Fredag den 14. oktober 2005
Afgang til Italien. Efter endt arbejdsdag pakker vi bilen med det, vi kan få brug for. Vi spiser aftensmad og slapper af indtil sengetid. Så putter vi Estella og børnene i soveposer, og så er det ellers afgang sydover.
Som vanligt kører vi selvfølgelig om natten og over Storebælt. Selve turen gennem Tyskland, Schweiz og Norditalien er ikke så interessant. Alt går som planlagt, og vi lander lørdag omkring middag.
Lørdag den 15. oktober 2005
Ankomst lørdag middag. Vi har på forhånd bestilt to værelser via e-mail, så alt er klar, da vi kommer. Vi bliver indlogeret med vores ragelse og går så ned og spiser frokost på klosteret.
Jeg får en kande vin (al drikkelse bliver serveret i kander) og bliver rigtig godt gammeldags træt i ansigtet, hvilket vist også tydeligt fremgår af billederne :-)
Efter frokost ser vi, at klosteret er åbent. Det er første gang, det er sket, samtidig med at vi har besøgt stedet, så vi benytter lejligheden til en rundvisning i det meget spartanske kloster.
Vi bliver overraskede over, hvor spartansk nonnerne har levet for »at tjene Gud«. De har stort set ikke haft andre ejendele end det, de gik og stod i. Værelserne (cellerne) havde kun en seng, et lille bord og et vaskearrangement. Men til gengæld har de haft en fantastisk udsigt! Og rindende vand.
Efter rundvisningen går vi op på værelserne og får en tiltrængt lur oven på nattens køretur.
Søndag den 16. oktober 2005
Søndag morgen: Da vi står op, ligger det smukkeste sollys over dalen med morgendis under os. Det ser meget indbydende ud.
I dag vil vi besøge Pisa og se, om det er muligt at komme op i Det Skæve Tårn. Det var det ikke, sidst vi var der, på grund af renovering.
Vi er enige om IKKE at spise morgenmad på klosteret, da Estella og jeg havde oplevet deres tørre brød et par år tidligere. Vi vælger derfor at køre til Gallicano og købe frisk morgenbrød, som vi spiser ved floden Serchio på vej til motorvejen ved Lucca.
Efter morgenmaden stopper vi ved den gamle bro over floden, Ponte del Diavolo (Djævelens Bro), for at kigge lidt på seværdigheden. Broen tiltrækker mange turister og malere, som det fremgår.
Pisa ligger badet i sol, og vi får set både kirken og tårnet fra alle vinkler og kanter. Til sidst går vi op i tårnet og kigger ud over byen.
Det er en sjov oplevelse at gå op i tårnet. Trinene er skiftevis slidt yderst og inderst, når man går rundt i trappeskakterne. Fra toppen er der en fantastisk udsigt over hele Pisa. I øvrigt er tårnet indrettet ret smart med en skakt i midten, så det er muligt at hejse de store klokker op og ned gennem tårnets centrum.
Efter besøget i Det Skæve Tårn kører vi ud til vandet ved Arnos udmunding og spiser vores medbragte frokost.
Ved flodmundingen er der en del fiskerhytter med et stort net, som kan fires ned i vandet. Så er det åbenbart meningen, at man skal sidde og håbe på, at der er fisk, der bevæger sig ind over nettet, så man kan hive det op igen. Nu ved jeg ikke, om de bruger en form for madding. Ellers ser det for mig ud til at være en meget ineffektiv måde at fiske på.
Jordens overflade er for to tredjedeles vedkommende dækket af vand, og så firer man noget i retning af 12–16 m² net ned og håber på, at fiskene »finder på« (hvis de kan det) at opholde sig lige over nettet, når man hiver det op igen ... Det virker ikke for snedigt, men hvem ved?
Sidst på dagen kører vi tilbage til Gallicano og indtager aftensmaden på klosteret.
Mandag den 17. oktober 2005
Mandag morgen spiser vi morgenmad, som vi selv har hentet, på balkonen ud for vores værelser. Vi bliver enige om at gå en tur i skoven omkring klosteret for at se lidt på naturen.
Det er helt fantastisk, som vandet pibler ud af bjerget alle vegne. Vi falder også over et hul, hvor et vildsvin har taget mudderbad (tror vi – vi kunne ikke komme i tanke om andre af skovens dyr, der kunne finde på det).
Om eftermiddagen tager vi til Castelnuovo di Garfagnana. Her går vi en tur og kigger på forretninger og køber lidt ind. Ungerne får bl.a. lidt nyt tøj.
Castelnuovo di Garfagnana er en meget smuk by, som vi efterhånden har besøgt mange gange. Den udmærker sig ved at have et righoldigt forretningsliv med alt fra et stort udvalg af tøj til et utal af forretninger, der sælger de mange gastronomiske specialiteter fra Garfagnana-området.
Tirsdag den 18. oktober 2005
Tirsdag kører vi en tur op til Vergemoli for at se Grotta del Vento igen. Vi var på en kort tur i grotten i 2001, men i år vil vi se det hele. Den lange tur tager tre timer, så man skal have tøj på til det. Der er af indlysende årsager køligt – 10,6 °C året rundt.
Vi ser grotten fra toppen, hvor rødderne fra træerne ovenover stikker gennem »taget«, til bunden, hvor vandet løber ud i en flod under bjerget. Der er omkring 800 m fra top til bund.
Et sted dybt inde i grotterne var der indrettet en »børnehave«, hvor man for år tilbage havde givet børn »luftterapi« i form af den meget rene luft i grotterne, som i øvrigt har næsten 100 % luftfugtighed. Dette havde hjulpet mange børn med deres astma. Desværre stoppede man, som med så meget andet, bevillingerne, og projektet blev derfor lukket på trods af de meget fine resultater.
Guiden fortalte en anden sjov historie om, hvordan de, der finder og udforsker grotter, finder ud af, hvor vandet bliver af, når det forlader en grotte. Man hælder simpelthen grøn farve i vandet.
Det havde man gjort i en anden grotte, ikke så langt fra Grotta del Vento, og så ventede man ellers. I de omkringliggende floder kom der absolut ingen grøn farve. Det forstod man ikke rigtig, men forklaringen kom en uges tid senere: Pludselig blev en kilde, 200 m over det sted, hvor de havde hældt farven i, grøn.
Forskerne var glade og forundrede over, at kapillæreffekten i bjerget kunne trække vandet helt derop. Dem, der skulle bruge vandet, var derimod ikke så imponerede over resultaterne. Der lå nemlig en restaurant, som brugte kildens vand til alt fra madlavning til servering for gæsterne. De kunne ikke længere bruge vandet, da det jo så uappetitligt ud med den farve. Guiden sagde, at der gik en hel uge, før de kunne bruge vandet igen.
Efter at have trasket rundt i grotten i tre timer er vi godt sultne. Vi finder en restaurant i den lille by Fornovolasco og spiser en tiltrængt frokost.
Efter frokost tager vi til Lucca, en prægtig fæstningsby, som vi tidligere har besøgt i 2002. Vi ser Piazza del Mercato, det antikke romerske amfiteater.
Lucca er en meget fascinerende by, som man kan få utallige timer til at gå med at udforske. Den gamle bykerne er omgivet af en yderst solid ringmur, som ser næsten uindtagelig ud udefra.
Onsdag den 19. oktober 2005
Onsdag kører børnene og Estella ud på indkøb for at se, om der er noget, de absolut ikke kan undvære. Jeg derimod bliver på klosteret for at skrive dansk stil. Emnet er sangen »Den tapre landsoldat« i to udgaver. Det fik jeg en meget laaaaang historie ud af.
Blæret kontor eller hvad? Kan man forestille sig en bedre og mere afslappende udsigt?
Onsdag aften har Sarah lavet pizza, og hun siger, at vi bare kan spise løs. Hun har fået lavet alt for meget til de gæster, hun har inviteret. Det er meget hyggeligt med ild i pejsen og det hele.
Vi triller godt mætte i seng. I morgen vil vi tjekke ud for at begive os til Rom.
Torsdag den 20. oktober 2005
Torsdag tjekker vi ud og begiver os mod Rom. Vi har efterhånden besøgt Rom adskillige gange, men det er endnu ikke lykkedes os at få set Vatikanmuseet indefra, så det er planen. Vi tager turen derned som sightseeing, finder et hotel og vil så være friske til museet fredag morgen.
På vejen kaster vi endnu et blik på »broen«. På vores videre færd falder vi over et meget stort marked, hvor vi tager en rundtur.
En specialitet, som vi ikke tidligere har set, er grillet, udbenet og fyldt svin. Det ser underligt ud med en »pølse« med grisehoved i den ene ende, som de bare skærer skiver af fra den anden ende.
Vi besøger også byen San Gimignano, som er fantastisk flot. Her spiser vi også frokost på en lille, hyggelig, men meget dyr restaurant tæt på centrum.
Da det bliver mørkt, søger vi efter et hotel. På en tankstation i Frascati spørger vi tankpasseren, og han forklarer på flydende italiensk, at han kender en gård, der lejer værelser ud. Vi skal bare hilse fra ham. Vi får derefter en kørselsanvisning på en lille lap og begiver os ud i natten.
Nu er det ikke kun mørkt, men også meget tåget, så det er lidt af en oplevelse. Vi kan fornemme, at vi kører forbi marker med heste og ender til sidst ved en gård med en masse mennesker og heste. Desværre har de ikke noget, vi kan leje, så vi må tilbage igen.
Vi finder et meget stort og meget gammelt hotel med en portier, som minder om Klokkeren fra Notre Dame.
Fredag den 21. oktober 2005
Vi har sovet rigtig godt og er klar til at gå løs på dagen, men vi skal lige have morgenmaden spist, inden vi forlader hotellet.
Vi gør store øjne, da vi bliver præsenteret for bruschetta og tærte til morgenmad. Børnene er helt fint tilfredse med tærte; vi andre synes, at det er lidt løjerligt. Det er et meget specielt hotel med en kæmpe pejs midt i det hele, hvor vi spiser. Den er i øvrigt med træ hele vejen rundt, og os, som troede, at træ kunne brænde.
Da vi skal køre, bliver vi mødt af en flok hundehvalpe udenfor. De er meget kælne og næsten ikke til at slippe af med igen.
Det tager en times tid at køre ind til Vatikanet fra hotellet. Vi vælger at parkere i den samme parkeringskælder, som vi har benyttet før i Vatikanet. Et lille hul med plads til måske 15–20 biler, hvis de pakkes godt.
Vi stiller os op i køen til museet, som strækker sig meget langt, næsten helt ind på Peterspladsen. Langs køen er der et utal af tiggere, børn, der forsøger at tjene lidt ved at synge og danse, folk med forskellige sår og meget andet. En ynkelig tur, må man sige.
Endelig, efter to timer, står vi i forhallen og kan komme gennem sikkerhedstjekket – et tjek magen til det, man oplever i en lufthavn, i øvrigt. Endelig igennem og op til billetlugen på næste etage. Mere kø, og endelig står man foran billethullet, og så står der, at de ikke tager imod kreditkort!
Man har ikke valgt at oplyse om dette nogen som helst steder inden, og man har heller ikke været så rar at sætte skiltet, så det kan ses fra køen. Det er først, når man står ved lugen, at det er synligt.
Vi har stadig lidt tålmodighed i behold, så vi går nedenunder igen, hvor der er mulighed for at veksle. MEN DE TAGER IKKE KREDITKORT ... Vores ellers fantastiske tålmodighed kan nu ikke klare mere, og vi går ud af museet med et boblende raseri indeni.
Vi er parate til at sige F... Vatikanmuseet og så køre hjem, men vi besinder os. Køen er ikke nær så lang nu, og på et gadehjørne ikke så langt derfra »smiler« en bankomat forførende til os. Vi lader os lokke og vender tilbage til kø, sikkerhedstjek, mere kø, og pludselig er vi inde.
Og museet er da en stor oplevelse. Det er helt utroligt, hvad Vatikanet har samlet sammen af værdier gennem tiden.
På vores vej gennem dette skatkammer begynder der en rigtig grim smag at brede sig. Det startede selvfølgelig i den lange kø, hvor vi havde måttet forlade stedet uden billetter i første omgang. Vatikanet stoler tydeligvis ikke på moderne betalingskort; her vil man have kolde kontanter.
Denne »smag« starter som en lille bitter fornemmelse i mundhulen, som breder sig ganske langsomt og efterhånden udvikler sig til en altoverskyggende grim smag med kvalme til følge. Det undrer os, hvis de andre besøgende ikke har kunnet lugte det på lang afstand.
Her går vi gennem en udstilling med guld og ædelstene, kunst i lange baner, »stjålne« kunstgenstande fra alverdens kulturer og fantastisk dekorerede sale for til sidst at stå i Det Sixtinske Kapel, hvor de bliver muret inde, når der skal vælges ny pave.
En helt utrolig rejse gennem dette katolske tempel, bygget på andres ulykke (eller frygt for at lande et sted, hvor der er overordentlig lunt efter deres død). Føj, siger jeg bare.
Vi har besøgt mange kirker i de små samfund rundt omkring i Italien, og vi har altid beundret, hvordan man har været i stand til at samle folk omkring kirken. Men når man har set dette monument over den katolske kirkes blodsugning, så kan man ikke (vi kan i hvert fald ikke) lade være med at tænke på udnyttelse af værste skuffe.
Mange små samfund rundt omkring i Italien virker ikke ligefrem tynget af en fantastisk økonomi, men altid er kirkerne nysselige med friske blomster osv. Kirkegårdene er i den grad veludstyrede med store monumenter over de døde. Det virker næsten, som om der ofres mere på de døde end på de levende.
At slå mønt af folks tro på den måde, som vi her har set i år, efterlader selvfølgelig sine spor. Vi er da heller ikke i tvivl om, at det er sidste gang, vi har set dette katolske bevis på to årtusinders undertrykkelse af mennesker, som bare forsøger at leve et anstændigt liv, så de også kan få en anstændig død i kirkelig forstand.
På denne tur har vi oplevet, hvor spartansk nonner har levet for at tjene Gud, og så skal man opleve denne diametrale modsætning. Det ser bare så forkert ud.
Efter at have trasket rundt i nogle timer er vi ved at være sultne, og vi går ind på en lille restaurant og får lidt at spise, inden det så småt er ved at være tid til at vende næsen mod Værløse.
Vi henter vores bil i parkeringskælderen, og så går det ellers nordpå.
Lørdag den 22. oktober 2005
Køreturen er som altid ikke særlig interessant. 2.200 km motorvej gennem Europa.
Estella og ungerne sov fra Freiburg og hjem, som de plejer, fristes man næsten til at sige.