Efterårsferie 2007

12.–20. oktober 2007 · Italien

← Tilbage til ferieoversigten
Vores oprindelige feriedagbog fra efterårsferien 2007, med billeder og illustrationer fra de gamle sider. Billederne kan åbnes i stor størrelse.
Efterårsferie 2007

Forord

Tjaaa, målet er der ikke så meget at sige om; Italien! Efter sommerferien var vi inde i en boghandel efter en familiekalender. Mens Estella købte kalender, faldt jeg over en bog: "Mit Toscana" af Rie Boberg. Nu er jeg normalt rimelig skeptisk med hensyn til rejsebøger især når folk kalder noget "mit", men ud fra den smule, jeg nåede at læse, inden Estella var færdig, lød det rent faktisk, som om Rie havde været i "vores" Toscana, og bogen blev købt.

Estella læste bogen højt som godnathistorie for os voksne, og vi har derfor besluttet at forsøge at koncentrere vores tur dette efterår om de dele af Toscana som vi endnu kun har besøgt overfladisk.

Under oplæsningen viste det sig, at det for det første ikke var en rejsebog i traditionel forstand, men at Rie havde boet 26 år i det nordlige Toscana og levet som olivenbonde. Stor respekt for det! Alle med hang til italiensk kultur – både kulinarisk, menneskelig og kulturel – kan vi varmt anbefale at læse denne skildring af livet i et hjørne af verden som vi også holder utroligt meget af. (Vi har siden læst hendes bog om olivenolie og kan også varmt anbefale denne øjenåbner.)

Vores dybeste respekt vinder Rie især med sin skildring af Garfagnana. Området er ufatteligt overset i mange af de rejseguider, vi har kigget i. Vi har sågar set det beskrevet som ubeboede høje bjerge med sne på toppen i en enkelt rejsebog.

Nå, nu skal dette ikke være et negativt opstød, men en positiv start på vores opdagelser i Toscana.

Vi er enige om at køre ned omkring Firenze og begynde der. De, der har læst vores tidligere rejseskildringer, ved, at vi planlægger meget lidt. Det eneste, vi egentlig ved inden turens start, er, hvornår vi skal på arbejde igen. Sådan er det også denne gang.

Denne tur adskiller sig dog ved, at vi har "Rie med" – forstået på den måde, at bogen "Mit Toscana" ligger i bilens bagage ved turens start.

/Martin

↑ Til oversigten
Efterårsferie 2007

Fredag–lørdag den 12.–13. oktober

Hjem fra arbejde, pakke katte i bilen og så af sted til Jægerspris med dem. Da Walhalla og Tjalfe var i gode hænder hos Frans og Dorte, begyndte vores køretur mod Italien. Turen gik forbavsende nemt. Ikke ret meget trafik og fint vejr, så det var bare om at "holde på".

Aftensmaden blev indtaget lige syd for Hamburg, currywurst (det eneste de havde tilbage). Klokken 10.00 lørdag morgen, efter de første 1.950 km, holdt vi i Firenze uden for Punto Blu-kontoret og vidste ikke rigtigt, hvor vi ville eller skulle hen. Punto Blu er navnet på de kontorer rundt omkring i Italien, der har med motorveje at gøre. Her kan man også få en Telepass-brik, så man kan betale motorvejsafgifter på samme måde, som man bruger en BroBizz til broer og færger i Danmark.

Vi havde i sommer set, at man kunne få en gratis indtil nytår, så vi gik ind for at høre nærmere. Det viste sig, at det kan man godt, selv om man er udlænding. Det kræver blot en konto i en italiensk bank, så sådan en må vi få oprettet i løbet af ugen. Det næste bliver vel, at man også skal eje et hus, og så kan vi lige så godt flytte herned! Det er lidt underligt at denne Telepass-brik er så attraktiv at man næsten er villig til at flytte til Italien for at få en :-)

Fra den top, hvor Michelangelo betragtede byggeriet af byens kirke, nyder vi synet af Firenze, der tager sig smukt ud en oktobermorgen.

Vi havde i Rie Bobergs bog "Mit Toscana" læst om et franciskanerkloster, hvor man skulle kunne overnatte, og vi besluttede nu at forsøge os her som udgangspunkt. Klosteret ligger i Chiusi della Verna, små 80 km øst for Firenze. Vejen er meget snoet og tiltrækker – som sædvanlig, har man næsten lyst til at skrive – mange motorcyklister. Så der køres "frisk" til.

På vejen passerer vi byen Poppi, hvor vi gør holdt og køber lidt frisk grønt og frugt, et par flasker Vin Santo og et par flasker dejlig grøn lokal olivenolie fra høsten i år.

Vel fremme ved klosteret beslutter vi os til at spise frokost på stedet mens de finder ud af, om det er muligt at få et værelse. Vi bliver bænket i en stor sal og så kan vi ellers vælge ud fra dagens menu. Primi piatti er pasta med tomat eller ragù (kødsovs).

Til hovedret er der stegt kylling, and, svinekam og pølser med salat og pommes frites. Desserten er frisk frugt: pærer, nektariner og blommer. Det hele smager fremragende. Især svinekammen er helt eminent – ikke tør, men derimod overordentlig mør og smagfuld. Mætte og veltilfredse betaler vi 30 € for dette måltid (for to personer).

Efter frokost er nonnen, som har styr på værelsesudbuddet, tilbage i receptionen, men må desværre meddele at alt er udsolgt både i dag og i morgen. Med uforrettet sag, men nu mætte, går vi en tur rundt og kigger på dette meget store kloster. Vi bliver fascinerede af at intet er lukket eller hemmeligt, alt står åbent for publikum og man kan frit færdes rundt og danne sig et indtryk af hvordan det må være at bo her og hellige sig Gud.

Desværre bærer klosteret i udpræget grad præg af at være en turistmagnet. Det skæmmer lidt, men det er selvfølgelig meget svært at undgå.

Da vi kører herfra bliver vi endnu en gang enige om hvor fantastisk enestående plet Sara og Lucas lille kloster uden for Gallicano er.

Nu løber blodet til maven og hovedet bliver træt, så vi vil ud og finde et værelse med en seng. Vi kører mod Arezzo og er enige om at holde øjne og ører åbne. Det første sted vi forsøger os er et agriturismo, "Borgo Tozzeta", men de havde lukket for i år.

I byen Caprese Michelangelo finder vi et lille, ydmygt udseende hotel, som pryder sig med to stjerner og prøver lykken. Vi bliver indlogeret på et stort værelse med bad, toilet og en fabelagtig udsigt over dalen.

Efter en velfortjent middagslur oven på 2.050 km i løbet af det sidste døgn går vi en tur rundt i denne charmerende by inden vi skal finde noget at glæde ganen med. Byen er lidt sjov, da den breder sig over flere små toppe. Den top vi bor på indeholder byens borg, som vi vil kigge på i morgen, samt lidt huse og så hotellet vi bor på.

En anden top huser byens skole og sådan er byen ellers fordelt med let hånd på et endnu for os ukendt antal små toppe i dette meget bakkede landskab. Vi er tilbage på hotellet kl. 20.00, hvor vi har fået besked på, at aftensmaden bliver serveret. Måltidet var overdådigt med først en lille primi-primi-ting med syltede svampe og brød. Herefter antipasti med forskellige slags pølse, skinke og brød med forskelligt smørepålæg (tomat, lever, svampe, ost m.m.), samt en bagt aquacotta? Vi fik at vide, at den bestod af ost, svampe og brød bagt i ovnen. Konsistensen minder om dansk gratin.

Og så en primo piatto efter eget valg. Vi fik tagliatelle med ragù, andre fik med porcini (Karl Johan) eller tartufo (trøfler).

Til hovedret fik Estella scaloppine (tynd kalvefilet) med funghi (svampe), mens jeg fik lammekoteletter med porcini. Der var salat til det hele.

Til måltidet blev der serveret en husets rødvin af ubestemmelig herkomst (nul etiket), som i øvrigt smagte rigtigt godt uden at give hovedpine. Estella fik tærte til dessert, og jeg fik bagte kastanier. Under desserten opdagede vi en ny anvendelsesmulighed for Vin Santo. Ved nabobordet sad et ældre italiensk ægtepar og drak denne fine drik til de varme kastanier. Det må vi prøve i morgen.

Dagen i morgen vil vi i øvrigt tage som slappedag oven på køreturen. En lille gåtur om formiddagen op til borgen, lidt frokost, en længere gåtur om eftermiddagen og så ellers slappe af med læsning. Efter maden var der ikke andet at gøre end at trille op i seng og vente på at blive overmandet af søvnen (det gik forbavsende hurtigt) ... ZZzzzzzz

/Martin

↑ Til oversigten
Efterårsferie 2007

Søndag den 14. oktober

Vi vågner af os selv kl. 7.30, veludhvilede og klar til en ny dag. Fra altanen får vi lige et vue ud over dalen inden vi smutter i bad og får rejsestøvet fra i går vasket af kroppen.

Efter morgenbadet tøffer vi ned i restauranten til en, efter italiensk standard, overdådig buffet. Her er alt hvad hjertet begærer, eller... Brød, skinke, marmelade, tør toast og den obligatoriske tærte. Vi nyder den fantastiske udsigt fra vores bord mens vi spiser.

Efter morgenmaden går vi en tur rundt i byen for at indsnuse den lokale atmosfære.

Ude i den anden ende af byen ligger en campingplads som måske har potentiale i fremtiden og vi får lov at gå en tur rundt og kigge på lokaliteten. Det er en fin plads med god skygge og den ligger meget fredeligt på en skråning væk fra byen. Teltpladserne på pladsen er temmelig bulede men vi mener nok at det er til at leve med.

Vi får en brochure med da vi går.

Vores tur rundt i byen kom også til at omfatte et kig på kirkegården. Nu var tiden nået hvor borgen åbner og vi gik derop, på den times tid havde vi også set alle afkroge af byen, større er den ikke.

På vej tilbage ser vi en turistbus fra San Marino og undrer os meget. Der må være et eller andet i byen som er værd at se, men vi må have overset det.

Borgen umiddelbart over vores hotel er meget lille og det kan umuligt være det, de render efter, bliver vi enige om. Det er det! Det viser sig, at de to-tre småbygninger, som borgen består af, er Michelangelos fødehjem. Det burde vi vel have sagt os selv, når hans navn indgår i bynavnet. På forunderlig vis er det lykkedes os at fortrænge dette indlysende. Nu skal det måske undskyldes med at vi efterhånden har set så mange byer med museer m.m., som bærer Michelangelos navn, så det ikke længere vækker associationer i vores bevidsthed til denne højt berømmede italiener.

I kælderen er der indrettet en forevisningssal, hvor de viser en film om Michelangelos liv fra vugge til grav. Der er hovedtelefoner på engelsk til os som endnu ikke mestrer det italienske perfekt, dem har vi stor glæde af. På slottet er der også indrettet et lille museum med værker af Michelangelo og mange andre.

Vi kan ikke helt lade være med at more os lidt over en "murbrok" som er udstillet i det ene hjørne. Da vi går fra stedet bliver vi enige om at vi nok bliver nødt til at læse lidt om Michelangelo når vi kommer hjem.

Frokosten bliver indtaget på terrassen og består af frugt vi købte i går mens vi nyder den friske luft og den flotte udsigt.

Efter frokost går vi en tur til Lama for at se, om det er muligt at få en tår kaffe og evt. et stykke kage. Det er det ikke!

Om søndagen går italienerne ud og spiser frokost et eller andet sted. Om sommeren er det i det fri på et af de uendelig mange rifugi rundt omkring i naturen, om vinteren er det de mange restauranter der nyder godt af denne tradition.

På vejen tilbage smutter vi lige op i byen for at se om byens bar har åbent men nej, ikke kaffe her heller...

Vi har set et skilt på vejen op til en restaurant som angiveligt ligger i Alpe Fagetta. Vi bliver enige om at starte bilen op og finde ud af om det er muligt at købe en slat kaffe her. Det viser sig at være et fint spisested med hotel, beliggende i en fantastisk natur og med et rifugio ved siden af. Her er stuvende fuldt og en opløftet stemning. Vi snakker med en tjener og får to stykker blommetærte og en kop espresso serveret i baren.

Efter kaffen kører vi en tur ud og kigger lidt på de byer som ligger i nærheden. Vi kører først gennem Pieve Santo Stefano og ærgrer os lidt over at vi ikke holder ind og går en tur, byen så egentlig ret spændende ud.

I Sansepolcro tager vi revanche og går en god lang tur rundt og kigger på livet og forretningerne. Sansepolcro minder lidt om Lucca med sin solide bymur hele vejen rundt, sikkert en nødvendighed i en nu svunden tid men røvere og banditter alle vegne (udokumenteret fordom). Byen er meget charmerende med sine smalle gader og mange smukke bygninger. I en af byens kirker stikker vi lige hovedet ind og kigger os lidt omkring. Estella udtrykker sin tydelige misbilligelse overfor måden man sælger syndsforladelse på, med plastiklys, der har fået monteret en pære fra en juletræskæde.

På vores tur gennem byen passerer vi Macelleria Martini hvor der kører film på et tv om, hvorledes man laver den klassiske toscanske udbenede, krydrede og grillede gris som man sælger på de fleste markeder i dette område.

Vi kunne ikke lade være med at stå og falde lidt i staver over dette sceneri en rum tid. Vi har desværre endnu ikke haft lejlighed til at smage denne specialitet.

Da vi når frem til byens torv er der en eller anden happening under opsejling. Sandsynligvis alle byens ambulancer er samlet på torvet og holder med de blå blink tændt. Omkring står boder hvorfra der udleveres balloner mod en skilling. Mens vi betragter dette starter hornene på alle ambulancerne og folk slipper deres balloner som i mellemtiden er blevet forsynet med et brev??? Nå, vi fatter ikke en lyd af det og bevæger os videre, overbevist om at vi har overværet endnu et af italienernes utallige ritualer som vi ikke forstår.

På vejen tilbage til bilen stikker vi lige hovedet ind på et lille albergo for at forhøre os om prisen, hvis vi en dag skulle komme forbi. 65 € for et dobbeltværelse uden forplejning.

På vejen tilbage til Caprese kører vi gennem Anghiari, en by som ser ud til at være et senere besøg værd. Byen ligger op ad en bjergskråning og har en helt utrolig udsigt over dalen.

Nu er dagen ved at gå på held, dagens sidste efterårslys begynder at fortage sig og vi vælger at vende næsen mod Caprese igen.

På vejen tilbage kan vi ikke undlade at bemærke hvorledes dagens familiære samvær med vin m.m. har sat sig sine spor på den italienske kørselskultur. Det virker næsten som om trafikken afvikles i slowmotion set i forhold til deres kørestil på andre tidspunkter.

Værst var dog en rød Renault 4 indeholdende en ældre herre med hat som partout ville have den hvide midterlinie til at bevæge sig midt under sit køretøj. Vi blev hurtigt overbeviste om, at det var en dårlig idé fortsat at køre bag den, da der jo er tale om snoede bjergveje, og hvis dette røde køretøj ville blive ramt af noget tungt forfra kommende, kunne vi med stor sandsynlighed blive ramt af fragmenter af varierende størrelse og karakter. Så vi overhalede.

Kl. 20.00 sidder vi igen i hotellets restaurant for at forkæle ganen med forskelligt fra egnen. Menuen lignede meget den, vi fik i går, bortset fra at pastaen i dag var ravioli med funghi. Estella valgte et stort stykke oksekød til hovedret, mens jeg tog scaloppine med funghi. Estella fik tiramisu til dessert, mens jeg igen valgte kastanier. Og så fik vi Vin Santo til desserten – det var godt.

Et fremragende måltid og Estella følte at hun blev nødt til at rose hotellets ejer for det fremragende køkken. Det var så den slappedag. I morgen er vi på farten igen :-)

/Martin

↑ Til oversigten
Efterårsferie 2007

Mandag den 15. oktober

Morgengry over Toscana. En ting, man bemærker i Italien, er deres glæde ved deres land, deres natur og deres køkken. Vi tager tit ting for givet i Danmark og får dagligdags "pligter" til at udvikle sig til noget slemt. Tag f.eks. madlavning; mange føler det som en sur pligt at stå i køkkenet og lave mad. Hvorfor ikke vende det til noget positivt og glæde sig over at lave noget godt hver dag og så nyde det sammen med dem, man holder af?

Denne slående forskel mellem os og italienerne kom især til udtryk ved morgenbordet. Vi sad badet i sol med udsigt over det smukkeste landskab, da hotelejerens gamle mor kom hen og viste os, hvor smukt der var. Det lyste ud af hende, at hun værdsatte både udsigten og solen, selv om hun sandsynligvis har levet med dem hele sit liv!

Vi kunne ikke lade være med at blive lidt rørte over denne glæde ved noget som for dem er dagligdags.

Efter morgenmaden pakkede vi sammen, betalte og forlod Caprese Michelangelo og satte kurs mod Arezzo. Arezzo er en meget smuk by med alle sine tårne og kirker. Samtidig er det en by som endnu ikke er totalt ødelagt af turisme. Vi gik ind i byens domkirke, som angiveligt er fra 1511. Det var en stor oplevelse.

På vores tur falder vi over en udstilling med bl.a. en skulptur i en meget forvreden stilling og vi undrer os over hvad det går ud på. På en plakat med et meget drabeligt billede står der noget med San Polo, en lille by lige ved siden af Caprese. Når vi kommer hjem må vi finde ud af hvad der er foregået. (I Arezzo var der en udbredt frihedskamp mod nazifascisterne.

Disse "partisaner" slog den nazistiske feltmarskal Albrecht von Kesselring ned med hård hånd i 1943–44. Det kostede 534 mennesker livet i massakrer i Arezzo-regionen. Red.)

Byen har også et gammelt romersk amfiteater, som vi besøgte. Desværre er det så ødelagt af tidens tand, at man skal vide, hvordan sådan et oprindeligt så ud, for at kunne forestille sig dets tidligere pragt. Da vi forlod Arezzo satte vi kursen mod Abbadia San Salvatore. I vores hoved har vi fået den ide at man kan overnatte her.

På vejen passerer vi Chianciano Terme som i den grad udnytter de varme kilder her, der er hoteller alle vegne. Måske det også er værd at bruge lidt tid på en gang i fremtiden.

Vi kører til Abbadia San Salvatore med endnu et kloster man skulle kunne få et værelse på. Klosteret ligger midt i, hvad der viste sig at være en større by, hvor der lige havde været holdt byfest. Vi bliver enige om at det nok ikke er os, egentlig uden at ulejlige os til at undersøge lokaliteten yderligere og kørte hen til byens minemuseum for at kigge på det. Lukket! Der er åbent fra kl. 9.30 til 13.30 og fra 15.30 til 18.30, og klokken er kun 14.00. Nå, det må vi tage sammen med vores børn på et andet tidspunkt, så vi besluttede os i stedet for at finde noget at spise på vejen mod Siena.

Vi nåede dog kun et lille stykke uden for byen før et skilt med restaurant fik lokket os ned ad en grusvej. Det viste sig at være et lille hyggeligt sted med kun lokale gæster så vi satte os og fik et overdådigt måltid.

Da vi sad og spiste var der et andet par og de var færdig nogenlunde samtidig med os. Det der chokerede os var at han havde søbet det meste af en flaske vin og to limoncello og så var det ham, der kørte... Det var vist ikke gået i Danmark.

Efter maden besluttede vi at prøve et andet kloster, Abbazia di Monte Oliveto Maggiore som ligger lidt syd for Siena. Det var temmelig stort og meget flot, grundlagt i det 14. århundrede.

I biblioteket fandtes flere håndskrevne bøger helt tilbage fra det 14. århundrede. Vi gav en skærv til restaureringen, de trængte tydeligvis til en kærlig hånd.

Efter at have trasket en del rundt fandt vi en klokke som kunne fange munkenes opmærksomhed, desværre ikke nogen ledige værelser. Hmmm ... hvad så nu? Vi havde spist aftensmad i Asciano tilbage i 2005 på vej til Crotone og mente at kunne huske, at der var et hotel i byen. Den lå kun 9 km fra klosteret.

Vi fandt hurtigt det lille hotel, Il Pace og fik et værelse væk fra gaden så støjen ikke var for voldsom. 65 € for et dobbeltværelse uden noget tilbehør i form af mad.

Inden det blev spisetid kunne vi lige nå at gå byen rundt 17 gange (den er meget lille).

På vores tur passerede vi en lille mølle hvor en dansk indregistreret bil prydede indkørslen. Høflige som vi er sagde vi velbekomme til de to, som sad foran huset og nød en tår rødvin. De blev meget overraskede og havde ikke lige gennemskuet at vi havde set deres bil. Vi fik en sludder om hvordan og hvorledes de havde lejet denne lille perle og så traskede vi videre op for at spise på en af de restauranter vi havde set på vores vej.

Da vi havde bestilt og sad og ventede, dukkede de to danskere op i døren og vi tilbød dem plads ved vores bord. De præsenterede sig som Jørgen og Gitte. Det blev starten på en hyggelig aften med en del vin m.m. Da vi forlod restauranten, følte vi ikke, at vi havde talt færdigt, så vi gik med hjem til den lille mølle hvor vi fortsatte med hyggesnak indtil Gitte og jeg faldt i søvn. Vi var først hjemme på hotelværelset kl. 02.30.

/Martin

↑ Til oversigten
Efterårsferie 2007

Tirsdag den 16. oktober

Nu var det så meningen, at vi skulle have været i Siena og gå lidt rundt for herefter at tage endnu en overnatning i Asciano, men vi bliver meget hurtigt enige om, at det har vi ikke lyst til. Hotellet vi bor på ligger uheldigt i forhold til vejen så der er meget trafikstøj om morgenen. Det orker vi ikke igen i morgen. Vi vil have noget ro. Og set i lyset af, at vi har været i Siena i 2005, og at der er så mange ting, vi gerne vil nå i Garfagnana, er vi hurtige til at beslutte, at de sidste dage skal foregå med udgangspunkt i "vores" kloster hos Sara og Luca.

"Sydfrugten" pakkes og vi kører snart gennem det spektakulære landskab mellem Asciano og Siena med kurs mod Gallicano.

Vel ankommet kl. 13.10 fik vi et værelse og bestilte mad. Estella fik cannelloni med ragù og jeg tagliatelle med funghi til forret. Til hovedret fik vi begge ørred.

Efter maden tog vi en slapper indtil banken nede i Gallicano åbnede efter siestaen. Vi mødte op i Banca Toscana og fik hjælp af en meget flink bankmand. Her stødte vi på en ny udfordring med at få åbnet en konto, som jo er forudsætningen for at få Telepass til motorvejen, som tidligere beskrevet.

Vi kan godt åbne en konto, men det forudsætter at vi er registrerede hos de italienske myndigheder og har et italiensk codice fiscale, hvilket nogenlunde svarer til et dansk CPR-nummer, så vidt vi kan forstå. Grunden til dette er, ifølge bankmanden, at de italienske myndigheder skal kunne følge med i, at man ikke begår ulovligheder. Det er jo nøjagtig de samme regler som i Danmark hvor man heller ikke kan åbne en konto uden at man er registreret med CPR-nummer.

Nummeret udstedes af Agenzia delle Entrate, og sådan et kontor ligger i Castelnuovo di Garfagnana. Ifølge den flinke bankmand har kontoret kun åbent om formiddagen og det tager 2–3 dage at få udstedt et certificato di attribuzione del numero di codice fiscale som det officielle papir hedder.

Vi kører til Castelnuovo di Garfagnana alligevel, da vi vil finde to par handsker hvis vi skulle falde over en håndfuld kastanier på vores vej. Nu vi alligevel var i byen, kunne vi lige så godt se om vi kunne finde det nævnte kontor og til vores store glæde viste det sig at det også havde åbent tirsdag og torsdag fra kl. 15.00 til 17.00. Den meget flinke dame på kontoret kunne jo godt forstå at vi ikke sådan kommer forbi hver dag, så hun udstedte vores certificato di attribuzione del numero di codice fiscale med det samme.

Nu er vi så officielt registreret i Italien og i morgen går vi ned og åbner en konto.

Nu vi alligevel var i Castelnuovo di Garfagnana, benyttede vi lejligheden til at stikke hovedet ind i en boghandel og kigge efter kogebogen, som lige er udkommet i dansk oversættelse under navnet "Sølvskeen" – på italiensk "Il cucchiaio d’argento" (vi havde ikke den fjerneste ide om denne kogebog før den fik dansk omtale i forbindelse med den danske oversættelse og udgivelse). Nu er vi jo lidt småtossede og vil helst have den på originalsproget, så vi købte derfor et eksemplar på italiensk. En fiks lille sag på 1.200 sider.

Et par flasker lokal olie fandt vi også i en fin delikatesseforretning ved siden af boghandleren. Det er lidt pudsigt, vi husker den forretning som et lidt lurvet alimentari og ikke som en delikatesseforretning, måske kan vi ikke huske det eller også har de bygget om?

Tilbage på klosteret sætter vi os ned i restauranten, Estella læser og jeg skriver denne dagbog.

Da vi bliver sultne er det nemt bare at lægge tingene til side og få lidt at spise. Estella spiser denne gang tagliatelle ai funghi og jeg cannelloni til forret. Hovedretten bestod for begges vedkommende af roastbeef med krydderurter, olie, bønner og salat. Desserten springer vi over. Vi bliver enige med Sara om at vi har lyst til kastanjer i overmorgen, så dem vil hun lave til os.

Efter maden fortæller vi om at vi skal ud til kysten i morgen og se en masse byer, inspireret af Ries bog. Vi viser Sara og Luca bogen "Mit Toscana" og fortæller hvorledes Rie har været olivenbonde i en længere årrække, Sara mener at hun kan kende Rie på billedet i bogen.

Vi får en lang snak om alt muligt. Blandt andet fortæller de, at de er ved at restaurere et hus lige i nærheden for at indrette et agriturismo. Vi spørger, hvad der så skal ske med klosteret. Man kunne mærke, at det gjorde ondt på Sara at fortælle, at en nu 300-årig tradition med spisested og hotel er ved at slutte.

Biskoppen har besluttet, at stedet igen skal være munkekloster fra 2010. Sara og Luca rykker ud allerede næste år, altså i 2008. En æra er ved at slutte og vi kan kun beklage at dette pragtfulde sted ikke længere må give ro til de rejsende, der slår vejen forbi denne fredfyldte plet.

Det overraskede os meget, da Sara fortalte, at 40.000 gæster besøger stedet hvert år.

/Martin

↑ Til oversigten
Efterårsferie 2007

Onsdag den 17. oktober

Næstsidste kapitel i føljetonen om en Telepass-brik: en bankkonto i Banca Toscana. Da banken åbnede kl. 8.30, stod vi klar med vores fine papirer fra Agenzia delle Entrate og var meget spændte. Den flinke mand fra i går forklarede os alle mulige regler og viste, hvordan vi skulle udfylde alverdens papirer. Det hele er lidt mere indviklet, når man ikke er bosiddende i landet. Blandt andet skal vi betale italiensk skat af renterne på vores konto, så nu er vi også blevet italienske skatteydere, om end i lille målestok. Hele herligheden tog halvanden time, men så havde vi også fået oprettet netbank og det hele.

Nu er vi efterhånden lidt sultne og finder en lille solbeskinnet plet et afsides sted og indtager vores indkøbte morgenmad inden turen fortsætter mod Carrara for at kigge lidt på marmorbrud.

I Rie Bobergs bog beskriver hun de tre hovedbrud ved Carrara, og der er især ét, vi finder bemærkelsesværdigt: et brud, hvor man i modsætning til andre steder bryder marmor inde i selve bjerget. De åbne brud har vi set så mange gange, første gang i Gorfigliano for år tilbage, så vi koncentrerer os om denne mine.

Det er en stor oplevelse at komme ind i minen med 12 meter til loftet og op til 30 meter mellem de søjler, som bærer loftet.

Minen begyndte egentlig som en togbane gennem bjerget, men da lastbilerne for alvor overtog den tunge transport af marmor ned ad bjerget, blev toget nedlagt.

Det fik et konsortium til at søge om lov til at bryde marmor i den gamle tunnel, da det har visse fordele i forhold til de åbne brud. Først og fremmest er marmoret mere kompakt i strukturen og derfor mere modstandsdygtigt end det, man bryder i åbne brud.

De viste os, hvordan man skærer med kabler forsynet med diamantskær. Man kan skære op til 50 m² i timen med denne metode. Tidligere brugte man wirer med slibemiddel.

For at løsne de store blokke, der kan være op til 12 m lange, bruger man "puder" af stålplader, som er svejset sammen langs kanten. De er så tynde, at man kan stikke dem ind i den udskårne rille. Når puderne fyldes med vand under højt tryk, buler de ud og skubber blokkene fri. For at blokkene ikke skal blive knust, når de lander på gulvet, lægger man en "seng" af marmorstøv opslemmet i vand, så det ikke støver.

Fra marmorbruddet kørte vi til Sarzana for at finde en restaurant ved navn La Scaletta, som efter sigende skulle servere en fortrinlig lardo di Colonnata, et krydret og saltet fedt, man spiser på brød.

Vi fandt La Scaletta, men de havde ikke lardo på menuen den dag. Så det måtte vi nøjes med at drømme om, mens vi spiste noget andet. Vi fik blandede antipasti med forskellige pølser og skinke til forret. Estella fik pappardelle med oksekød og tomat, jeg fik tortellini i suppe, og så kunne vi ikke spise mere.

Oven for byen ligger en gammel borg, som vi lige kigger på, inden vi kører ned mod kysten. Der er kun åbent tre dage om ugen, og ikke netop den dag, vi havde valgt at komme forbi. Så vi glæder os bare over at have fundet stedet og til at vise vores børn det en anden gang.

Vi vælger at køre ned til kysten ved Lerici og langs Middelhavet til Forte dei Marmi, før vi kører ind til Pietrasanta. Kysten er som så mange andre steder overplastret med barer, restauranter og badehuse, så man stort set ikke kan se havet, medmindre man kører op over dette virvar. Vi har tidligere sagt, at kysten fra Gibraltar til Napoli er et turisthelvede, og det får vi desværre igen bekræftet.

Hvis man kan se ud over dette, er her dog utroligt smukt, og der er slet ikke noget at sige til, at turisterne er vilde med det.

Da vi nåede Pietrasanta, kørte vi op på bjerget bag byen og nød de mange olivenlunde og små byer. Vi kom gennem Monte Capezzano og Capriglia. Som det fremgår af solnedgangen, er der en fantastisk udsigt over Middelhavet herfra. Vi havde egentlig udset os en lille hyggelig restaurant i Monte Capezzano, men den havde desværre ikke åbent.

Vi valgte at køre ned til Pietrasanta igen og gå en tur rundt i denne pragtfulde by. Vi kunne ikke lade være med at bemærke, at restauranternes priser er en del højere, end vi er vant til inde i bjergene, men ikke afskrækkende set med danske øjne.

Vi kom forbi et sted kaldet l’Enoteca, og vi har dog aldrig set så megen forskellig vin på et spisested før. Reoler fra gulv til loft med alt, hvad hjertet begærer. Jeg ved ikke, hvor mange liv det vil tage at smage sig gennem dette eldorado, men mange, gætter jeg på.

I byen fandt vi også "den" olie-eddike-flaske, vi har ledt efter det sidste år, samt to liter lokal olivenolie.

Vi faldt også over en lille hi-fi-specialforretning med et fantastisk udvalg af specielle højttalere, rørforstærkere m.m. for entusiaster. Ejeren fortalte, at hans ven havde en lille virksomhed uden for byen, hvor de fremstiller de meget specielle højttalere, vi så. Vi blev inviteret ud for at lytte, men takkede pænt nej denne gang. Måske ved en senere lejlighed. Vi fik firmaets webadresse og tager et kig, når vi kommer hjem. Det kunne være interessant at have et sæt af disse fine kasser stående i stuen, under forudsætning af at de lyder ordentligt, selvfølgelig. Designet er i hvert fald utraditionelt.

Vi vælger til sidst at spise på La Sci, et lille ydmygt sted, hvor det er svært at finde døren. Maden var fin. Vi startede med husets antipasti og fortsatte med polenta* med tomat, pinetta og revet ost på toppen. Pinetta, forklarede værten, er en lille svamp, som gror under pinjetræer. Aha, sagde vi og var lige kloge. Vi slår den op, når vi kommer hjem.

Til hovedret fik Estella kylling med kartofler, mens jeg valgte laks med kapers og grøntsager. Efter maden er vi trætte for i dag og sætter det lange ben foran tilbage til vores lille hyggelige kloster ved Vergemoli. Og så på hovedet i seng.

* Polenta er den gule masse, som er meget "hip" på finere danske restauranter. Det er en grov majsgrød, som kan laves så stiv, at den kan skæres ud og serveres til kød. Vi fik denne italienske fattigmandsspise stegt på Admiral Hotel i København for et års tid siden. Det var noget af et antiklimaks dengang.

/Martin

↑ Til oversigten
Efterårsferie 2007

Torsdag den 18. oktober

Dagen starter kl. 9 med at vi kører til Castelnuovo di Garfagnana for at finde morgenmad. Vi går ind på en bar og indsnuser den stemning der er sådan et sted og køber os et stykke brød med skinke og æg. Det er et helt show at sidde og se på. Folk farer ind og ud, drikker en kop espresso eller spiser en croissant.

Der er marked i byen, og vi bliver nødt til at gå en tur rundt.

På ydersiden af bymuren mellem de to byporte finder vi to små forretninger som vi ikke har set før, på trods af de mange gange vi har været i denne by. Det er Osteria Vecchio Molino og L’Aia de Piero. Begge udmærker sig ved at handle med specialiteter fra området. Vi (jeg) får en espresso doppio i Osteria Vecchio Molino mens vi sidder ved et bord, som i øvrigt er fremstillet af gamle vinkasser, og indsnuser stemningen på stedet.

Det er sjovt at opleve, hvordan italienerne drikker rødvin kl. 10 om formiddagen. Vi andre ville ikke få mere ud af dagen, hvis vi levede sådan.

Efter resten af markedet beslutter vi os for at køre ud til Piazza al Serchio for at få købt lidt ost at have med hjem (vi har for år tilbage set, at der er et Casa del Formaggio, og har mod på at købe bl.a. pecorino her).

Ostemanden er meget flink og spørger hvad vi søger. Vi forklarer at vi kigger efter en pecorino og han spørger om den skal være stærk eller dolce. Vi smager "dolce" (sød) og bliver enige om at den er rigtig god og køber en hel. To kilo parmigiano bliver det også til inden vi forlader forretningen.

Tilbage i Castelnuovo di Garfagnana spiser vi frokost i Osteria Vecchio Molino. Vi ser at han har en meget fin pesto og vil gerne smage.

Da vi beder om to stykker brød med pesto forklarer han at det kan vi ikke få, to er et dårligt tal i Italien, og viser symbolet for djævlens to horn. Nu forstår vi lige pludselig hvorfor vi altid har fået ulige antal serveret når vi spiser ude, selvom det jo er åbenlyst at vi er to personer, det er simpelt hen fordi italienerne er overtroiske og antallet aldrig må kunne deles med to. Vi får tre stykker med pesto og deler dem.

Inden vi kører videre køber vi et glas lokale oliven, en funghi-pasta og et par liter olivenolie, og vil op til Campo Catino for at samle kastanier.

På vejen bliver vi overraskede over hvor lidt vand der er i Vagli-søen og beslutter at stoppe for at gå en tur. Det er en speciel oplevelse at gå på den ellers oversvømmede søbund helt hen til dæmningen og tilbage. Bådene ligger på bunden af søen. Det ser helt forkert ud. Der er noget galt, enten har de ikke fået noget vand eller også har de tømt den med vilje. Vi tror på det første da det ser ud til at søen har været tør meget længe.

I mange turistbøger er nævnt hvorledes man kan se den gamle Vagli Sotto når søen er tømt for vand, det er desværre meget svært at opnå. I de år vi er kommet der er det ikke sket.

Selv med den smule vand der er ved dæmningen i øjeblikket er resterne af byen gemt for verden, kun få fundamenter er synlige langs kanten af den rest af søen, der er tilbage. Billedet herover til venstre har jeg desværre ikke taget, men sakset fra en hjemmeside.

Oppe på Campo Catino er vejen blevet asfalteret og der er sat en ny marmorskulptur op lige ved vores bænk? Vagli ser helt forkert ud uden sin "sø", dette billede er fra vores sommerferie 2005.

Kastanier er det til gengæld lidt sløjt med. Vi møder en mand som simpelt brænder for at vise os noget han har fundet, vi går med ham hen til hans bil. Her viser han os den største porcini, vi nogensinde har set og man kan virkelig se hvordan han stråler over dette fund.

På vejen ned ad bjerget kører vi gennem Gorfigliano og ser hvordan der ser ud, her er floden også udtørret og søen ved Gramolazzo er næsten totalt tør, Her er et eller andet galt.

På vejen tilbage til klosteret kører vi lige op i Cardoso og får en kigger. Vores bankmand bor her og fortalte at alle de udlændinge han har haft besøg af, har købt hus her. Det er en meget charmerende by og vi kan godt forstå at folk falder for fristelsen. Byen er næsten lukket for biler og har en fantastisk udsigt ud over dalen med Serchio i bunden. Vi skal nu nok tænke os om en ekstra gang inden vi kunne finde på at købe noget hernede. De områder vi holder mest af er geografisk meget langt fra hinanden, så det vil blive uendeligt svært at finde et sted som vil kunne tilfredsstille vores behov.

Vi går lige et smut op og kigger på Sara og Lucas nye hus som de er ved at få bygget et par hundrede meter fra klosteret, det er noget af et projekt de har gang i.

Tilbage på klosteret sætter vi os ned i restauranten for at skrive dagbog og læse lidt indtil sulten melder sig. Vi får en snak med Sara som fortæller at byens borgmester kommer til aften og spiser sammen med en forretningsforbindelse.

I den anledning har hun været oppe i skovene ved Trasilico for at finde svampe og fremviser stolt alle de porcini hun har fundet. Vi fortæller historien om den stolte svampejæger på Campo Catino og Sara fortæller at det stort set ikke har regnet siden først i marts i år. Det har bl.a. haft stor betydning for svampehøsten, som ellers betyder så meget for dem. Folk har tidligere "bygget huse" af svampe fortæller hun.

I dag får vi "rester". Det vil sige først brød med lardo og friske porcini skåret i tynde skiver, derefter brød med varmt funghi-guf, så pasta med porcini og til sidst rødt kød (fem skiver til to personer, som ovenfor beskrevet) med kastanje-svampesovs. Desserten er kastanier.

Kastanierne til dessert var i øvrigt, i modsætning til hvad vi tidligere har oplevet, kogt med lidt salt og en kvist alloro (laurbær) og blev serveret kolde. Det var en ren gudespise.

Inden vi trisser i seng snakker vi lidt med Sara om fremtiden og klosteret. De lukker og slukker for sidste gang den 30. november 2007 og så er det definitivt slut med det gamle kloster i den nuværende skikkelse. Til gengæld åbner de deres nye agriturismo den 1. maj 2008

/Martin

↑ Til oversigten
Efterårsferie 2007

Fredag–lørdag den 19.–20. oktober

Vi står op omkring kl. 8 efter en meget urolig nat. Jeg har haft store kvaler med at sove, der er så mange tanker som farer rundt i hovedet. Vi står op, pakker vores ting sammen, betaler Sara 207 € for de tre dage og siger pænt farvel og på gensyn.

Vi havde allerede i går besluttet at ville vende tilbage til Osteria Vecchio Molino for at få en gang antipasti til morgenmad.

Carlo var i dag med til at gøre vores morgenmad til en speciel oplevelse. Carlo var en anden kunde, som havde været inde og få sin morgenrødvin. Han var meget optaget af at vi havde valgt at drikke vand til vores antipasti og ikke rødvin. Han var vældig sød og vi fik hele hans livshistorie, om hvordan han havde været pensionist i 27 år, var blevet opereret helt i Milano, og at han i øvrigt var 75 år.

Mens vi sad og lyttede til hans talestrøm, kom mange ind og ud af forretningen, og næsten alle glemte at lukke døren. Hver gang råbte Carlo "La porta, la signora ha freddo!" og pegede på Estella. Han opgav os dog totalt da jeg havde bestilt en espresso doppio til maden, det var tydeligt at det var at betragte som blasfemi og totalt uacceptabelt, så Carlo trak sig tilbage og kørte fra stedet i sin Fiat i nedtrykt sindstilstand.

Efter morgenmaden går vi ind til "naboen" L’Aia de Piero og køber de ting vi skal have med hjem af pølse, lardo, yderligere et par liter lokal olie, honning m.m.

Da vores kastaniehøst ikke gik for godt, går vi også lige op til en lille grønthandler og køber to kilo samt tre store, friske porcini-svampe.

Nu er det tid til at stikke næsen mod Milano hvor vi vil tilbringe eftermiddagen inden vi begiver os nordpå.

På vejen til Milano vil vi lige slutte vores "arbejde" med at få en Telepass-brik, og går ind på et Punto Blu for endeligt at få denne lille og for os meget attraktive dims. Den venlige dame forklarer hvordan og hvorledes og giver os formularen, som skal udfyldes. Det vigtigste er at vi skal have vores italienske bank til at stemple i hjørnet af formularen. Okay, tak og videre til Milano. Vi regner med at kunne finde en Banca Toscana inde i byen og så må det være en smal sag at få det stempel vi skal bruge.

Vel ankommet til Milano kører vi ind til centrum og putter vores bil i et p-hus. Vi valgte Autosilo Diaz der ligger et par hundrede meter fra Milanos meget berømte katedral.

Katedralen er et kapitel for sig. Nogen vil måske kalde den "lettere" overpyntet. Der er ikke så meget andet at sige end nyd min beskedne evne udi fotografiets kunst af dette fantastiske bygningsværk fra det 15. århundrede. Man siger tit at billeder er taknemmelige, i dette tilfælde kan billeder ikke yde kirken den opmærksomhed den fortjener.

Efter at have været oppe på kirkens tag og nydt udsigten er vi ved at være sultne så vi bevæger os lidt rundt for at finde lidt til maven. I vores søgen efter et foderbræt er bankerne åbnet efter siestaen så vi går ind i en tilfældig bank for at høre, om de ved, hvor der ligger en Banca Toscana-filial.

Vi får at vide, at den ligger ved Cairoli, lige ud for Castello Sforzesco, vi siger pænt tak og bevæger os derhen. Inde i banken fortæller vi om problemet og får at vide at vi skal henvende os i "vores" bank i Gallicano.... Øhhhh, vi troede at Banca Toscana var landsdækkende? Og nej, vi kører nok ikke 200 km tilbage for at få et stempel!

Skuffede går vi over på den anden side af gaden og får den tiltrængte frokost. Vi bliver enige om at pakke papirerne sammen og sende det hele med en frankeret svarkuvert til vores bankrådgiver i Gallicano-filialen og så må Telepass vente til vi vender tilbage snart igen.

Castello Sforzesco er en kæmpe borg som huser museer m.m. I forbindelse med fortet ligger der en stor park som mange milanesere benytter som fristed ligesom mange bruger parken ved Rosenborg i København. Desværre tiltrækker de mange turister på stedet også en del afrikanere (ikke at vi har det fjerneste imod afrikanere) som på den mest påtrængende måde forsøger at sælge armbånd m.m. Politiet kører rundt i parken og de "handlende" er konstant på benene for at undgå dem, det er et kosteligt show at overvære.

Vi går ned gennem parken til Arco Della Pace før vi vender om og går tilbage til bilen. Vi har fået en lille forsmag på Milano, det er heller ikke sidste gang vi har været her. Kort før vi når bilen ser Estella en isbar som hun simpelthen bliver nødt til at besøge. Vi følger roligt myldretidstrafikken ud af byen mod nord til Como og kl. 18.00 kører vi på motorvejen.

Trafik nordpå er der ikke meget af, Estella overtager rattet i Schweiz og kører, indtil vi skal spise aftensmad. Vi spiser den "klassiske" tyske motorvejsmad ved Freiburg. Maden er ikke så spændende som det vi lige har forladt, men man kan overleve på det med lidt god vilje.

Estella bliver proppet i soveposen og så går det nordpå. Kl. 06.00 stopper jeg motoren i vores indkørsel i Værløse.

Efter at have tømt bilen er det tid til en lille en på øjet, inden børnene kommer hjem senere på dagen. I morgen henter vi kattene, og så er det hverdag igen.

/Martin

↑ Til oversigten
Efterårsferie 2007

Efterskrift

Til det enkle først; det var en god tur! Vi har tilbagelagt 4.824 km og brugt 540 liter benzin. Bilen rundede 290.000 km på turen og kører som en drøm.

Det mere indviklede er vores arbejde for at skaffe en Telepass-brik. Vi har hørt mangt og meget om italienere gennem tiden, både godt og skidt. Vi har ikke haft indtryk af at de er specielt regelrette, i hvert fald ikke når det gælder bilkørsel, hverken i ædru eller fuld tilstand. Derfor kommer det som lidt af en overraskelse hvor bureaukratisk det er at få en Telepass-dims til bilen. Hvordan er det mon at få lov til at købe en cykel eller at bygge et hus i Italien? Det kan, med det utrænede øje, virke som en totalt overflødig anstrengelse at gøre sig for at kunne køre på motorvej uden at skulle have kontanter parat, når man kører fra motorvejen.

Det trænede øje vil selvfølgelig med det samme kunne se at det ikke drejer sig om en ligegyldig Telepass-plastikdims men om at komme tættere ind på den italienske mentalitet og se hvordan deres "verden" fungerer.

Med vores løben spidsrod i denne sag har vi fået en forsmag på hvordan det italienske system fungerer under den overflade man som turist ser ved første øjekast. Det har været meget lærerigt og vi skal nok få den dims uanset, føljetonen fortsætter i et senere nummer af "familien Jessens ferieoplevelser" kunne man næsten sige.

På denne tur har vi forsøgt at komme til at bo på et par af Italiens utallige klostre uden det store held. Derimod har vi boet på et lille hotel i Caprese Michelangelo for 230 € for to overnatninger inkl. halv pension med drikkelse og det hele. Hotellet i Asciano kostede 65 € for en nat uden pension.

Klosteret uden for Gallicano kostede 207 € for tre overnatninger inkl. halv pension.

Og så er olie blevet en interessant ingrediens i vores madlavning efter at vi opdagede at olivenolie ikke behøver at være så uinteressant som den olie man køber til 20 kr. pr. flaske i Netto. Olie er gået hen og blevet et krydderi snarere end et fedtstof i vores køkken, og derfor har vi valgt at slæbe lidt med hjem nu vi havde lejlighed til det.

Vi er spændte på at få smagt høsten de næste måneder og finde ud af om det har været anstrengelserne værd. Denne olie er købt i en specialforretning i Poppi.

Olie købt ved siden af boghandleren – Castelnuovo di Garfagnana. Olie ligeledes købt ved siden af boghandleren – Castelnuovo di Garfagnana. Olie købt i Pietrasanta. Olie købt i Osteria Vecchio Molino i Castelnuovo di Garfagnana. Olie købt i L’Aia de Piero i Castelnuovo di Garfagnana.

/Martin

↑ Til oversigten