Michael, to af deres venner og selvfølgelig vores rejsefæller Anne og Ole, og tiden løber. Vi begiver os så småt mod den restaurant, der er valgt til formålet. På vejen går vi lige forbi Palazzo Pfanner for at se, om vi kan købe billetter til kammerkoncerten kl. 21 i aften. Det kan vi ikke: »30 minutter før koncerten«, er svaret.
Vi finder en hyggelig bar, hvor vi kan få slukket tørsten, inden vi skal mødes, og skriver til Anne og Ole, at vi sidder der.
Vi finder Anne og Michael og deres venner Susanne og Jørgen på restauranten Rusticanella 2 (https://www.rusticanella2.it/en/homeeng/), som aftalt. Vi bliver enige om at starte med noget antipasti og efterfølgende en kødret for de flestes vedkommende.
Vi bliver overdådigt bespist. Sjældent har vi fået så meget kød. Antipastien var store bunker af forskellige pølser, og hovedretten var côte de bœuf – »kokotelet« på dansk. Det var rigtig hyggeligt, og vi sad så længe og spiste, at personalet på restauranten begyndte at blive noget utålmodigt efter at lukke til siesta, kunne vi mærke. Så vi valgte til sidst at fortrække.
Denne restaurant kan klart anbefales, hvis man ikke er kødforskrækket. Vi endte med en regning på 311 € for otte mennesker inklusive vand og tre flasker vin. Meget rimeligt for et så flot og overdådigt måltid. Vi tager afsked med alle og begiver os til »hulen« for at samle kræfter til næste måltid og forhåbentlig kammerkoncert.
Kl. 18.45 mødes vi foran Anne og Oles dør og går ned i byen for at finde lidt til maven. Ikke at vi er specielt sultne, men det hører sig ligesom til. På vejen sætter vi os på en bar og får en aperitif, inden vi skal spise.
Valget af restaurant falder i dag på Trattoria da Leo. Leo er en meget traditionel, familiedrevet restaurant med »mamma« i køkkenet og det hele. Et hyggeligt sted. Maden er fremragende, og endnu mere mætte begiver vi os mod Palazzo Pfanner (http://www.palazzopfanner.it/en/).
Ved billetlugen opstår et sjældent problem: De tager kun imod kontanter, 7 € pr. billet. Ole har lidt kontanter, og efter at have tømt alle gemmer for mønter, lommeuld m.m. tårner hele 24 € sig op på disken – 4 € for lidt :-( Der bliver parlamenteret frem og tilbage. Vi spørger til nærmeste hæveautomat osv., men til sidst får damen i lugen medlidenhed med de forspiste danskere, og vi får billetterne for 24 penge.
Musikken fremføres af duoen Emiliano Castiglioni på guitar og Mariangela Marcone på flygel. Koncerten var rigtig god, og efter godt halvanden time var vi klar til at søge ly for natten og gik hver til sit ...
Godnat og sov godt :-)





















