Juleferie 2008

19.–28. december · Oberau, Østrig

← Tilbage til ferieoversigten

Forord

Efter en meget vellykket juleferie og juleaften i det svenske sidste år, uden børnene, er vi blevet enige om, at vi vil prøve noget »ikke-traditionelt dansk« igen i år. Vi har snakket og skrevet med Evi Thaler i Østrig, hvor vi de senere år har holdt vores skiferier, om muligheden for en østrigsk juleaften. Vi har derfor lejet »vores« lejlighed hen over julen, og Evi har arrangeret juleaften for os et sted i Oberau.

En sidegevinst kunne ovenikøbet være en hvid jul. Det er vi jo ellers ikke forvænte med, må man sige. »Da far var en lille pige ...« Nej, så fremskreden er man da heldigvis ikke endnu! Men sandt at sige er det ikke mange hvide juleaftener, vi har haft i Danmark i de efterhånden mange år, jeg kan huske tilbage på.

Estella og jeg har onsdagen inden afrejsen givet hinanden et par ski i julegave, så nu er vi spændte på, om det er noget, der duer (hvis der er sne). Vi har snydt lidt og valgt nogle Völkl-ski af samme type, som vi har stået på de sidste par år med stor succes.

Afrejsen kommer til at foregå fredag den 19., når vi kan slippe væk fra arbejde og andre gøremål (læs: efter aftensmaden).

/Martin

↑ Til oversigten

19. december 2008

Efter arbejde pakkes kattene i transportkasser. Det er de som sædvanlig ikke særligt stolte af, og de bliver kørt til Frans og Dorte i Over Dråby – intet nyt her.

Aftensmaden bliver sat til livs, bilen bliver stoppet med vores grej, og så er vi ellers klar til at drage sydpå. Knud kigger lige forbi og får sagt god jul, og så triller vi af sted kl. 20.30 med kurs mod Oberau. Vejret er klaret op, og der er is på tagboksen, så temperaturen er faldet drastisk.

Estella passer roret, indtil de tre skal i soveposerne. Vejret er helt klart, indtil vi når Hannover. Herfra begynder det så småt at regne, hvilket senere går over i slud og sne. Faktisk sner det, indtil vi når Würzburg, dog uden at det nogensinde bliver et problem. Herfra går det over i regn, som fortsætter, indtil vi kører ind i Østrig.

/Martin

↑ Til oversigten

20. december 2008

Lige inden grænsen til Østrig går vi ind på et konditori og får lidt morgenmad. Det trænger vi alle til. Jeg havde skrevet til Evi i aftes, at vi ville dukke op mellem kl. 9 og 10, men vi triller op på bjerget allerede kl. 8.45.

Evi er lige kørt et lille ærinde, og vi møder hende ved foden af bjerget. Hun er overrasket over, at vi allerede er nået frem.

Alt i alt er turen gået fint, og vi bliver enige om, at vi alle er friske nok til at stå på ski. Efter at jeg har ligget en halv time og døset, pakker vi os sammen og bevæger os ud til Itter for at leje ski til ungerne. Vi voksne er så »heldige«, at vi har givet hinanden et par ski i julegave, så vi behøver bare at købe liftkort. Så er vi klar.

Oppe på bjerget sner det meget, og pisterne ligner mest af alt offpiste. De kan slet ikke følge med til at præparere dem, så meget sne kommer der. Vi tager et par ture, hvor vi finder ud af, at vi er mere trætte end først antaget. Derfor spiser vi frokost i en hyggelig »alm« og bliver enige om at bevæge os hjemad.

Det skulle vise sig at være en større opgave. Først skulle vi ned i dalen med ski på, og det foregik i helt frisk puddersne (fedt). Nede ved foden af bjerget lå temperaturen lige over nul grader, og vejene var som brun sæbe. Bilerne holdt hulter til bulter og kunne ikke komme nogen steder, så vi måtte ud og sætte kæder på. Vi hjalp også nogle unge mennesker fra Holland, som havde deres bøvl med at få kæder på deres Renault.

Da vi havde kørt 20 meter, sprang den ene kæde, og den måtte nødtørftigt repareres, indtil vi kunne få den repareret mere permanent eller købe en ny. Da vi nærmede os Oberau, var temperaturen faldet til under nul, så vi hev kæderne af igen, og resten af vejen gik fint.

På vejen handlede vi ind til aftensmaden i M-Preis i Niederau. Menuen bliver meget simpel med nogle lokale pølser og brød. Vi får også købt lidt øl og en flaske Glühwein, som vi skal smage en aften. En ting, vi studsede over, var manglen på juleøl. Det er en skik, man tilsyneladende slet ikke har her. Det var nu heller ikke, fordi der var pyntet ret meget i forretningen i det hele taget. En lettelse i forhold til danske butikker, hvor alt er – og har været – pyntet de sidste tre måneder og i den grad proppet med tilbud, så det hænger én laaaangt ud af halsen.

Tilbage i huset hilser vi lige på Thomas. Estella viser ham, at vores kæde er gået i stykker, og spørger, om han ved, hvor vi kan købe et nyt sæt. Nu er vi så heldige, at Thomas er traktormekaniker og ikke tabt bag af en vogn, så han tilbyder at reparere den ødelagte kæde for os. Thomas siger, at vi sikkert vil kunne finde et nyt sæt i Wörgl. Det må vi kigge på mandag, når butikkerne åbner igen. Thomas siger i øvrigt, at det er noget billigt skrammel. Tag den, Biltema!

Aftensmaden bliver indtaget i lejligheden, hvorefter vi ser »Flammen og Citronen« – dvs. vi sover til filmen. Vi vælger derefter at gå i seng for at være klar i morgen tidlig, når vækkeuret ringer.

/Martin

↑ Til oversigten

21. december 2008

Vækkeuret ringer kl. 8, og vi kravler ud af høet. Morgenmaden bliver fortæret, og vi hiver i vores skitøj. Udenfor er vejret ikke for godt: Det regner. Hmmm. Vi er stadig optimistiske, fylder udstyret i bilen og begiver os mod pisterne.

Undervejs bliver vi enige om, at vi ikke gider stå på ski i regnvejr. Så vil vi hellere prøve at finde et julemarked. Vi kører til Kitzbühel for at finde en by af passende størrelse, hvor muligheden for et marked er til stede.

Kitzbühel er en rigtig hyggelig by, og i midten er der også et lille marked, dog intet at sammenligne med det, jeg tidligere har set i Tyskland. Faktisk ser det ikke ud til, at østrigerne går så meget op i den slags. Markedet er i øvrigt lukket, så vi kører igen. Vi er enige om, at vi vil spise aftensmad her en dag for at se lidt mere liv, end vi er vant til fra Oberau.

På vejen tilbage kører vi gennem Wörgl, og vi bliver overraskede over, at alle forretninger er lukkede her tre dage før jul. I øvrigt er forretningerne ikke proppet med pynt og lys som hjemme. Vi triller hjem til Oberau og vil lige købe et brød på vejen til vores bornholmske laks, som vi har medbragt fra Danmark. Alt har lukket om søndagen, selv bageren, så vi må spise de frosne morgenboller, vi købte i går, til fisken.

Tilbage i lejligheden spiser vi frokost, spiller tips osv., inden vi skal ud og have aftensmad. I dag bliver måltidet indtaget på Kellerwirt, en hyggelig restaurant i midten af byen, hvor vi har spist før.

Vi håber, at skivejret er bedre i morgen. Godnat og sov godt (vi smager lige på Glühweinen på vejen mellem Kellerwirt og sengen – den er rigtig god).

/Martin

↑ Til oversigten

22. december 2008

Kl. 8 står vi op. Vejret ser bedre ud end i går, om end tågen hænger som en tyk suppe i dalen under os. Vi tøffer ned til bageren for at se, om det er muligt at lokke lidt brød ud af ham eller hende. Nu spiste vi jo vores morgenboller til frokost i går.

Det bliver til to ture til bageren. Det første brød, vi løber af med, er med kommen, og det spiser Estella og børnene meget nødigt.

Ud til pisten og op i ærtesuppen. Det er ikke rigtig værd at stå på ski i, så vi tager turen rundt, spiser frokost på Hohe Salve og tager kabinen ned igen. Det var så den dag. På vejen tilbage køber vi ind; vi skal have kalkun til aften.

Da vi kommer tilbage til lejligheden, skal jeg lige ned og hente noget i bilen og snubler på trappen. Øv! Højre hofte og arm får et ordentligt knald, og jeg bliver helt svimmel.

Tilbage i lejligheden ser vi lidt »Ringenes Herre« og spiller tips. Under »Ringenes Herre« finder Kira pludselig ud af, at hun vil være elver, og binder en hårelastik omkring øret for at give det den rigtige spidse form :-)

Kira laver aftensmad af kalkunen, og det bliver fremragende.

Vi må da håbe, at vejret bliver bedre i morgen!

/Martin

↑ Til oversigten

23. december 2008

Lillejuleaftensdag: Op kl. 7 og gøre klar til skitur.

Kl. 9.07 sidder vi i liften på vej op. Vejret ser ikke for godt ud, men vi satser på lidt skiløb i dag. Oppe på plateauet over Salvistabahn er det frostvejr, og sneen er faktisk rigtig fin. Det bliver begyndelsen på en rigtig god dag.

Estella er stadig bekymret for knæet fra sidste år, så hun går meget forsigtigt til værks og holder mange pauser mellem nedkørslerne for ikke at overbelaste benet.

Midt på eftermiddagen er vi alle trætte og tager turen over Hohe Salve for at komme ned til vores lift til dalen. Estella og Jakob tager lige en strudel, mens Kira og jeg tager den sorte pist ned fra toppen og den nye kabine fra Hopfgarten op igen.

Vi er alle godt møre, da vi når tilbage til lejligheden, og vi vælger at se et afsnit af »Ringenes Herre«, inden vi skal spise.

Aftensmaden består af røget bornholmsk laks med grønt og et brød, vi havde fundet, som så godt ud.

Da vi lægger os til at sove, er det med et bredt smil på læben. Første dag med rigtigt skiløb i år!

/Martin

↑ Til oversigten

24. december 2008

Juleaftensdag: Op kl. 7 og gøre klar til skiløb.

Kl. 8.45 sidder vi i liften, og morgendisen er ved at lette. Det ser lovende ud. Estella har lidt mere mod på det i dag, og vi får stået rigtig meget på ski.

Kort før frokost tager vi en smal skovvej, og jeg hænger fast i »skorpen« med den ene forski og får lagt mig oven på vores kamera med et veritabelt trælår til følge. Da vi sidder og skal spise frokost, opdager jeg, at skærmen bag på kameraet er knust. Surt show. Nu må vi pege og skyde resten af ferien og håbe på, at der kommer billeder ud af det.

Midt på eftermiddagen har Estella fået nok, og vi bevæger os tilbage til bilen. Vi skal jo også lige nå et bad, inden vi skal ud og holde juleaften kl. 18. Det går nok ikke, at vi dukker op og lugter af gnu! På vejen tilbage krøller jeg min ene skistav. Nu kan dagen ikke blive meget bedre.

Vi køber et par nye stave og bytter ved samme lejlighed Kiras ski til de bedste, de har (»guld«, kalder de dem). Udlejningsfatter er meget bekymret og siger, at man skal være en god skiløber for at bruge de ski, men vi kan da prøve dem og så bytte dem igen, hvis de ikke duer til hende.

Evi har bestilt bord til os på Tirolerhof, og vi er meget spændte på, hvad der skal foregå.

Vi indfinder os kort før kl. 18, og vi er de første i restauranten. Omkring kl. 18.15 er alle til stede, og kl. 18.30 bliver den første ret serveret. Før-forretten er koldt, fyldt andebryst med bær, salat og brød.

Vi bliver lidt overraskede over den effektivitet, der hersker, men taget i betragtning, hvor mange børn der er til stede, og at der er fire retter, er der ikke noget at sige til, at maden ikke skal trække ud i det uendelige.

Forretten er en cremet suppe med krydderurter og rejer. Hovedretten er kalveryg med morkler, broccoli, blomkål og kroketter. Desserten er en lille vaniljeparfait med en kompot af bær, små kager og flødeskum.

Maden smager fremragende, og vi er godt mætte, da vi er færdige. Efter maden er der småkager, kaffe og te.

Og så når vi til selve julehyggen! Familien, som ejer hotellet, sidder om et bord lige ved det nu tændte juletræ. Det er i øvrigt en historie for sig selv at opleve træet blive tændt. Sønnen i huset tænder juletræet, som ud over lys også er pyntet med stjernekastere, og to gange lykkes det at sætte ild til træet. Han redder begge gange situationen ved at få »prustet« ilden ud. Den ene gang er hans søster dog så nervøs, at hun fluks henter et glas vand, dog uden at det bliver nødvendigt at tage det i anvendelse.

Hele familien skiftes nu til at synge og spille. De er åbenbart meget musikalske: Den store datter spiller tværfløjte og guitar, hendes lillesøster harmonika og faderen guitar, og de synger alle sammen. Efter en masse julesange læser bedstefaderen juleevangeliet højt for hele forsamlingen på østrigsk, og vi slutter alle af med at synge »Stille Nacht! Heilige Nacht!«. Bagefter går de rundt og ønsker alle en glædelig jul. Det er i det hele taget meget stemningsfuldt.

Da vi kommer tilbage til vores lejlighed, pakker vi de få gaver op, som vi havde haft plads til i bilen, og så er det ellers sengetid.

Vi er alle enige om, at det har været en rigtig hyggelig juleaften, og det er nok ikke sidste gang, vi kan finde på noget tilsvarende.

/Martin

↑ Til oversigten

25. december 2008

1. juledag: Op kl. 7 og gøre sig skiklar.

Kl. 8.45 sidder vi i liften. Der er ikke et øje nogen steder, og vejret er fantastisk. De har præpareret pisterne i nat, og der er derefter faldet 5 cm puddersne. Man kan ikke ønske sig det bedre.

Vi er enige om, at vi skal se den nye forbindelse, der er lavet fra SkiWelt til Westendorf, og begiver os rundt om bjerget for at komme ned til Brixen. Her tager vi den fine nye kabine til toppen af Westendorf. Det er en fin tur, og det er rart, at man ikke skal tage andre lifte undervejs.

Vel oppe på toppen skal vi lige have overblik over kortet, og så er Jakob ellers væk! Lad mig sige det på den måde: Det er ikke første gang, Jakob er blevet væk, men i disse store områder kan han altså blive »rigtig« væk, så vi synes absolut ikke, det er sjovt. Her er 250 km præparerede pister at lede på plus 93 lifte, så vi må dele os. Estella kører ned ad bjerget mod Brixen, mens Kira og jeg kører den anden vej.

Kira og jeg finder relativt hurtigt Jakob, men nu er Estella jo kørt ned ad bjerget på den anden side, så vi må lige en tur i dalen for at fange en lift, så vi kan komme over toppen og tilbage til Estella. Nu er alle turisterne også så småt stået op oven på deres julestrabadser, så der er ikke til at være på pisterne i Westendorf. Vi er godt glade for at skulle tilbage til pisterne nord for Hohe Salve i stedet for dette menageri.

Det er godt middag, da familien atter er samlet i Brixen, og vi bliver enige om at køre halvvejs tilbage til bilen og finde en gang frokost i en ikke alt for overrendt »alm«. Vejret har skiftet, og det er ikke klart mere. I bunden af de forskellige pister ligger nu en tyk tåge, og sneen er godt tung. Da vi har spist, bliver vi derfor enige om, at vi er trætte og vil nøjes med en tur over Hohe Salve for at komme tilbage til bilen ved Itter.

På vejen må vi lige have en Germknödel med vaniljesovs og »mohr« samt en Apfelstrudel til deling. Vi har set mange spise Germknödel til frokost, og nu må vi vide, hvad det er. Germknödel er et dampbagt hvedebrød, lidt som det, tjekkerne kalder dumplings, dog i dette tilfælde med sveskemos i midten og serveret med rigelig vaniljesovs og »mohr« på toppen. »Mohr« tror vi er knust birkes med sukker.

Da vi er nede med liften, går vi lige hen til udlejningsfatter og fortæller ham, at de nye ski, Kira fik i går, er super. Han bliver overrasket og siger, at hun må være en god skiløber. Kira er stolt på sin egen stille måde :-)

Forskellen er, at disse ski er meget stivere og derfor kræver mere arbejde af skiløberen. Der er også kontant afregning, hvis du gør noget forkert. Omvendt er de mere stabile og præcise ved høj fart. Begynderski er tit bløde og omgængelige, næsten tilgivende over for løberen, men bliver nemt flagrende og upræcise ved høj hastighed. Man kan selvfølgelig ikke generalisere; det kommer meget an på den enkeltes stil. Det er noget, man må prøve sig frem med.

Tilbage i lejligheden tager vi en slapper oven på endnu en pragtfuld dag i sneen. Aftensmaden laver vi selv; vi har købt kalveschnitzler. Under aftensmaden begynder det så småt at sne igen. Vi kan ikke helt lade være med at drømme om puddersne igen i morgen.

Inden vi skal i seng, bliver der lige tid til lidt tips og Glühwein.

/Martin

↑ Til oversigten

26. december 2008

2. juledag: Vækkeuret ringer kl. 6.45, fordi vi skal nå at lave omelet i dag, inden vi skal ud ad døren.

Kl. 8.45 sidder vi igen i liften. Vejret er helt klart, det har blæst og sneet i nat, og temperaturen er sunket til -12 grader. Alt i alt lovende! Vi er dog ikke de eneste, der har store forventninger til dagens skiløb. Der holder allerede mange på parkeringspladsen, da vi ankommer, og allerede kl. 11 er der totalt kaos af mennesker på de mest populære pister.

Frokosten indtages som vanligt på en af de mange »alms«, der ligger spredt ud over området. Faktisk er der 65, og fælles for dem er, at man spiser rigtig godt til rimelige penge.

Kl. 14 er vi så småt ved at være møre og begynder at bevæge os mod vores bil i Itter. Lige inden vi skal med kabinen ned, går vi ind og får en kop »et eller andet« og et stykke kage.

Klokken er 16, da vi kører tilbage til vores lejlighed. Vi skal lige slappe lidt af, inden vi skal i bad og til Kitzbühel for at spise aftensmad. Det er jo vores sidste aften på denne juleferie.

Kitzbühel skulle vise sig at være en helt speciel oplevelse. Byen er rigtig hyggelig, men ved nærmere eftersyn går det op for os, at det nok ikke lige er noget for os. Her er spækket med modeforretninger, juvelerer og andet dyrt isenkram, og bilerne i byen er alle i den dyre ende af skalaen.

Vi finder en restaurant, som ser hyggelig ud, og går ind og får det sidste bord inden det helt store rykind. Her spiser man ikke mellem kl. 18 og 18.30 som i Oberau, men efter kl. 20, og det er tydeligt, at her viser man sig frem. Vi kan ikke helt lade være med at more os lidt over sceneriet :-)

Vi får bestilt noget at spise, og allerede her begynder det at gå galt for vores tjener, som vi senere »døber« Manuel (efter »Fawlty Towers«). Kira bestiller noget rejehalløj, Jakob en schnitzel af svin og Estella og jeg hver en schnitzel af kalv med persillekartofler.

Da Manuel kommer med maden, får vi rejer til Kira, svineschnitzel til Jakob og to børneschnitzler med pommes frites til os voksne? Vi forklarer ham, at det ikke er, hvad vi har bestilt, og han siger, at vi bare kan få persillekartofler til. Hmmm. Vi er ikke helt tilfredse, men hvis nu manden ikke kan komme i tanke om en anden løsning, så er det vel ikke helt skævt.

Sybil (Fawltys kone, for at blive i de termer) kommer og spørger, hvad der foregår. Vi forklarer, og hun snupper børneschnitzlerne og siger, at vi vil få det rigtige om ti minutter. Manuel render derefter rundt og dukker sig, som om han har fået tæsk?

Efter at vi har spist, vil vi gerne have regningen, så vi kan komme »hjem« til Oberau igen, men »Manuel« kan ikke helt overskue situationen, så vi må have fat i Sybil endnu en gang. »Manuel« får endnu et hak og ser om muligt endnu mere skræmt ud, da han kommer med regningen. Han beder os selv om at kontrollere, at det, der står på regningen, også er det, vi har fået. Da vi går, undskylder »Sybil« mange gange på Manuels vegne. Det har været en oplevelse at spise i Kitzbühel :-)

Da vi kører hjem, taler vi om, at det er pudsigt, at priserne er halvanden gang højere her, hvor »de fine« kommer, end i Oberau, men maden kun halvt så god. Komisk. Vi er nu glade for det smørhul, vi har fundet. Selvom der bor en del udlændinge i Oberau, er det stadig en lokal østrigsk by med de kendetegn, det nu fører med sig. Her er det ikke ødelagt af turismen.

Vi går til køjs og ærgrer os lidt over, at ferien allerede slutter i morgen.

/Martin

↑ Til oversigten

27. december 2008

3. juledag: Vækkeuret ringer kl. 6.30, og morgenmaden bliver spist.

Efter morgenmaden pakker vi lejligheden sammen og fylder vores ting i bilen, inden vi skal ud på pisten. Vi betaler Evi og siger farvel for denne gang. Endnu en pragtfuld ferie i Østrig.

Vi havde en plan om at købe nogle specialiteter med hjem til julefrokosten i morgen og spørger Evi, om de har noget i Østrig, som hører julen til. Evi tænker længe og siger så: Næh, de spiser godt hver dag og har ikke noget specielt til julen :-)

Vi tager liften op kl. 9. Vejret er ikke så flot som i går, og det er hamrende koldt. De første par timer kniber det meget med at holde varmen, så vi besøger en del »alms« for at få varmen. Frokosten bliver spist samme sted som i går, dog indenfor i dag. Det er fantastisk hyggeligt at sidde som sild i en tønde, høre tyrolermusik og spise et solidt østrigsk måltid mad. Sikken en stemning! Vi kommer til at savne dette, når vi bevæger os mod nord om nogle få timer.

Efter frokost tager Jakob og Estella den direkte vej til Itter, mens Kira og jeg tager turen hele vejen rundt om bjerget. Ned ad en pist kører jeg bag Kira og overser en dynge sne (ikke at sne er usædvanligt på en pist, men denne dynge er større end godt er). Jeg får »afmonteret« mine ski og fortsætter uden. Kira oplever herefter at blive overhalet af en snesky med mig indeni – uden ski.

Da jeg rejser mig, kan jeg godt mærke, at jeg har fået trykket skroget lidt, men det er først senere, at det går op for mig, at et ribben er blevet trykket over brudgrænsen ved mødet med underlaget. Det er desværre ikke første gang, det er sket, så jeg er ikke i tvivl om symptomerne. Det er jo den risiko, der er, og selvfølgelig noget, man må tage med, når man nu ønsker at dyrke denne form for sport.

Kl. 14.21 har vi skiftet tøj, afleveret børnenes ski og støvler og starter »traktoren«. Langsomt triller vi mod Kufstein. Der er en del trafik ud af Østrig på dette tidspunkt. Motorvejen mod nord har stadig en del ledige pladser, og det skrider rimeligt frem.

Ved Nürnberg står der, at der er »Stau« i retning mod Würzburg, og trafikken mod Kassel ledes over Bamberg og Schweinfurt i stedet for. Da vi kører på 7'eren igen nord for Würzburg, er trafikken stort set forsvundet, og vi kan køre i vores eget adstadige tempo. Aftensmaden bliver spist nord for Fulda. Lige syd for Hannover tanker vi, og jeg stopper Estella og børnene i soveposerne. Så har jeg natten for mig selv.

/Martin

↑ Til oversigten

28. december 2008

Kl. 01.30 lander vi i Værløse. Ungerne går i seng, og vi tømmer bilen, hiver »cigaren« og tagbøjlerne af, og kl. 01.50 sætter jeg mig lige ned, får en øl og slapper lidt af, inden vi skal i seng.

Turen hjem er gået forrygende. Stort set ingen lastbiler og ikke ret meget trafik, så resultatet er, at vi aldrig er kommet hurtigere hjem. Lige godt 11 timer inklusive to tankninger, spisepauser m.m.

Kl. 9 ringer vækkeuret. Vi skal lige i bad, inden vi skal hente kattene i Over Dråby, købe ind og så til julefrokost hos mine forældre i Roskilde.

Kattene er stadig meget fornærmede over, at de har været i pension, og vil så absolut ikke med hjem. Vi må hive dem ud af deres huler, hvor de har forskanset sig, og stoppe dem baglæns ind i transportkasserne. Da vi kommer hjem, vil de ikke røres ved. Vi må ligefrem fange Tjalfe for at »få lov til at give ham mad«.

Kattepension er ikke deres kop te, og en uges ophold er for lidt til, at de kan tilgive, at de overhovedet er blevet afleveret. Efter vores sommerferier på to-tre uger er de som regel kommet sig over at være blevet afleveret, og her vil de bare gerne hjem.

Og så siger folk, at katte ikke har personlighed. De er bare deres egne! Jeg tvivler på, at de, der påstår dette, har prøvet at omgås norske skovkatte. De har i den grad personlighed, er trofaste som en schæferhund, og der er kontant afregning, hvis de bliver fornærmede!

Efter julefrokosten er fornærmelsen aftaget, og de er meget kælne.

/Martin

↑ Til oversigten

Efterskrift

Det er første gang, børnene har oplevet en juleaften på denne måde, men både Kira og Jakob har udtrykt stor begejstring for arrangementet, så vi må helt klart overveje, om det er en succes, der skal gentages på et senere tidspunkt. Og hvid jul fik vi på trods af regnen de sidste dage op til juleaften. Det sneede faktisk julenat. Det var ren Morten Korch.

Vejret var ikke for godt i starten, men vi sluttede af med fem meget fine skidage. Vi kan ikke klage. Estellas knæ, som fik en tur sidste år, var genstand for stor bekymring. I starten kunne det ikke holde til ret meget, og det blev forstærket af Estellas usikkerhed om, hvorvidt det nu også kunne tåle at blive brugt. Sidst på ugen var hun ved at få opbygget sin gamle selvtillid omkring skiløbet, og knæet viste også, at det bare skulle trænes for at opnå fordums styrke igen.

Og så fik vi testet vores ski, og de virker :-) Dem skal vi nok blive rigtig glade for!

En ting, vi skal, når vi kommer hjem, er at gå i skarp træning, så vi er klar til næste skiferie. God kondi er forskellen på godt og middelmådigt skiløb, og efterårets byggeri har gjort, at den fysiske træning er trængt lidt i baggrunden. Det skal der laves om på!

Bilen? Tjaaa, der er ikke meget at sige. Nu har den snart kørt 40.000 km, og vi har aldrig haft et bedre køretøj. Og at vi valgte en diesel, har vi stadig ikke fortrudt. Den har rigtig mange fordele, også i bjergene, hvor det store drejningsmoment er en ren fornøjelse.

Med hensyn til snekæder fandt vi ud af, at de kan være for billige. Det sidste sæt har vi købt i Biltema, og det skal man åbenbart ikke gøre. De knækkede to steder på den første tur. Selvom det er meget sjældent, man har brug for kæder, skal de altså virke, når man står i situationen! Vi skal have et nyt sæt, inden vi skal af sted næste gang, og det bliver ikke fra Biltema denne gang!

Og så er det en god idé at tage en donkraft med, hvis bilen er baghjulstrukket som vores. Der er ganske simpelt ikke plads til at lirke kæder på, hvis man ikke løfter den en anelse.

/Martin

↑ Til oversigten